Marsk

Denne artikel handler om biotopen marsk. For marsk som titel på hærfører, se rigsmarsk

Den nordfrisiske marsk

En marsk er i økologien en biotop, der danner randzone mellem et fladvandet hav og fast land.

Ordet marsk hedder på gammeldansk mersk, vestjysk mærsk, oldnordfrisisk mersk og på mnty. mersch. Marsk findes både i Danmark, Tyskland og i Nederlandene, hvor de kaldes polder.

Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med lerbund ved Vesterhavets kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare gest med jordbund af morænesand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser, som de lavtliggende strækninger er udsatte for, idet de af vandet medførte lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse (slik eller klæg) bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre mægtigt lerlag. Denne dannelse af lerstrand er ingenlunde noget særegent for marsken men findes mangfoldige steder i mindre stil ved andre kyster, i rolige vige eller andre steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at skabe så urolige forhold, at en nogenlunde tæt plantevækst umuliggøres. Plantevæksten virker nemlig hindrende for vandets afløb, skaber rolige forhold og fremmer i høj grad bundfældningen. Hvad, der betinger den overordentlig stærke dannelse af marsk ved Vesterhavets kyster, er det stærke tidevand, hvorved sediment daglig tilføres, og op i flodmundingerne så langt, tidevandet spores, finder derfor også marskdannelse sted (således langs Elben, Weser, Rhinen med flere).

Marskdannelsen

Man skelner mellem saltvandsmarsk, brakvandsmarsk og ferskvands- eller flodmarsk, der i henseende til plantevækst viser betydelige forskelligheder.

Saltvandsmarsk

Saltvandsmarsk findes i Danmark ved Nissum Bredning, på østkysten af Fanø og den over for liggende kyst af fastlandet. Sidstnævnte steder, hvor forskel på ebbe og flod er meget stor, ligger betydelige strækninger (vaderne) tørre ved ebbetid. På disse findes en rig dyreverden (orme, krebsdyr etcetera), der dels virker sammenkittende på slikken, dels ved sine ekskrementer frugtbargør denne. Større rolle spiller dog planterne, der efter aftagende dybde ind mod land danner flere karakteristiske bælter. På dybest bund, der ved ebbetid kun delvis tørlægges, vokser foruden alger næsten kun havbændeltang (Zostera marina f. angustifolia) i så store bevoksninger, at de ved ebbe ligner grønne enge. Den virker stærkt sliksamlende og bidrager således til bundens højning, hvorved livsbetingelser skabes for det næste bælte. I dette er kveller den fremherskende plante. Først findes den i spredte eksemplarer, derefter i tæt bevoksning. For at forøge sliksamlingen føres i dette bælte en mængde tætliggende grøfter lodret ud fra kysten. I disse grøfter vokser kvelleren meget frodigt og samler store mængder af slik, der så tid efter anden kastes op på ryggene mellem grøfterne, i hvilke nu sliksamlingen gentager sig. Kvellerbæltets inderste rand falder tæt uden for grænsen for normalt højvande. Når bunden er højnet så meget, at den ved flod kun dækkes af omkring 30 cm vand, indfinder sig tuer af andelgræs. Ved sine lange udløbere breder dette græs sig stærkt, Tuerne vokser sammen til et tæt tæppe, og kvelleren kvæles. Indstrøet i andelgræs-engen findes hindebæger, strand-asters, strand-trehage, sandkryb, hindeknæ (Spergularia maritima), strand-vejbred og andre tykbladede planter. Hvor landet indad bliver noget højere og tørrere, afløses andelgræs-engen af harril-eng (sylteng, høj marsk), hvis vigtigste plante er harril-græs (Juncus gerardi). Denne eng har en lav vegetation med smalle, stive, græslignende blade. Foruden harril-græs findes flere arter fra forrige bælte og tillige flere nye, hvoriblandt engelskgræs (Armeria maritima), rød svingel og strand-bynke. Længere inde forsvinder harril-græsset, og engen dannes især af engelskgræs og svingel.

Brakvands- og ferskvandsmarsk

Brakvands- og ferskvandsmarsk findes i betydelig udstrækning ved kysterne af Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Bedst er forholdene undersøgte ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod bavet, havde salt vand og tidevande. Senere afspærredes den mere og mere, tidevandet hørte op, og saltholdigheden formindskedes. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder af faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af affald fra fjordens plankton. Bundfældninger af sediment bliver af disse grunde nu langt svagere end forhen. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af vandaks (Potamogeton pectinatus) og havgræs (Ruppia maritima). Når bunden ved dennes virksomhed er højnet noget, indfinder sig tuer af andel-græs (kveller-bæltet mangler); disse vokser under stadig forøget sliksamling sammen til små øer, disse igen til større, der til sidst kan blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig fiorin-græs (Agrostis alba) og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstig ved plantning af tagrør og strand-kogleaks og ved anlæg af diger lodret ud fra kysten. Ved disse frembringes rolige vige, i hvilke slikken kan samle sig, og hvor vegetationen fra digernes rand kan brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af Chara, Potamogeton og Myriophyllum, dernæst store bevoksninger af sumpstrå (Heleocharis palustris), kogleaks (flere arter), dunhammer, pindsvineknop, dynd-padderok med flere arter, og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Den kan nu benyttes både som eng og agerland.

Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem sluser ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så at vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et med dige omgivet stykke marsk kaldes en kog eller polder. Ved brede grøfter deles denne atter i mindre stykker, fenner. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved Højer fandtes de dominerende planter at være Poa pratensis, Lolium perenne og Trifolium repens, altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk.

Litteratur

• Almers: Marschenbuch (3. oplag, Oldenburg 1891);
• Detleffsen: Geschichte der holsteinischen Elbmarschen; Glückstadt 1891;
• Forchhammer: "Strandens Dannelse paa Vestsiden af den jyske Halvø" (i: Almenfattelige Afhandlinger og Foredrag, København 1869);
• Rambusch et al.: Studier over Ringkøbing Fjord; København 1900;
• Christen Raunkiær: "Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation" (i: Festskrift i Anledning af Borch’s Kollegiums 200-Aars Jubilæum, København 1889);
• Eugen Warming: "Fra Vesterhavskystens Marskegne" (i: Videnskabelige Meddelelser fra naturhistorisk Forening, 1890];
• Eugen Warming: "Ekskursionen til Fanø og Blaavand i Juli 1893" (i: Botanisk Tidsskrift, 1894];
• Eugen Warming: Dansk Plantevækst, I: "Strandvegetation" (København 1906).

Eksterne henvisninger

• N. Kingo jacobsen: "Mandø. Et klit-marskø i Vadehavet" (Geografisk Tidsskrift, Bind 52; 1952)
• N. Kingo jacobsen: "Jordbundsundersøgelser i Tøndermarsken. En metodisk redegørelse med relation til den postglaciale udvikling" (Geografisk Tidsskrift, Bind 55; 1956)
• Børge Jakobsen: "Landskabsudviklingen i Skallingmarsken" (Geografisk Tidsskrift, Bind 52; 1952)
• B. Jakobsen & Kr. M. Jensen: "Undersøgelser vedrørende landvindingsmeioder i Det danske Vadehav" (Geografisk Tidsskrift, Bind 55; 1956)
• Margot Jespersen & Erik Rasmussen: "The morphological development of the Wadden Sea Island of Jordsand since the storm surges in 1976" (Geografisk Tidsskrift, Bind 91; 1991) (engelsk, dansk sammenfatning)
• Margot Jespersen & Erik Rasmussen: "Jordsand — Erosion und Akkumulation einer Hallig" (Geografisk Tidsskrift, Bind 75 (1976)
• Jens Tyge Møller: "Afvandingsproblemer i Rejsbymarsken" (Geografisk Tidsskrift, Bind 56; 1957)
• Niels Nielsen: "Nogle Bemærkninger om Marskdannelsen i det danske Vadehav" (Geografisk Tidsskrift, Bind 41; 1938)
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVI (1924), s. 678-679; opslag: Marsk (ved Martin Vahl)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Marsk