Smagssans: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 12: Linje 12:


Når receptorcellerne opfanger et signal, opstår der en [[elektrisk]] impuls i dem, der starter en bølge - et signal, der "løber" med op til 200 km i timen op til [[hjernen]]. <br />
Når receptorcellerne opfanger et signal, opstår der en [[elektrisk]] impuls i dem, der starter en bølge - et signal, der "løber" med op til 200 km i timen op til [[hjernen]]. <br />
Signalerne føres via tre forskellige [[kranialnerver]]: [[nervus faciales|n. faciales]], [[nervus glossopharyngeus|n. glossopharyngeus]] og [[nervus vagus|n. vagus]]. <br />N. faciales innerverer den største del af tungen (forreste 2/3). Signalet føres via den gren, som hedder Chorda tympani. Den bagerst 1/3 af tungen innerveres af n. glossopharyngeus og smagsløgene på forsiden af epiglottis føres via n. vagus.<br /> Nervebanerne løber til [[medulla oblongata]], hvorfra banerne projekteres til [[thalamus]], hvor banerne igen projicerer videre til det primære smagscortex i [[insula]]. Insula er et cortikalt område af neocortex, som findes i bunden af lateralfugen (sulcus lateralis).<br />
Signalerne føres via tre forskellige [[kranialnerver]]: [[nervus facialis|n. facialis]], [[nervus glossopharyngeus|n. glossopharyngeus]] og [[nervus vagus|n. vagus]]. <br />N. facialis innerverer den største del af tungen (forreste 2/3). Signalet føres via den gren, som hedder Chorda tympani. Den bagerst 1/3 af tungen innerveres af n. glossopharyngeus og smagsløgene på forsiden af epiglottis føres via n. vagus.<br /> Nervebanerne løber til [[medulla oblongata]], hvorfra banerne projekteres til [[thalamus]], hvor banerne igen projicerer videre til det primære smagscortex i [[insula]]. Insula er et cortikalt område af neocortex, som findes i bunden af lateralfugen (sulcus lateralis).<br />
Insula har igen vigtige baner til den orbitofrontale cortex i [[pandelappen]]. Den orbitofrontale cortex har også stor betydning for [[lugtesansen]] og det er grunden til det tætte forhold mellem smags- og lugteindtryk. Samordningen mellem de to sanser er med til at give smagsindtrykkende flere nuancer og samtidig grunden til at vi mister meget af vores smagssans, når næsen tilstoppes, f.eks. ved forkølelse.
Insula har igen vigtige baner til den orbitofrontale cortex i [[pandelappen]]. Den orbitofrontale cortex har også stor betydning for [[lugtesansen]] og det er grunden til det tætte forhold mellem smags- og lugteindtryk. Samordningen mellem de to sanser er med til at give smagsindtrykkende flere nuancer og samtidig grunden til at vi mister meget af vores smagssans, når næsen tilstoppes, f.eks. ved forkølelse.



Versionen fra 13. maj 2012, 10:36

Smagssansen er kombinationen af smagsstoffers registrering via smagsløg, der sidder på tungen, og som sender impulser til smagscenteret i hjernen.

Mennesket har traditionelt 5 sanser: følesansen, synet, hørelsen, lugtesansen og smagssansen. En af de sværeste at definere er smagssansen, da vores opfattelse af smag ikke kun frembringes ved påvirkning af smagsløgene men også i høj grad af en kombination af synsindtryk, madens konsistens, madens temperatur, vores humør osv. Smagssansen har tillige en udtalt samordning med lugtesansen i pandelappen, hvilke er med til at give smagsoplevelserne flere nuancer, da mennesket kan opfatte en del flere lugte- end smagstoffer.

Der har gennem tiderne været opstillet mange teorier for hvilke smagskomponenter der findes. I 1592 opstilledes en teori med 9 forskellige smagskomponenter: salt, flov, bitter, fedtet, harsk, skarp, stikkende, sød og sur. I 1751 blev denne teori lavet lidt om af Linné, der havde 11 forskellige komponenter: sød, sur, bitter, flov, salt, skarp, fedtet, astringerende, klæbrig, vandet og kvalmende. I 1910 mente Wilhelm Wundt, en tysk filosof og psykolog, at der fandtes en alkalisk og en metallisk smag, men i 1924 opstilledes teorien, illustreret af smagstetraederet, som også i dag anvendes: Teorien om de fire smagskomponenter: sødt, salt, surt og bittert. I år 2001 kom den femte smag umami med. Det menes at alle andre smage kan lokaliseres på stregerne mellem de fem komponenter i tetraederet, dette er dog en noget simplificeret fremstilling.

Anatomi

Smagsstofferne bliver registreret af smagsløgene på tungen og i svælget. Smagsløg er små løgformede "sække", hvor der sidder nogle sanseceller med forskellige kemoreceptorer. Smagsløgene er specialiserede, hvilket vil sige at hvert smagsløg, kun kan opfange en smag. Forrest på tungen er der flest af de smagsløg, der opfanger sødt og salt, mens bittert og surt hovedsageligt opfanges bagerst på tungen. Smagssansens receptorer - som findes i smagsløgenes celler - påvirkes af kemiske forbindelser (derfor kaldes de også kemoreceptorer). Evnen til at smage salt skyldes frie natrium-ioner, som findes i saltopløsninger. Sur smag kommer af hydrogen-ioner (H+). Den søde smag fremkaldes af en række forskellige stoffer, hovedsageligt simple sakkaridforbindelser, f.eks. sukker. Mekanismen bag den bitre smag kendes endnu ikke.

Når receptorcellerne opfanger et signal, opstår der en elektrisk impuls i dem, der starter en bølge - et signal, der "løber" med op til 200 km i timen op til hjernen.
Signalerne føres via tre forskellige kranialnerver: n. facialis, n. glossopharyngeus og n. vagus.
N. facialis innerverer den største del af tungen (forreste 2/3). Signalet føres via den gren, som hedder Chorda tympani. Den bagerst 1/3 af tungen innerveres af n. glossopharyngeus og smagsløgene på forsiden af epiglottis føres via n. vagus.
Nervebanerne løber til medulla oblongata, hvorfra banerne projekteres til thalamus, hvor banerne igen projicerer videre til det primære smagscortex i insula. Insula er et cortikalt område af neocortex, som findes i bunden af lateralfugen (sulcus lateralis).
Insula har igen vigtige baner til den orbitofrontale cortex i pandelappen. Den orbitofrontale cortex har også stor betydning for lugtesansen og det er grunden til det tætte forhold mellem smags- og lugteindtryk. Samordningen mellem de to sanser er med til at give smagsindtrykkende flere nuancer og samtidig grunden til at vi mister meget af vores smagssans, når næsen tilstoppes, f.eks. ved forkølelse.

Neurologisk betydning

I klinisk neurologi undersøges der ikke rutinemæssigt for smagsforstyrrelser. Undersøgelsen har kun sjældent diagnostisk betydning og smagsforstyrrelserne vil ikke udgøre et større handicap for patienten. Undersøgelsen udføres ved at patienten rækker tungen ud og der stimuleres med et smagsstof forskellige steder på tungen. Bitter smag er særlig anvendelig, dog må smagsstoffet ikke have en stærk lugt, som stimulere n. olfactorius, eller lokalt irriterende, hvilket kan stimulere n. trigeminus. Påførelsen gøres nemmest ved at dyppe en vatpind i en flydende opløsning, vatpinden stryges over tungen i lateral-dorsal retning. Undersøgelse af tungens foreste del kan bruges ved perifer facialisparese til at afgøre om påvirkningen ligger før eller efter afgangen af chorda tympani. Undersøgelse af tungens bagerst del kan bruges til at vurdere n. glossopharyngeus.

Henvisninger

  • Moos T & Møller M: "Basal neuroanatomi - Centralnervesystemets anatomi". FADL's forlag, KBH 2006.
  • Paulson OB, Gjerris F & Sørensen PS (Red.): "Klinisk neurologi og neurokirurgi. FADL's forlag, KBH 2004.