Hvælving

En Hvælving er en afrundet, ophøjet overdækning af et rum, ofte med buen som konstruktionsprincip. De er kendt tilbage til oldtiden, men udviklingen kom for alvor igang da etruskerne udviklede den kilesten, der gjorde det muligt at lave buer.

De bæres af vægge, buer og eller vertikale støtter som søjler eller pilastre.

Der findes en række typer, mere eller mindre komplicerede hvælvinger. Den enkleste for for hvælv er tøndehvælv som opfattes som en dyb bue. Krydshvælvet blev udviklet i romanske katedraler og blev mere og mere udbygget i gotikken. Efter reformationen hold man næsten op med at bygge hvælvinger.

Typer af hvælvinger

• Firefaset gotisk ribbehvælv
  Firefaset gotisk ribbehvælv
• 
  Seksfaset gotisk ribbehvælv
• 
  Stjernehvælv, tegning fra Brockhaus, 1888
• 
  Klosterhvælv eller kappehvelv
• 
  Krydshvælv
• 
  Kuppelhvælv
• 
  Stjernehvælv
• 
  Tøndehvælv