Augustin Ehrensvärd: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Typo fixing, replaced: fremfor → frem for
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m småret
Linje 1: Linje 1:
'''Augustin Ehrensvärd''', svensk feltmarskalk, Sveaborgs og den svenske skærgårdsflådes grundlægger, f. paa Fullerö i Vestmanland 25. (ell. 29.) Septbr 1710, d. paa Saris i Nærheden af Åbo 4. Oktbr 1772.
{{wikificering}}


Han studerede med stor iver matematik i Upsala, men overtaltes af sin slægt til at gå i militærtjeneste, uddannede sig i artilleri- og fortifikationsvidenskab og ansattes 1739 som »kaptenmatematikus och mekanikus« ved den nyoprettede artilleriskole. 1740 blev han sekretær ved Vetenskapsakademien, hvor efter han begav sig på studierejse til udlandet, blandt andet Danmark. Han deltog 1741-1742 i den russiske krig og kæmpede 1745 under Frederik II i Böhmen (blandt andet ved Sorr). Hjemkommen vandt han snart ved sin glimrende begavelse og sin energi en ledende stilling i det offentlige liv.
'''Augustin Ehrensvärd'''foreg.’s Søn, svensk Feltmarskalk, Sveaborgs og
den sv. Skærgaardsflaades Grundlægger, f. paa
Fullerö i Vestmanland 25. (ell. 29.) Septbr 1710,
d. paa Saris i Nærheden af Åbo 4. Oktbr 1772.
Han studerede med stor Iver Matematik i
Upsala, men overtaltes af sin Slægt til at gaa i
Militærtjeneste, uddannede sig i Artilleri- og
Fortifikationsvidenskab og ansattes 1739 som
»Kaptenmatematikus och mekanikus« ved den
nyoprettede Artilleriskole. 1740 blev han
Sekretær ved Vetenskapsakademien, hvorefter
han begav sig paa Studierejse til Udlandet, bl.
a. Danmark. Han deltog 1741-42 i den russ.
Krig og kæmpede 1745 under Frederik II i
Böhmen (bl.a. ved Sorr). Hjemkommen vandt
han snart ved sin glimrende Begavelse og sin
Energi en ledende Stilling i det offentlige Liv.
I Hattepartiets Velmagtsdage udøvede han som
Medlem af det hemmelige Udvalg (1746-60) en
meget stor politisk Indflydelse, der lige saa
meget som hans Virksomhed mellem
Rigsdagssamlingerne kom Landets Forsvar til gode. 1747
fik han af Regeringen det Hverv at genrejse
Finlands Forsvar efter den ulykkelige Krig i
Overensstemmelse med en Plan, som det
hemmelige Udvalg 1746-47 under hans Medvirken
havde udkastet. I St f. de gl. Grænsefæstninger
mod Rusland, der var gaaet tabt, vilde man
samle hele Forsvaret paa et enkelt Punkt,
hvorfra der let kunde holdes Forbindelse til Søs
med Sverige. Under E.’s Ledelse opvoksede
derefter paa de øde Granitklipper uden for
Helsingfors de mægtige geniale Fæstningsværker,
som senere Begivenheder skulde gøre til et
Værn for den Magt, mod hvilken de var
opførte. Samtidig skabte E. en fortræffelig
Skærgaardsflaade, stationeret i Sveaborg, hvilken
skulde samvirke med Landhæren og staa under
samme Kommando som denne. Fra denne
Virksomhed blev E. for en Tid bortkaldt for at
deltage i den pommerske Krig (1757). Under
denne indtog han 2 Gange Peenemünde (1757
og 1758) og forsvarede sejrrig Pasewalk (1760),
ved hvilken Lejlighed han fik et alvorligt Saar
i Brystet, hvis Følger han aldrig forvandt. I
det sidste Krigsaar førte han Overkommandoen
paa sv. Side. Efter Krigens Slutning vendte E.
tilbage til sine storartede Arbejder i Finland,
hvilke han fuldførte med en Kraft, der
nedbrød alle Hindringer. Huernes Sejr paa
Rigsdagen 1765-66 førte dog til, at han 1766 blev
fjernet fra, hvad han havde gjort til sit Livs !
Opgave. Hans Modparti, der ikke havde Øje for
hans overlegne Evner, der kunde strække til
over for alt, mente ikke, at han, der fra
Artillerist (1764) var blevet Kavalerigeneral, tillige
kunde saavel lede Fæstningsanlæggene i
Finland som føre Kommandoen over
Skærgaardsflaaden, og afskedigede ham fra de tvende
sidste Poster. Da Hattene et Par Aar efter paa ny
kom til Magten, fik E. igen disse vigtige Hverv,
og da han 1771 forlod Ledelsen af
Fæstningsanlæggene, havde han den Tilfredsstillelse
at se »Nordens Gibraltar« fuldendt i det
væsentlige og dets Havn opfyldt af sindrig
konstruerede Skærgaardsfartøjer. Foruden af
Forsvarets Ordning har E. gjort sig højt fortjent
af Finland ved sin Iver for dets Opdyrkning,
Oprensning af dets Floder samt dets
Kortlægning. Hans Kiste fulgtes ogsaa af en
Procession, som Finland aldrig har set Mage til, da
den 1773 førtes til Sveaborg, hvor han hviler
midt bl. sine Værker under et Monument,
udført af Sergel. E. var i Besiddelse af en
ualmindelig Arbejdsevne, et uudtømmeligt Initiativ
og en stor Alsidighed. Han var tillige
kunstnerisk og litterært dannet og forsøgte sig baade
som Forf. og Maler, men frem for alt som
Gravør. Han levede og døde fattig.


I hattepartiets velmagtsdage udøvede han som medlem af det hemmelige udvalg (1746-60) en meget stor politisk indflydelse, der lige så meget som hans virksomhed mellem rigsdagssamlingerne kom landets forsvar til gode. 1747 fik han af regeringen det hverv at genrejse Finlands forsvar efter den ulykkelige krig i overensstemmelse med en plan, som det hemmelige udvalg 1746-47 under hans medvirken havde udkastet. I stedet for de gamle grænsefæstninger mod Rusland, der var gået tabt, ville man samle hele forsvaret på et enkelt punkt, hvorfra der let kunne holdes forbindelse til søs med Sverige. Under Ehrensvärds ledelse opvoksede der efter på de øde granitklipper uden for Helsingfors de mægtige geniale fæstningsværker, som senere begivenheder skulle gøre til et værn for den magt, mod hvilken de var opførte. Samtidig skabte Ehrensvärd en fortræffelig skærgårdsflåde, stationeret i Sveaborg, hvilken skulle samvirke med landhæren og stå under samme kommando som denne.
{{salmonsens}}

Fra denne virksomhed blev Ehrensvärd for en tid bortkaldt for at deltage i [[den pommerske Krig]] (1757). Under denne indtog han 2 gange Peenemünde (1757 og 1758) og forsvarede sejrrig Pasewalk (1760), ved hvilken lejlighed han fik et alvorligt sår i brystet, hvis følger han aldrig forvandt. I det sidste krigsår førte han overkommandoen på svensk side. Efter krigens slutning vendte han tilbage til sine storartede arbejder i Finland, hvilke han fuldførte med en kraft, der nedbrød alle hindringer.

Huernes sejr på rigsdagen 1765-66 førte dog til, at han 1766 blev fjernet fra, hvad han havde gjort til sit livs opgave. Hans modparti, der ikke havde øje for hans overlegne evner, der kunne strække til over for alt, mente ikke, at han, der fra artillerist (1764) var blevet kavalerigeneral, tillige kunne såvel lede fæstningsanlæggene i Finland som føre kommandoen over skærgårdsflåden, og afskedigede ham fra de to sidste poster. Da hattene et par år efter på ny kom til magten, fik Ehrensvärd igen disse vigtige hverv, og da han 1771 forlod ledelsen af fæstningsanlæggene, havde han den tilfredsstillelse at se »Nordens Gibraltar« fuldendt i det væsentlige og dets havn opfyldt af sindrig konstruerede skærgårdsfartøjer.

Foruden af forsvarets ordning har Ehrensvärd gjort sig højt fortjent af Finland ved sin iver for dets opdyrkning, oprensning af dets floder samt dets kortlægning. Hans kiste fulgtes også af en procession, som Finland aldrig har set mage til, da den 1773 førtes til Sveaborg, hvor han kom til at hvile midt blandt sine værker under et monument udført af Sergel. Ehrensvärd var i besiddelse af en ualmindelig arbejdsevne, et uudtømmeligt initiativ og en stor alsidighed. Han var tillige kunstnerisk og litterært dannet og forsøgte sig både som forfatter og maler, men frem for alt som gravør. Han levede og døde fattig.


{{FD|1710|1772|Ehrensværd, Augustin}}
{{FD|1710|1772|Ehrensværd, Augustin}}

Versionen fra 27. okt. 2011, 18:02

Augustin Ehrensvärd, svensk feltmarskalk, Sveaborgs og den svenske skærgårdsflådes grundlægger, f. paa Fullerö i Vestmanland 25. (ell. 29.) Septbr 1710, d. paa Saris i Nærheden af Åbo 4. Oktbr 1772.

Han studerede med stor iver matematik i Upsala, men overtaltes af sin slægt til at gå i militærtjeneste, uddannede sig i artilleri- og fortifikationsvidenskab og ansattes 1739 som »kaptenmatematikus och mekanikus« ved den nyoprettede artilleriskole. 1740 blev han sekretær ved Vetenskapsakademien, hvor efter han begav sig på studierejse til udlandet, blandt andet Danmark. Han deltog 1741-1742 i den russiske krig og kæmpede 1745 under Frederik II i Böhmen (blandt andet ved Sorr). Hjemkommen vandt han snart ved sin glimrende begavelse og sin energi en ledende stilling i det offentlige liv.

I hattepartiets velmagtsdage udøvede han som medlem af det hemmelige udvalg (1746-60) en meget stor politisk indflydelse, der lige så meget som hans virksomhed mellem rigsdagssamlingerne kom landets forsvar til gode. 1747 fik han af regeringen det hverv at genrejse Finlands forsvar efter den ulykkelige krig i overensstemmelse med en plan, som det hemmelige udvalg 1746-47 under hans medvirken havde udkastet. I stedet for de gamle grænsefæstninger mod Rusland, der var gået tabt, ville man samle hele forsvaret på et enkelt punkt, hvorfra der let kunne holdes forbindelse til søs med Sverige. Under Ehrensvärds ledelse opvoksede der efter på de øde granitklipper uden for Helsingfors de mægtige geniale fæstningsværker, som senere begivenheder skulle gøre til et værn for den magt, mod hvilken de var opførte. Samtidig skabte Ehrensvärd en fortræffelig skærgårdsflåde, stationeret i Sveaborg, hvilken skulle samvirke med landhæren og stå under samme kommando som denne.

Fra denne virksomhed blev Ehrensvärd for en tid bortkaldt for at deltage i den pommerske Krig (1757). Under denne indtog han 2 gange Peenemünde (1757 og 1758) og forsvarede sejrrig Pasewalk (1760), ved hvilken lejlighed han fik et alvorligt sår i brystet, hvis følger han aldrig forvandt. I det sidste krigsår førte han overkommandoen på svensk side. Efter krigens slutning vendte han tilbage til sine storartede arbejder i Finland, hvilke han fuldførte med en kraft, der nedbrød alle hindringer.

Huernes sejr på rigsdagen 1765-66 førte dog til, at han 1766 blev fjernet fra, hvad han havde gjort til sit livs opgave. Hans modparti, der ikke havde øje for hans overlegne evner, der kunne strække til over for alt, mente ikke, at han, der fra artillerist (1764) var blevet kavalerigeneral, tillige kunne såvel lede fæstningsanlæggene i Finland som føre kommandoen over skærgårdsflåden, og afskedigede ham fra de to sidste poster. Da hattene et par år efter på ny kom til magten, fik Ehrensvärd igen disse vigtige hverv, og da han 1771 forlod ledelsen af fæstningsanlæggene, havde han den tilfredsstillelse at se »Nordens Gibraltar« fuldendt i det væsentlige og dets havn opfyldt af sindrig konstruerede skærgårdsfartøjer.

Foruden af forsvarets ordning har Ehrensvärd gjort sig højt fortjent af Finland ved sin iver for dets opdyrkning, oprensning af dets floder samt dets kortlægning. Hans kiste fulgtes også af en procession, som Finland aldrig har set mage til, da den 1773 førtes til Sveaborg, hvor han kom til at hvile midt blandt sine værker under et monument udført af Sergel. Ehrensvärd var i besiddelse af en ualmindelig arbejdsevne, et uudtømmeligt initiativ og en stor alsidighed. Han var tillige kunstnerisk og litterært dannet og forsøgte sig både som forfatter og maler, men frem for alt som gravør. Han levede og døde fattig.