Alfred Theodor Jørgensen

Alfred Theodor Jørgensen (9. juni 1874 i Vejle -12. september 1953) var en dansk kirkehistoriker og filantrop.

Jørgensen blev cand. theol. 1897, og, efter at have erhvervet universitetets guldmedalje [1899]], Dr. theol. 1907 på en afhandling om Luther’s Kamp mod Semipelagianismen. Han er en af de bærende Kræfter inden for den danske Filantropi og har navnlig virket som Sekretær ved De samvirkende Menighedsplejer siden disses Stiftelse 1902, endvidere deltaget i Oprettelsen af Børneplejestationerne og Gamles Landophold, er Medlem af den danske Komité for nordisk filantropisk Samarbejde m. m. Under og efter 1. Verdenskrig har han baade herhjemme og i Udlandet været virksom for at lindre den af Krigen opstaaede Nød bl. a. som Medlem af Dronningens Centralkomité af 1914 og Kollegahjælpen, til hvilken han tog Initiativet.

Af teologiske og filantropiske Arbejder har han bl. a. udgivet »Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter« (2. Udg. 1918), »Sakramenternes Betydning« (1909), »Luther« (1917), »Nordens Kirker og nordiske Aandsstrømninger efter Verdenskrigen« (1921), »Filantropiens Førere og Former i 19. Aarh.« (1921) og »Af Menighedsplejens Historie i Danmark«(1927).

En praktisk Haandbog »Hvor findes Hjælpen« udgav ban sammen med N. Dalhoff (2. Udg. 1911); desuden har han skrevet en Mængde Anmeldelser og Artikler i Pressen, særlig »Berlingske Tidende«, hvis faste Medarbejder han er. Redaktør af »Stefanus« og af »Kirke og Folk«. var som Medlem af det lutherske Verdenskonvents Ledelse Formand for Forretningsudvalget, der forberedte Konventets Møde i Kjøbenhavn 1929. Han var Æresmedlem af Akademiet i Reims.

Kilder

• Jørgensen, Alfred Theodor i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1922)