Gladiator

For alternative betydninger, se Gladiator (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Gladiator)

En gladiator (af latin gladius, et sværd) var professionelle krigere, der sloges mod hinanden, vilde dyr og slaver. Gladiatorkampene (på latin munera gladiatoria) blev iblandt udkæmpet til døden, for underholdningens skyld. Kampene fandt sted i store arenaer over hele Romerriget, som fx Colosseum i Rom. Mange gladiatorer var kriminelle eller slaver, der blev købt og solgt af handelsagenter for at slås og dø i kamp. Gladiatorerne havde ikke noget valg når det gjaldt deres egen skæbne. Nogle meldte sig også frivilligt for at sikre familien det daglige brød, selv om de vidste, at det kunne koste dem livet.

Den gladiator, der i dag huskes bedst, er Spartacus, der i 73 f.Kr anstiftede et slaveoprør, som blev nedkæmpet af Crassus.

Oprindelse

Jean-Léon Gérômes maleri Pollice Verso fra 1872.

Gladiatorkampene kom til romerne i 264 f.Kr gennem etruskerne, der havde afholdt mand-til-mand-kampe som en del af ritualet ved begravelser. Udgydt blod eller et liv, der gik tabt, regnedes som et offer. Lidt af det religiøse aspekt blev bevaret ved at gladiatorkampe altid indledtes med et religiøst optog, og man stadig ofrede på det lille alter for gudinden Nemesis, der altid befandt sig ved gladiatorernes indgang til arenaen. Fra 105 f.Kr blev kampene offentlige, indtil kejser Honorius (395-423) i år 404 forbød skikken. På trods af forbudet, ser det ud til at romerne fortsatte med at afholde gladiatorkampe, når traditionelle værdier skulle demonstreres. De kristne havde selv været arena-ofre, men arrangerede ikke desto mindre kampe. Mindst én af Roms biskopper, den senere helgen Sankt Damasus, ansatte gladiatorer som sine livvagter. I Nordafrika var det indvandrede germanere, der bragte skikken til ophør. Under vandalerstyret fortsatte man med at køre om kap med stridsvogne i det romerske circus; men gladiatorkampene var forbudt.

Kejserne og gladiatorerne

Kejser Augustus lod indskrive i Ankaras Augustus-tempel: "Tre gange gav jeg en gladiatorforestilling i mit eget navn, og fem gange i mine sønners eller børnebørns navne, og under disse forestillinger kæmpede omkring 10.000 mænd til døden." Hans efterfølger, Tiberius, holdt ikke af kampene, og sendte to kohorter til byen Pollentia, da lokalbefolkningen nægtede at udlevere en centurions lig, medmindre de pårørende bekostede en gladiator-forestilling. Ifølge Sueton idømte Tiberius de fleste af byens indbyggere, samt magistraterne, fængsel på livstid. I år 27 rejste en tidligere slave, Atilius, et vaklevorent amfiteater i Fidenae, og arrangerede en gladiator-forestilling dér. Tacitus beretter, at folk strømmede til, og da bygværket rasede sammen under vægten af folkemængden, skal 50.000 være omkommet. Overklassen i Rom åbnede sine hjem for de sårede, og Senatet vedtog en lov om, at kun folk med en formue på over 400.000 sestertser fik lov til at arrangere gladiator-forestillinger. Videre måtte amfiteatre kun rejses på solid grund.

Da kejser Trajan havde besejret Dacia, betalte han for cirkuslege i 123 dage i stræk, hvor 11.000 vilde og tamme dyr blev dræbt, og 10.000 gladiatorer kæmpede.

Omkring år 190 deltog keiser Commodus i de offentlige kampe. Han fik indskrevet på en statue af sig selv at han havde dræbt 12 000 modstandere; men hans modstandere fik kun ubrugelige våben af træ at forsvare sig med, mens han selv var fuldt bevæbnet. Da han hørte at en bestiarius (= gladiator, som kæmpede mod vilde dyr), Julius Alexander, havde dræbt en løve fra hesteryg, blev Commodus misundelig og fik ham henrettet.

Andre brød sig ikke om kampene. Seneca skrev om en forestilling, at "det var det rene myrderi. De kæmpende har ingen form for beskyttelse; hele kroppen er udsat for slagene. Intet slag falder forgæves. Det er det mange foretrækker fremfor de ordinære konkurrencer...Om morgenen kastes mænd til løverne eller bjørnene; ved middagstid kastes de til tilskuerne. Ikke før har en mand dræbt, så råber de til ham at han skal dræbe én til, eller selv blive dræbt." En graffiti fra gladiator-barakkernes spisesal i Pompeii lyder da også: "Filosoffen Annæus Seneca er den eneste romerske forfatter, som fordømmer blodige lege." Når kejser Titus i kraft af sin stilling var nødt til at overvære en gladiatorkamp, brast han i gråd. Fra provinsbyerne er det dog kendt, at gladiatorkampene ikke altid havde dødelig udgang. Mistede en gladiator livet, måtte arrangørerne betale et tusinde sølvmønter, og ved forskellige skader op til tyve denarer.

Kampene

Gladiatorens færdigheder, som dolkning, hug og kvælning, lærte man i en gladiatorskole. Eleverne lærte den enkle regel: "Gør det mod ham, før han gør det mod dig!" Erfarne og tidligere gladiatorer underviste dem på skolens øvelsesbane. Nykommerne begyndte med at øve sig på træstokke, senere på figurer af hø. Eleverne benyttede som regel træsværd, da ægte sværd var meget dyre. Hvis en elev kom til skade, blev han behandlet af skolens læge.

En gladiator måtte regne med omkring tre kampe i året. Før en kamp blev der reklameret mundtlig og skriftligt i gaderne, da der knyttedes stor spænding og iblandt væddemål til kampene. Tacitus fortæller om en gladiatorkamp i Pompeiis amfiteater, måske det ældste i Italien: "På denne tid udbrød der en alvorlig kamp mellem indbyggerne i to romerske byer, Nuceria og Pompeii. (Pompeii var havneby for Nuceria.) Det begyndte pga en ubetydelig hændelse under nogle gladiatorkampe...Da de begyndte at skælde hinanden ud - typisk for sådanne landsens byer - førte mundhuggeri til stenkast, og så kom sværdene frem. Pompeianerne, hos hvem legene fandt sted, sejrede, men mange sårede fra Nuceria blev ført til hovedstaden...Kejseren (Nero) bad senatet om at efterforske sagen...Da disse afgav rapport, vedtog senatet, at Pompeii ikke måtte afholde lege i ti år."

Som gladiator, der skulle oplæres, måtte man aflægge en ed til sin træner (lanista) "...om blind lydighed. Finde sig i indespærring, pisk og endog døden for sværdet." I Pompeii blev 60 gladiatorer fundet omkommet i barakkerne efter Vesuvs udbrud i år 79, hvad der tyder på, at de blev holdt indespærret. Sammen med de døde gladiatorer lå også liget efter en overklassekvinde, der måske sværmede for én af dem. Beundrere skrev gladiatorernes navne på husvæggene, sådan at vi i dag kender navnene på flere af dem i Pompeii: Felix, Celadus, Crescens.

Gladiatorerne var iført traditionelle antræk, og forestillede mytologiske uhyrer eller for længst glemte barbarer. Romerne anså forestillingerne for at være en hyldest til de gamle dyder, og derfor sundt for folks moral. Vilde dyr og forbrydere blev ført frem for at dø, som en demonstration af, hvordan Rom gjorde verden til et tryggere sted for sine indbyggere. Forestillingen begyndte om morgenen, hvor hele landskaber steg op fra underjordiske sceneramper, og vilde dyr førtes ind i håb om, at de ville sønderrive hinanden. Midt på dagen gik man over til at henrette fanger. De kunne blive dræbt af de vilde dyr, eller sat til at dræbe hinanden. Til sidst, som hovedforestilling, kom gladiatorkampene. Gladiatorerne skulle man se op til, med Ciceros ord: "Så fremt de har gjort sine herrer tilfredse, er de lykkelige for at dø." Plinius mente, det var "en imponerende forestilling, som demonstrerede trangen til ros og ønsket om sejr."

Se også

• Retiarius
• Gladiator (film)
• Colosseum i Rom

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gladiator

Spire Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.