Livegenskab

Livegenskab i Rusland, hvor godsejerne anvender bønder som indsats i kortspil. Karikatur af Gustave Doré

En livegen er et udtryk brugt om en person der var en godsejers personlige ejendom. Denne samfundsform blev i historien afløst af en anden, nemlig feudalismen. I de allerfleste lande forvandlede slaveriet sig i sin udvikling til livegenskab. Den grundlæggende samfundsdeling gik nu mellem feudalherrer og livegne bønder. Formen for forholdet mellem mennesker blev ændret. Slaveejerne havde regnet slaverne for deres ejendom, loven havde stadfæstet dette og betragtede slaverne som ting, der fuldstændig tilhørte slaveejerne. Hvad angår de livegne bønder fortsatte klasseundertrykkelsen og klasseafhængigheden, godsejerne ejede dog ikke bønderne som ting, men havde ret til deres arbejde, ret til at de udførte faste pligttjenester. I praksis var livegenskab, på ingen måde forskelligt fra slaveriet, dette gælder særlig Rusland.

• Det væsentligste kendetegn ved livegenskabet var, at bønderne var bundet til jorden.
• Bonden kunne arbejde et bestemt antal dage for sig selv på det stykke jord, som jordejeren havde udpeget til ham; de andre dage arbejdede den livegne bonde for sin herre.
• Kun jordejerne havde fulde rettigheder; bønderne havde ingen overhovedet.
• I praksis var der meget lidt forskel på deres forhold og slaveforholdene i slaveejerstaten.
• Livegne bonde blev regnet for godsejerens direkte ejendom.
• Bonden kunne arbejde en del af tiden på sit eget stykke jord, han kunne tilhøre sig selv til en vis grad.
• De livegne bønder var fuldstændig udelukket fra alle politiske rettigheder.

Aleksander 2.'s hovedprincip var, at de livegne skulle frigives med jord og den 3. marts (19.feb.) 1861, udskrev Aleksander den 2. manifestet om bondereformen. Reformen omfattede de private godsejerens bønder, altså de livegne, som var godsejernes ejendom, til forskel fra statens & kronens bønder. De livegne udgjorde omkring 35 % af rigets samlede befolkning, mens stats og kronbønderne udgjorde omkring 45 %, og samtlige grupper af frie borgere kun udgjorde 20 %. Det var altså over en tredjedel af befolkningen, som fik en ny samfundsmæssig status ved ophævelsen af livegenskabet. Reformen fastslog, at livegne fik deres personlige frihed uden at skulle betale deres hidtidige ejere nogen erstatning.

• Det var bestemt, at bønderne skulle frigives med jord. Men det var også bestemt at godsejerne skulle have erstatning for den jord de afgav.
• Staten skulle betale godsejerne 80 % af købesummen i obligationer også skulle bønderne betale de 80 % tilbage til staten i løbet af 49 år. Økonomisk var bonden ikke fri, selv om han var blevet det juridisk.

Men det var en stor skuffelse for bønderne, reformernes gennemførelse var en hjælp til godsejerne. Jordfordelingen blev enten beskåret eller solgt til bønderne til meget høje priser. Resultatet var at den nye frie bondestand i resten af århundredet var bastet og bundet af en uoverkommelig gældsbyrde og plaget af en jordhunger, som man ikke før havde kendt til. Den anden store gruppe bønder stats bønderne, fik nogle bedre vilkår. I 1858 & 1866 fik de deres frihed & blev med øjeblikkelig virkning selvejende bønder. De fik nogle rimelige jordtildelinger & lempelige købs vilkår end de private godsejer bønder. Medlidenheds invitation

Rusland

I Rusland blev loven om livegenskabet ophævet i 1861, efter at have eksisteret i næsten to århundreder, med kun få forbedringer sidst i det 19. århundrede.

Se også

• Zemstvo, de lokale herredsråd på landet i Rusland mellem 1864 og 17. oktober 1917. De blev oprettet som en del af de store reformer der blev indført af Alexander 2. af Rusland.