Skånes historie

Templet i Uppåkra. Rekonstruktion lavet af Sven Rosborn, Fotevikens Museum 2004.

Skåne omtales første gang på skrift i sammenhæng med fredsaftalen mellan danerne og Karl den store i 811. Med i danernes følge var "Osfrid fra Schonen", som muligvis var konge over Skåne. Næste gang Skåne omtales er i sammenhæng med handelsmanden Wulfstans rejse langs med den sydkysten af Østersøen ca. 870. I den sidste halvdel af det 10. århundrede findes Skåne omtalt i de islandske skrifter, men de blev ikke nedskrevet før end år 1100, og derfor har materialet mangler set i en kildekritisk sammenhæng. Ofte finder man kongelister fra Skåne, som omtaler en lang række konger fra ældre tider, men de er alle sammen sagnkonger, der omtales i Middelalderen, og som sådan kan de nærmest betragtes som rene fantasiprodukter.

Ved den arkæologiske afsløring af det rige fortidssamfund, Uppåkra, lige syd for Lund kan man nu med stor sandsynlighed påstå, at et af Skånes største jernalderscentrer fandtes netop på dette sted. Bebyggelsen har eksisteret fra ca. 100 til slutningen af det 10. århundrede. På stedet har der stået et hedensk tempel.

Vikingetiden

Skåne blev erobret af den danske konge, Harald Blåtand, sandsynligvis i den sidste halvdel af under 970'erne. På grundlag af spredningen af runesten lige netop i slutningen af 900-tallet kan man konstatere, at det var Øresundskysten og Skånes sydkyst, som kom under Haralds magt. Frem til den anden halvdel af 11. århundrede sad sveerne på Blekinge, og sandsynligvis har de også haft den skånske østkyst. Dette kan man se i gravmaterialet fra perioden, for mens vikingetidsgravene i Blekinge og Østskåne svarer til en speciel gravskik nordpå, er begravelsestypen helt anderledes langs landskabets syd- og vestkyst.

Harald Blåtand inførte den kristna religion i Skåne. Ved at anlægge såkaldte trelleborge, stora ringborge til garnisoner af soldater, fastholdt han magten i dele af landskabet. Det er typisk for disse ringborge, at man opførte en kristen kirke lige udenfor den ene af portene, sikkert indviet til Skt. Clemens. Trelleborge er med sikkerhed påvist i Trelleborg og i Borgeby tæt ved Løddekøpinge, men de fandtes med stor sandsynlighed også i Lund og Helsingborg.

Sven Estridsen havde magten i Skåne fra midten af det 11. århundrede. Kongens far, Ulf Torgilsson, havde været en skånsk jarl, som blev myrdet af den tidligere konge, og han ejede måske et stort antal gårde i Skåne lige som moderen, Estrid, der overdrog "50 bol" i Gøinge til domkirken i Roskilde. Selv overlod Sven kongelig ejendom til kirken i Dalby. I 1060 indstiftede Sven Estridsen nye bispedømmer i Danmark, og i Skåne blev det både Lund og det nærliggende Dalby, der fik denne position. I Lund blev Henrik, som tidligere havde været biskop på Orkneyøerne, indsat som biskop, og i Dalby blev Egino biskop. Han var bispeviet af ærkebiskoppen i Hamburg. Egino kan karakteriseras som missionsbiskop, og han deltog i flere korstog i Sverige. I 1066 døde biskop Henrik, og Egino blev forflyttet til Lund, samtidigt med at Dalbystiftet blev nedlagt.

Sven Estridsen indledte opførelsen af en stenkirke i Lund og én i Dalby. Kongen var fast knyttet til Dalby, hvor der fandtes en stor kongsgård. Den blev stedet for det kloster, som snart anlagdes i byen. I Necrologicum Lundense kan man læse, at Sven, "den mest kristelige konge", byggede Dalby kirke, og testamenterede 2½ gård til den. Adam af Bremen skrev ca. 1070: "Skåne, den smukkeste provins i Danmark. Landet er godt udstyret med mænd, frugtbart og rigt på handelsvarer, og det er fuldt af kirker. Skåne er to gange så stort som Sjælland – det har nemlig 300 kirker." Omkring 1080 blev kirken i Lund erstattet af en ny i sten samtidigt med, at man begyndte at bygge krypten under den nuværende domkirke. I 1103 udskilte paven Norden fra ærkebispedømmet Hamburg-Bremen. Den første ærkebiskop i Lund blev Asser, der blev bispeviet 1104. Dette betydningsfulde årstal, hvor den vesteuropæiske kultur blev etableret i Norden i form af den mægtige kirke, danner derfor en passende grænse mellem vikingetiden og Middelalderen i Skandinavien.

Middelalderen

Uddybende artikler: Danmarks historie (1047-1397) og Danmarks historie (1397-1536)

Kirken

Apsis på Lunds domkirke, den del af kirken som er bedst bevaret fra Middelalderen. De øvrige dele er kraftigt restaurerede.

I den første kristne periode gik kongemagten og kirken hånd i hånd. Det var blandt kirkens mænd i højere positioner, at kongen fandt personale med en god uddannelse, som kunde læse og skrive og samtidig var sønner hentet fra herremandsstanden. Kongen behøvede den slags folk i sit administrationsapparat, når skatter og andre indtægter skulle bogføres.

I tiden fra slutningen af det 11. århundrede og frem til begyndelsen af det 12.–begyndte man at bygge med sten. Den først og fremmest kirkelige byggevirksomhed i sten har været kolossalt omfattende. Næsten samtlige af Skånes sognekirker af træ blev i denne periode udskiftet med stenbygninger. Skåne fik som ærkebispestift over hele Norden på denne måde en markering af den kirkelige overhøjhed også ude i landområderne. Der kendes flere forskellige stenmestre fra det 12. århundrede.

Ærkebiskop Eskils borg, Åhus.

Det 12. århundrede var også tiden for de store klosterbyggerier i Skåne. Ærkebiskop Eskil i Lund var her den drivende kraft. En mængde forskellige munkeordner slog sig ned rundt omkring i landskabet:

• Augustinerne i Dalby,

• Præmonstratenserne i Lund, i byen Tommarp nær det nuværende Simrishamn og i byen Væ syd for Kristianstad,

• Cistercienserne ved Herrevad

• Benediktinerna i Lund og på Bosjøkloster.

En hel del af de skånske kalkmaleres værker kan opleves i bevarede, middelalderlige kirker. Særligt i det 15. århundrede blev kirkernes indre trætræloft erstattet af teglstensteglstenshvælvinger. Behovet for at udsmykke dem blev således stort efter en relativt kort periode.

Byerne

De ældste af de svenske byer er Lund og Helsingborg. Lund blev anlagt i 980 af Harald Blåtand nær ved det sted, hvor den hedenske kultplads ved Uppåkra havde ligget. I stedet opbyggede man en ny by eller et bylignende samfund nord for Høje å. Her anlagde kongen sandsynligvis en af sine ”trelleborge”, garnisonsforlægninger. På samme måde har kongen muligvis anlagt en trelleborg i Helsingborg. Stednavnet med efterleddet ”borg” omtales nemlig allerede år 1085, og den eneste borgtype, som man kender i Danmark tidligere end dette årstal er Haralds ”trelleborge”.

Andre tidlige byer i Skåne er mod vest Lomma nord for Malmø, og i den østlige del er det Væ, Åhus og Tommarp. Under påvirkningen fra det 13. århundredes stadigt mere intensive handel med Hansestæderne opstår der et antal kystbyer. Skanør etableres som by og handelsplads for sildeeksporten ca. år 1200. Trelleborg blir by allerede i begyndelser af det 13. århundrede. Ystad og Malmø omtales fra midten af århundredet. Navnet ”Malmø” kan med rimelig sandsynlighed knyttes til den by i Skåne, der havde en borg på stranden, og som ærkebiskop Jacob Erlandsen ifølge en skriftlig kilde skal have anlagt år 1254. I slutningen af det 13. århundrede må også Falsterbo være opstået på basis af den den rige sildehandel ved Skanør.

I det 15. århundrede anlagde kong Erik af Pommern Landskrona. I det samme århundrede kommer Båstad og Luntertun inne i Skælderviken til som byer, men allerede i 1513 nedlagde man Luntertun på Kristian IIs ordre, sådan at den blev erstattet af Engelholm.

Magtforholdene

Efter en svækkelse i det 15. århundrede voksede kongemagten sig stærkere i løbet af den første del af det 16. århundrede. I Skåne var der i denne periode 16 hovedlen og et antal mindre len. Det var kongen, som udvalgte sine mest pålidelige mænd til lensherrer. Flere af hovedlenene blev forvaltet fra kongeborge. I Middelalderen var Lindholmen øst for Svedala sådan en kongeborg. Andre var Helsingborg og Malmø og fra midten af det 16. århundrede ligeledes Landskrona. Skåninge landsting omfattade Skåne, Blekinge, Bornholm og Øsel. Møderne blev holdt ved bronzealderhøjen Skt. Libers kulle ved Vallkærra. I dag ligger den i parken lige nord for monumentet over slaget ved Lund. Der foretog man også Skånelandets kongehyldninger. Kristian IV var den sidste konge som blev hyldet dér.

Den mægtige skånske adel kan spores tilbage til det 12. århundrede. Kongen gav skattefrihed og forleninger til sine betroede mænd, og det skabte man baggrunden for adelsvældet. Skåne udmærkede sig ved en mængde slotte, herregårde og befæstede hovedgårde. Højadelen udskilte sig specielt i løbet af det 15. århundrede, og det sås tydeligt af de vældige slotsanlæg. De tidligste af disse monumenter, de såkaldte faste huse, er Glimmingehus, Ørup nord for Ystad og Bollerup tæt derved samt Lilløhus ved Kristianstad.

Det 16. århundrede

Uddybende artikel: Grevens fejde

Borgere og bønder samlede sig i begyndelsen af det 16. århundrede mod den skånska adel, og de fik en beskytter i den liberale konge, Kristian II. Til gengæld gik Malmøs borgere gik i kamp for den danske konge, men i 1523 belejrede en adelshær gennem en lang periode. I 1525 udbrød der et stort bondeoprør i Skåne og Blekinge med den hensigt at genindsætte den landflygtige konge. Mod de oprørske bønder kæmpede den gamle kongens morbror, Fredrik I, adelen og tyske lejesoldater. To store nedslagtninger af bønder fandt sted dette år, dels ved Arløv uden for Malmø og dels ved Bunketofta lund ikke langt fra Helsingborg. I årene 1534–1536 indledte og udkæmpede Malmø samman med København og den tyska Hansa en borgerkrig igen for at få genindsat Kristian II på Danmarks trone.

Det var på den tid, at de skånske adelsmænd begyndte at befæste deres slotte med runde kanontårne for at værne sig mod bønderne. Et eksempel på sådan et slot er Torup uden for Malmø.

Det 17. århundrede

Uddybende artikler: Danmarks historie (1536-1660) og Danmarks historie (1660-1814)

Svenskekrigene

Overgangen over Storebælt i 1658 var en afgørende faktor for den svenske erobring af Skånelandene. Maleri af Johan Philip Lemke (1631-1713).

I begyndelsen af århundredet var Skåne et af Danmarks mest blomstrende områder, men i slutningen af århundredet var det svært hærget af voldsomme og brutale krige. Under Kalmarkrigen i årene 1611-1613 blev det nordøstlige Skåne hjemsøgt af de stridende parter. Ordren var hos begge sider, at soldaterne skulle brænde alle gårde ned, hvis de husede fjendens sympatisører, og uden skånsel myrde alle mennesker, som man fandt der. 24 sogne blev ødelagt og byen Væ nedbrændte.

I januar 1644 angreb Gustav Horn Skåne med 11.000 svenske soldater. Helsingborg og Lund overgav sig, Landskrona blev indtaget, mens man begyndte at belejre Malmø. Ved freden i Brømsebro (1645) beholdt Danmark Skåne, men tabte Halland. Denne fred var dog kun en stakket frist. I sommeren 1657 gik svenskerne på ny ind i Skåne. Båstad blev nedbrændt, men ved Ængelholm blev angrebet standset. Om vinteren samme år førte Karl X Gustaf sine tropper over de islagte bælter fra Jylland til Sjælland, og ved freden i Roskilde i 1658 blev Danmark tvunget til at afstå Skåne til Sverige.

Skånske krig

Det var en selvfølge for den danske regering, at Skåne snart skulle hentes tilbage til Danmark igen. Derfor steg Christian V den 29. juni 1676 i land syd for Helsingborg. Det blev indledningen til en meget langvarig og blodig krig, der skulle plage Skåne frem til 1680. Danskerne havde stor fremgang i begyndelsen: Helsingborg og Landskrona overgav sig og Kristianstad blev indtaget, og Karl XI måtte trække sig tilbage til Sverige. Da han kom tilbage om efteråret, mødtes hærene nord for Lund. Der stod et stort slag den 4. december 1676, og ved afslutningen stod svenskarna tilbage på slagmarken, mens den danske hær kunne trække sig tilbage til Landskrona i god orden. Landskrona skulle derefter blive danskernes vigtigste fæstning under resten af krigen. Efter en indledende succes stod det dog til slut klart, at det danske førsøg var slået fejl.

Store nordiske krig

Efter det store svenske nederlag ved Poltava under stora nordiska krigen gjorde man et nyt forsøg. Den skånske befolkning sluttede dog ikke op på Danmarks side på samme måde som tidligere, og efter slaget ved Helsingborg i 1710 måtte Danmark trække sine tropper tilbage fra Skåne. I 1716 samledes en dansk og russisk hær på Sjælland for en planlagt invasion over Øresund, men der opstod uenighed mellem den danske konge og tsaren, fremkaldt af den trussel, at Karl XII personligt befandt sig i Lund på samme tid.

I 1786 sendte man artillerimajor Schell på spionrejse til Skåne og Blekinge for at rekognoscere forud for et eventuelt dansk angreb med baggrund i det spændte svensk-russiske forhold. Endnu under Napoleonkrigen planlagde man i 1808-1809 atter et dansk angreb fra Sjælland mod Skåne, denne gang med hjælp fra franske tropper, der var stationeret på Sjælland.

Snaphanerne

I det 17. århundrede blev begrebet snaphaner brugt om de irregulære, danske tropper i Skåne. Under den skånske krig var Sven Poulsen en af lederne, og med sine forholdsvis få folk gik han bl.a. til angreb på den svenske hær, da den brød ind over Hallandsåsen i 1657. I foråret 1677 rejste Johan Gyllenstierna rundt i sognene med en stor afdeling svenske soldater for at få den mandlige befolkning til at skrive under på en troskabserklæring til den svenske konge. Man lovede amnesti og truede med alvorlig gengældelse, hvis nogen samarbejdede med snaphanerne. For at ”statuera et eksempel” gav Karl XI i april 1678 ordre til, at Ørkeneds sogn, som var et af de mest vedvarende tilholdssteder for snaphaner, skulle nedbrændes, og at alle våbenføre mænd skulle henrettes. Befolkningen nåede for størstedelen at bringe sig i sikkerhed, men nogle blev dræbt, gårdene blev nedbrændt og markerne hærget.

Forsvenskningen af Skåne

Det gjaldt for den svenske administration om at få skåningerne til at blive svensksindede. Den 16. april 1658 samlede man derfor repræsentanter for Skånes, Blekinges og Hallands adel, borgere, præsteskab og bønder til en edsafsigelse på Malmø rådhus. På et givet tegn måtte repræsentanterne falde på knæ og love deres nye konge troskab. Eden blev afgivet under det særegne forhold, at Karl X Gustaf ikke selv var tilstede, men blev repræsenteret af en tom stol omgivet af svenske soldater.

I 1662 holdt man en såkaldt landdag i Malmø, hvor skåningerne måtte acceptere nye skatter og forordninger, som helt adskilte sig fra dansk lov. Accisen (”Lilla tullen”) var sådan et påfund, som gik ud på, at alle varer, som blev indført i byerne, skulle belægges med told, præcist som det foregik i alle svenske byer. I hvert bystyre skulle der desuden findas mindst to svenskfødte personer blandt rådmændene. På samme måde som i det øvrige Sverige blev byerne opdelt i stapelbyer og uppbyer. Mange svenskere tilltvang sig også borgmesterpladser, men omvendt fik indbyggerne i Skåne repræsentation i den svenske riksdag, til forskel fra andre erobrede områder under den svenske stormagtsperiode.

Allerede da Karl X gik i land i Helsingborg i 1658 mødte han biskop Peder Winstrup fra Lund ude på bryggen. Biskoppen blev en drivende kraft bag oprettelsen af Lunds universitet som en svensk motvægt mod Københavns universitet. I 1666 kunne universitetet indvies under navnet ”Regia Academia Carolina”. Den officielle invielse fandt sted i januar 1668.

Forsvenskningen af Skåne blev fortsat efter den store nordiske krig med stor nidkærhed. Karl XI inførte svensk kirkesprog, og den svenske kyrkelov fra 1686 kom til at få gyldighed også for de erobrede landskaber i Skåne, Blekinge og Halland. Det medførte, at svenske præster spredte budskabet fra prædikestolene.

Det 18. århundrede

Størstedelen af det 18. århundrede blev en hård tid for Skåne, og det varede længe, før landet kunne rette sig økonomisk og demografisk. Den svenske centralmagt forstærkede holdepunkterne i Landskrona og Kristianstad, men det blev først i sammenhæng med Napoleonkrigen at der kom gang i et opsving for de skånske havnebyer, som kunne leva højt på et succesrigt smugleri mellem kontinentet og England i brud på Kontinentalblokaden. På samme tid indledte Rutger Macklean sine jordbrugsreformer, noget som skulle føre til omfattende stigninger i produktionen og betydningsfulde social-økonomiske virkninger på det skånske landbrug.

Det 19. århundrede

1800-talet blev et markant opsving for Skånes vedkommende. Kontakterne med Danmark blev forenklet efter midten af århundredet, hvor de sidste begrænsninger blev fjernet. Industrialiseringen fik et tidligt fodfæste i Malmø, som blev en socialistisk bastion i Sverige. Befolkningstallet øgedes og nye industrier blev grundlagt med dansk og svensk kapital. Malmø blev endestation for den sydlige gren af den svenske længdebane, og det begunstigede trafikudviklingen i Skåne.

Det 20. århundrede

Det gamle, nu nedlagte skibsværft Kockums i Malmø.

Skåne gennemgik på den tid en stor befolkningsudvikling og -forskydning. Industribyerne i det vestlige og sydlige Skåne og universitetsbyen Lund fik et kraftigt stigende befolkningstal, mens det nordlige og østlige Skåne stagnerede i sammenligning dermed. I sammenligning med det 18. århundrede, da omtrent lige mange boede i Malmøhus og Kristianstads len, var forholdet ca. 3:1 ved lenssammenlægningen i 1998. Helsingborg, Landskrona, Esløv, Malmø og Trelleborg blev førende industribyer med gummiindustrier (Helsingborg og Trelleborg), værfter (Landskrona og Malmø), levnedsmiddelforarbejdning (Helsingborg og Esløv), tekstilindustrier (Landskrona, Esløv, Malmø). Desuden havde de alle med undtagelse af Esløv betydningsfulde indtægter af havnedrift. Lund blev begunstiget af, at universitetet voksede: Mens der fandtes ca, 1000 indskrevne studenter ved universitetet i 1900, var antallet over 20 000 i 1970. Byen havde også gavn af, at der voksede højteknologiske industrier frem i tilknytning til universitetet, som f.eks. emballagefirmaet Tetra Pak, dialyseproducenten Gambro m.fl. I Kristianstads len skabtes der flere af de traditionelle virksomheder i lighed med forholdene i det øvrige Sverige. Her kan nævnes Klippan og Østanå (papirfremstilling), Perstorp (Perstorp AB), Sibbult (Scania) m.fl. Det var egne, der alle har haft en svagere udvikling efter 1970 end de øvrige byer.

Den fremvoksende arbejderbevægelse skabte sociale spændinger: Da et skib med britiske strejkebrydere blev sprængt i Malmø i 1908 (Amaltheaangrebet), var det noget man lagde mærke til i udlandet på grund af de dødsdomme, som gerningsmændene blev idømt (dommene blev senere forvandlet til fængselsstraffe). På samme måde tiltrak Møllevångsspetaklerne i 1926 megen opmærksomhed i en tid, hvor Sverige også som helhed var kendetegnet af store arbejdsmarkedskonflikter.

Krigstiden

Det lykkedes at holde Sverige ude af 2. verdenskrig, og derfor fik Skåne stor betydning for de danskere, som kom i de tyske myndigheders søgelys. Flugtruterne over Øresund fik et godt ry, hjulpet på vej af den fine modtagelse, som flytningene fik i Sverige. I krigens sidste år gav de svenske myndigheder tilladelse til, at Den danske brigade kunne opstilles, bevæbnes og trænes i Skåne, sådan at der ikke opstod et magttomrum i Danmark efter befrielsen.

Efterkrigstiden

Se bland andet værftskrisen, millionprogrammet, Øresundsbroen og Turning Torso.

Skånebilleder

• 
  Kulturgeografisk inddeling
• 
  Skånes oprindelige lensinddeling
• 
  Monument over slaget ved Lund 1678

Konger af Skåne

Disse konger er kun omtalt i sene kilder og deres historicitet kan betvivles kraftigt på grund af manglende, relevant kildemateriale.

• Halvdan Snælle

• Ivar Vidfamne

• Gudröd af Skåne

• Strutharald

Jarler af Skåne

• Ulf Torgilsson, død 1026

Kilder

• Adam af Bremen, oversat af Allan A. Lund: Beskrivelse af øerne i Norden; 1978, Højbjerg: Wormianum; ISBN 87-85160-56-3

• Lars Magnar Enoksen: Skånska runstenar, 1999 Lund, ISBN 91-88930-79-3

• Saxo Grammaticus: Saxo Danmarkskrønike, 1-2, 1999 3. opl., part 1: ISBN 87-11-11382-0, part 2: ISBN 87-11-11383-9 og bd.1-2 ISBN 87-11-11292-1

• Elias Wessén og Åke Holmbäck: Svenska landskapslagar, Fjärde serien, Skånelagen och Gutalagen, 1979, Uppsala, ISBN 91-20-06239-7

Se også

• Snaphane

• Skåneland

• Sveriges len med den danske lensindeling før 1658.

Litteratur

• Sven Rosborn: Den skånska historien I. Före skrivkonsten, Malmö 1999. ISBN 91-973777-0-8

• Sven Rosborn: Den skånska historien II. Vikingarna, Malmö 2004. ISBN 91-973777-1-6

• Paul Erik Engelhardt: Skåne mellen dansk og svensk: en undersøgelse af de nationale brydninger i Skåne stift i årene 1658 til 1679 : holdninger hos biskoppen og i præsteskabet, København 2007, ISBN 9788763501996

• Sten Skansjö: Skånes historia, 2006, ISBN 9789185507368

• Harald Gustafsson: Skåne i Danmark : en dansk historia till 1658, 2008, ISBN 9789170610462

• Hanne Sanders: Efter Roskildefreden 1658 : skånelandskapen och Sverige i krig och fred, 2008, ISBN 9789170610479

• Föreningen för Skånes Fornm Historia (udg.): Samlingar till Skånes Historia, Fornkunskap och Beskrifnung, 2010 (faksimile fra 1923-udgaven), ISBN 9781144412744

Eksterne links

• Skånes historie i årstal fra Fotevikens Museums database på (svensk)

• Region Skånes kulturförvaltning: Skånes historia på Internet på (svensk)

• Wilmer Thomas: Referenced sources – en (engelsk) kildeoversigt tilpasset artiklerne om Ancient Nordic sources - Geography and Logical Mathematics

• Adamus Bremensis: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum kildetekst på (latin)

• Saxo Grammaticus oversat af N.F.S. Grundtvig, 1783-1872