Forskel mellem versioner af "Tragtbægerkultur"

'''Tragtbægerkulturen''', er den første [[jordbrug]]skultur i [[Norden]] og udgør derved begyndelsen til [[bondestenalder]] eller [[yngre stenalder]]. Kendetegnende er, at man begynderbegyndte at slibe økserne, og de ældste arkæologer talte derfor om den "slebne flints tid".

Tragtbægerkulturen inddeles i tidlig tragtbægerkultur (dyssetid) og sen tragtbægerkultur (jættestuetid), hvortil kommer enkeltgravskulturen, idet jættestuekulturen fortsatte i det østlige dele af Jylland og på øerne.

Tragtbægerkulturen stammer fra Østersøens sydlige kystområder, formentlig [[Kujawien]] ved [[Wisła|Weichsel]]-floden, idet såvel ''Barkær''-beboernes som en anden tidlig boplads, ''Stengade'' på [[Langeland]], havde en gravskik med nøje ligheder.<ref>Glob (1975), s.11</ref> Hertil var den nået sydfra som en gren af [[Michelsbergkulturen]]. Brugen af [[lerkar]] i [[ertebøllekulturen]] fra ca [[4 800 f.Kr.]] og indførelsen af [[skolæstøkse]]r (især på [[Lolland]] og [[Falster]]) viser, at der var et vist samkvem mellem ertebøllefolket og de sydlige agerbrugere. Ikke desto mindre gik der henved tusind år, inden, at agerbruget bredte sig nordpå til [[Jylland]], de danske øer og [[Sydskandinavien]]. Forklaringen på dette skal sikkert findes i flere forhold, hvoraf datidens afgrøders tilpasning til vejrliget, manglende befolkningsoverskud samt den velfungerende jæger-, fisker- og samlerlivsform, der ikke gjorde det nødvendigt at indføre landbrug, alle kan have spillet ind.

Først omkring [[4 000 f.Kr.]] synes et egentligt landbrug at være nået til Jylland og øerne. Det skete sandsynligvis ved, at små og spredte grupper af landbrugere fandt vej op igennem Jylland og over det senere [[Østersøen]] til de danske øer. Muligvis er indvandringen til øerne sket om vinteren, når havet var tilfrosset.<ref>Skak-Nielsen (2003), s. 121</ref>

Der skelnes mellem to ulige livsformer med hver deres særlige kendetegn, der omtrent samtidig fik deres aflæggere rundt om i Sydskandinavien: ''Vollinggruppen'' i Jylland og ''Oxiegruppen'' i ØstdanmarkSkåne. Vollinggruppen formodes at stamme fra det nordvestlige Europa, mens Oxiegruppens [[flint]]udstyr og [[keramik]]former minder om ertebøllekulturens og formodes at have sin oprindelse syd for Østersøen<ref>Skak-Nielsen (2003), s. 9</ref>. De tidligste bosættelser synes fortrinsvis at være sket på steder, der lå forholdsvis adskilte fra ertebøllekulturens virkeområder, således bopladsen ''Barkær'', der lå på et næs i [[Korup sø]] og derfor - i givet fald - lettere at forsvare.<ref>Glob (1975), s. 10; Bibby, s. 182f</ref> Der var næppe store modsætninger mellem de to livsformer, jæger-fisker-samlerne og landbrugerne, men ej heller særlige sammenpasningsfordele. Sandsynligvis har de i begyndelsen antageligt holdt sig for sig selv. Efterhånden blev forbindelserne mellem dem tættere, og da levevilkårene for jagt og fiskeri efterhånden forringedes, synes ertebøllefolket at have opgivet deres livsform og tilpasset sig den nye livsform, måske ved mellemfolkelige familieforbindelser og ved, at de nye opvoksende slægtled antageligt fra barnsben har lært svedjebrugets, husdyrholdets og flinteslibningens vanskelige kunster.

Tragtbægerkulturen i dennes særskilte, sydskandinaviske form fandtes udbredt i [[Jylland]], på de danske øer, langs det vi kalder [[Østersøen]]s sydlige bred, langs den frisiske kyst samt på den skandinaviske halvø så langt nordpå som til [[Mälaren]] og [[Oslofjorden]].

Undersøgelser af den europæiske befolknings genetiske forhold viser, at en mindre, men markant, komponent har oprindelse i [[mellemøsten]] og formentlig skal ses som et udtryk for de vandringer, der ledsagede landbruget i dettesdets spredning herfra op over det europæiske kontinent.<ref>Battaglia ''et al.''</ref>

Legemshøjden for tragtbægerkulturens mennesker var angiveligt kun lidt mindre end i jægerstenalderen, 165 cm for mænd og 153 cm for kvinder<ref>Bennike, s. 104</ref>

Tragtbægerfolket var landbrugere med blandet agerbrug og husdyrhold. Agerbruget blev i begyndelsen drevet som [[svedjebrug]], idet mande hvert år fældede et vist skovareal og lod det tilplante. Dyrkningsmåden med svedjebrug indebar, at mande stort set kunne høste en afgrøde fri for [[ukrudt]]. <ref name=kristiansen48>Kristiansen 1988, s. 48</ref> Desuden får man størst muligmuligt udbytte af den næring, som skoven har opsparet i jordbunden foruden næringsværdien fra asken efter afbrændingen<ref name=kristiansen32>Kristiansen 1988, s. 32</ref>. Denne driftsform kræver dog store skovbevoksede arealer, idet skovens gendannelse tager op imod 80 år. Man har således kun kunnet udnytte små arealer ad gangen<ref>Kristiansen 1988, s. 33</ref>. Svedjebruget har formentlig kun været anvendt i de første henved 300 år, det vil sige indtil omkring 3.600 f.Kr.<ref name=kristiansen32 />

Afgrødedyrkning satte først ind efter ertebøllekulturens afslutning, idet [[kornaftryk]] ikke findes i dissesdens [[lerkar]], men først i lerkar fra tragtbægerkulturens ældste tid. [[Enkorn]], [[emmer]] og [[dværghvede]] samt [[seksradet byg]] af såkaldt nøgen sort var de vigtigste.<ref>Christensen, s. 65</ref> Ingen af disse er hjemmehørende i [[Danmark]], men må være indført sammen med [[agerbrug]]et.<ref>Christensen s. 66</ref>

Det synes som om [[emmer]] (en [[hvede]]sort) i begyndelsen var den altovervejende [[afgrøde]], mens seksradet [[byg]], [[enkorn]] og [[dværghvede]] forekommer i ubetydelige mængder. Noget [[sædskifte]] synes der ikke at have være tale om. Ej heller synes der at have været tale om nogen efterbehandling af afgrøden i form af sigtning. Med tiden synes enkorn at have vundet frem som afgrøde, blandt andet i [[Skåne]]. Plantenæringen blev øjensynligt suppleret med [[Vild-Æble|vildæble]] og [[hasselnød]]der.<ref name=kristiansen48 /> Emmer og enkorn var modstandsdygtige sorter med lange, fastsiddende [[avne]]r og et forholdsvis højt [[protein]]indhold (15-20% mod 10-15% for hvede). Disse sorter egnede sig til [[brød]], [[grød]] og [[suppe]] og havdegav desuden en [[halm]], der kunne bruges til [[foder]] og fletning.<ref>Christensen, s. 65; Kristiansen 1988, s. 37</ref> Formalingen skete på [[skubbekværn]]e.<ref>Christensen, s. 66</ref>

Allerede i dyssetid harmå husdyrholdet have været veludviklet: [[hornkvæg]], [[svin]], [[får]] og [[ged]]. <ref>Christensen, s. 63</ref> Ingen af disse (måske fraset svinet) kan anses at være tæmmede vilddyr hjemmehørende i [[Danmark]], men må være indført udefra med deres urhjem i den [[Frugtbare Halvmåne]] i [[Mellemøsten]]. <ref>Christensen, s. 64</ref>

''Tyndnakkede økser'' var fremherskende i 4. årtusinde f.Kr. De synes at have udgjort væreværet fremherskende i den tid, da det store landnam (skovfældninger) skete ved skovfældninger.

I begyndelsen begravedebegravedes mande døde i såkaldte ''dødehuse''. Disse havde øjensynligt lighed med de langhuse, man boede i, men var rejst over de efterladte døde, der var begravet under dem. Gravene for de døde lå i dødehusenes østende i husets øst-vestlige længderetning. En stor stenblok angav dødehusets sydvestlige hjørne. I dødehusets østlige ende fandtes en nord-sydgående offergrube med lerkar og stolper. Sådanne dødehuse kunne øjensynligt udvides i længderetningen, hvis nye begravelser krævede dette. Skikken med dødehusene kendes blandt andet fra [[Kujawien]] ved [[Wisła|Weichsel]]-flodens vestre bred.<ref>i det nuværende Polen</ref>, hvorfra indvandring af landbrugere formentlig oprindelig er sket<ref>Glob, s. 11f</ref>

''Stolpedysse'' betegner den [[gravform]], som afløste (eller snarere var en videreudvikling af) dødehusene. Stolpedyssen var en aflang [[grav]] i øst-vestgående retning, hvor den døde blev lagt på en oval stenbelægning lidt større end den gravlagte lige over undergrunden og med fladsiden af stenene opad således, at belægningen kunne danne underlag for den begravede. Ved en sådan begravelse fra ''Onsved mark'' i [[Horns Herred|Horns herred]] ved [[Roskilde Fjord]] fik den gravlagte 3 flækkeknive og ravperler med som gravgave. Øst for graven fandtes en stolpegrøft i nord-sydgående retning ligeledes med en stenbelægning, der synes at have været pakning omkring 4 stolper. Disse er imidlertid trukket op, hvorefter jord og sten var skedet ned i stolpehullerne. I hver af gruberne var nedsat [[lerkar]] på den side, der vendte væk fra graven. I en anden stolpedysse fra ''Bygholm Nørremark'' ved [[Horsens]] forekom to gravlæggelser: ældst er en grav for en 13-15 årig med et ovalt dødehus over i den østlige del, noget senere en grav uden påviste gravgaver med en kiste af planker for 4 døde, lagt parvist ved siden af hinanden og fødderne mod midten i den vestlige ende; i formentlig tilknytning til denne grav har stået vestligt i stolpehøjens område et mindre hus. Længst mod øst et nord-sydvendt hus med 4 stolper og med åbning mod vest, det vil sige i retning mod gravene. Tre steder i stolpedyssen fandtes tværgående pælerækker. Disse kan antages at være hjælpemidler ved stolpedyssens opførelse.<ref>Rønne</ref> Der kendes i [[Danmark]] mindst 14 stolpedysser, dateret til omkring 3.800-[[3.600 f.Kr.]] og fordelt ret spredt over landet: på [[Sjælland]] 3, på [[Langeland]] 1, på [[Fyn]] 1 og i [[Jylland]] 9, heraf 1 i [[Sønderjylland]]. <ref>Kaul 1988, s. 12ff</ref>

Senere, fraFra omkring 3.300 f.Kr.<ref>Jørgensen 2003, s. 6</ref>, begynder man at begrave sine døde i såkaldte ''[[jættestue]]r''. De ældste jættestuer synes at stamme fra [[Bretagne]] i det nordvestlige [[Frankrig]] o. 4.800 f.Kr. og herfra synes gravformen at have bredt sig til [[Spanien]] og [[Portugal]], omkring 3.800 f.Kr. til [[Irland]], [[Vestengland]] og de skotske øer, omkring 3.400 f.Kr. til [[Danmark]] og 2.600 f.Kr. til Nordtyskland<ref>Bibby, s. 144-155</ref>