Øresundstolden: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 7. feb. 2012, 00:38

Øresundstolden indførtes i 1427 eller 1429 af kong Erik 7. af Pommern. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør og Helsingborg, skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem Storebælt eller Lillebælt. For at styrke magten, han udøvede over Øresund, lod han bygge Malmøhus fæstning, grundlagde købstaden Landscrone (Landskrona) og gjorde København til hovedstad. Ved Helsingør lod han borgen Ørekrog eller Krogen opføre, Kronborgs forgænger, som sammen med slottet i Helsingborg, Kernen (Kärnan), overvågede tolden.

Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele Europa. Måske er det anledningen til, at William Shakespeare lod sit berømteste drama, Hamlet, foregå i Helsingør (Elsinore).

I 1567, mens Peder Oxe var rigshofmester, blev Øresundstolden ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne. For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der nu også opkrævet told ved Storebælt og Lillebælt. Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk. For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. Sverige var fri for Øresundstold i perioden 1658-1720.

Historie

Erik af Pommern var, ifølge nyere undersøgelser, den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund. Sundtolden skal nemlig ikke forveksles med en såkaldt pundtold af 1361, som opkrævedes i hansestæderne for at fredeliggøre Øresund for sørøvere, og heller ikke med havnepenge, som fra gammel tid blev opkrævet. Kong Eriks store pengebehov synes at have foranlediget ham, til at opkræve denne told, idet han mente at have ret til det på grund af en formel overhøjhed over Danmarks hav og strømme.

Fra kong Hans’ tid opkrævedes af lignende årsager told i Nyborg og Fredericia af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne. Næsten lige så langt tilbage som Sundtolden går forsøgene på at få den afskaffet. Allerede i 1436 lykkedes dette for Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Wismar, noget senere for Stralsund, Greifswald og Rostock. Følgelig forblev Sundtolden af mindre betydning så længe at Lübeck var langt den største handelsby ved Østersøen. Anderledes blev det efter Grevens Fejde 1534-1536, da Lübecks magt blev brudt og de ikke privilegierede Nederlande fik større interesse i østersøhandelen. Christian 2. bestemte i 1517, at tolden skulle beregnes efter læstetal: "En gylden for hver tiende læst". Dette indebar en vigtig forandring fra skibstold til varetold. De følgende år forhøjedes tolden. Kejseren og Nederlandene protesterede, og der blev ført langvarige forhandlinger. I den efter Grevens Fejde indgåede aftale mellem disse parter og Danmark i 1544traktat i Speyer lovedes gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Sundtolden omtales ikke i aftalen. Nederlandene anerkendte nemlig aldrig dens berettigelse, men underkastede sig den faktisk. Danmark indførte nye toldforhøjelser allerede i 1549, mod hvilke Nederlandene protesterede, under påkaldelse, ligesom altid senere, af Speyeraftalen.

Under Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) blev tolden yderligere forhøjet, og 1565 og 1566 blev påbudt en spærring af Sundet for at forhindre vareindførsel til Sverige.

For Sverige var Sundtolden i ældre tid af mindre betydning idet Sveriges handel var af lille størrelse. Muligvis havde Sverige toldfrihed fra begyndelsen på grund af, at tolden fremkom under unionstiden, dog anmodede Gustaf Vasa udtrykkeligt i 1535 om toldfrihed som en erstatning for den hjælp, han havde ydet under Grevens Fejde. På den anden side indeholder fredsaftalen i Stettin 1570, at Sveriges undersåtter skulle have ret til at drive handel i Danmark og Norge samt gennem Øresund til Vesterhavet, "uden forhindringer og besvær, som af Arild har været brugeligt". Johan 3. klagede både i 1577 og i 1580 over, at svenske skibe ikke toldfrit kunne passere Sundet. På grænsemødet i Flacksjöbäck 1591 bestemtes udtrykkeligt, at "undersåtterne på begge sider skulle være fuldstænding forskånede for at afgive told af det gods, som de selv ejede, som Danmarks undersåtter enten førte ind i Sverige eller ud af riget eller også svenske undersåtter førte ind i Danmark og Norge gennem Sundet eller også ud af riget". Disse bestemmelser overholdtes imidlertid af ingen af parterne, og toldtvisterne var en af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613). Ved freden i Knäred i 1613 bekræftedes aftalerne i Stettin og Flacksjöbäck samt det blev bestemt, at toldfriheden skulle omfatte landenes "underlydende" provinser.

I 1600-tallet blev spørgsmålet om havenes frihed et omstridt folkeretsligt emne. Hugo Grotius udgav 1609 sin bog "Mare liberum" og Selden 1636, i anledning af Karl 1.s krav på herredømmet over Nordsøen, sin "Mare clausum". Christian 4. anså sig at have fuld ret til Østersøen syd om en linie mellem Gotland og Øsel, og gennem hans krav på Østersøvældet (Dominium Maris baltici) blev Øresundstolden kernepunkt i hans nordiske politik. Han påvirkedes derved tillige af monarkiske finansielle hensyn, da toldkammeret i Helsingør stod direkte under hans kontrol og indkomsterne tilførtes hans egen kasse. Han forsøgte følgelig at få den størst mulige indkomst af tolden. Toldstridighederne mellem Sverige og Danmark var på denne tid yderst heftige. Især årene 1637-1639 opkrævedes de søfarende nationer gennem forhøjede toldsatser, bitolde, skærpede visitationer med mere.

Den svenske toldfrihed var Christian 4. en torn i øjet, og det kan ikke nægtes, at Nederlandene, som havde en stor del af Sveriges handel i sine hænder, hensynsløst benyttede sig deraf. Under trykket fra den fælles fare indgik Sverige og Generalstaterne et forbund til søfartens beskyttelse i 1640. Fra nederlandsk side kom man desuden med et forslag om at undgå sundet med en kanal mellem Østersøen og Nordsøen. Generalstaterne åbnede forhandlinger med Danmark i Stade 1641, ved hvilke de protesterede mod al Sundtold, henviste til aftalen i Speyer med mere; da imidlertid danskerne fremdrog fordelene af, at Sundtolden fortsat blev opkrævet, men at de blev privilegierede, så nøjedes man med en nedsættelse af tolden. Svenskerne forsøgte med våben i hånd at få sin toldfrihed anerkendt i krigen 1643-1645. Misfornøjede med Sundtolden formåede nederlænderen Louis De Geer at udruste en flåde under krigen som gik i Sveriges tjeneste. Den nederlandske regering støttede dog ikke Sverige i henhold til 1640 årets aftale, men sendte kun formidlere til fredskongressen i Kristianopel-Söderåkra. Axel Oxenstierna, som på svensk side ledte forhandlingerne, bestred derunder selve retsgrundlaget for Sundtolden og arbejdede for dens totale ophævelse for alle nationer, men han fik ikke støtte hverken af de nederlandske eller franske forhandlere, som var misundelige på Sveriges voksende magt. I freden ved Brömsebro (13. august 1645) anerkendtes udtrykkeligt Sveriges og alle dets bilandes (tillige de pommerske stæders og Wismars) toldfrihed, men generalstaterne måtte underkaste sig en toldrulle, fastlagt i Kristianopel. Ingen forhøjelse måtte ske i 40 år, og efter denne tid skulle Speyertraktaten træde i kraft. Tolden fastsattes (med visse undtagelser) til l procent af vareværdien, hvilket var den laveste toldsats siden 1628. Dertil kom dog adskillige bitolde (alle skibstolde). Misfornøjelse over denne aftale sporedes hurtigt i Nederlandene, og 1649 indgik Danmark og Generalstaterne den af Corfitz Ulfeld udarbejdede såkaldte redemptionstraktat, ifølge hvilken Sundtolden med tiden skulle afløses. Ingen af parterne var dog ved nærmere eftertanke tilfredse med disse bestemmelser, hvorfor disse 1653 blev ophævet ved den såkaldte: "Rescissionstraktat". Fra 1679 gjorde Generalstaterne en gang imellem forsøg på at få Sundtolden afskaffet, men indgik atter i 1701 en ny aftale med Danmark, hvorved alt blev ved det gamle.

De to magter, som i midten af 1600-talet optog kampen mod Generalstaternes handelsvælde, England og Frankrig, arbejdede forgæves 1650–1652 for at få Sundtolden ophævet. I handelsaftaler mellem Danmark og England af 1661 og 1670 fik England ligestilling med Nederlandene. Kristianopelstoldsatserne blev gældende, også for Frankrig, i henhold til 1663-aftalen. Denne toldsats anvendtes efterhånden for alle andre nationer, således at kun Sverige blev privilegieret. I fredsaftalerne i Roskilde (1658), København (1660) og Lund (1679) blev Sveriges toldfrihed bekræftet.

I 1700-talet mistede også den sidste privilegierede magt sin toldfrihed. Sverige, der dog ejede den side af Sundet, på hvilken fartøjerne sejlede nærmest på, mistede sin toldfrihed ved freden i Frederiksborg 1720 og måtte underkaste sig toldrullen i Kristianopel. Dette bekræftedes ved freden i Kiel 1814. I 1700-talet underkastede de handlende nationer sig uden store protester Sundtolden, men med den øgede samfærdsel i 1800-tallet fik et andet forhold betydning. Den tid det tog at opkræve tolden, føltes tyngende. Den gamle toldrulle var bristfældig og savnede fx. bestemmelser vedrørende bomuld, kaffe, kakao og flere nye varer. Angående toldrullens revidering førtes diplomatiske forhandlinger i København og London 1841, og en konvention af 19. juni samme år blev indgået, hvilken kompletterede 1645-årets bestemmelser, nedsatte tolden for uspecificerede varer og sammenlagde under benævnelsen "toldkammersportler" alle de forskellige ekspeditionsafgifter. Tolden forblev dog et problem, ej mindst for svenskerne. Kommerskollegiummet var i 1842 og 1846 nødsaget til at forny en i 1739 udformet advarsel til svenske sømænd om at unddrage sig tolden ved at sejle forbi. Sveriges stænder afgav den 20. august 1851 til regeringen en skrivelse angående Øresundstolden, de omkostninger og den tidsberøvelse, den medførte. Stockholms grosshandelssocietet og skibsreddere indsendte en skrivelse med samme formål. Forhandlinger førtes som følge deraf med Danmark, men da Sveriges bestræbelse ikke fik støtte af andre europæiske magter, blev Sverige nødsaget til at indskrænke sig til at begære toldfrihed for svenske fartøjer under 15 læster med flere mindre fordele, hvilke bifaldtes 1852. En fuldstændig afløsning syntes fjern, da USA i 1855 erklærede at de ikke ville forny deres handelstraktat indgået april 1856 og som udløb 1826 og derefter ikke mere underkaste sig Øresundstolden. Den danske regering fandt sig nu nødsaget til at indbyde interesserede magter til en konference i København for at ved Sundstoldens kapitalisering forberede Danmark erstatning. I konferencen, som begyndte i januar 1856, deltog repræsentanter fra Sverige-Norge (N. V. af Wetterstedt), Danmark (Chr. A. Bluhme), Belgien, Frankrig, Hannover, Holland, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Preussen, Rusland, Storbritannien, Østrig, Lübeck, Bremen og Hamburg. Et forslag blev fremlagt af danskerne. De fleste indvendinger mod dette kom fra Storbritanniens regering. Først den 14. marts 1857 blev afløsningstraktaten underskrevet, ifølge hvilken Sundtolden og toldene i Bælterne ophævedes og Danmark som erstatning modtog 30,476,325 rigsdaler dansk rmt, det vil sige ikke 5/s af kapitalsummen af den indkomst, beregnet efter 4 proc., som Danmark i gennemsnit i årene 1842-1854 havde nydt af toldafgifterne, nemlig omkring 2 mio. om året. De forskellige stater skulle bidrage til erstatning efter mængden af de varer, som blev eksporteret fra deres havne til Østersøens havne eller importeredes derfra. Toldfriheden indtrådte den l. april 1857. På Sveriges andel kom at betale 1,590,503 rigsdaler dansk rmt. Fra denne sum trak man 311,307 rigsdaler dansk rmt, hvilket udgjorde en efter samme grundlag som Sundtolden kapitaliserede sum af den erstatning, af 10,000 rigsdaler hamb. banko, som den danske stat, i henhold til konventionen af 7. april 1840, gav det svenske for fyrtårnes underhold på den svenske side af indløbene til Sundet. Sverige betalede således 1,279,196 rigsdaler dansk rmt, det vil sige 2,558,392 rdr sv. mønt. Betalingen skete over 20 år ved 40 halvårlige afbetalinger med kapital og aftagende rente af de ikke forfaldne dividender. Udbetalingen skete fra Handels- och sjöfartsfonden.

Norge, som efter freden i Kiel ligestilledes med Sverige i henseende til Sundtolden, betalte ialt 667,225 rigsdaler dansk rmt.

Ophævet på handelskonference

I 1857 blev Øresundstolden ophævet efter internationalt pres på en handelskonference og et tilbud om erstatning på 33,5 mio. rigsdaler (67 mill. kr.) fra bl.a. USA. De årlige indtægter ar på daværende tidspunkt omkring 2,8 mio. Rd., så betalingen svarede ca. til 12 års indtægter. Dette kan synes af lidt, men der skal tages højde for, at der var stor uvilje mod at betale tolden i resten af verden.^[1] Af de nationer, der forpligtede sig til at betale erstatning, har Brasilien endnu ikke betalt (kilde: Kustode på Kronborg). De skulle have betalt en ½ mio. rigsdaler (ca. 2 mio. kr.).^[2]^[3] Ved et officielt statsbesøg i Danmark af Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva i september 2007 eftergav statsminister Anders Fogh Rasmussen Brasiliens gæld. ^{[kilde mangler]}

Vurdering

Palle Lauring skriver i bogen "Danmark i Skåne" om Øresundstolden: "Øresund, dejlige Øresund, strømmen fuld af sild, skibe, penge og blod. I fem hundrede år persede vi penge ud af alverdens skippere her. I bytte gav vi Skåne, Halland, Bleking, Gotland og Øsel. Plus hvad vi gavmildt udleverede af norsk land. Hvor meget man så vil beregne de fem hundrede års toldindtægter til, var det en dårlig handel."

Offentliggørelse af sundtoldregnskaberne

Et dansk-hollandsk projekt, som er et samarbejde mellem Rigsarkivet i København og de hollandske forskningsinstitutioner Rijksuniversiteit Groningen og forskningscentret Tresoar, arbejder på at alle sundtoldregnskaberne er digitaliseret og vil være tilgængelige på nettet i en database inden udgangen af 2013.^[4]

Se også

Øresunds Toldkammer

Henvisninger

^ Øresundstolden
^ www.tidsskrift.dk Brasiliens manglende betaling (1905)
^ Erstatning fra Brasilien
^ Jyllands-Posten, "Unikt indblik i søfartshemmeligheder", 14. juni 2011

Litteratur

Degn, Ole. Tolden i Sundet: Toldopkrævning, politik og skibsfart i Øresund 1429-1857. København: Told- og Skattehistorisk Selskab, 2010. ISBN 978-8787796378.
Gøbel, Erik. "Øresundstolden og dens regnskaber 1497-1857" (Handels- og Søfartsmuseets Årbog 2010; ISBN 978-87-7015-004-0; s. 41-72)
Seerup, Jakob. "Historien om de danske vagtskibe i Sundet, på Storebælt og Københavns Red" (Handels- og Søfartsmuseets Årbog 2010; ISBN 978-87-7015-004-0; s. 73-100)

Lexopen
Danmarkshistoriens hvornår skete det
Håndbog for danske Lokalhistorikere

Eksterne henvisninger

[1] Øresundstolden

[2] www.tidsskrift.dk Brasiliens manglende betaling (1905)

[3] Erstatning fra Brasilien

[4] Jyllands-Posten, "Unikt indblik i søfartshemmeligheder", 14. juni 2011

[1]

[2]

[3]

[4]

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 [[Fil:Kronborg Castle.jpg|thumb|Kronborg slot blev opført for at bevogte indgangen til Østersøen]]
 [[Fil:Helsingor 1588.jpg|thumb|Helsingør i 1588]]
-'''Øresundstolden''' indførtes i [[1427]] eller [[1429]] af kong [[Erik 7. af Pommern]]. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem [[Helsingør]] og [[Helsingborg]], skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem [[Storebælt]] eller [[Lillebælt]]. For at styrke magten, han udøvede over [[Øresund]], lod han bygge [[Malmøhus]] fæstning, grundlagde købstaden Landscrone ([[Landskrona]]) og gjorde [[København]] til hovedstad. Ved Helsingør lod han opføre borgen [[Krogen (borg)|Ørekrog]] eller Krogen, forgængeren til [[Kronborg]], som sammen med slottet i [[Helsingborg]], Kernen ([[Kärnan]]), overvågede tolden.
+'''Øresundstolden''' indførtes i [[1427]] eller [[1429]] af kong [[Erik 7. af Pommern]]. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem [[Helsingør]] og [[Helsingborg]], skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem [[Storebælt]] eller [[Lillebælt]]. For at styrke magten, han udøvede over [[Øresund]], lod han bygge [[Malmøhus]] fæstning, grundlagde købstaden Landscrone ([[Landskrona]]) og gjorde [[København]] til hovedstad. Ved Helsingør lod han borgen [[Krogen (borg)|Ørekrog]] eller Krogen opføre, [[Kronborg]]s forgænger, som sammen med slottet i [[Helsingborg]], Kernen ([[Kärnan]]), overvågede tolden.
 Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele [[Europa]]. Måske er det anledningen til, at [[William Shakespeare]] lod sit berømteste drama, ''[[Hamlet]],'' foregå i Helsingør (''Elsinore'').
-I [[1567]], mens [[Peder Oxe]] var [[rigshofmester]], blev Øresundstolden ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne. For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der nu også opkrævet [[told]] ved [[Storebælt]] og [[Lillebælt]]. Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk . For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. [[Sverige]] var fri for Øresundstold i perioden [[1658]]-[[1720]].
+I [[1567]], mens [[Peder Oxe]] var [[rigshofmester]], blev Øresundstolden ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne. For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der nu også opkrævet [[told]] ved [[Storebælt]] og [[Lillebælt]]. Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder [[geopolitisk]]. For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. [[Sverige]] var fri for Øresundstold i perioden [[1658]]-[[1720]].
 == Historie ==
+Erik af Pommern var, ifølge nyere undersøgelser, den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund. Sundtolden skal nemlig ikke forveksles med en såkaldt pundtold af [[1361]], som opkrævedes i hansestæderne for at fredeliggøre Øresund for sørøvere, og heller ikke med [[havnepenge]], som fra gammel tid blev opkrævet. Kong Eriks store pengebehov synes at have foranlediget ham, til at opkræve denne told, idet han mente at have ret til det på grund af en formel overhøjhed over Danmarks hav og strømme.
+Fra kong [[Hans]]’ tid opkrævedes af lignende årsager told i [[Nyborg]] og [[Fredericia]] af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne. Næsten lige så langt tilbage som Sundtolden går forsøgene på at få den afskaffet. Allerede i 1436 lykkedes dette for [[Hamburg]], [[Lübeck]], [[Lüneburg]] og [[Wismar]], noget senere for [[Stralsund]], [[Greifswald]] og [[Rostock]]. Følgelig forblev Sundtolden af mindre betydning så længe at Lübeck var langt den største handelsby ved Østersøen. Anderledes blev det efter [[Grevens Fejde]] 1534-1536, da Lübecks magt blev brudt og de ikke privilegierede Nederlande fik større interesse i østersøhandelen. [[Christian 2.]] bestemte i 1517, at tolden skulle beregnes efter læstetal: "En [[gylden]] for hver tiende læst". Dette indebar en vigtig forandring fra skibstold til varetold. De følgende år forhøjedes tolden. Kejseren og Nederlandene protesterede, og der blev ført langvarige forhandlinger. I den efter Grevens Fejde indgåede aftale mellem disse parter og Danmark i 1544[[Speyertraktaten|traktat i Speyer]] lovedes gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Sundtolden omtales ikke i aftalen. Nederlandene anerkendte nemlig aldrig dens berettigelse, men underkastede sig den faktisk. Danmark indførte nye toldforhøjelser allerede i 1549, mod hvilke Nederlandene protesterede, under påkaldelse, ligesom altid senere, af Speyeraftalen.
-Erik af Pommern var, ifølge nyere undersøgelser, den første danske konge, som, antagelig fra slutningen af 1425, opkrævede told i Helsingør af fartøjer, der sejlede gennem Øresund. Sundtolden må nemlig ikke forveksles med en såkaldt pundtold af [[1361]], som erlagdes i hansestæderne for at fredeliggøre Øresund for sørøvere, ej heller med [[havnepenge]], som fra gammel tid blev opkrævet. Kong Eriks store pengebehov synes at have foranlediget ham til at optage denne told, hvortil han anså sig at have ret på grund af en formel overhøjhed over Danmarks hav og strømme.
+Under [[Den Nordiske Syvårskrig]] (1563-1570) blev tolden yderligere forhøjet, og 1565 og 1566 blev påbudt en spærring af Sundet for at forhindre vareindførsel til Sverige.
-Fra kong [[Hans]]’ tid optoges af lignende årsager told i Nyborg og Fredericia af fartøjer, som sejlede gennem Bælterne. Næsten lige så langt tilbage som Sundtolden går forsøgene på at få den afskaffet. Allerede i 1436 lykkedes dette for [[Hamburg]], [[Lübeck]], [[Lüneburg]] og [[Wismar]], noget senere for [[Stralsund]], [[Greifswald]] og [[Rostock]]. Følgelig forblev Sundtolden af ringe betydning så længe, Lübeck var den uden sammenligning mægtigste handelsstad ved Østersøen. Anderledes blev det efter [[Grevens Fejde]] 1534-1536, da Lübecks magt blev brudt og de ikke privilegierede Nederlande fik større interesse i østersøhandelen. [[Christian 2.]] bestemte i 1517, at tolden skulle lægges efter læstetal, en [[gylden]] for hver tiende læst. Dette indebar en vigtig forandring fra skibstold til varetold. De følgende år forhøjedes tolden. Kejseren og Nederlandene protesterede, og langvarige forhandlinger blev ført herom. I den efter Grevens Fejde afslutning mellem disse parter og Danmark 1544 indgåede [[Speyertraktaten|traktat i Speyer]] lovedes gensidig frihandel mod betaling af de sædvanlige toldbetalinger. Sundtolden omtales ikke i aftalen. Nederlandene anerkendte nemlig aldrig dens berettigelse, men underkastede sig den faktisk. Danmark indførte nye toldforhøjninger allerede i 1549, mod hvilke Nederlandene protesterede, under påkaldelse, ligesom altid senere, af Speyeraftalen.
+For Sverige var Sundtolden i ældre tid af mindre betydning idet Sveriges handel var af lille størrelse. Muligvis havde Sverige toldfrihed fra begyndelsen på grund af, at tolden fremkom under unionstiden, dog anmodede [[Gustaf Vasa]] udtrykkeligt i 1535 om toldfrihed som en erstatning for den hjælp, han havde ydet under Grevens Fejde. På den anden side indeholder [[Freden i Stettin|fredsaftalen i Stettin]] 1570, at Sveriges undersåtter skulle have ret til at drive handel i Danmark og Norge samt gennem Øresund til [[Vesterhavet]], "uden forhindringer og besvær, som af Arild har været brugeligt". [[Johan 3.]] klagede både i 1577 og i 1580 over, at svenske skibe ikke toldfrit kunne passere Sundet. På grænsemødet i Flacksjöbäck 1591 bestemtes udtrykkeligt, at "undersåtterne på begge sider skulle være fuldstænding forskånede for at afgive told af det gods, som de selv ejede, som Danmarks undersåtter enten førte ind i Sverige eller ud af riget eller også svenske undersåtter førte ind i Danmark og Norge gennem Sundet eller også ud af riget". Disse bestemmelser overholdtes imidlertid af ingen af parterne, og toldtvisterne var en af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613). Ved [[freden i Knäred]] i 1613 bekræftedes aftalerne i Stettin og Flacksjöbäck samt det blev bestemt, at toldfriheden skulle omfatte landenes "underlydende" provinser.
-Under [[Den Nordiske Syvårskrig]] (1563-1570) forekom yderligere forhøjelser af tolden, og 1565 og 1566 blev påbudt en spærring af Sundet for at forhindre tilførsler til Sverige.
+I 1600-tallet blev spørgsmålet om havenes frihed et omstridt folkeretsligt emne. [[Hugo Grotius]] udgav 1609 sin bog "''Mare liberum''" og Selden 1636, i anledning af Karl 1.s krav på herredømmet over Nordsøen, sin "''Mare clausum''". [[Christian 4.]] anså sig at have fuld ret til Østersøen syd om en linie mellem [[Gotland]] og [[Øsel]], og gennem hans krav på Østersøvældet (''Dominium Maris baltici'') blev Øresundstolden kernepunkt i hans nordiske politik. Han påvirkedes derved tillige af monarkiske finansielle hensyn, da toldkammeret i Helsingør stod direkte under hans kontrol og indkomsterne tilførtes hans egen kasse. Han forsøgte følgelig at få den størst mulige indkomst af tolden. Toldstridighederne mellem Sverige og Danmark var på denne tid yderst heftige. Især årene 1637-1639 opkrævedes de søfarende nationer gennem forhøjede toldsatser, bitolde, skærpede visitationer med mere.
-For Sverige var Sundtolden i ældre tid af ringe betydning som følge af landets uudviklede handel. Muligvis havde Sverige toldfrihed fra begyndelsen derved, at tolden fremkom under unionstiden; dog anmodede [[Gustaf Vasa]] udtrykkeligt i 1535 om toldfrihed som en  erstatning for den hjælp, han havde ydet under Grevens Fejde. På den anden side indeholder [[Freden i Stettin|fredsaftalen i Stettin]] 1570, at Sveriges undersåtter skulle have ret til at drive handel i Danmark og Norge samt gennem Øresund til [[Vesterhavet]], "uden forhindringer og besvær, som af arild har været brugeligt". [[Johan 3.]] klagede både i 1577 og i 1580 over, at svenske skibe ikke toldfrit kunne passere Sundet. På grænsemødet i Flacksjöbäck 1591 bestemtes udtrykkeligt, at "undersåtterne på begge sider skulle være aldeles forskånede fra at give told af det gods, som tilhørte dem selv, hvilket Danmarks undersåtter enten føre ind i Sverige eller ud af riget eller og svenske undersåtter føre ind i Danmark og Norge gennem Sundet eller og ud af riget". Disse bestemmelser overholdtes imidlertid af ingen af parterne, og toldtvister var en af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613). Ved [[freden i Knäred]] i 1613 bekræftedes aftalerne i Stettin og Flacksjöbäck samt bestemtes, at toldfriheden skulle omfatte landenes "underlydende provinser".
+Den svenske toldfrihed var Christian 4. en torn i øjet, og det kan ikke nægtes, at Nederlandene, som havde en stor del af Sveriges handel i sine hænder, hensynsløst benyttede sig deraf. Under trykket fra den fælles fare indgik Sverige og Generalstaterne et forbund til søfartens beskyttelse i 1640. Fra nederlandsk side kom man desuden med et forslag om at undgå sundet med en kanal mellem Østersøen og Nordsøen. Generalstaterne åbnede forhandlinger med Danmark i [[Stade]] 1641, ved hvilke de protesterede mod al Sundtold, henviste til aftalen i Speyer med mere; da imidlertid danskerne fremdrog fordelene af, at Sundtolden fortsat blev opkrævet, men at de blev privilegierede, så nøjedes man med en nedsættelse af tolden. Svenskerne forsøgte med våben i hånd at få sin toldfrihed anerkendt i krigen 1643-1645. Misfornøjede med Sundtolden formåede nederlænderen [[Louis De Geer]] at udruste en flåde under krigen som gik i Sveriges tjeneste. Den nederlandske regering støttede dog ikke Sverige i henhold til 1640 årets aftale, men sendte kun formidlere til fredskongressen i Kristianopel-Söderåkra. [[Axel Oxenstierna]], som på svensk side ledte forhandlingerne, bestred derunder selve retsgrundlaget for Sundtolden og arbejdede for dens totale ophævelse for alle nationer, men han fik ikke støtte hverken af de nederlandske eller franske forhandlere, som var misundelige på Sveriges voksende magt. I [[freden ved Brömsebro]] ([[13. august]] [[1645]]) anerkendtes udtrykkeligt Sveriges og alle dets bilandes (tillige de pommerske stæders og [[Wismar]]s) toldfrihed, men generalstaterne måtte underkaste sig en toldrulle, fastlagt i [[Kristianopel]]. Ingen forhøjelse måtte ske i 40 år, og efter denne tid skulle [[Speyertraktaten]] træde i kraft. Tolden fastsattes (med visse undtagelser) til l procent af vareværdien, hvilket var den laveste toldsats siden 1628. Dertil kom dog adskillige bitolde (alle skibstolde). Misfornøjelse over denne aftale sporedes hurtigt i Nederlandene, og 1649 indgik Danmark og Generalstaterne den af [[Corfitz Ulfeld]] udarbejdede såkaldte redemptionstraktat, ifølge hvilken Sundtolden med tiden skulle afløses. Ingen af parterne var dog ved nærmere eftertanke tilfredse med disse bestemmelser, hvorfor disse 1653 blev ophævet ved den såkaldte: "Rescissionstraktat". Fra 1679 gjorde Generalstaterne en gang imellem forsøg på at få Sundtolden afskaffet, men indgik atter i 1701 en ny aftale med Danmark, hvorved alt blev ved det gamle.
-Under 1600-tallet blev spørgsmålet om havenes frihed et omstridt folkeretsligt emne. [[Hugo Grotius]] udgav 1609 sin bog "''Mare liberum''" og Selden 1636, i anledning af Karl 1.s krav på herredømmet over Nordsøen, sin "''Mare clausum''". [[Christian 4.]] anså sig at have fuld ret til Østersøen syd om en linje mellem [[Gotland]] og [[Øsel]], og gennem hans krav på Østersøvældet (''Dominium Maris baltici'') blev Øresundstolden kernepunktet i hans nordiske politik. Han påvirkedes derved tillige af monarkiske finansielle hensyn, da toldkammeret i Helsingør stod direkte under hans kontrol og indkomsterne tilfaldt hans egen kasse. Han forsøgte følgelig at drage den største mulige indkomst af tolden. Toldstridighederne mellem Sverige og Danmark var på denne tid yderst heftige. Især årene 1637-1639 betyngedes de søfarende nationer genom forhøjede toldsatser, bitolde, skærpede visitationer med mere.
+De to magter, som i midten af 1600-talet optog kampen mod Generalstaternes handelsvælde, England og Frankrig, arbejdede forgæves 1650–1652 for at få Sundtolden ophævet. I handelsaftaler mellem Danmark og England af 1661 og 1670 fik England ligestilling med Nederlandene. Kristianopelstoldsatserne blev gældende, også for Frankrig, i henhold til 1663-aftalen. Denne toldsats anvendtes efterhånden for alle andre nationer, således at kun Sverige blev privilegieret. I [[Roskildefreden|fredsaftalerne i Roskilde]] (1658), København (1660) og Lund (1679) blev Sveriges toldfrihed bekræftet.
-Den svenske toldfrihed var Christian 4. en særlig torn i øjet, og det kan ikke nægtes, at Nederlandene, som havde en stor del af Sveriges handel i sine hænder, hensynsløst benyttede sig deraf. Under trykket af den fælles fare indgik Sverige og Generalstaterne et forbund til søfartens beskyttelse i 1640. Fra nederlandsk side fremkastedes til og med et forslag om at med en kanal mellem Østersøen og Nordsøen undgå Sundet. Generalstaterne åbnede forhandlinger med Danmark i [[Stade]] 1641, ved hvilke de protesterede mod al Sundtold, påkaldte sig aftalen i Speyer med mere; då imidlertid danskerne for dem forestillede fordelene af, at Sundtolden fortsat optoges, men at de blev privilegierede, så nøjede de sig med en nedsættelse af tolden. Svenskerne forsøgte med våben i hånd at få sin toldfrihed anerkendt i krigen 1643-1645. Misfornøjede med Sundtolden formåede nederlænderen [[Louis De Geer]] at under krigen at udruste en flåde til Sveriges tjeneste. Den nederlandske regering understøttede dog ikke Sverige i henhold til 1640 års aftale, men sendte kun formidlere til fredskongressen i Kristianopel-Söderåkra. [[Axel Oxenstierna]], som på svensk side ledte forhandlingerne, bestred derunder selve retsgrundlaget for Sundtolden og virkede for dens fuldstændige ophævelse for alle nationer, men han understøttedes hverken af de nederlandske eller franske forhandlere, som var misundelige på Sveriges voksende magt. I [[freden ved Brömsebro]] ([[13. august]] [[1645]]) anerkendtes udtrykkelig Sveriges og alle dets bilandes (tillige de pommerske stæders og [[Wismar]]s) toldfrihed, men Generalstaterne måtte underkaste sig en toldrulle, fastlagt i [[Kristianopel]]. Ingen forhøjelse måtte ske i 40 år, og efter denne tid skulle [[Speyertraktaten]] træde i kraft. Tolden fastsattes (med visse undtagelser) til l procent af vareværdien, hvilket var lavere end nogen toldsats siden 1628. Dertil kom dog adskillige bitolde (alle skibstolde). Misfornøjelse over denne aftale sporedes hurtigt i Nederlandene, og 1649 indgik Danmark og Generalstaterne den af [[Corfitz Ulfeld]] udarbejdede såkaldte redemptionstraktat, ifølge hvilken Sundtolden med tiden skulle afløses. Ingen af parterne var dog ved nærmere eftertanke tilfredse med disse bestemmelser, hvorfor disse 1653 blev ophævet ved den såkaldte rescissionstraktat. Fra 1679 gjorde Generalstaterne tid efter anden forsøg på at få Sundtolden afskaffet, men indgik atter i 1701 en ny aftale med Danmark, hvorved alt blev ved det gamle.
+I 1700-talet mistede også den sidste privilegierede magt sin toldfrihed. Sverige, der dog ejede den side af Sundet, på hvilken fartøjerne sejlede nærmest på, mistede sin toldfrihed ved [[freden i Frederiksborg]] 1720 og måtte underkaste sig toldrullen i Kristianopel. Dette bekræftedes ved [[freden i Kiel]] 1814. I 1700-talet underkastede de handlende nationer sig uden store protester Sundtolden, men med den øgede samfærdsel i 1800-tallet fik et andet forhold betydning. Den tid det tog at opkræve tolden, føltes tyngende. Den gamle toldrulle var bristfældig og savnede fx. bestemmelser vedrørende [[bomuld]], [[kaffe]], [[kakao]] og flere nye varer. Angående toldrullens revidering førtes diplomatiske forhandlinger i København og London 1841, og en konvention af 19. juni samme år blev indgået, hvilken kompletterede 1645-årets bestemmelser, nedsatte tolden for uspecificerede varer og sammenlagde under benævnelsen "toldkammersportler" alle de forskellige ekspeditionsafgifter. Tolden forblev dog et problem, ej mindst for svenskerne. Kommerskollegiummet var i 1842 og 1846 nødsaget til at forny en i 1739 udformet advarsel til svenske sømænd om at unddrage sig tolden ved at sejle forbi. Sveriges stænder afgav den 20. august 1851 til regeringen en skrivelse angående Øresundstolden, de omkostninger og den tidsberøvelse, den medførte. Stockholms grosshandelssocietet og skibsreddere indsendte en skrivelse med samme formål. Forhandlinger førtes som følge deraf med Danmark, men da Sveriges bestræbelse ikke fik støtte af andre europæiske magter, blev Sverige nødsaget til at indskrænke sig til at begære toldfrihed for svenske fartøjer under 15 læster med flere mindre fordele, hvilke bifaldtes 1852. En fuldstændig afløsning syntes fjern, da USA i 1855 erklærede at de ikke ville forny deres handelstraktat indgået april 1856 og som udløb 1826 og derefter ikke mere underkaste sig Øresundstolden. Den danske regering fandt sig nu nødsaget til at indbyde interesserede magter til en konference i København for at ved Sundstoldens kapitalisering forberede Danmark erstatning. I konferencen, som begyndte i januar 1856, deltog repræsentanter fra Sverige-Norge (N. V. af Wetterstedt), Danmark (Chr. A. Bluhme), Belgien, Frankrig, Hannover, Holland, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Preussen, Rusland, Storbritannien, Østrig, Lübeck, Bremen og Hamburg. Et forslag blev fremlagt af danskerne. De fleste indvendinger mod dette kom fra Storbritanniens regering. Først den 14. marts 1857 blev afløsningstraktaten underskrevet, ifølge hvilken Sundtolden og toldene i Bælterne ophævedes og Danmark som erstatning modtog 30,476,325 rigsdaler dansk rmt, det vil sige ikke 5/s af kapitalsummen af den indkomst, beregnet efter 4 proc., som Danmark i gennemsnit i årene 1842-1854 havde nydt af toldafgifterne, nemlig omkring 2 mio. om året. De forskellige stater skulle bidrage til erstatning efter mængden af de varer, som blev eksporteret fra deres havne til Østersøens havne eller importeredes derfra. Toldfriheden indtrådte den l. april 1857. På Sveriges andel kom at betale 1,590,503 rigsdaler dansk rmt. Fra denne sum trak man 311,307 rigsdaler dansk rmt, hvilket udgjorde en efter samme grundlag som Sundtolden kapitaliserede sum af den erstatning, af 10,000 rigsdaler hamb. banko, som den danske stat, i henhold til konventionen af [[7. april]] [[1840]], gav det svenske for [[fyrtårne]]s underhold på den svenske side af indløbene til Sundet. Sverige betalede således 1,279,196 rigsdaler dansk rmt, det vil sige 2,558,392 rdr sv. mønt. Betalingen skete over 20 år ved 40 halvårlige afbetalinger med kapital og aftagende rente af de ikke forfaldne dividender. Udbetalingen skete fra Handels- och sjöfartsfonden.
-De to magter, som under midten af 1600-talet optog kampen mod Generalstaternes handelsvælde, England og Frankrig, søgte og virkede forgæves 1650–1652 for at få Sundtolden ophævet. I handelsaftaler mellem Danmark og England af 1661 og 1670 ligestilledes England med Nederlandene. Kristianopelstoldsatserne blev gældende også for Frankrig i henhold til 1663 års aftale. Denne toldsats anvendtes efterhånden for alle andre nationer, så at kun Sverige blev privilegieret. I [[Roskildefreden|fredsaftalerne i Roskilde]] (1658), København (1660) og Lund (1679) bekræftedes Sveriges toldfrihed.
+Norge, som efter [[freden i Kiel]] ligestilledes med Sverige i henseende til Sundtolden, betalte ialt 667,225 rigsdaler dansk rmt.
-Under 1700-talet mistede også den sidste privilegierede magt sin toldfrihed. Sverige, som dog ejede den side af Sundet, hvilken fartøjerne sejlede nærmest, mistede sin toldfrihed ved [[freden i Frederiksborg]] 1720 og måtte underkaste sig toldrullen i Kristianopel. Dette bekræftedes ved [[freden i Kiel]] 1814. Under 1700-talet underkastede sig de handlende nationer uden alvorligere protester Sundtolden, men med den øgede samfærdsel i 1800-tallet inträffade et andet forhold. Det tidsberøvelse, tolden forårsagede, føltes betyngende. Den gamle toldrulle var bristfældig og savnede fx. bestemmelser vedrørende [[bomuld]], [[kaffe]], [[kakao]] med flere nye artikler. Angående dens revision førtes diplomatiske forhandlinger i København og London 1841, og en konvention af 19. juni samme år blev indgået, hvilken kompletterede 1645 års bestemmelser, nedsatte tolden for uspecificerede varer og sammenlagde under benævnelsen "toldkammersportler" alle de ulige expeditionsafgifter. Tolden forblev dog hinderlig, ej mindst for svenskerne. Kommerskollegium måtte 1842 og 1846 forny en 1739 udformet advarsel til svenske sømænd om at medelst forbisejling unddrage sig tolden. Sveriges stænder afgav den 20. august 1851 til regeringen en skrivelse angående Øresundstolden, de omkostninger og den tidsberøvelse, den medførte. Stockholms grosshandelssocietet og skibsreddere indgav en skrivelse med samme formål. Forhandlinger førtes som følge deraf med Danmark, men da Sveriges bestræbelse ikke understøttedes af andre europæiske magter, nødtes Sverige til at indskrænke sig til at begære toldfrihed for svenske fartøjer under 15 læster med flere mindre fordele, hvilke bifaldtes 1852. En fuldstændig afløsning syntes fjern, da USA i 1855 erklærede sig at ikke ville forny sin i april 1856 udløbende handelstraktat af 1826 og ej mere underkaste sig Øresundstolden. Den danske regering fandt sig nu nødsaget til at indbyude intresserede magter til en konference i København for at ved Sundstoldens kapitalisering forberede Danmark erstatning. I konferencerne, som begyndte i januar 1856, deltog repræsentanter fra Sverige-Norge (N. V. af Wetterstedt), Danmark (Chr. A. Bluhme), Belgien, Frankrig, Hannover, Holland, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Preussen, Rusland, Storbritannien, Østrig, Lübeck, Bremen og Hamburg. Et forslag blev gjort af danskerne. De fleste indvendninger mod dette gjordes af Storbritanniens regering. Først den 14. marts 1857 blev underskrevet afløsningstraktaten, ifølge hvilken Sundtolden og toldene i Bælterne ophævedes og Danmark i erstatning modtog 30,476,325 rigsdaler dansk rmt, det vil sige ikke fuldt 5/s af kapitalsummen af den indkomst, beregnet efter 4 proc., som Danmark i gennemsnit i årene 1842-1854 havde nydt af toldafgifterne, nemlig omkring 2 mio. om året. De ulige stater skulle bidrage til afløsningen i proportion af de varer, som fra deres havne exporteredes til Østersøens havne eller derfra importeredes. Toldfriheden indtrådte den l. april 1857. På Sveriges andel kom att betale 1,590,503 rigsdaler dansk rmt. Fra denne sum af drogos 311,307 rigsdaler dansk rmt, hvilket udgjorde en efter samme grunder som Sundtolden kapitaliserede sum af den erstatning, af 10,000 rigsdaler hamb. banko, som den danske stat, i henhold til konventionen af [[7. april]] [[1840]], gav det svenske for [[fyrtårne]]s underhold på den svenske side af indløbene til Sundet. Sverige betalede således 1,279,196 rigsdaler dansk rmt, det vil sige 2,558,392 rdr sv. mønt. Betalingen skete under 20 år formedelst 40 halvårlige afbetalinger med kapital og aftagende rente af de ikke forfaldne dividender. Udbetalingen skete fra Handels- och sjöfartsfonden. Norge, som efter [[freden i Kiel]] ligestilledes med Sverige i henseende til Sundtolden, betalte 667,225 rigsdaler dansk rmt som løsningssum.
 == Ophævet på handelskonference ==