Yasser Arafat: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
No edit summary
Arafat kan ikke gøres eneansvarlig for PLOs aktiviteter - desuden er tilføjelsen uden kilder - Fjerner version 6212451 af 91.144.211.184 (diskussion)
Linje 5: Linje 5:
Arafat fik fornavnet Mohammed - men blev kaldt Yasser (Yassir) eller Abu Amman. Hans fødested er omdiskuteret - både [[Jerusalem]], [[Cairo]] og [[Gaza]] har været nævnt som mulige byer. Arafat uddannede sig som ingeniør i [[Cairo]], blev reserveofficer i den ægyptiske hær under [[Suez-krigen]] i [[1956]] og arbejdede senere som ingeniør i [[Kuwait]]. Sent i livet giftede han sig og fik et barn.
Arafat fik fornavnet Mohammed - men blev kaldt Yasser (Yassir) eller Abu Amman. Hans fødested er omdiskuteret - både [[Jerusalem]], [[Cairo]] og [[Gaza]] har været nævnt som mulige byer. Arafat uddannede sig som ingeniør i [[Cairo]], blev reserveofficer i den ægyptiske hær under [[Suez-krigen]] i [[1956]] og arbejdede senere som ingeniør i [[Kuwait]]. Sent i livet giftede han sig og fik et barn.


Arafat var formand for den palæstinensiske terrororganisation PLO, præsident for det nationale palæstinensiske selvstyre og leder af det sekulære politiske parti Fatah, som han grundlagde i 1959. Han brugte en stor del af sit liv på at kæmpe mod Israel for palæstinensisk selvstyre. Oprindelig var han modstander af Israels eksistens, en holdning han dog modificerede i 1988, da han accepterede FNs sikkerhedsråds resolution 242.
Arafat var formand for den palæstinensiske frihedsorganisation PLO, præsident for det nationale palæstinensiske selvstyre og leder af det sekulære politiske parti Fatah, som han grundlagde i 1959. Han brugte en stor del af sit liv på at kæmpe mod Israel for palæstinensisk selvstyre. Oprindelig var han modstander af Israels eksistens, en holdning han dog modificerede i 1988, da han accepterede FNs sikkerhedsråds resolution 242.

Arafat var ansvarlig for:

Angrebet på Savoy Hotel i marts 1975, hvor syv gidsler og to soldater blev dræbt, efter at Fatah gik i land på stranden og beslaglagde hotellet.

Massakren i Maalot i maj 1974, hvor en skole blev indtaget, mens børn fra byen Tzfat var på udflugt og overnattede på denne skole. Her blev tre lærere og 22 skoleelever dræbt.

De Olympiske Lege 1972 i München, hvor elleve israelske sportsfolk blev dræbt.

Angrebet på en skolebus ved Nahariya/Avivim i maj 1972. Palæstinensiske terrorister krydsede grænsen fra Libanon, lagde sig i baghold og angreb bussen med spærreild, hvorved de dræbt 12 børn og tre voksne og efterlod mange som krøblinge på livstid.

Massakren i Lod lufthavn, som blev udført af tre japanere fra Rote Arme i en operation, der var planlagt og støttet af PLO og PFLP. 26 blev dræbt og 78 såret.

Angrebet på et lejlighedskompleks i Kiryat Shmonah i april 1974: PFLP-terrorister trængte ind i den israelske grænseby, indtog en beboelsesejendom på Yehuda HaLevy Str. og dræbte de 18 beboere, som befandt sig i bygningen, heraf 9 børn.

Bortførelsen af en bus i marts 1978, hvor 11 terrorister fra Fatah gik i land fra søsiden, dræbte en fotograf og en taxachauffør og bortførte en bus fyldt med voksne og børn. Terroristerne affyrede fra bussen skud mod de forbipasserende biler, og da de til sidst blev standet, begyndte de at affyre missiler. Denne udåd kostede 35 mennesker livet og 100 sårede.

De brutale mord på tre diplomater fra USA, som blev kidnappet i Khartoum i Sudan i marts 1973. Terroristerne krævede, at Sirhan Sirhan, den palæstinensiske snigmorder som dræbte Robert F. Kennedy, blev løsladt. Det var Arafat, som havde afgivet ordren.

Kapringen af krydstogtskibet Achille Lauro i oktober 1985, hvor Leon Klinghoffer, som var bundet til en kørestol, blev skudt og smidt overbord. Det israelske efterretningsvæsen fortalte senere, at terroristerne havde været i kontakt med PFLP's koordinator i Geneve via skibsradioens telefon, og at de fik deres ordrer fra PLO's hovedkvarter i Tunis.

I 1972 sprængte PLO-grupper et elektricitetsværk i luften i Vesttyskland, et hollandsk gas- & olieraffinaderi i Trieste i Italien blev ødelagt, og da Arafat i 1975 ankom til Libanon med sin 15.000 mand store hær, udløste de en blodig borgerkrig, som kostede 40.000 menneskeliv.


Arafat støttede åbenlyst Iraks diktator [[Saddam Hussein]] under [[Golfkrigen]] i 1991, hvor [[Irak]] invaderede nabolandet [[Kuwait]].
Arafat støttede åbenlyst Iraks diktator [[Saddam Hussein]] under [[Golfkrigen]] i 1991, hvor [[Irak]] invaderede nabolandet [[Kuwait]].

Versionen fra 13. jul. 2012, 16:35

Yasser Arafat på besøg i Danmark i 1999
Nobels fredspris
1994

Mohammed Abdel Rahman Abdel Raouf Arafat al-Qudwa al-Husseini bedre kendt som Yasser Arafat (24. august 1929 - 11. november 2004) leder af (siden 1993) og præsident for (siden 1996) Det palæstinensiske selvstyre, formand for PLO (Palestine Liberation Organization) siden 1969 og leder af al-Fatah, den største fraktion inden for PLO.

Arafat fik fornavnet Mohammed - men blev kaldt Yasser (Yassir) eller Abu Amman. Hans fødested er omdiskuteret - både Jerusalem, Cairo og Gaza har været nævnt som mulige byer. Arafat uddannede sig som ingeniør i Cairo, blev reserveofficer i den ægyptiske hær under Suez-krigen i 1956 og arbejdede senere som ingeniør i Kuwait. Sent i livet giftede han sig og fik et barn.

Arafat var formand for den palæstinensiske frihedsorganisation PLO, præsident for det nationale palæstinensiske selvstyre og leder af det sekulære politiske parti Fatah, som han grundlagde i 1959. Han brugte en stor del af sit liv på at kæmpe mod Israel for palæstinensisk selvstyre. Oprindelig var han modstander af Israels eksistens, en holdning han dog modificerede i 1988, da han accepterede FNs sikkerhedsråds resolution 242.

Arafat støttede åbenlyst Iraks diktator Saddam Hussein under Golfkrigen i 1991, hvor Irak invaderede nabolandet Kuwait. I den forbindelse gik der TV-billeder verden rundt af Arafat og Saddam Hussein, der kærligt omfavner og kysser hinanden - et ikke ualmindeligt syn i Mellemøsten.

Man ved kun lidt om Arafats private liv, men i 1991 - som 62-årig - giftede han sig i hemmelighed med den 28 år gamle journalist Suha Tawil. Hun fødte i 1995 datteren Zahwa Arafat.

Yasser Arafat modtog - sammen med Shimon Peres (Israel) og Yitzhak Rabin (Israel) Nobels Fredspris i 1994.

Arafat døde 11. november 2004 på et militærhospital i Paris efter nogen tids sygdom. Ingen ved med sikkerhed, hvad årsagen til hans død var. Der har været spekuleret i alt fra AIDS til forgiftning, men da der ikke blev foretaget obduktion, står det hen i det uvisse.[1] Arafat blev bisat dagen efter sin død i Muqata'en - hovedkvarteret, hvor han af Israel var sat i husarrest de sidste næsten tre år af sit liv.

Den 10. juli 2012 udtalte en tidligere palæstinensisk efterretningschef Taufik Tirawi at Arafat blev myrdet af en palæstinenser for Israel, mordet skulle begået med gift. Taufik Tirawi er leder af et team som efterforsker Arafats død. Et laboratorium i Schweiz har iforbindelse med efterforskningen fundet radioaktivt stof på Arafats underbukser, efter at hans personlige ejendele er blevet undersøgt.[2]

Suha Daoud Arafat (tidligere Suha Tawil) var Yasser Arafats unge kone. Efter Jasminrevolutionen fik hun frataget sit tunesiske statsborgerskab og lever nu på Malta. Hun er sammen med Leila Trabelsi, Zine El Abidine Ben Alis hustru, internationalt eftersøgt for at have tilranet sig formuer.

Kilder

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA