Kejserkrigen: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 10. aug. 2011, 14:31

Christian 4.'s deltagelse i Trediveårskrigen kaldes også Kejserkrigen. Kongen var interesseret i at forhindre, at den svenske konge skulle lede alliancen mod den tyske kejser, men Christian 4. frygtede også kejserens trusler mod Danmark, Slesvig-Holsten og Den protestantiske union

Trediveårskrigen blev indledt med den bøhmiske opstand, som Christian først i 1620'erne forsøgte at støtte. Gentagne gange afslog rigsrådet dette, bl.a. med henvisning til at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå Danmark ilde i den tyske religionskrig. I marts 1625 valgte Christian at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af Holsten var uafhængig af den danske krone og rigsrådet. Han blev 26. marts valgt til kredsoberst (militær øverstkommanderende) for den nedersaksiske kreds. Efter et års kamp endte eventyret brat 17. august 1626, da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for Lutter am Barenberg. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officelt blev draget ind i Trediveårskrigen. Kejserens tropper under general Wallenstein invaderede og udplyndrede Jylland året efter. Herefter stillede man fra tysk side skrappe krav til en fredsaftale: afståelse af hertugdømmerne, overdragelse af Jylland til kurfyrsten af Sachsen som pant for kejserlig gæld til ham, opgivelse af Frederiks nordtyske stifter, en stor krigsskadeserstatning til kejseren samt afspærring af Øresund for kejserens fjender. Muligvis lykkedes det på baggrund af kongemødet i Ulvsbäck Christian at narre den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej til en alliance med Sverige; i alt fald lykkedes det ham i maj 1629 ved Lübeck at opnå fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark og Slesvig-Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig mere at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. Det så det som en god investering i, at kongen ikke ville fortsætte krigen.

Litteratur

Scocozza, Benito, Christian 4., 2006 ISBN 978-87-567-7633-2

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 [[Christian 4.]]'s deltagelse i [[Trediveårskrigen]] kaldes også '''Kejserkrigen'''. Kongen var interesseret i at forhindre, at den [[Gustav 2. Adolf af Sverige|svenske konge]] skulle lede alliancen mod den [[Ferdinand 2. (Tysk-romerske rige)|tyske kejser]], men Christian 4. frygtede også kejserens trusler mod Danmark, Slesvig-Holsten og [[Den protestantiske union]]
-Trediveårskrigen blev indledt med [[den bøhmiske opstand]], som Christian først i 1620'erne forsøgte at støtte. Gentagne gange afslog [[rigsråd|rigsrådet]] dette, bl.a. med henvisning til at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå Danmark ilde i den tyske religionskrig. I marts [[1625]] valgte Christian at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af [[Holsten]] var uafhængig af den danske krone og rigsrådet. Han blev [[26. marts]] valgt til [[kredsoberst]] (militær øverstkommanderende) for den [[Nedersaksisk kreds|nedersaksiske kreds]]. Efter et års kamp endte eventyret brat [[17. august]] [[1626]], da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for [[Slaget ved Lutter am Barenberg|Lutter am Barenberg]]. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officelt blev draget ind i Trediveårskrigen. Kejserens tropper under general [[Albrecht von Wallenstein|Wallenstein]] invaderede og udplyndrede [[Jylland]] året efter. Christian narrede den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej til en alliance med [[Sverige]]; det lykkedes ham i maj [[1629]] i [[Freden i Lübeck|Lübeck]] at opnå fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark og Slesvig-Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig mere at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. Det så det som en god investering i, at kongen ikke ville fortsætte krigen.
+Trediveårskrigen blev indledt med [[den bøhmiske opstand]], som Christian først i 1620'erne forsøgte at støtte. Gentagne gange afslog [[rigsråd|rigsrådet]] dette, bl.a. med henvisning til at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå Danmark ilde i den tyske religionskrig. I marts [[1625]] valgte Christian at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af [[Holsten]] var uafhængig af den danske krone og rigsrådet. Han blev [[26. marts]] valgt til [[kredsoberst]] (militær øverstkommanderende) for den [[Nedersaksisk kreds|nedersaksiske kreds]]. Efter et års kamp endte eventyret brat [[17. august]] [[1626]], da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for [[Slaget ved Lutter am Barenberg|Lutter am Barenberg]]. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officelt blev draget ind i Trediveårskrigen. Kejserens tropper under general [[Albrecht von Wallenstein|Wallenstein]] invaderede og udplyndrede [[Jylland]] året efter. Herefter stillede man fra tysk side skrappe krav til en [[fredsaftale]]: afståelse af hertugdømmerne, overdragelse af Jylland til kurfyrsten af Sachsen som pant for kejserlig gæld til ham, opgivelse af [[Frederik 3.|Frederiks]] nordtyske [[stift]]er, en stor krigsskadeserstatning til kejseren samt afspærring af [[Øresund]] for kejserens fjender. Muligvis lykkedes det på baggrund af [[kongemødet i Ulvsbäck]] Christian at narre den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej til en alliance med [[Sverige]]; i alt fald lykkedes det ham i maj [[1629]] ved [[Freden i Lübeck|Lübeck]] at opnå fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark og Slesvig-Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig mere at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. Det så det som en god investering i, at kongen ikke ville fortsætte krigen.
 ==Litteratur==