Latinsk grammatik: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 79: Linje 79:
====Adjektiver====
====Adjektiver====
{{Uddybende|Adjektivbøjninger (Latinsk grammatik)}}
{{Uddybende|Adjektivbøjninger (Latinsk grammatik)}}
På latin bøjes adjektiver også. Disse bøjes efter kasus og tal af det substantiv, de lægger sig op ad. Der skal være kongruens mellem de to, hvorfor det hedder '''atra avis''' (en sort fugl) i nominativ sing., '''atram avem''' i akkusativ sing og '''atrae aves''' (sorte fugle) i nominativ plur. Verber '''ater''' (sort) ændrer sig efter '''avis''' (fugl). Adjektiverne deles i to grupper: 1.-2. bøjning og 3. bøjning. Disse svarer til forveksling til substantivernes 1.-3. deklination. Adjektiverne i 1.-2. bøjning bøjes forskelligt efter substantivets køn, f.eks. hedder '''bonus''' (god) følgende i nominativ: '''bonus''' (m), '''bona''' (f) og '''bonum''' (n). Adjektiverne i tredje bøjning ændrer også form efter kønnet, men her hedder femininum og maskulinum det samme, mens netrum bøjes anderledes, f.eks. '''gravis''' (tung) i nominativ sing.: '''gravis''' (m. og f.) og '''grave''' (n). Andre ord hedder det samme i nominativ ligegyldigt køn, men bøjes anderledes i neutrum ved bl.a. at bevare nominativ i akkusativ sing. og have endelsen -a i nominativ og akkusativ plur.
På latin bøjes adjektiver også. Disse bøjes efter kasus og tal af det substantiv, de lægger sig op ad. Der skal være kongruens mellem de to, hvorfor det hedder '''atra avis''' (en sort fugl) i nominativ sing., '''atram avem''' i akkusativ sing og '''atrae aves''' (sorte fugle) i nominativ plur. Verber '''ater''' (sort) ændrer sig efter '''avis''' (fugl). Adjektiverne deles i to grupper: 1.-2. bøjning og 3. bøjning. Disse svarer til forveksling til substantivernes 1.-3. deklination. Adjektiverne i 1.-2. bøjning bøjes forskelligt efter substantivets køn, f.eks. hedder '''bonus''' (god) følgende i nominativ: '''bonus''' (m), '''bona''' (f) og '''bonum''' (n). Adjektiverne i tredje bøjning ændrer også form efter kønnet, men her hedder femininum og maskulinum det samme, mens netrum bøjes anderledes, f.eks. '''gravis''' (tung) i nominativ sing.: '''gravis''' (m. og f.) og '''grave''' (n). Andre ord hedder det samme i nominativ ligegyldigt køn, men bøjes anderledes i neutrum ved bl.a. at bevare nominativ i akkusativ sing. og have endelsen -a i nominativ og akkusativ plur. Adjektiver kan stå alene på latin og får hermed en substantiel betydning, f.eks. '''''sapiens'' libellum conscripsit''' (en ''klog'' (mand) skrev en lille bog).


Adjektiver kan også bøjes i komparativ og superlativ. Komparativ i nominativ dannes ved at tage adjektivets stamme, og lægge -ior (m og f) eller -ius (n) til. Komparativ bøjes efter adjektivernes 3. bøjning. Superlativ dannes ligeledes ved stammen, hvortil der lægges endelsen -issimus eller -rimus alt efter hvilket ord. Superlativ bøjes efter adjektivernes 1.-2. bøjning.
Adjektiver kan stå alene på latin og får hermed en substantiel betydning, f.eks. '''''sapiens'' libellum conscripsit''' (en ''klog'' (mand) skrev en lille bog).


====Pronominer====
====Pronominer====

Versionen fra 15. mar. 2013, 19:22

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen --NH (diskussion) 15. mar 2013, 17:48 (CET)

Latinsk grammatik beskriver de regler, som bruges til at fortolke og komponere latinske tekster. Grammatikken er på mange måder anerledes fra den danske, da latin ikke har nogen bestemt artikel og er et morphologisk sprog, hvor bøjningen af ordene i en sætning spiller en større rolle end deres placering. Ordstillingen er således teorisk set fri. Latin har et udvidet system af bøjninger for substantiver, verber, pronominer, tal og adjektiver, hvoraf substantiver, pronominer, tal og adjektiver bøjes efter tal og kasus, mens verber bøjes i et separat system efter en række faktorer som tid, person, modus m.v.

Morphologi

Verb

Latinske verber (udsagnsord) har mange bøjningsformer. Først og fremmest deles bøjningerne ind i to hovedgrupper: de finitte og de infinitte. De finitte former er personbøjede. De kan bøjes i

  • tempus (tid): præsens, præteritum, futurum
    De tre tempus svarer til noget nutidigt, noget fortidigt og noget fremtidigt
  • aspekt: infektiv, perfektiv
    Infektiv beskriver en uafsluttet handling, mens perfektiv vedrører afsluttede handlinger
    Ved at kombinere tempus og aspekt, får man de seks tidslige bøjninger:
    præsens (infektiv; svarer til det danske nutid; jeg køber huset)
    præteritum (infektiv; svarer til det danske datid; jeg købte huset)
    futurum (infektiv; svarer til fremtid på dansk; jeg vil købe huset)
    perfektum (underforstået præsens; svarer til dansk førnutid eller datid; jeg har købt huset)
    præteritum perfektum (kaldes undertiden også pluskvamperfektum; svarer til dansk førdatid; jeg havde købt huset)
    futurum perfektum (kaldes undertiden også futurum exactum; svarer til dansk førfremtid; jeg vil have købt huset)
  • modus (måde): indikativ, konjunktiv, imperativ
    Indikativ bruges om konstateringer (det regner), konjunktiv om ønsker, muligheder, hypoteser og i forbindelse med visse ledsætninger (hvis det havde regnet, havde jeg taget paraplyen med), og imperativ bruges ved direkte ordrer (tag paraplyen med!)
  • diatese (art): aktiv, passiv
    Aktiv kaldes også handleform og bruges om den eller det der udfører en handling (jeg kaster stenen)
    Passiv kaldes også lideform og bruges om den eller det der gøres noget ved (stenen kastes af mig)
  • person: 1., 2., 3. person
  • tal: singularis (ental), pluralis (flertal)
    Person og tal angiver tilsammen hvem der er udfører handlingen i verbet. Det vil sige at sætningens subjekt og verbum skal kongruere i person og tal, dvs. at verbet skal bøjes i tal og person efter subjektet.
    1. person singularis: jeg, pluralis: vi
    2. person singularis: du/De/man, pluralis: I, De
    3. person singularis: han/hun/den/det, pluralis: de

De infinitte verber kan opdeles i adjektiviske former og substantiviske former. De adjektiviske former er primært participiumsformer som også kendes på dansk samt en særlig latinsk form, gerundiv:

  • præsens participium
  • futurum participium
  • perfektum participium
  • gerundiv

De substantiviske former er primært infinitiv som også kendes på dansk (navnemåde) samt nogle sjældnere latinske former:

  • præsens infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
  • futurum infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
  • perfektum infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
  • gerundium
  • 1. supinum
  • 2. supinum

De adjektiviske former bøjes som adjektiver. De substantiviske former bøjes for nogles vedkommende som substantiver, mens andre er ubøjelige.

Verberne har fire bøjninger (konjugationer):

  • 1. bøjning (a-stammer)
  • 2. bøjning (e-stammer)
  • 3. bøjning (konsonantstammer)
  • 4. bøjning (i-stammer)

Verbets (infektiv)stamme findes ud fra præsens infinitiv-formen ved at fjerne -re (for konsonantstammer fjernes -ere) fra enden af verbet.


Nominer

På latin er nominerne en gruppe af ordklasser, der bøjes efter køn, tal og kasus. Hertil hører substantiver, adjektiver, pronominer og numeraler. Latin har traditionelt fire forskellige køn, hvoraf sidste dog ofte tælles som inkoperet i de tre andre: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn), neutrum (intetkøn) eller commune (fælleskøn). Nominer kan bøjes i to tal: singularis (ental) og pluralis (flertal). På latin findes seks forskellige kasus, nominativ, akkusativ, genetiv, dativ, ablativ og vokativ, der bruges som på f.eks. tysk til at indikere ordets rolle/led i sætningen. (Se mere i afsnittet kasus længere nede.)

Substantiver

Latinske substantiver (navneord) bøjes i kasus og tal og har et af de fire køn. Herudover bøjes substantiverne i fem forskellige deklinationer eller bøjninger, hvoraf 1.-3. svarer til adjektivernes 1.-3. bøjning og desuden er de hyppigst forekommende deklinationer, hvorimod 4. og 5. bøjning er relativt sjældne. Substantiver kan deles i to dele: abstrakte og konkrete substantiver; hvor de konkrete beskriver en person eller ting, som homo, menneske; de abstrakte beskriver noget tænkt og uhåndgribeligt, som amor, kærlighed. De konkrete inddeles i to grupper: almene og egenavne, som Gaius Iulius Caesar. Dette betyder, at substantiver defineres bredere på latin end dansk til også at inkludere egenavne.

Køn

Substantivernes køn kan findes i ordbogen, men følger typisk en regel og kan derfor udregnes med nogle overordnede regler. Således følger der herunder de forskellige køn med ordtyper, der typisk hører dertil.

Maskulinum er typisk ord og navne, der beskriver mænd f.eks. vir (mand) og servus (slave), ord i anden deklination med endelsen -us, floder Rhenus (Rhinen) og Tiberis (Tiberen), bjerge og vinde.
Femininum er typisk ord og navne, der beskriver kvinder f.eks. mulier (kvinde) og ancilla (slavinde), ord i første og tredje deklination (-a, -io, -ia, lande Aegyptus (Ægypten) og Italia (Italien), øer Sicilia (Sicilien) og Sardinia (Sardinien), planter og træer.
Neutrum ord er typisk upersonlige og konstruerede som et templum (tempel) og aedificium (bygning) og infitiv verbalformer esse (at være), sepelire (at begrave), men ellers er det vanskeligt at give nogle særlige regler herfor.
Commune er mange ord, der både kan beskrive en kvindlig og mandlig version. Dette gælder f.eks.: sacerdos (præst), civis (borger) og comes (kompagnon eller partner).

Disse regler er noget upræcise, da der hertil hører et utal af undtagelser.

De fem deklinationer
Uddybende Uddybende artikel: De fem deklinationer

De fleste latinske substantiver bøjes forskelligt alt efter, hvilken deklination (bøjning) de tilhører. Deklinationerne er et system over bøjningen af en ordgruppe, der viser, hvad f.eks. et ord i første deklination hedder i de seks kasus i singularis og i de seks kasus i pluralis. Men ikke alle ordene i en deklination bøjes efter standardbøjningen; særligt tredje deklination indeholder en del sideordnede bøjninger, der bøjes delvist anderledes end hovedbøjningen, og derudover findes der uregelmæssige ord. Deklinationerne er delt i fem, og typisk kan det bøjningen udledes substantivets nominativ-endelse. Første deklinations substantiver plejer at ende på -a, anden deklination i -us (maskulinum) eller -um (neutrum), tredje deklination i -o, -s, -x, ns, -us eller konsonant, fjerde deklination i -us elle -u og femte deklination i -es. Heraf fremgår det, at særligt endelse -us deles mellem flere deklinationer, hvorfor deklination her ikke alene kan udledes på baggrund af endelsen.

De fem deklinationer kan bruges til de fleste substantiver, men nogle latinske substantiver er ubøjelige, ændrer således ikke form og hører ikke til nogen deklination. På klassisk latin er ubøjelige substantiver dårligt forekommende, men kirkelatin indeholder mange ubøjelige substantiver særligt i det gamle testamente, der ofte er hebraiske navne som Achaz.

Adjektiver

På latin bøjes adjektiver også. Disse bøjes efter kasus og tal af det substantiv, de lægger sig op ad. Der skal være kongruens mellem de to, hvorfor det hedder atra avis (en sort fugl) i nominativ sing., atram avem i akkusativ sing og atrae aves (sorte fugle) i nominativ plur. Verber ater (sort) ændrer sig efter avis (fugl). Adjektiverne deles i to grupper: 1.-2. bøjning og 3. bøjning. Disse svarer til forveksling til substantivernes 1.-3. deklination. Adjektiverne i 1.-2. bøjning bøjes forskelligt efter substantivets køn, f.eks. hedder bonus (god) følgende i nominativ: bonus (m), bona (f) og bonum (n). Adjektiverne i tredje bøjning ændrer også form efter kønnet, men her hedder femininum og maskulinum det samme, mens netrum bøjes anderledes, f.eks. gravis (tung) i nominativ sing.: gravis (m. og f.) og grave (n). Andre ord hedder det samme i nominativ ligegyldigt køn, men bøjes anderledes i neutrum ved bl.a. at bevare nominativ i akkusativ sing. og have endelsen -a i nominativ og akkusativ plur. Adjektiver kan stå alene på latin og får hermed en substantiel betydning, f.eks. sapiens libellum conscripsit (en klog (mand) skrev en lille bog).

Adjektiver kan også bøjes i komparativ og superlativ. Komparativ i nominativ dannes ved at tage adjektivets stamme, og lægge -ior (m og f) eller -ius (n) til. Komparativ bøjes efter adjektivernes 3. bøjning. Superlativ dannes ligeledes ved stammen, hvortil der lægges endelsen -issimus eller -rimus alt efter hvilket ord. Superlativ bøjes efter adjektivernes 1.-2. bøjning.

Pronominer

Uddybende Uddybende artikel: Pronominer (Latinsk grammatik)

Pronominer er på latin som på dansk ord, der står i stedet for et substantiv (traditionel forklaring) f.eks.; is (han) eller ipse (han selv). Den latinske brug af pronominer bøjes i stil med substantiverne i tal og kasus, men udelades ofte i nominativ. Dette skyldes, at latin med sit udvidede verbalsystem kan indikere aktøren udelukkende vha. verbet, der indikere om det er (jeg, du, han/hun/den, vi, I eller de), der gør eller udsættes for noget. Det hedder således bare scribo (jeg skriver), hvor ego (jeg) kan udelades, da der ikke kan være andre end mig, der skriver, når verbet hedder scribo (Se mere under #Verballed). Resten af reglerne pronominerne synes at minde om dansk, da latin f.eks. også bruger et refleksivt pronomen suus til at pege tilbage på aktøren. Pronominerne bøjes efter nogenlunde samme bøjningen, der ligner adjektiverne og substantivernes 1.-2. bøjning.

Numeraler

Adverbier

Præpostioner

Konjunktioner

Interjektioner

Syntaks

Sætningsled

Verballed

Subjekt

Subjektsprædikat

Direkte objekt og objektsprædikat

Verbaleformer

Diatese

Aktiv kaldes også handleform og bruges om den eller det der udfører en handling (jeg kaster stenen) Passiv kaldes også lideform og bruges om den eller det der gøres noget ved (stenen kastes af mig)

Tempus

Uddybende Uddybende artikel: Tempus (Latinsk grammatik)

Modus

Uddybende Uddybende artikel: Modus (Latinsk grammatik)

Indikativ bruges om konstateringer (det regner), konjunktiv om ønsker, muligheder, hypoteser og i forbindelse med visse ledsætninger (hvis det havde regnet, havde jeg taget paraplyen med), og imperativ bruges ved direkte ordrer (tag paraplyen med!)

Periphrastiske tider

Ledsætninger

Kasus

Uddybende Uddybende artikel: Kasus i latin
  • nominativ, subjekt og subjektsprædikat. Bruges i en aktiv sætning til at angive agens også kaldet aktøren. (Jeg henter vinen.)
  • akkusativ, direkte objekt og objektsprædikat. Bruges om den eller det, som handlingen vedrører. (Jeg henter vinen.)
  • genitiv. Bruges til at betegne et ejerforhold og svarer på "Hvis er det?". (Jensens kop, dronningens portæt)
  • dativ, indirekte objekt. Bruges til at angive modtageren af en handing og svarer på "Til hvem er det?". Ofte i forbindelse med at give. (Jeg giver ham vinen.)
  • ablativ, adverbielt led. Bruges til at angive 'med hvad?', 'hvordan?', 'hvor?', 'hvorfra?' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives som præpositionsled. (Jeg slog sømmet i med hammeren.)
  • vokativ. Bruges i direkte tiltale (kom, slave!).

Ordstilling

Den latinske grammatik er ligesom en række andre gamle indoeuropæiske sprog i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes orden i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk hvor ordstillingen er afgørende for den grammatiske funktion. På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt verbum-paradigmet, selvom der, særligt i poesi, kan forekomme variationer.

Ordstillingen er således teorisk set fri og kan forstås, selv hvis to sammenhørende ord skilles af fem ord, til tider på tværs af hoved- og bisætninger, hvilket hænder hyppigst i poesi.

Litteratur

  • Jo Hermann (2001, 2006). Latinsk grammatik på dansk. Akademisk forlag. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |year= (hjælp)
  • Hyllested og Østergaard (1966). Latinsk grammatik. Gyldendal.
SprogSpire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.