Aleksandr Nevskij: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m stilret
Linje 21: Linje 21:
* Isoaho, Mari. ''The Image of Aleksandr Nevskiy in Medieval Russia: Warrior and Saint (The Northern World; 21)''. Leiden: [[Brill Academic Publishers]], 2006 (innbundet, ISBN 90-04-15101-X).
* Isoaho, Mari. ''The Image of Aleksandr Nevskiy in Medieval Russia: Warrior and Saint (The Northern World; 21)''. Leiden: [[Brill Academic Publishers]], 2006 (innbundet, ISBN 90-04-15101-X).


{{Ruslands historie}}
{{Ruslands historie|state=collapsed}}


{{FD|1220|1263|Nevskij, Alexander}}
{{FD|1220|1263|Nevskij, Alexander}}

Versionen fra 22. sep. 2011, 10:24

Alexander Nevskij

Sankt Aleksander Nevskij (Алекса́ндр Яросла́вич Не́вский på russisk; transkription: Aleksandr Jaroslavitsj Nevskij) (30. maj 1220-14. november 1263) var storfyrste af Novgorod og Vladimir i en af de vanskeligste tider i Ruslands historie. Han fremstilles ofte som en frontskikkelse i middelalderens Rusland, og er kendt for at have ledet store militære sejre over invaderende tyske hære og Den Gyldne Horde.

Store sejre

Aleksander blev født i Pereslavl-Zalesskij som fjerde søn af fyrst Jaroslav Vsevolodovitsj, og så ikke ud til at ville komme på tronen. I 1236 blev Aleksander alligevel valgt af novgoroderne til at være fyrste og deres militære leder. Han største opgave blev da at forvare de nordvestlige dele af Vladimir mod svenskerne og tyskerne.

Efter, at den svenske hær var trængt frem til det sted, hvor floderne Izjora og Neva mødtes, den 15. juli 1240, angreb Aleksander med sin lille hær, og vandt slaget. Dette slag kaldes i eftertiden Slaget ved Neva, og på grund af hans militære triumf, fik den 19-årige Aleksander tilnavnet Nevskij, som betyder fra Neva. Denne sejr kom blot et år efter den katastrofale, mongolske invasion af Kievriget og styrkede Aleksanders politiske magt, men samtidigt forværrede den også hans forhold til bojarerne. Han måtte snart forlade Novgorod og leve i eksil på grund af denne konflikt.

Efter, at Pskov var blevet invaderet af hærgende, livlandske ridderne, sendte Novogorods autoriteter bud efter Aleksander. I foråret 1241 kom han tilbage fra sit eksil, samlede en hær, og drev livonerne ud. Aleksander og hans mænd kæmpede mod det godt trænede, livlandske kavaleri ledet af Hermann, broder til Albert af Riga. Aleksander og hans hær mødte fjenden på isen af søen Tsjudskoje, og knuste ridderne i Slaget på isen den 5. april 1242.

Alexanders sejr er en betydelig begivenhed i europæisk middelalderhistorie. Russiske infanterister havde omringet og slået en hær af riddere med tykke rustninger og heste længe før vesteuropæerne lærte, hvordan infanteri kunne slå et kavaleri. De russiske krønikers dødstal varierer kraftig fra bare nogen få døde livlændinge til flere hundrede.

Politiker

Efter den livlandske invasion fortsatte Aleksander at styrke Novgorods position i nordvest. Han sørgede også for at sende diplomater til Norge, og som et resultat af dette blev indgået den første fredsaftale mellem Rusland og Norge i 1251. Aleksander ledede sin hær til Finland og dermed mod svenskerne, som havde prøvet at adskille Rusland og Østersøen i 1256.

Aleksander utmærkede sig ved at være en langsynet politiker. Han afslog ethvert forslag fra Rom om, at han måtte erklære krig mod Den Gyldne Horde, fordi han forstod, hvor meningsløs en krig mod tatarerne var i en tid, da tatarerne stod i en så stærk position.

Litteratur