Germanske lydforskydning: Forskelle mellem versioner

De vil derfor i stedet rekonstruere dem som ikke-aspirerede klusiler, dvs. *''b'', *''d'', *''g'', hvorimod de rekonstruerer de traditionelle ikke-aspirerede klusiler som "glottaliserede" klusiler, dvs. *''p’'', *''t’'', *''k’'' (nærmest ''p'', ''t'', ''k'' med et stød). Et sådant lydsystem er ikke så usædvanligt statistisk set, og det er almindeligt i Kaukasus. Hvis denne rekonstruktion er korrekt, er germansk *''p'', *''t'', *''k'' (der i de fleste germanske dialekter udtales [''ph''], [''th''], [''kh'']) -– sammen med armensk (og formentlig også det uddøde thrakiske sprog) -– nærmere på udgangspunktet end latin, græsk, indoiransk, baltisk, slavisk, keltisk og albansk. Den nye model forudsætter dog, at *''b'', *''d'', *''g'' har udviklet sig til latin ''f'', ''f'', ''h'' og græsk ''ph'', ''th'', ''kh'', hvilket er mere komplekst, end hvis man rekonstruerer *''bh'', *''dh'', *''gh''.