Antisemitisme

Begrebet antisemitisme betegner et mere eller mindre udtalt had over for jøder. Ordet "semit" kommer fra Noas søn Sem, som ifølge Bibelen var stamfar til de semitiske folkeslag, det vil sige bl.a. arabere, aramæere, babyloniere, kartaginiensere, etiopere, hebræere og fønikere. Ordet dækker dermed alle de nuværende og uddøde semitisk-talende folk, men i praksis bruges antisemitisme udelukkende om had til folk af mosaisk tro, også kaldet jøder.

Som andre nedsættende udtryk er også dette svært at bruge neutralt. Som nævnt dækker begrebet egentlig had eller foragt overfor alle semitiske folkeslag, men i praksis bliver det kun brugt om had til jøder. På den anden side bliver denne snævre brug også udvandet, sådan at ordet ofte bruges om kritik af staten Israel.

Antisemitisme i betydningen jødehad rummer to forskellige begreber i europæisk tradition:

• Had mod jøderne, fordi de anses for skyldige i Kristi lidelse og død.
• Had mod jøderne, fordi de ses som en genkendelig subkultur, der påstås at gøre sig skyldig i forskellige økonomiske og sociale overgreb.

En nyere form for antisemitisme er ofte forbundet med kritik af staten Israel:

• Had mod jøderne, fordi de via staten Israel anses for at være ansvarlige for undertrykkelse af palæstinenserne. Om dette kan kaldes antisemitisme må dog afhænge af begrundelsen for kritikken; om den er politisk eller etnisk begrundet. Antizionisme er langt fra nødvendigvis antisemitisk i hverken indhold eller retorik, men kritiserer de utallige menneskerettighedskrænkelser staten Israel har udøvet mod palæstinenserne. Der findes således også jøder blandt antizionisterne, både i Israel og på den politiske venstrefløj i Europa.

Religiøst betinget

Det religiøst betingede had til jøderne kan føres tilbage til den mosaiske tros afvisning af Kristus som Messias. Det bygger endvidere på den folkelige opfattelse, at "jøderne slog Jesus ihjel", hvilket ikke nødvendigvis kan underbygges af teologien. Desuden overlevede Kristendommen som religiøs bevægelse netop ved at tage afstand fra dele af den jødiske lovreligion (se Paulus). Det europæiske jødehad fik sin første opblomstring, da reconquistaen var gennemført, og den spanske kongemagt ønskede at rense landet for "vantro". På den baggrund blev muslimer og jøder forfulgt og efterhånden fordrevet. Martin Luther, der religiøst især knyttede sig til Paulus, hævdede, at jøderne var udsat for Guds vrede, der vil fare ud som en ild, som ingen kan slukke. De var besat af djævelskab og alle midler var acceptable i kampen mod dem. At jøderne ikke var mål for omvendelse, fremgår af "Luthers bordtaler i Utvalg <norsk>": "Hvis der kommer en from jøde til mig og vil bli døbt, saa skal jeg føre ham til daab paa Elbe-broen, binde en sten om hans hals og styrte ham i vandet.

De bedragere driver bare narrespil med vor religion!" 1.) Luther udsendte i 1543 skrifterne Om jøderne og deres løgne og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlecht Christi en:Vom Schem Hamphoras

Ref.: 1.) Luthers Bordtaler. Olaf Norlis Forlag. Kristiania 1917.

Socialt betinget

Jøderne fastholdt i de fleste tilfælde deres religion og i vidt omfang også deres kultur under deres diaspora. Det indebar adfærdsmønstre og klædedragter, som adskilte dem fra lokalbefolkningerne. På den måde forblev jøderne en subkultur, der altid var meget synlig, og ved modgang (f.eks. den sorte død, hungersnød eller krig) blev jøderne beskyldt for trolddom, forgiftning eller forrædderi. Ca. 1026 beskyldte den franske historiker Rudolf Glaber jøderne for at Gravkirken i Jerusalem var blevet ødelagt i 1009, dette resulterede bl.a. i at de blev fordrevet fra Limoges og flere andre franske byer. Et andet forhold var at det mange steder var jøderne forbudt at eje jord, fordi de stod uden for flertallets samfundsstruktur, måtte de ernære sig ved byerhverv, det vil ofte sige: handel og pengeudlåning. Simpel misundelse, skyldnerens bitterhed overfor långiveren og politisk opportunisme forenedes ofte om at udpege jøderne som ågerkarle og meget andet ondt. Journalisten Wilhelm Marr udgav i 1879 en tryksag, Jødedommens sejr over det tyske folk, hvor han lancerede ordet antisemitisme, og han dannede senere en antisemitisk liga. Den historiske antisemitisme blev senere udnyttet af nazisterne for at lette vejen til magten, og da de iværksatte jødeforfølgelser og folkemordet på jøderne under Anden Verdenskrig.

Aktuel dansk antisemitisme

Antisemitismen er i dag nærmest uvæsentlig i det danske samfund, men dyrkes dog i snævre kredse, f.eks. hos de danske nationalsocialister i DNSB og islamiske fora. Et eksempel på klassisk, ikke-nationalsocialistisk antisemitisme finder man på webstedet Mosaisk.com.

Anti-israelisme og anti-zionisme

Anti-zionisme er den opfattelse af staten Israel ikke bør eksistere som jødisk stat, altså det modsatte af zionismen. Nogle hævder at kritik af staten Israel i praksis bygger på antisemitisme.

I Europa har der i de senere årtier (i Danmark fra midten af 1990'erne) været en nyere tendens i antisemitismen, nemlig forfølgelse af jøder på grund af deres forhold til staten Israel. Det gav sig bl.a. udtryk ved bombeattentatet mod Københavns synagoge i 1985, som var begået af pro-palæstinensiske libanesere^{[kilde mangler]}. Senere er foreningen Hizb-ut-Tahrir blevet dømt for at uddele løbesedler med et citat fra Koranen, der opfordrer til at slå jøder ihjel. I takt med mellemøstkonfliktens udvikling har også nogle europæere, ofte på venstrefløjen, taget parti for palæstinensere eller islamisters sag og vendt sig mod staten Israel.

Se også

• Antizionisme
• Holocaust
• Islamofobi
• Jødedom
• Jødeforfølgelser
• Pogrom
• Semit
• Zionisme

Wikimedia Commons har medier relateret til: Antisemitisme

Ekstern henvisning

• Manifestations of anti-Semitism in the European Union (EUs Center for Observation af Racisme og Fremmedhad, EUMC, EUMC: 2003/15MB/EN/anti-Semitism-report-rev3, 2003)
• Antisemitisme i vækst i Amsterdam anno 2010
• UK: Flere antisemitiske episoder (i Storbritannien)
• Frankrigs jøder: Nej til at være syndebukke (2006)