Økonomisk demokrati: Forskelle mellem versioner
m mere om venstrefløjens holdning |
m sprog |
||
| Linje 4: | Linje 4: | ||
== Borgerlig modstand == |
== Borgerlig modstand == |
||
[[Arbejdsgiver]]ne anså ØD for et indgreb i deres ejendoms- og ledelsesret, som var blevet fastslået ved [[Septemberforliget]] i 1899. De [[borgerlig]]e [[politisk parti|partier]] |
[[Arbejdsgiver]]ne anså ØD for et indgreb i deres ejendoms- og ledelsesret, som var blevet fastslået ved [[Septemberforliget]] i 1899. De [[borgerlig]]e [[politisk parti|partier]] var ligeledes modstandere af forslaget, som de anså for begyndelsen til en socialistisk samfundsudvikling. Enkelte radikale og venstrefolk - bl.a. den senere [[statsminister]] og daværende formand for [[Venstres Ungdom]] [[Anders Fogh Rasmussen]] ([[Venstre|V]]) - gik imidlertid ind for en ØD-ordning, dog uden en central lønmodtagerfond. |
||
== Modstand fra venstrefløjen == |
== Modstand fra venstrefløjen == |
||
Versionen fra 20. okt. 2012, 10:48
Økonomisk demokrati, fork. ØD, er en økonomisk-fordelingspolitisk model, der indebærer en nationalisering af ejendomsretten til produktionsmidlerne, hvorved lønmodtagerne får medindflydelse på virksomhedernes ledelse og den økonomiske magtstruktur i samfundet. Konkret indebærer ØD, at lønmodtagerne får andel i virksomhedernes økonomiske overskud. Modellen blev udviklet af Socialdemokratiet og LO i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Idémanden bag var økonom Henry Grünbaum, LO.
I januar 1973 fremsatte Anker Jørgensens socialdemokratiske regering forslaget i Folketinget, men da valget blev udskrevet i efteråret samme år nåede det aldrig at blive behandlet. Og allerede efter et årti blev idéen skrinlagt endeligt grundet voldsom modstand.
Borgerlig modstand
Arbejdsgiverne anså ØD for et indgreb i deres ejendoms- og ledelsesret, som var blevet fastslået ved Septemberforliget i 1899. De borgerlige partier var ligeledes modstandere af forslaget, som de anså for begyndelsen til en socialistisk samfundsudvikling. Enkelte radikale og venstrefolk - bl.a. den senere statsminister og daværende formand for Venstres Ungdom Anders Fogh Rasmussen (V) - gik imidlertid ind for en ØD-ordning, dog uden en central lønmodtagerfond.
Modstand fra venstrefløjen
Venstrefløjen i form af bl.a. Socialistisk Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti var også kraftigt imod forslaget, fordi de frygtede, at ØD ville medføre en sammenblanding af klasseinteresser og dermed umuliggøre en reel socialistisk samfundsudvikling. Deres ræsonnement var, at når arbejderne blev medejere af deres arbejdspladser, var de ikke længere kun arbejdere, men blev også småkapitalister og ville få en selvstændig interesse i at bevare kapitalismen. Samtidig ville de kunne få et modsætningsfyldt forhold til samfundsproblemer som f.eks. forurening og fyringer. SF ændrede senere mening i spørgsmålet og har flere gange genfremsat det socialdemokratiske forslag i let ændret form; senest i folketingssamlingen 1992/1993.
Udviklingen i Sverige
Socialdemokraterna i Sverige vedtog i 1980'erne at etablere centrale lønmodtagerfonde, hvilket fik arbejdsgiverne til at demonstrere. Projektet måtte senere droppes. Arbejdsmarkedspensionsfondene i Danmark minder om tankerne bag ØD, men de fungerer på markedsøkonomiske præmisser.