Pave Leo 1.: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m r2.7.2+) (Robot ændrer yo:Pópù Leo I
m r2.7.2+) (Robot ændrer pt:Papa Leão I, o Grande
Linje 87: Linje 87:
[[no:Leo I (pave)]]
[[no:Leo I (pave)]]
[[pl:Leon I (papież)]]
[[pl:Leon I (papież)]]
[[pt:Papa Leão I]]
[[pt:Papa Leão I, o Grande]]
[[ro:Papa Leon I cel Mare]]
[[ro:Papa Leon I cel Mare]]
[[ru:Лев I (папа римский)]]
[[ru:Лев I (папа римский)]]

Versionen fra 4. aug. 2012, 19:53

Leo 1.
Latin: Leo I
Fødenavn ukendt
Født 400
Toscana, Italien
Valgt 29. september 440 Rediger på Wikidata
Indsat 9. september 440
Død 10. november 461
Rom, Italien
Hvilested Konstantins basilika Rediger på Wikidata
Festdag 10. november Rediger på Wikidata
Forgænger
Sixtus 3.
Efterfølger
Hilarius 1.

Leo 1. eller Leo den Store (400 - 10. november 461) var pave 440 - 461. Han var nidkær for den kristne lære og bekæmpede alle, der havde en anden tro. I 452 lykkedes det ham at få hunnerkongen Attila til at undlade at plyndre og ødelægge Rom.

Biografi

Ifølge Liber Pontificalis var Leo født i Toscana. I 431 var han diakon i Rom og var som sådan tilstrækkeligt betydningsfuld til, at Kyril af Alexandria henvendte sig til ham med den hensigt at få Roms indflydelse sat ind mod Juvenal af Jerusalems krav om kirkelig overherredømme over Palæstina. Brevet fra Kyril kan dog også have været adresseret til pave Celestin 1. Omkring samme tidspunkt dedikerede Johannes Cassianus sin afhandling mod Nesterius til Leo − den var skrevet på hans opfordring. Det mest tydelige tegn på tilliden til Leo kan dog ses af, at kejseren valgte ham til at afgøre striden mellem de to højestrangerende embedsmænd i Gallien.

Mens han var fraværende på denne mission, døde pave Sixtus 3. 11. august 440, og Leo blev valgt som hans efterfølger uden modkandidater. Han tiltrådte 29. september som pave og blev i den egenskab arkitekten bag en stærk centralisering af den romersk-katolske kirke.

I de følgende år slog Leo ned på en række kætterske bevægelser, der havde fået mere eller mindre medvind i tiden. Det drejede sig blandt andet om pelagianisme, manikæismen og priscillianismen, som han på forskellig vis bekæmpede. Han søgte også at få kopterne til at indordne sig under romersk-katolsk praksis, lige som han søgte at sikre Roms indflydelse på Illyrien, hvor kirken vaklede mellem at indordne sig under Rom og patriarken i Konstantinopel. I 451 opnåede han en stor sejr ved koncilet i Chalkedon, hvor han fik de fremmødte til at anerkende paven i Rom som den retmæssige efterfølger til apostlen Peter.

Også i Gallien var der problemer med at afgøre, hvem der bestemte. Her blev Leo involveret direkte i en strid med ærkebiskop Hilarius fra Arles. Leo satte i den forbindelse Hilarius grundigt på plads, så denne fik indskrænket sin magt. Leo følte sig dog lidt trængt, og han appellerede derfor til den verdslige magt i form af kejser Valentinian III. Denne udstedte et dekret 6. juni 445, hvori han anerkender forrangen for Roms biskop som efterfølgeren af Peter, dennes overhøjhed i Rom samt den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. I den forbindelse opfattes modstand herimod juridisk som forrædderi. Hilarius bøjede sig herefter.

I øst søgte Leo at øge indflydelsen i en strid mellem Eutyches og Flavian af Konstantinopel. I begyndelsen støttede han Eutyches, men efter at have fået mere information fra Flavian skiftede han mening og støttede denne fuldt ud. Ved et koncil i Efesos præsenterede Leos repræsentanter hans berømte Tome (latin: tekst, brev), en redegørelse for den romerske kirkes tro i form af et brev til Flavian, der gentager med henvisning til Augustin grundsætningerne for den vestlige kristologi uden egentlig at berøre problemet, der foruroligede den østlige kirke. Koncilet læste ikke brevet og tog sig ikke af protesterne fra Leos udsendinge, men afsatte Flavian og en af hans biskopper.

Leo erklærede herefter koncilet som et "røversynode" og erklærede Eutyches' tilhængere for kættere. Da den østromerske kejser Theodosius II døde i 450, forandrede situationen sig i området, og den ligeledes nye patriark Anatolius af Konstantinopel accepterede Leos krav, hvorpå Tomen blev læst og anerkendt overalt. Et efterfølgende koncil afholdt i Chalcedon kom derpå tilsyneladende til at fremstå som en total anerkendelse af pavens magt, men Leo måtte navigere behændigt for at undgå at godkende et for ham uantageligt dekret om Konstantinopels næsten ligeværdighed med Rom. Samtidig fik han indsat nogle af sine støtter på betydningsfulde poster i østkirken.

Det vestromerske rige var på vej til at bryde sammen, og med den civile magts nedadgående betydning fik Leo mulighed for at øge sin magt. Derfor blev det Leo, der sammen med to højtplacerede civile embedsmænd i 452 mødte Attila, der havde invaderet Italien og nu truede Rom. Det lykkedes her at få Attila til at trække sig tilbage. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor dette lykkedes: En samtidig skribent, Prosper af Aquitanien, hævder, at Attila ganske enkelt blev så imponeret over Leo, at han accepterede at trække sig tilbage. En anden og mere jordnær forklaring kan være, at Leo medbragte en stor sum guldpenge, eller at Attila af strategiske eller logistiske årsager ikke ønskede at gå videre. Da Attilas hær var temmelig hårdt presset og i øvrigt havde opnået et stort rov efter den hidtidige plyndren, kan Leos bøn om nåde have fungeret som en acceptabel begrundelse for at vende om.

Nogle år senere var det vandalernes tur til at hærge landet, og her lykkedes det ikke for Leo at forhindre Roms plyndring, men det menes, at det lykkedes ham at begrænse myrderier og afbrændinger. Da han døde, havde han været pave i 21 år, hvilket til dato gør ham til den pave, der har beklædt embedet 9. længst tid.

Foregående: Paverækken
Pave Leo 1.
440-461
Efterfølgende:
Sixtus 3.


432-440

Hilarius 1.
461-468

Eksterne henvisninger