Melankoli

Melankoli kommer af det græske μελαγχολία /melaŋkʰoˡlia/, sammensat af μελαν- /melan/, stammen i μελάς /meˡlas/ "sort" og χολία /kʰoˡlia/, en afledning χολή /kʰoˡlē/, som betyder "galde", og betegnede i antikken et af de fire temperamenter, tilbøjeligheden til sortsyn eller nedtrykthed. Udtrykket bruges i dag om forskellige tilstande af nedtrykthed, fx depressiv sindsstemning.

Historie

I antikken tænkte man sig, at helbredet afhang af, at de fire kropsvæsker var i balance - dvs hjertets blod, hjernens slim, leverens gule galde og miltens sorte galde. Der findes ingen sort galde, men den blev alligevel beskrevet som «så tyk og klæbrig», at lægerne havde besvær med at tappe den ud. Den utsondrede sorte dampe, som steg op i hjernen og formørkede tankerne. Personen blev bogstavelig talt en sortseer. Denne teori om menneskets helbred holdt sig levende langt ind i 1700-tallet.

"Hvorfor er alle fremtrædende mænd melankolikere?" spurgte Aristoteles, og knyttede skarpsindighed til nedtrykthed. Platon kobler i Faidros melankoli til en guddommelig inspiration, mania. Melankolikeren kunne veksle mellem lys og mørke, hvad vi i dag kalder bipolaritet. Den græske lærer Aretaeus skriver på 100-tallet at melankolikerne er "gnavne, nedtrykte, søvnløse...forbander livet og ønsker sig døde...Den ene tror han er en spurv, en hane eller en krukke af ler," mens andre "tror, de er et sennepsfrø, og ryster af skræk for, at blive plukket op af en høne; andre nægter at slå læns, af skræk for at skabe oversvømmelse."

Se også

• maniodepressiv sindslidelse.