Frans Michael Franzén

Frans Michael Franzén.

Frans Michael Franzén (9. februar 1772 i Uleåborg i nåværende Finland — 14. august 1847 i Hernösand) var en svensk digter.

Franzén blev student i Åbo, og tog der, kun 17 år gammel, magistergraden, blev 1792 docent og senere professor i historie og moralfilosofi. 1795—96 foretog Franzén en udenlandsrejse til Danmark, Tyskland, Frankrig og England, hvor hans allerede åbne sans for det nyvakte germanske åndsliv yderligere styrkedes.

Efter Finlands afståelse til Rusland flyttede Franzén til Sverige, hvor han, der nogle år i forvejen var blevet ordineret, blev præst, først i Kumla i Nerike, senere i Stockholm og endelig (1834) biskop i Hernösand, hvor han døde. Medlem af svenske Akademien var han blevet allerede 1808, og 1824-34 var han Akademiens sekretær.

Allerede tidlig fremtrådte Franzén som digter,hans første digte spredtes landet rundt i Afskrifter og modtoges med Begejstring, især »Selmadigtene«, som var fremkaldt af hans Kærlighed til en ung Dame; til de kendteste hører: »Menniskens anlete«, »De tre behagen«, »Till Selma«, »De små«, »Unga flicka i din vår«, de elskværdige Drikkeviser: »Goda gosse glcset tom«, »Sörj ej den gryende dagen«,»Champagnevinet«, og ikke mindst »Den gamle knekten« o. fl. Af hans Ungdomsdigte bør ikke glemmes de af den skandinaviske Bevægelse i 1790'erne fremkaldte: »Den danskasånggudin-nan till den svenska« og »Svea till Dana«. For sin smukke Sang om Creutz (1797) vandt hansv. Akademiens store Pris. Af hans mere didaktisk-religiøse Digte kan nævnes: »Emili eller en afton i Lappland«, »Tidsbilder« o. fl. Grunden til. at hans Digtning saa tidlig slog igennem, var ikke blot den milde elskelige Personlighed, der overalt lyste igennem den, men ogsaa det ny og friske, den bragte, paavirket som den var af den ny tyske Litt. (Klopstock, Voss o. a.) helt uden for den herskende akademiske Smiag, Han paaskønnedes derfor ogsaa af Kellgren, som optog bl.a. »Menniskans anlete« i »Stcckholmsposten«. Skønt han som sagt stod uden for den akademiske Retning, traadte han dog aldrig i Opposition til den; al1 Polemik var hans ireniske Natur imod. Paa den ,anden Side kunde han ikke slutte sig til Fosforister-ne, hvor meget han end i fl. Henseender delte deres Anskuelser, og da der fra disses Kredse rettedes nogle efter hans Anskuelse uretfærdige. Angreb mod de gl,, tog han bestemt Afstand fra dem, og skrev bl. a, »Thorilds skugga till Leopold«. Af hans senere Digtning er hans mange smukke Salmer det værdifuldeste. Som historiker er han især bekendt for den Række Mindeskrifter, han i sin Egenskab af Akademiets Sekretær fik Lejlighed til at udarbejde; de kendteste er Skildringerne af fru Lenngren, Lidner og Creutz.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

Spire Denne bispebiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.