Bispedømmet Durham

Bispedømmet Durham (latin: Diocesis Dunelmensis) er et anglikansk, og tidligere katolsk bispedømme med sæde i Durham i det nordøstlige England.

Bispesædet blev først oprettet på Lindisfarne i 635, med territorium afgivet fra York ærkebispedømme. Efter at klosteret på Lindisfarne var blevet angrebet af vikinger blev det i 875 de facto opgivet, og i 879 blev et nyt bispedømme oprettet i Chester-le-Street som en fortsættelse af Lindisfarne, med samme territorium.

I 995 blev bispesædet flyttet til Durham, på grund af truslen fra vikinger mod Chester-le-Street.

Under normannerne fik biskoppen af Durham værdslig magt, og styrede det traditionelle grevskab Durham som et palatinat. Biskoppen havde titlen "fyrstbiskop", med undtagelse af den første, Walcher, som havde titlen "jarlebiskop".

Den sidste katolske biskop, Cuthbert Tunstall, blev indsat i 1530 og fjernet fra embedet af Elisabeth I i juli 1559. Biskoppen havde allerede i 1536 mistet sin værdslige magt, men Durham har også i dag en speciel status blandt de anglikanske bispedømmer i England. Biskoppen af Durham regnes som højere i rang end alle andre biskopper i England, med undtagelse af ærkebiskopperne af York og Canterbury.