Kasus: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
MerlIwBot (diskussion | bidrag)
m Robot tilføjer tt:Килеш
mNo edit summary
Linje 270: Linje 270:


[[af:Naamval]]
[[af:Naamval]]
[[bar:Kasus]]
[[bg:Падеж (граматика)]]
[[bg:Падеж (граматика)]]
[[br:Troad (yezhoniezh)]]
[[br:Troad (yezhoniezh)]]

Versionen fra 20. jan. 2013, 11:00

Kasus (latin cāsus 'fald') eller fald er en bøjningsform af substantiver, artikler, adjektiver eller pronominer. Kasus indikerer ordets grammatiske funktion i sætningen.

Kasus fremkommer i flekterende og agglutinerende sprog. De indoeuropæiske sprog er flekterende, og de fleste af dem har også kasus.

Dansk

Danske substantiver har kun to kasus nominativ og genitiv, og man kan endda diskutere, om den danske genitiv overhovedet er en kasus, eftersom endelsen -s er fuldstændig agglutinerende og endda kan sættes på andet end substantiver (f.eks. den ikke helt gode sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil").

De personlige pronominer har på dansk tre kasus: nominativ, akkusativ og genitiv:

Nominativ Akkusativ Genitiv
Singularis
1. person jeg mig min, mit, mine
2. person du dig din, dit, dine
3. person (hankøn) han ham hans
3. person (hunkøn) hun hende hendes
3. person (fælleskøn) den den dens
3. person (intetkøn) det det dets
3. person (refleksivt) - sig sin, sit, sine
Pluralis
1. person vi os vores; vor, vort, vore
2. person I jer jeres
3. person de dem deres
3. person (refleksivt) - sig deres

Også her kan man diskutere, om der er tale om kasus i snæver forstand. Det er snarere sådan, at der er én form, der kan stå som frit subjekt og en anden form, der bruges i alle andre sammenhænge, således også i en traditionel "nominativkontekst", f.eks. det er mig, der spiste den (det er jeg, der spiste den er dårligt dansk), han er stærkere end hende (end hun er ikke almindeligt), dem, der bor på fjerde, må benytte trapperne. Omvendt hører man nu til dags rask væk (hyperkorrekt) en undersøgelse ... viser, at 90 procent af vi danskere mener, at det er vigtigt at bevare og udvikle kulturarven (Berlingske 30.10.2005) eller Men hvorfor og hvordan har så mange af de, der er gået ud med kun folkeskole, alligevel skabt sig så stor indkomst? (Politiken 27.10.2005). Selv om sådanne former endnu ikke kan siges at være alment accepteret dansk, viser de vejen hen imod en tilstand, hvor valget mellem vi, I, de og os, jer, dem ikke bestemmes af den syntaktiske funktion, men ene og alene af ordets placering.

I takt med at det gamle kasussystem (se næste afsnit) er blevet opløst, er ordstillingen blevet mere fast. På dansk bliver et ords syntaktiske funktion først og fremmest bestemt af, hvor det står i det overordnede sætningsskema: løven har dræbt manden. Sætningen løven har manden dræbt er ikke helt god, men må – i hvert fald i prosa (og i bedre poesi) – betyde det stik modsatte, fordi ordet manden står foran det betydningsbærende verbum og derfor ikke kan være objekt, men må stå i subjektsfeltet, umiddelbart efter det finitte (tidsbøjede) verbum; hvis dette felt er tomt, som i det første eksempel, vil man derimod uvilkårligt opfatte det første ord, i det emfatiske forfelt, som sætningens subjekt.

Indoeuropæisk

Det urindoeuropæiske grundsprog har tilsyneladende haft disse otte kasus:

Navn Funktion
Nominativ Subjekt; subjektsprædikat.
Vokativ Tiltale.
Akkusativ Objekt; målet for en bevægelse.
Genitiv Sammenknytning af to substantiver eller af et substantiv og et adjektiv.
Dativ Indirekte objekt.
Instrumentalis Middel eller årsag.
Lokativ Placering i tid eller rum.
Ablativ Udgangspunkt i tid eller rum.

Sanskrit og litauisk har bevaret alle otte kasus, men ellers har de indoeuropæiske sprog begrænset antallet mere eller mindre drastisk. Slavisk har bevaret syv: nominativ, vokativ (ikke i moderne russisk og slovakisk), akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ (også kaldet "præpositionalis").

Klassisk latin har seks kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ og ablativ, idet den latinske ablativ var en sammensmeltning af de oprindelige indoeuropæiske kasus instrumentalis, lokativ og ablativ.

Klassisk græsk har fem kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ. Her er ablativ smeltet sammen med genitiv, mens dativ er smeltet sammen med instrumentalis og lokativ.

Tysk, islandsk og færøsk har bevaret fire kasus: nominativ, akkusativ, genitiv, dativ. F.eks.:

Kasus Tysk (bestemt) Islandsk (bestemt) Færøsk (bestemt)
Singularis
Nominativ ein Tag der Tag einn dagur dagurinn ein dagur dagurin
Akkusativ einen Tag den Tag einn dag daginn ein dag dagin
Dativ einem Tag(e) dem Tag(e) einum degi deginum einum degi degnum
Genitiv eines Tag(e)s des Tag(e)s eins dags dagsins eins dags dagsins
Pluralis
Nominativ Tage die Tage dagar dagarnir dagar dagarnir
Akkusativ Tage die Tage daga dagana dagar dagarnar
Dativ Tagen den Tagen dögum dögunum døgum døgunum
Genitiv Tage der Tage daga daganna daga daganna

Disse kasus finder vi også i de ældste danske tekster fra middelalderen, men på moderne dansk er der i de gamle kasusendelser kun bevaret rudimentært i faste vendinger som på tide (egtl. dativ singularis), stundom (egtl. dativ pluralis), en ungersvend (egtl. nominativ singularis), højen mast (egtl. akkusativ singularis)

Finsk-ugrisk

Den finsk-ugriske sprogfamilie er berømt for at have et rigt kasussystem. Estisk har fjorten, finsk har femten og ungarsk har toogtyve. De femten finske kasus er: nominativ, akkusativ, genitiv, partitiv, inessiv, illativ, elativ, adessiv, allativ, ablativ, essiv, translativ, instruktiv, komitativ og abessiv.

Fordi de finsk-ugriske sprog er overvejende agglutinerende, dvs. endelserne klæbes regelmæssigt på ordene som byggeklodser, kan man argumentere for, at de mange kasus egentlig er efterstillede præpositioner (postpositioner), der er smeltet sammen med ordet.

Nominativ/akkusativ vs. Absolutiv/ergativ

De anførte sprog har alle opereret med en modsætning mellem nominativ og akkusativ. Heroverfor står et andet udbredt kasussystem, hvor der skelnes mellem absolutiv og ergativ. Her står sætningens subjekt i transitive verbalkonstruktioner i ergativ, hvorimod sætningens subjekt i intransitive verbalkonstruktioner står i absolutiv, og objektet står ligeså i absolutiv. Man kan med andre ord betegne den normale transitive sætning i absolutiv/ergativ-sprogene som parallelt til nominativ/akkusativ-sprogenes passiv, hvor der tages udgangspunkt i objektet i en aktiv sætning, og hvor subjektet enten kan udtrykkes ved en adverbiel konstrukion (agens) eller helt udelades.

Man kan derfor give et eksempel på først en transitiv og så en intransitiv sætning på et nominativ/akkusativ-sprog (latin) og et absolutiv/ergativ-sprog (grønlandsk):

I. Transitiv sætning: kvinden ser hunden

Latin: mulier canem videt - mulier "kvinde" er subjekt og står i nominativ, canem "hund" af canis er objekt og står i akkusativ (med endelsen -em), og videt "ser" er verballed og står i præsens, tredje person singularis.

Grønlandsk: amap qimmeq takuvaa - amap "kvinde" er subjekt og står i ergativ (med endelsen -p), qimmeq "hund" er objekt og står i absolutiv (med nulendelse), og takuvaa er verballed og står i indikativ (grønlandsk konjugerer ikke i tempora, men kun i modi – fremtid udtrykkes dog ved et enklitisk suffiks -ssaaq), tredje person singularis.

II. Intransitiv sætning: hunden går ud

Latin: Canis exit - hvor canis "hund" er subjekt og står i nominativ, og exit "går ud" er verballed og står i præsens, tredje person singularis.

Grønlandsk: qimmeq anivoq - hvor qimmeq "hund" er subjekt og står i absolutiv, og anivoq "går ud" er verballed og står i indikativ, tredje person singularis.

Altså er subjektet i en transitiv og en intransitiv sætning bøjet i samme kasus (nominativ) hos nominativ/akkusativ-sprogene, hvor den transitive sætnings objekt er bøjet i akkusativ. Derimod er den transitive sætnings subjekt bøjet i ergativ, mens både den transitive sætnings objekt og den intransitive sætnings subjekt er bøjet i absolutiv.