Sikringsstilling Nord: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 30. nov. 2011, 16:57

Sikringsstilling Nord går tværs over Sønderjylland og er verdens bedst bevarede feltbefæstningslinje fra 1. verdenskrig. Forsvarslinjen blev bygget af den kejserlige tyske hær i 1916-18. Linjen ligger i den del af Danmark, der blev afstået til Tyskland efter det danske nederlag i krigen i 1864.

Sikringsstilling Nord skulle hindre et angreb fra nord mod Tyskland. På det tidspunkt hørte Nordslesvig/Sønderjylland til Tyskland. Grænsen gik op til Genforeningen i 1920 ved Kongeåen. Der findes flere rester af sikringsstillingen, f.eks. få kilometer ad landevejen der ligger parallelt med jernbanen nord for Rødekro, som hedder Andholm Batteri.

Forsvarslinjen er enestående på flere måder. Dels blev forsvarslinjen etableret alene af hensyn til det bedst egnede terræn. Og selve byggearbejdet kunne udføres uden fjendens indgriben og påvirkning - hvilket er meget usædvanligt for feltbefæstningslinjer. Endelig kom linjen aldrig i brug, hvilket betyder, at de tilbageværende anlæg var særdeles velbevarede. Samlet betyder det, at Sikringsstilling Nord er unik.

Strækningen Sikringsstilling Nord forløber fra Hoptrup ved Lillebælt i øst til Rømø ved Vadehavet i vest og er ca. 50 km lang. Med ca. 900 bunkers, 40 batterier og mellem to og fire stillinger hver med flere linjer med skyttegrave og pigtråd. Samt talrige signalstationer, oversvømmelsesanlæg og militærjernbaner til at støtte linjen, var den datidens stærkeste af sin art i Europa. Efter Nordslesvigs (De sønderjyske landsdele) genforening med det øvrige Danmark i 1920, udgjorde linjen en trussel, idet selv fåtallige tyske styrker hurtigt kunne sætte sig fast og der skulle betydelige kræfter til at drive dem væk. Derfor sprængte den danske hær i årene efter genforeningen anlæggene. Men selv efter denne systematiske ødelæggelse af forsvarslinjen, hvor man overså en del bunkers, og mange lå for tæt på landejendomme, eller i kanten af byer, og kunne der for ikke sprænges med de metoder man kendte, og brugte den gang. Derfor fremstår den stadig som verdens bedst bevarede feltbefæstningslinie fra 1. verdenskrig.

Befæstningens beliggenhed

Siden tidernes morgen har Danmarks historie været dybt afhængig af landets geografiske placering ved Østersøens munding. Dels som port til Østersøen, dels som broen mellem Kontinentet og Norden. Dette er i militær henseende ensbetydende med en høj, strategisk værdi kræver derfor et stærkt meget forsvar, idet et militært tomrum på et sådant sted altid vil udfyldes, og hvis landet selv ikke kan eller vil sørge herfor, vil det blive gjort af andre!

Herom taler mange militære anlæg fra de ældste tider til nutiden deres enkle sprog.

Det var derfor en mere end tusindårig tradition, der byggedes på, da Tyskland under 1. verdenskrig besluttede sig til at lægge en nordvendt forsvarslinje tværs over Sønderjylland (eller i et mere tidssvarende udtryk:) tværs over det dengang tyske Nordslesvig.

Forspillet

Under en storpolitisk krise mellem Frankrig og Tyskland i 1905 modtog Frankrig fra Engelsk side underhåndstilsagn om assistance i tilfælde af, at krisen skulle udvikle sig til en krig: En styrke på 100.000 englændere ville blive landsat i Esbjerg og/eller evt. Ålbæk bugt ved Frederikshavn med det formål at erobre Kielerkanalen ved et hurtig fremstød, hvorefter det ville være muligt at neutralisere den tyske østersøflåde ved at holde den indespærret i Østersøen.

Krigen blev den gang undgået, men tyskerne blev bekendt med de engelske planer, og som følge heraf begyndte de straks planlægningen af Sicherungsstellung Nord som skulle placeres tværs over det den gang tyske Nordslesvig ca. 25 km. Syd for den daværende dansk-tyske grænse ved Kongeåen.

I årene 1906-14 afholdtes et antal store tyske manøvrer, og indkvarterede soldater fortalte, at de ”kæmpede” mod en tænkt styrke på 100.000 englændere under fremrykning fra Esbjerg. Man skulle imidlertid helt frem til 1916. 2 år efter 1. verdenskrigs udbrud, før Sikringsstillingen blev en realitet.

På dette tidspunkt var Tyskland løbet ind i en række tilbageslag, og den engelske flådeblokade var blevet en alvorlig belastning. Tyskerne besluttede sig som følge heraf til at indføre den ”uindskrænkede ubådskrig”. Herved risikerede man imidlertid at drive de to neutrale søfartsnationer, Holland og Danmark, i armene på England, som så i ro og mag ville kunne landsætte sine tropper i Esbjerg. Altså tog man de gamle planer frem, og omkring den 10. september 1916 påbegyndte man bygningen af Sicherungsstellung Nord.

Stillingen bygges

Arbejdet blev ledet af en Pionerbataillonsstab og seks Pionerkompagnier, og det grove arbejde blev udført ved hjælp af militære straffefanger som var anbragt i baraklejre spredt over hele stillingsområdet. I hver af disse lejre, som lededes af en løjtnant, fandtes et eller flere straffekompagnier af 250 mand, som levede et særdeles hårdt liv med sult og strengt arbejde.

Flere af disse lejre har i perioder været brugt som krigsfangelejre, hvilket har ført til den fejlagtige opfattelse, at krigsfanger har deltaget i stillingsarbejdet. Nærmere undersøgelser viser imidlertid, at tyskerne, som i overensstemmelse med de fornemme, Preussiske Æresbegreber følte sig forpligtet til at overholde Haagkonventionen, ifølge hvilken krigsfanger ikke må anvendes til militært byggeri. I tilfælde af mangel på arbejdskraft har man ligefrem hentet civile voldsforbrydere fra tyske fængsler, mens de mange krigsfanger var beskæftiget ved landbruget og afvandingsarbejder.

Transport af mennesker og materiel forgik først og fremmest pr. jernbane hvor dette var muligt, og de eksisterende Stats- og Amtsbaner tilpassedes ved anlæggelse af militærspor. Cirka 10 km normalspor i forbindelse med Statsbaner og ca. 40 km meterspor i forbindelse med Amtsbanerne. Herudover anlagdes midlertidige tipvognsspor, hvor byggeriet krævede det.

Vejanlæg byggedes i betydelig omfang, i flere tilfælde med tømmerbroer på op til 800 meters længde over bløde engstrækninger eller slugter. Fodfolksstillingens skyttegrave blev kun gravet et enkelt spadestik ned i fuld bredde. De skulle så færdiggraves af de enheder der skulle bemande dem. Men dertil kom det aldrig.

Anlæg med tilknytning til Sikringsstilling Nord

Batteriet ved Årøsund er et kystbatteri, hvis opgaver var dækning af et minefelt og en netspærring i Lillebælt. Batteriet hører således ikke direkte til Sikringsstilling Nord, men kunne i krigstilfælde bruges som flankesikring til stillingen.

Luftskibsbasen i Tønder bestod af tre store hangarer, to der var 180 m lange, 40 m brede og 31 m høje, en der var 242 m lang, 73 m bred og 42 m høj, et brintgasværk og en baraklejr. En af luftskibenes opgaver, var at tage luftfotos af sikringsstillingen, så man kunne kontrollere sløringen af anlægget. De tyske luftskibe benyttede brint der er ekstremt brandfarlig. Det oplevede man ved LZ 129 Hindenburg katastrofen. USA der kunne producere Helium ville ikke sælge helium til tyskland, der var i krig med store dele af Europa under 1. verdenskrig.

Eksterne kilder/henvisninger

Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater

Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i artiklen.

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 [[Luftskibsbasen i Tønder]] bestod af tre store hangarer, to der var 180 m lange, 40 m brede og 31 m høje, en der var 242 m lang, 73 m bred og 42 m høj, et brintgasværk og en baraklejr. En af [[luftskib]]enes opgaver, var at tage [[luftfoto]]s af sikringsstillingen, så man kunne kontrollere [[sløring]]en af anlægget.
+De tyske luftskibe benyttede [[brint]] der er ekstremt brandfarlig. Det oplevede man ved [[LZ 129 Hindenburg]] katastrofen. USA der kunne producere [[Helium]] ville ikke sælge helium til tyskland, der var i krig med store dele af Europa under [[1. verdenskrig]].
 == Eksterne kilder/henvisninger ==