Geisha

Geishas

Geisha (芸者), Geiko (芸子) eller Geigi (芸妓) er traditionelle, kvindlige japanske kunstnere. Geisha var almindeligt udbredte i det 18. og 19. århundrede, og findes stadig i dag.

Geishatraditionen udviklede sig fra taikomochi eller hōkan, svarende til en hofnar. De første geisha var udelukkende mænd. Efterhånden som kvinder begyndte at overtage rollen, blev de kendt som onna geisha (女芸者), eller "kvindelige geisha." I dag består geishaer udelukkende af kvinder.

Geisha

En geisha er en professionel værtinde som underholder gæster med forskellige performance-arts i tehuse der bliver kaldt O-chaya. De bliver trænet i en række forskellige traditionelle færdigheder som dans, sang, instrumenter, blomsteranretninger, te-ceremonier, konversation og meget mere. En geisha bliver ved med at studere og perfektionere sine færdigheder igennem sin karriere.

En geisha arbejder med at underholde gæster i meget dyre te-huse. En Geisha er en meget dyr affære, og et geisha-selskab kan nemt koste flere tusinde kroner. En succesfuld geisha må demonstrere skønhed, værdighed, kunstnerisk talent, charme og en suveræn etikette og raffinesse.

Geishaer serverer drinks, taler med gæsterne og udøver deres kunstneriske færdigheder. De underholder også ved forretningsmøder eller fester for en betydelig pris hvor de foruden at konversere også vil vise enten "Tachikata" som er traditionel japansk dans eller "Jikata" som er sang og instrumenter.

En geisha har mange forskellige slags forhold til mænd. De er ikke prostituerede, men det er kutyme for en geisha at have en mand som hun er involveret med følelsesmæssigt, økonomisk og seksuelt - men det er op til den enkelte geisha at bestemme sig for om hun vil eller ikke. Det er også noget andet der kendetegner en geisha, at hun aldrig har et one-night stand.

I 1920´erne var der ca 80.000 geishaer i Japan, men i dag er det nummer faldet til omkring de 10.000 på grund af vestens indflydelse på den japanske kultur, og det tal er stadigt faldende.

Begreber

En maiko på vej til sin næste aftale i Gion Kobu, Kyoto.

"Geisha," udtales /ˈgeɪ ʃә/, er et navneord, og som alle andre japanske navneord, har det ingen flertalsform. Ordet består af to kanji-tegn 芸 (gei) der betyder ”kunst” og 者 (sha) der betyder ”person” eller ”en der gør”. Den mest direkte oversættelse er ”kunstner”, eller ”en der optræder med kunster”

Et andet ord der bruges i Japan, er ”geiko”, som er fra Kyotodialekten. Professionelle geisha i Kyoto kaldes geiko. Denne betegnelse er også vidt brugt i distrikterne for at skelne mellem ægte geisha der praktiserer de traditionelle kunster, fra de prostituerede, der har adopteret navnet og antrækket fra geishaerne.

(se herunder) Prostituerede binder deres obi-bælte foran på kimonoen, mens geisha har obien bundet på ryggen. Ægte geisha, der ikke involverer sig i prostitution havde ofte den luksus at have en påklæder til at hjælpe sig med det vanskelige antræk; kimono består af mange lag ”kimono” og underklæder, samt en obi, der er et bredt silkebælte der kan bindes i imponerende knuder på ryggen. Påklædningen kunne let tage over en time, selv med professionel hjælp. Prostituerede derimod måtte have kimonoen og obien af og på mange gange i løbet af en aften, så deres knude var mindre kompliceret og blev bundet foran for at gøre af- og påklædningen lettere.

Lærlinge-geisha kaldes maiko. Ordet er lavet af kanjitegnene for 舞 (mai) “dansende” og 子 (ko) “barn”. Det er maikoen med sin hvide make up og prangende kimono og frisure der i vesten er blevet stereotypen på en geisha, i stedet for geishaen selv.

Tokyo geisha følger ikke de samme ritualer som Kyotos maiko-lærlingeproces. Elevperioden kan være helt ned til seks måneder eller et år; væsentligt kortere tid en maikoeleverne i Kyoto, før hun debuterer som fuldent geisha. Eleven kaldes en han'gyoku (半玉) eller en halv-juvel, eller det mere moderne navn o-shaku (御酌), ”en der skænker alkohol”. Tokyogeishaer er i gennemsnit ældre end deres modstykker i Kyoto, og mange har universitetsgrader.

Forskellige trin i træningen

Japanske turister, klædt ud som maiko (geisha-elever) i Kyoto, Japan

Oprindeligt begyndte man i en meget ung alder. Selvom nogle piger blev solgt til geishahuse (okiya) som børn, var dette ikke en almindelig praksis i velrenommerede distrikter. Døtre af geisha blev ofte opdraget til at blive geishaer selv, som regel som efterfølger (atotori – betyder ”arving”) til okiyaens datterrolle (musume-bun).

Det første skoleniveau hed shikomi. Når piger lige var ankommet til okiyaen, ville de blive sat i arbejde som tjenestepiger eller bare til at gore alt hvad de blev bedt om. Arbejdet var hårdt, og det var meningen at dette skulle ”knække” og ”blødgøre” de unge piger. Den alleryngste shikomi måtte vente oppe til sent på aftenen på at seniorgeishaen skulle komme hjem fra sine engagementer, ofte helt indtil klokken to eller tre om natten. I løbet af denne oplæringsperiode gik shikomi’en til undervisning i geishaskolen. Nu til dags findes dette forløb stadig, mest for at vænne pigerne til at gå i traditionel kimono og tale distriktets ("karyūkai”) specielle dialekt.

Når først eleven er blevet bekendt med geishaens kunster, og har bestået en afsluttende, krævende danseeksamen, bliver hun forfremmet til det andet trin I træningen: minarai. En minarai slipper for alle husholdningspligter for at fokusere på undervisningen. Selvom en minarai deltager i banketter med geishe, ”ozashiki”, deltager hun ikke på noget avavnceret niveau. Deres kimono er noget mere prangende end en maikos, og det er meningen at denne skal ”tale” for hende. De kan godt blive hyret til fester, men er som regel ikke inviteret, selvom de dog er meget velkomne til fester sammen med deres one-san (betyder ”ældre søster” og er minarai’ens overordnede). De tager 1/3 hanadai. Minarai samarbejder ofte tæt med ét bestemt tehus (kaldet ”minarai-jaya”) hvor de får undervisning af den ”oka-san” der er indehaver af tehuset. Denne undervisning findes ikke på nogen skole, evner i emner som konversation og små lege kan kun læres ved øvelse. Dette trin varer omkring en måned.

Efter dette begynder de tredje, og mest berømte trin i undervisningen, kaldet ”maiko”. Maiko er geisha-lærlinge og dette stadium kan vare flere år. Maikoen lærer af sin mentor geisha og følger denne rundt til deres aftaler. One-san/imoto-san (junior) –forholdet er uhyre vigtigt. Geishaen lærer maikoen alt hvad hun bør vide om at ”arbejde” i hanamachi’en, og hendes undervisning er essentiel. Hun vil lære sin ”yngre søster” den korrekte måde at servere te, spille shamisen, danse, hyggesnakke på, som sikrer at hun får invitationer til flere tehuse i fremtiden. One-san hjælper endda med at udvælge maikoens nye professionelle navn, med kanji-tegn der indgår i geishaens eget navn. Nogle mener at geishaer ”flirter”, men det faktisk i deres natur at virke bly og uskyldige. Der er naturligvis variationer alt efter hvilket distrikt man er i, og i Tokyoregionen er geishaer kendt for at være frække, mens Geishaer fra Kyoto anses for at være mere blufærdige.

Efter en periode så kort som seks måneder (i Tokyo) eller så lang tid som fem år (Kyoto) bliver maikoen forfremmet til fuldendt geisha, og tager dermed fuld pris for sin arbejdstid. Geisha bliver i dette stadium indtil de går på pension.

Moderne geisha

Gion-geishadistriktet (hanamachi) i Kyoto, Japan.

Moderne geisha lever stadig på traditionel vis i geishahuse, okiyaer, i bydele kaldet “hanamachi” (花街 ”blomsterbyer”), særligt mens deres lærlingetid står på. De fleste geisha der er succesfulde nok, vælger at bo i egen lejlighed. Den elegante overklassekultur som geisha er en del af, kaldes karyūkai (花柳界 "blomsternes og piletræernes verden").

Unge kvinder der vil være geisha, plejer i dag først af begynde deres undervisning efter at have færdiggjort folkeskolen eller endda gymnasiet og universitet, så mange kvinder altså begynder deres karriere når de er voksne. Geisha studerer stadig de traditionelle instrumenter så som shamisen, shakuhachi og trommer, samt traditionelle sange, traditionel dans, te-ceremoni, litteratyr og poesi. Ved at iagttage andre geisha og sammen med indehaveren af geishahuset, bliver lærlingene også dygtige i de komplicerede traditioner der omhandler udvælgelse og påklædning af kimono, og omgang med kunder.

Kyoto anses for at være det sted hvor geishatraditionen er stærkest i dag, inklusiv Gion Kobu. Geishaerne i disse distrikter kaldes ”geiko”. Tokyohanamachien Shimbashi, Asakusa og Kaguazaka er også meget kendte.

En “geiko” der underholder en gæst i Gion (Kyoto)

I det moderne Japan er geisha og maiko nu et sjældent syn uden for hanamachien. I 1920’erne var der over 80.000 geishaer i Japan, men i dag er der langt færre. Det præcise tal kendes ikke, men det vurderes til at være mellem 1.000 og 2.000, flest i feriebyen ”Atami”. Det mest almindeligt syn er turister (både japanske og udenlandske), der betaler for at blive klædt ud som maiko, men de kan kendes fra de rigtige maiko på, at de har parykker på. Ægte maiko har deres eget hår sat op.

En dårlig økonomi, faldende interesse for de traditionelle kunster, blomsternes og piletræernes verdenens eksklusive natur og omkostningerne ved at blive underholdt af geisha, har alt sammen medvirket til at traditionen forfalder.

Geisha hyres ofte til fester og sammenkoster, oftest i tehuse (茶屋, Chashitsu|ochaya) eller de traditionelle restauranter (ryōtei).Timelønnen måles ud fra hvor lang tid det tager at brænde en røgelsespind, og kaldes senkōdai (線香代, "røgelsespindspris") eller (玉代 "juvelpris").

Kunden arrangerer en sammenkomst gennem geishabureauet(検番 kenban), som laver hver geishas aftaleplan, både til aftaler og undervisning.

Geisha og prostitution

En Orian forbereder sig til en kunde, ukiyo-e tryk af Suzuki Haronubu (1765).

Der forekommer stadig en vis forvirring, selv i Japan, omkring Geishaens proffesion. Geisha afbilledes ofte som dyre prostituerede i den vestlige populærkultur. Geisha underholder, og deres formål er at underholde deres kunder ved at recitere digte, spille musik eller bare hyggesnakke. Arrangementer med geisha kan godt indbefatte lidt spøgefuld flirt, men kunderne er vel vidende om, at intet mere kan forventes. I en særlig social manér der er enestående for Japan, morer mændene sig med illusionen om det, der aldrig kan blive til mere. Geisha tager ikke betaling for samleje med kunder.

Geisha bliver sommetider forvekslet med overklassens traditionelle kurtisaner, også kaldet oiran. Ligesom geisha har oiran imponerende opsat hår og hvid sminke. En meget let måde at skelne mellem de to, er at prostituerede, oiran, binder deres obi foran, mens geisha som sagt har deres bundet på ryggen.

I Edo perioden var prostitution lovlig og prostituerede som oiran havde licenseret tilladelse af regeringen. I modsætning var det strengt forbudt for geisha at have licens til prostitution, og det var officielt forbudt nogensinde at have samleje med kunden.

Arrangementet med licenser førte til begrebet “dobbeltregistrering” som blev brugt om promiskuøse geisha.

I løbet af besættelsen kaldte mange japanske prostituerede sig selv geisha overfor amerikanske soldater. Disse prostituerede blev kendt som ”geesha girls”, på grund af en forkert udtale af ordet geisha, og bragte billedet af geishaen som prostitueret tilbage til USA.

Geisha der arbejder i onsen-byer som Atami kaldes også onsen geisha. Onsen geisha har fået et dårligt ry på grund af mængden af prostituerede i sådanne byer, som også kalder sig geisha, og på grund af rygter om en dans kaldet ”lavvandet flod” (der involverer dansere der løfter kimonoskørtet højere og højere). I modsætning til disse enkelnats geisha, var de ægte onsen geisha faktisk dygtige dansere og musikere.

Personlige forhold og danna

Geisha forventes af være ugifte kvinder, og de der gifter sig, er nødsaget til at gå på pension.

Det var typisk før i tiden at en professionel geisha tog sig en ”danna”, eller en velgører, eller protektor. En ”danna” var sædvanligvis en meget velhavende mand, undertiden gift med børn, der havde midlerne til at forsørge en geisha for store beløb til hendes undervisning og andre udgifter. Dette findes somme tider også i dag, men meget sjældent.

En geisha og hendes danna kan være forelskede eller ej, men intimitet anses aldrig for at være belønning for den finansielle støtte. De traditionelle værdier og aftaler inden for et sådant forhold er meget fortrolige og ikke særligt kendt, end ikke af mange japanere.

Selvom en geisha er fri til at involvere sig i personlige forhold med de mænd hun møder, er disse bekendtskaber omhyggeligt udvalgt og det er ikke sandsynligt at det bare et ”venskab”. En hanamachi plejer at være et meget indforstået miljø, og en geishas gode rygte er ikke noget man spøger med.

Udseende

En geishas udseende ændrer sig løbende gennem hendes karriere, fra maikoens meget sminkede, pigede udseende, til en ældre professionel geishas mere beskedne udseende.

Sminke

I dag er maikoens traditionelle sminke det mest genkendelige særpræg, selvom professionelle seniorgeisha generelt kun har det tykke hvide lag sminke som en maiko, når hun optræder.

En maikos traditionelle sminke består af et tykt, hvidt lag sminke med en skinnende rød læbestift, samt røde og sorte aftegninger om øjne og på øjenbryn. Førhen var den hvide sminke lavet med bly, men det gav forfærdelige hud- og rygproblemer for de ældre geisha i slutningen af Meiji perioden, så siden hen er det blevet erstattet med rispulver.

Påførelsen af sminken er svær at gøre perfekt, og det tager lang tid at blive god til det. Sminken puttes på før man klæder sig på, for at undgå at det smitter af på de dyre klæder. Først masserer man en olieagtig voks, bintsuke-abura, ind i ansigtet, på halsen og i nakken. Bagefter blander man det hvide pulver med vand og påfører det med en bambuspensel, hvor man starter i nakken. Det males på ansigtet, halsen det øverster af brystet og nakken med er umalet områder i nakken med form som et V eller W. Ørerne males heller ikke. De rundede V i nakken fremhæver dette traditionelt erotiske omåde. Maiko lader også et ganske lille stykke hud være umalet langs hårgrænsen for at understrege illusionen om en maske.

Efter basen er lagt, bruges en svamp til at duppe overskydende fugt fra malingen af, og for at give et glat udseende. Herefter males øjne og øjenbryn op med sort og ofte også lidt rødt. I gamle dage brugte man en kulpind, men i dag bruges mest moderne makeupprodukter. En maiko maler også rødt omkring øjnene.

Læberne males med en lille pensel, og farven fås i en lille stift, der opløses lidt i vand. Man bruger krystalliseret sukker til at give læberne glans. En geisha maler sjældent læberne helt ud til kanten, da det ”ville ligne to stykker tynfileter midt i ansigtet”, som Arthur Golden så malende beskriver det i sin Roman ”Mit liv som Geisha” (se herunder). Underlæben males delvist og en ung maiko lader overlæben være hvid, mens en geisha maler den næsten fuldt op.

Helt nye maiko vil undertiden farve deres tænder sorte i en kort periode. Dette var en normal praksis i hele Japan i mange forskellige samfundsgrupper, men findes nu kun i få distrikter eller familier.

I de første tre år har maikoen den tykke makeup på næsten døgnet rundt. Under hendes introduktion hjælpes hun ofte af sin ”ældre søster” eller sin ”oka-san” der ejer okiyaen. Herefter lægger hun selv sin make up.

Efter en maiko har arbejdet i tre år, ændres hendes sminke til en mere dæmpet art. Det er fordi hun er blevet mere moden, og den enklere stil fremhæver hendes naturlige skønhed. Til formelle lejligheder bruger hun stadig hvid sminke på. Geishaer over 30 bruger kun den hvide sminke til optrædener.

Påklædning

Geisha går altid i kimono. Lærlinge går i meget farverige kimonoer med højst overdådig obi. Obien er altid mere iøjnefaldende en kimonoen, for at give det påklædningen særlig eksotisk balance. Maiko har obien bundet på en facon der hedder ”darari”. Ældre geisha klæder sig i mere dæmpede mønstre og farver. Det er et kendetegn, at en geisha fra en meget velhavende okiya aldrig går med en kimono mere end én gang, hvilket betyder, at den pågældende okiya har opbevaringslagre hvor kimonoer bliver udvekslet mellem geisha.

Farven, dekorationerne og mønstret er alt afhængig af årstiden og lejligheden. Om vinteren kan man se geisha der går i en trekvartlængdes kimonofrakke, kaldet en ”haori”, i håndmalet silke. Forede kimonoer bruges i de koldere årstider, og en særlig uforet kimono af tynd silke bruges om sommeren. Det kan tage 2-3 år at færdiggøre en kimono, på grund af farvning og brodering.

Geiko går med pink eller røde ”nagajuban” eller underkimono. En Maiko går med en rød, med trykte, hvide mønstre. Den helt unge maikos krave er rød, med hvid, sølv-, eller guldfarvede broderier. Med tiden bliver kraven skiftet ud med en mere broderet kraver, og efter to til tre år vil kraven være broderet helt hvid (set forfra), for at vise hendes senior maiko status. Når hun er omkring 20 år gammel, skifter hun til en glat, hvid krave.

Geisha går med flade sandaler (”zori”) udendørs, og går kun med tådelte strømper (”tabi”) indendørs. I dårligt vejr bruger geisha en særlig slags forhøjede træsanderler, kaldet ”geta”. Maiko går med særligt høje træsandaler; ca 15-20 cm, hvor gåfladen er halvt så stor som fodsålen (”Oboko”).

Frisurer

Maikoen Mamechiho I Gion-distriktet, i Kyoto. Bemærk den grønne hårpind til venstre kaldet tsunagi-dango, der identificerer hende som en maiko fra Gion kobu.

Geishaernes frisuerer har varieret meget gennem tiderne. I fortiden var det almindeligt at kvinder gik med udslået hår i nogle perioder og opsat hår i andre perioder. I løbet af det 17. århundrede begyndte kvinder at sætte håret op igen, og det er i denne periode, at den traditionelle ”shimada”-frisure – en traditionel frisure som de fleste geisha går med i dag – udviklede sig.

Der er fire hovedtyper af shimadafrisure: Taka shimada, en højt opsat chignon som oftest blev båret af unge, enlige piger; ”tsubushi shimada”, en mere flad chignon, mest brugt af ældre kvinder; ”uiwata”, en chignon der som regel var bundet op med et stykke farvet bomuldscrepe; og en frisure der mindre om en delt fersken, som kun maiko går med. Denne kaldes sommetider ”momoware”, eller ”delt fersken”. Af flere frisurer kan nævnes Ofuku, Katsuyama, Yakko-shimada og sakko. Maikoer fra Miyagawa-cho og Pontocho har yderligere seks frisurer, før sakko. Nogle af dem er Umemodoki, Osidori no Hina, Kikugasane og Osafune.

Disse frisurer er dekorerede med elegant hårpynt, kamme og hårnåle (kanzashi). I det syttende århundrede og efter Meiji restorationsperioden, var hårkammene store og raffinerede, generelt mere dekorerede jo finere kvinder. Herefter blev mindre og mere nedtonede kamme populære.

Geisha blev oplært i at sove med nakken på en lille støtte (takamakura) i stedet for puder, så frisuren holdtes i perfekt stand. For at opbygge denne vane, strøede man ofte ris rundt om puden, så hvis geishaen lod hovedet rulle ned, ville risen klistre fast i håret og ansigtet. Derved måtte geishaen ofte have opsat håret på ny, hvilket ofte var en anstrengende og til tider smertefuld proces. Ellers ville geishaen fået sat håret en gang om ugen eller lignende.

Mange moderne geisha bruger parykker i dag, mens maiko stadig bruger deres eget hår. Dog må både parykker og maikoens hår arrangeres jævnligt af erfarne håndværkere. Den traditionelle hårsætning er en langsomt udøende kunst.

Geisha i populærkulturen

Den voksende interesse for geisha og deres eksotiske udseende har plantet adskillige kulturfænomener, både i Japan og i vesten. Den vestlige interesse øgedes med Athur Goldens Roman i 1997 og filmen ”Mit liv som geisha” i 2005, samt biografien af den forhænværende geisha Mineko Iwasaki med titlen ”Geisha of Gion”.

Geisha-photografier

• The girl inherited Maiko (apprentice geisha) life (2007) by Naoyuki Ogino at the Canon Gallery, Japan

Film med geisha

• Sisters of the Gion (1936) - Dir. Kenji Mizoguchi
• Geisha Girl (1952) - Dir. George P. Breakston
• A Geisha (祇園囃子, Gion bayashi) (1953) - Dir. Kenji Mizoguchi
• The Teahouse of the August Moon (1956) - Dir. Daniel Mann
• The Barbarian and the Geisha (1958) - Dir. John Huston
• The Geisha Boy (1958) - Dir. Frank Tashlin
• My Geisha (1962) - Dir. Jack Cardiff
• The World of Geisha (1972) - Dir. Tatsumi Kumashiro‎
• In the Realm of the Senses (1976) - Dir. Nagisa Oshima
• American Geisha (1986) - Dir. Lee Philips
• Ihara Saikaku Koshoku Ichidai Otoko (1991) - Dir. Yukio Abe
• The Geisha House (1999) - Dir. Kinji Fukasaku
• Zatoichi (2003) - Dir. Takeshi Kitano
• Fighter in the Wind (2004) - Dir. Yang Yun-ho
• Memoirs Of A Geisha (2005) - Dir. Rob Marshall
• DOA: Dead or Alive (2006) - Dir. Cory Yuen
• Maiko Haaaan!!! (2007) - Dir. Nobuo Mizuta

Musik om geisha

• "Neo Geisha" by Zeromancer on the album Eurotrash
• "Geisha Dreams" by Rollergirl
• "Latin Geisha" by Illya Kuriaki and the Valderramas
• "GEI-SHA" by S.K.I.N.

Se også

• Kisaeng—Koreanske kvindelige entertainere, lig geisha.
• Taikomochi

Litteratur

Bogen: Mit liv som Geisha (af Arthur Golden) fortæller om Chiyo, der bliver solgt til en okiya i Kyoto lige før 2. verdenskrig. En okiya (置き屋) er det sted, hvor en geisha holder til. Man følger hendes karriere, hendes forhold til de mænd hun er geisha for. Jalousi blandt geishaerne og de dramatiske planer de laver mod hinanden. Men bogen handler også om kærlighed, ære og ydmyghed.

Kilder

• Dalby, Liza (1983). Geisha. Berkeley, California: University of California Press. ISBN 0-520-04742-7, ISBN 0-394-72893-9, ISBN 0-520-20495-6.
• Foreman, Kelly M. (2002). "The Role of Music in the Lives and Identities of Japanese Geisha." Ph.D. dissertation. Kent, Ohio, United States: Kent State University.
• Foreman, Kelly M. (2005). "Bad Girls Confined: Okuni, Geisha, and the Negotiation of Female Performance Space" in Bad Girls of Japan, edited by Laura Miller and Jan Bardsley. New York: Palgrave Macmillan Press. ISBN 1-4039-6947-7.
• Foreman, Kelly M. (2008). The Gei of Geisha: Music, Identity and Meaning. SOAS Musicology Series. Ashgate. ISBN 0-7546-5857-0. ISBN 978-0-7546-5857-3.
• BBC television documentary Geisha Girl. First shown on UK channel BBC Four in January 2006.
• Gallagher, John (2003). Geisha: A Unique World of Tradition, Elegance and Art. London: Produced by PRC Pub.; New York: Distributed in U.S. & Canada by Sterling Pub. Co. ISBN 1-85648-697-4.
• Golden, Arthur (1997). Memoirs of a Geisha. New York: Alfred A. Knopf, 1997. ISBN 0-375-40011-7.
• Graham-Diaz, Naomi (2001). http://www.immortalgeisha.com/makeup_01.php "Make-Up of Geisha and Maiko"]. Immortal Geisha. Accessed on January 19, 2005.
• Henshall, K. G. (1999). A History of Japan. London: Macmillan Press. ISBN 0-333-74940-5.
• Miyazaki, Manabu (2005). Toppamono: Outlaw. Radical. Suspect. My Life in Japan's Underworld. Kotan Publishing. ISBN 0-9701716-2-5.

Yderligere læsning

Non-fiktion

• Aihara, Kyoko. Geisha: A Living Tradition. London: Carlton Books, 2000. ISBN 1-85868-937-6, ISBN 1-85868-970-8.
• Burns, Stanley B., and Elizabeth A. Burns. Geisha: A Photographic History, 1872–1912. Brooklyn, N.Y.: powerHouse Books, 2006. ISBN 1-57687-336-6.
• Cobb, Jodi. Geisha: The Life, the Voices, the Art. New York: Alfred A. Knopf, 1995. ISBN 0-679-43774-6, ISBN 0-7679-0489-3.
• Dalby, Liza Crihfield (ed.). Ko-uta: "Little Songs" of the Geisha World (reprinted as Little Songs of the Geisha: Traditional Japanese Ko-Uta). Rutland, Vermont: C. E. Tuttle Co., 1979. ISBN 0-8048-1292-6, ISBN 0-8048-3250-1.
• De Becker, J. E. The Nightless City ... or, The "History of the Yoshiwara Yūkwaku.", 4th ed. rev. Yokohama [etc.] M. Nössler & Co.; London, Probsthain & Co., 1905.
• De Becker, J. E. The Nightless City: Geisha and Courtesan Life in Old Tokyo (reprint). Mineola, N.Y.: Dover Publications, 2007. ISBN 0-486-45563-7.
• Downer, Lesley. Women of the Pleasure Quarters: The Secret History of the Geisha. New York: Broadway Books, 2001. ISBN 0-7679-0489-3, ISBN 0-7679-0490-7.
• Ishihara, Tetsuo. Peter MacIntosh, trans. Nihongami no Sekai: Maiko no kamigata (The World of Traditional Japanese Hairstyles: Hairstyles of the Maiko). Kyōtō: Dōhōsha Shuppan, 1993. ISBN 4-8104-1294-6.
• Iwasaki, Mineko, with Rande Brown. Geisha, A Life (also known as Geisha of Gion). New York: Atria Books, 2002. ISBN 0-7434-4432-9, ISBN 0-7567-8161-2; ISBN 0-7434-3059-X.
• Masuda, Sayo. G.G. Rowley (trans.). Autobiography of a Geisha. New York: Columbia University Press, 2003. ISBN 0-231-12950-5.
• The Peabody Essex Museum (ed.). Geisha: Beyond the Painted Smile. New York: George Braziller in association with the Peabody Essex Museum, 2004. ISBN 0-8076-1545-5, ISBN 0-87577-200-5.
• Perkins, P.D. Geisha of Pontocho. Tokyo: Tokyo News Service, 1954.
• Scott, A.C. The Flower and Willow World; The Story of the Geisha. New York: Orion Press, 1960.
• Underwood, Eleanor. The Life of a Geisha. New York: Smithmark, 1999. ISBN 0-7651-1739-8.

Fiktion

• Ball, John Dudley. Miss One Thousand Spring Blossoms. Boston: Little, Brown, 1968.
• Golden, Arthur. Memoirs of a Geisha. New York: Vintage, 1999.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Geisha
• Documentary Art Photography of Real Geisha by "Naoyuki Ogino"
• Many pictures of a REAL Geisha and Maiko"Photo Gallery"
• Japanese Geisha "Information on Geisha, Maiko, and media clips of their life"
• Graham (Diaz), Naomi, "Immortal Geisha"
• Patterson, Sofia, "Karyukai"
• Dorda, Cristina, "Geigi Gakko"
• Ichimame, "Maiko Blog in Japanese and English"
• Geisha Photo Gallery
• Geisha and Maiko
• Japanese Geisha
• Geisha information site
• Geisha of Japan site
• Modern Day Geisha
• Geisha and Maiko on Haruyo Morita's artwoks
• Coming of Age - Yukina: Japan. BBC documentary about a modern young woman who wishes to train to be a geisha.
• Geisha (Noise Rock Band) at MySpace