Slaget ved Lyndanisse: Forskelle mellem versioner
Philaweb (diskussion | bidrag) m Link |
RedBot (diskussion | bidrag) m r2.5.2) (Robot tilføjer it:Battaglia di Lyndanisse |
||
| Linje 38: | Linje 38: | ||
[[et:Lindanise lahing]] |
[[et:Lindanise lahing]] |
||
[[fi:Lindanisen taistelu]] |
[[fi:Lindanisen taistelu]] |
||
[[it:Battaglia di Lyndanisse]] |
|||
[[lv:Dāņu karagājiens uz Rēveli un kauja pie Lindanises (1219)]] |
[[lv:Dāņu karagājiens uz Rēveli un kauja pie Lindanises (1219)]] |
||
[[nn:Slaget ved Lyndanisse]] |
[[nn:Slaget ved Lyndanisse]] |
||
Versionen fra 6. jan. 2012, 11:00
Volmerslaget ved Lyndanisse fandt sted lørdag den 15. juni 1219.
"Efter at have samlet en meget stor hær drog kong Valdemar mod Estland med et tusinde fem hundrede langskibe, og efter mange slag omvendte han hele dette land til kristendommen og underlagde det Danmark, som det endnu er." (Ryd Klosters årbog for 1219).
Flåden nåede Estlands nordlige provins Revele i begyndelsen af juni måned. Med i flåden var, udover kongen, biskop Anders Sunesen og biskop Theoderik af Estland. I hæren var også flere af kongens vasaller: Tyskere under grev Albert og vendere under Vitslav den 1. af Rügen.
Korsfarerne slog sig ned ved Lyndanisse og begyndte at opføre en borg, "castrum danorum", på estisk Taani-linn (senere Tallinn), danskerborgen. Under byggeriet kom flere estiske forhandlere på besøg for at trække tiden ud, mens de samlede en hær.
Hen under aftenen 15. juni 1219 angreb esterne, netop som danskerne og deres allierede havde spist dagens sidste måltid. Angrebet skete fra 5 sider og der udbrød hurtigt panik blandt korsfarerne, der flygtede til alle sider. Biskop Theoderik blev dræbt af estere, der troede han var kongen. Alt tegnede til et katastrofalt nederlag for korsfarerne.
Imidlertid var venderne ikke blevet opdaget af den estiske angrebsstyrke. Vitslav gennemførte et hurtigt modangreb, der standsede den estiske fremtrængen. Dette gav de øvrige korsfarere tid til at samle sig og omgruppere, hvorefter man i fællesskab havde held til at drive den estiske hær på vild flugt.
Der er intet historisk belæg for, at der ved denne lejlighed faldt et flag (f.eks. Dannebrog) ned fra himlen. Imidlertid har der været mange flag og faner med kors til stede under dette korstog, så det afgørende angreb på esterne har måske været anført af en johannitterfane, der var identisk med det flag vi i dag kalder dannebrog.