Lov (jura): Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Idioma-bot (diskussion | bidrag)
m r2.7.2) (Robot tilføjer gn:Teko me'ẽ
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
m r2.7.1) (Robot tilføjer vec:Lexe
Linje 108: Linje 108:
[[sv:Lag]]
[[sv:Lag]]
[[th:พระราชบัญญัติ]]
[[th:พระราชบัญญัติ]]
[[vec:Lexe]]

Versionen fra 3. maj 2012, 13:28

For alternative betydninger, se lov. (Se også artikler, som begynder med lov)

Ved lov i juridisk forstand forstås en givet forskrift eller et givet regelsæt, der skal følges af de, hvis adfærd loven tager sigte på at regulere.

Love og moral

Lovregler står i modsætning til moralske regler derved, at man bør følge moralske regler, mens lovregler er udformet som nøjagtigt beskreve forpligtelser, der paragraf for paragraf eliminerer al tænkelig tvivl, og herunder indeholder sanktionsbestemmelser, for det tilfælde, at de, der er underlagt loven, ikke respekterer den i handling. Lovgivning handler med andre ord om, hvad man skal og, hvad man ikke må, mens moral og etik handler om, hvad man bør og ikke bør.

Groft kan man sige, at hvis alle opførte sig moralsk over for hinanden, så behøvede man ingen love og heller ikke noget retsvæsen til sikring af lovenes overholdelse[1].

Større og mindre sammenhænge

Almindeligvis forbinder man begrebet med national lovgivning, men der kan både være tale om love i større såvel som i mere lokal sammenhæng. Eksempler på international lovkomplekser er Folkeretten vedrørende f.eks. et lands ret til at holde et erobret andet lands territorium besat og FN's menneskerettighedskonvention, der administreres af Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg.

I lokal sammenhæng har forskellige foreninger love (normalt kaldet vedtægter), der regulerer sådanne ting som indkaldelse til den årlige generalforsamling, valg til bestyrelsesposter, godkendelse af budget og regnskaber o.l., og fonde samt firmaer, der er organiseret som aktieselskaber, anpartsselskaber eller andelsselskaber, har lignende nedskrevne regelsæt, blandt andet vedrørende intern fordeling af magt, ansvar og afstemningsmetodik.

Love i det moderne samfund

Love fremstår for retsvidenskaben som den primære og vigtigste retskilde til juraen.

Den første lov i ethvert moderne samfund er forfatningen (i Danmark kaldet Grundloven), som almindeligvis også regulerer, hvorledes love gives.

I de fleste demokratiske lande bliver lovene givet af en folkevalgt forsamling (parlament), eventuelt i forening med en regent (præsident/konge e.l.).

Historisk set har love imidlertid været givet på mange forskellige måder. F.eks. har visse religiøse grupper anset deres gud som den første og største lovgiver. Både det gamle testamente og koranen indeholder således tydelige eksempler på tidlig lovgivning. I andre historiske perioder anså man love for at være lærde mænds kodificering af allerede bestående retssædvaner. Den klart mest anvendte lovgivningsmetode i den vestlige verden har dog været, at love blev givet af en bestemt forsamling (enten adeligt privilegeret eller demokratisk i vekslende grader) eller af en fyrste eller suveræn, som man f.eks. ser det i de enevældige systemer.

Dansk lovgivning

I Danmark har Folketinget og den regerende monark i forening den lovgivende magt, jævnfør Grundlovens § 3. I praksis (som nærmere reguleret i retssædvane og i Grundlovens øvrige bestemmelser) foregår et givet lovforslags ophøjelse til lov, ved at monarken (for tiden dronningen) efter indstilling fra den relevante minister stadfæster lovforslaget ved sin kongelige underskrift, efter dette er blevet vedtaget af Folketinget ved tre særskilte behandlinger (Grundlovens § 41, stk. 2). Ved stadfæstelsen får loven lovskraft, så der efterfølgende kan administreres og dømmes efter den.

Om end ministrene formelt set er en del af den udøvende magt og ikke af den lovgivende magt, er det i Danmark normalt i ministerierne at lovgivningen bliver til på initiativ af den poltiske konstellation, der har regeringsmagten. Og det er resortministeren, der står som den officielle forslagsstiller. Ud af 67 fremsatte eller betænkningsafgivne lovforslag i indeværende folketingssamling, er kun ét[2] blevet fremsat af en gruppe folketingsmedlemmer uden om regeringen. Dog kan det være nødvendigt med forhandlinger og påfølgende justeringer, for at man kan sikre sig, at de forskellige lovinitiativer ikke bliver nedstemt i folketingssalen[3]. Eventuelt kan en regering true med at gøre et lovgivningsspørgsmål til et kabinetsspørgsmål, således at falder lovgivningen, så udløses der nyvalg. Det gælder som en grundregel, at ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Dette princip kaldes også parlamentarisme.

Grundloven er lovgivningens øverste lov, og alle andre love skal underordne sig denne. Grundloven, som er en formulering af de regler, der overordnet gælder for det danske folkestyre, kan heller ikke blot ændres via ovenstående procedurer af folketing og monark, men kan kun ske i form af en længere procedure, der er næmere beskrevet i Grundlovens § 88.

De gældende og retligt relevante danske love udgives hvert år i Karnovs lovsamling, som i dag udsendes fra det amerikanske forlag Thomson. Lovene er forsynet med et stort juridisk noteapparat, der beskriver lovens anvendelsesområde og henviser til bl.a. retspraksis.

Alle gældende danske love kan desuden læses på den offentlige lovdatabase Retsinformation.

folketingets hjemmeside kan man læse nuværende og tidligere folketingssamlingers lovforslag. Desuden kan man på siden finde Folketingets forarbejder og bemærkninger, som også er vigtige at iagtage, når en lov skal fortolkes i forvaltningen eller i anden juridisk sammenhæng.

Ulovligt

Man foretager sig noget ulovligt, når man bryder gældende lov. Det være sig færdselsloven, straffeloven eller love underlagt civil påtale, såsom ophavsretsloven.

Man er ikke kriminel, når man fortager sig noget ulovligt, kun når man bryder straffeloven.

Så folk, der kører for hurtigt, eller fildelere er som udgangspunkt ikke kriminelle. Men hvis manden, der kører for hurtigt kører en person ned, så kan han dømmes for uagtsomt manddrab, hvilket er en straffelovsovertrædelse.

Det udvidede lovbegreb

Det er kutyme i Danmark, at alt hvad der forelægges Folketinget til vedtagelse og efterfølgende vedtages, kaldes for lovgivning, selv om en del af disse bestemmelser ikke har noget med lovgivning i traditionel forstand at gøre, som regulerer borgernes indbyrdes adfærd og gensidige forpligtelser.

En meget stor del af lovgivningen er en indirekte følge af statens voksende rolle i samfundet som servicevirksomhed, og mange love og lovjusteringer svarer således mest til løbende virksomhedsbeslutninger i det private erhvervsliv, det være sig i form af administrative og bevillingsmæssige regler eller i form af éngangsbeslutninger. Sådanne éngangsbeslutninger kan f.eks. dreje sig om et større anlægsarbejde[4], såsom et nyt stort sygehus, igangsætning af en stor ny fast forbindelse eller en bevilling til vedligholdelse og modernisering af jernbanenettet. Den store brug af sådan detaillovgivning (frem for regel- og rammestyring) i Danmark rejser det interessante spørgsmål, om en sådan stærkt centraliseret styring er godt eller skidt for demokratiet. Man kan også rejse spørgsmålet, om det er realistisk, at de menige folketingsmedlemmer har tid og ekspertise nok til at bedømme disse ofte meget omfattende og for menigmand svært forståelige lovtekster (med bilag) seriøst.

Se også

Noter og eksterne henvisninger

  1. ^ Se fortalen til Jyske Lov!
  2. ^ Forslag nr. L 53: Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. (Ændring af reglerne om boliger til folketingsmedlemmer m.v.)
  3. ^ Dette gælder i særdeleshed, hvis regeringspartierne ikke udgør et absolut flertal i folketinget
  4. ^ Forslag nr. L 2 i indeværende folketingssamling: Forslag til lov om anlæg af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Frederikssund.