Telefon: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m linkfix
Kulu (diskussion | bidrag)
se også TDC
Linje 59: Linje 59:
== Se også ==
== Se også ==
*[[Centralbestyrer]]
*[[Centralbestyrer]]
*[[TDC]]


{{Dagens_artikel | dato=13. november 2004}}
{{Dagens_artikel | dato=13. november 2004}}

Versionen fra 7. maj 2006, 22:38

Magnetotelefon omkring 1950

En telefon er et elektrisk apparat til overføring af samtale over afstande.

Historie

Den oprindelige type af telefoner var hvad man i dag ville kalde analoge fastnettelefoner.

Alexander Graham Bell regnes af mange som telefonens opfinder, da han byggede sin udgave i 1876. Andre regner Philipp Reis som opfinder i 1860, men hans opfindelse regnes nu for en forløber for Bells udgave.

Den amerikanske kongres anerkendte den 15. juni 2002 Antonio Meucci som den officielle opfinder af telefonen.

Telefontyper

M-telefoner

De første telefoner var de såkaldte magnetotelefoner, ofte kaldet M-telefoner, som var kendetegnet ved at telefonen skulle have sit eget batteri indbygget. Derfor blev de også kaldt lokalbatteri-telefoner. Som konsekvens var telefonledningen uden spænding når der ikke blev ført samtale hvilket mindskede kravene til ledningernes kvalitet. Magnetotelefonens betjeningsdele bestod af en mikrofon, et hørestykke (hængende på en krog eller i en 'gaffel') og et håndsving til en lille generator. Senere blev mikrofon og 'telefon' sammenbygget til den mikrotelefon, vi alle kender som telefonrøret eller 'knoglen'. Dette besynderlige kælenavn fik den, da den første helstøbte telefon af bakelit kom frem. Telefonrøret lignede en sort knogle, hvorfor den også fik navnet 'en negerknogle'.

Opkald med en magnetotelefon

Ved opkald drejede den kaldende abonnent (kaldet A-abonnenten) på håndsvinget, så generatoren sendte en strøm gennem telefonlinjen til centralen, hvor den bevirkede at en lille klap faldt ned ved ens nummer i centralbordet. Så kunne telefonistinden se, hvem der havde kaldt centralen. Samtidig lød et lille signal for at henlede opmærksomheden på opkaldet.

Derefter løftede man hørestykket, så kontakten i dens fjederbelastede krog/gaffel kunne skifte linjen om fra generatoren til mikrofon og hørestykke. Når telefonistinden på centralen så fik koblet sit eget hovedsæt og mikrofon på linjen, kunne man tale med hende og bede om at blive koblet til den abonnent man ville tale med (hørte denne ind under en anden central, bad man om denne central og blev stillet videre).

Telefonistinden lagde så en ringespænding den kaldte abonnents (B-abonnentens) linje, så hans telefon ringede, og når han så tog røret af gaflen (der koblede klokken fra) etablerede telefonistinden så kontakt mellem de 2 linjer så man kunne tale sammen. Hun lukkede så klappen foran nummeret på centralbordet. Hvis B-abonnenten ikke var en lokal abonnent, måtte telefonistinden først kontakte B-abonnentens central og bede om at få stillet forbindelsen videre igennem. På den måde kunne et opkald indvoldere adskillige telefonistinder på forskellige centraler.

Når samtalen så var forbi, 'ringede man af' ved at hænge røret på plads og dreje håndsvinget. Klappen faldt så ned igen, så telefonistinden kunne se at samtalen var ovre, så hun kunne fjerne sine mellemledninger.

I Danmark var magnetocentraler var i brug fra telefonens barndom og indtil begyndelsen af 1970'erne hvor automatiske systemer tog over.

D og F-telefoner

Ældre telefon med nummerskive

D/F-telefoner er i modsætning til M-telefonen ikke forsynet med sit eget batteri, men fik derimod strøm fra centralen via telefonledningen. Systemet kaldtes derfor også centralbatteri-systemet. Teknisk set var D og F-telefoner ens indrettet; forskellen var relateret til centraltypen og for brugeren var det kun betjeningen der adskildte de to telefontyper.

Den mest synlige forskel fra M-telefonen til D/F-telefoner var indførslen af nummerskiven, som abonnenten brugte til at dreje nummeret ved opkald, samt at generatorhåndsvinget var forsvundet.

Virkemåde med D-centraler

Når man ville foretage et opkald fra en D/F-telefon var det nok blot at løfte røret. Centralbatteriprincippet gjorde nemlig at det ikke længere var nødvendigt med en ringegenerator.

D'et stod for "demi-automatisk" og det betød at en kaldende abonnent (A-abonnenten) kunne dreje sig frem til den central som hvor den kaldte abonnent (B-abonnenten) hørte til. Her fik man så fat i en telefonistinde som kunne oprette forbindelsen. I forhold til M-systemet kunne der altså spares telefonisttid i de tilfælde hvor B-abonnenten ikke var lokal.

Når samtalen var forbi lagde man røret på igen, og det fik en lampe til at tændes ved telefonistens omstillingsbord som angav at forbindelsen kunne nedtages.

D-centralerne begyndte at blive indført i Københavns-området i 1930'erne, og de sidste forsvandt først midt i 1970'erne.

Virkemåde med F-centraler

F-centralerne var de næste skridt, og F står her for "fuldautomatisk". Nu kunne A-abonnenten ringe direkte til en B-abonnent uden overhovedet at indvolvere en telefonistinde. Det gjaldt dog kun i de tilfælde hvor begge abonnenter var tilkoblet en F-central; der skulle stadig bruges telefonistassistance hvis der skulle ringes fra en F-central til en D- eller en M-central. F-systemet begyndte for alvor at blive indført i begyndelsen af 1960'erne.

Nummerskiven er siden blevet erstattet af trykknapper og her er pulserne erstattet af et såkaldt DTMF-tonesystem som sender cifrene til centralen som tonepar.

Udviklingen af nye telefontyper

Mobiltelefon

Telefonapparaterne udviklet sammen med resten af telesystemet så nye teknologier naturligt har fulgtes ad i forskellige grene af nettet.

Der har været to hovedtendenser:

  • Digitalisering
  • Mobiltelefoni.

Digitaliseringen blev trukket helt ud til abonnenten ved indførslen af ISDN. Telefoner til dette forbindelsestype minder i sin brug om andre fastnettelefoner, men er teknisk set ganske anderledes. Talen bliver digitaliseret i telefonen og digitaliseren har også erstattet den traditionelle brug af toner og pulser til opkaldsstyring (signallering), hvilket har lettet adgangen til en mængde ekstra tjenester. Teknikere kalder bruger i øvrigt normalt betegnelsen "terminal" i stedet for "telefon" inden for ISDN.

Udviklingen af mobiltelefoni har også frembragt helt nye telefontyper som udmærker sig ved at være flytbare. De tidlige mobiltelefoner var store og tunge, men er for længst skrumpet til lommeformat. Ligesom fastnettelefoner har systemerne udvilket sig fra analoge typer (som f.eks. det nordiske NMT-system) til digitale typer (som f.eks. det europæiske GSM-system).

Se også