Latinsk grammatik

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen --NH (diskussion) 16. mar 2013, 13:29 (CET)

Latinsk grammatik beskriver de regler, som bruges til at fortolke og komponere latinske tekster. Grammatikken er på mange måder anerledes fra den danske, da latin ikke har nogen bestemt artikel og er et morphologisk sprog, hvor bøjningen af ordene i en sætning spiller en større rolle end deres placering. Ordstillingen er således teorisk set fri. Latin har et udvidet system af bøjninger for substantiver, verber, pronominer, tal og adjektiver, hvoraf substantiver, pronominer, tal og adjektiver bøjes efter tal og kasus, mens verber bøjes i et separat system efter en række faktorer som tid, person, modus m.v.

Morphologi

Verber

Uddybende artikel: Verber (Latinsk grammatik)

Latinske verber bøjes i et separat system af bøjninger, der bøjer verber alt efter dets placering og betydning. Latinske verber siges at bøjes efter en bøjning, der findes fire forskellige bøjninger. Disse bøjninger minder om hinanden, men har alligevel en række forskelle, som gør kendskab til verbets bøjning essentiel. Nogle verber er totalt uregelmæssige og hører således ikke til nogen bøjning. Overordnet bøjes efter et givent regelmæssigt verber i tre modus: indikativ, konjunktiv og imperativ (Se #Modus om brugen). Herefter kan verbet bøjes efter de to diateser: aktiv og passiv (Se #Diatese om brugen). Ordet bøjes herefter i tempus (tid): præsens, præteritum, futurum, perfektum, plusquamperfektum, futurumperfektum, hvoraf futurumtiderne ikke findes i konjunktiv og der i imperativ kun findes tiderne futurum og præsens. Herefter bøjes verbet efter aktørens tal og person, disse svarer til de danske 1. sing.: jeg, 2.sing: du osv.

Verbet kan også undlades at bøjes, være infinit. Disse former kan være infinitivformerne (at være, at have været etc)., der også bøjes i tid og diateser. Også participier hører til de infinite former.

Nominer

På latin er nominerne en gruppe af ordklasser, der bøjes efter køn, tal og kasus. Hertil hører substantiver, adjektiver, pronominer og numeraler. Latin har traditionelt fire forskellige køn, hvoraf sidste dog ofte tælles som inkoperet i de tre andre: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn), neutrum (intetkøn) eller commune (fælleskøn). Nominer kan bøjes i to tal: singularis (ental) og pluralis (flertal). På latin findes seks forskellige kasus, nominativ, akkusativ, genetiv, dativ, ablativ og vokativ, der bruges som på f.eks. tysk til at indikere ordets rolle/led i sætningen. (Se mere i afsnittet kasus længere nede.)

Substantiver

Latinske substantiver (navneord) bøjes i kasus og tal og har et af de fire køn. Herudover bøjes substantiverne i fem forskellige deklinationer eller bøjninger, hvoraf 1.-3. svarer til adjektivernes 1.-3. bøjning og desuden er de hyppigst forekommende deklinationer, hvorimod 4. og 5. bøjning er relativt sjældne. Substantiver kan deles i to dele: abstrakte og konkrete substantiver; hvor de konkrete beskriver en person eller ting, som homo, menneske; de abstrakte beskriver noget tænkt og uhåndgribeligt, som amor, kærlighed. De konkrete inddeles i to grupper: almene og egenavne, som Gaius Iulius Caesar. Dette betyder, at substantiver defineres bredere på latin end dansk til også at inkludere egenavne.

Køn

Substantivernes køn kan findes i ordbogen, men følger typisk en regel og kan derfor udregnes med nogle overordnede regler. Således følger der herunder de forskellige køn med ordtyper, der typisk hører dertil.

Maskulinum er typisk ord og navne, der beskriver mænd f.eks. vir (mand) og servus (slave), ord i anden deklination med endelsen -us, floder Rhenus (Rhinen) og Tiberis (Tiberen), bjerge og vinde.

Femininum er typisk ord og navne, der beskriver kvinder f.eks. mulier (kvinde) og ancilla (slavinde), ord i første og tredje deklination (-a, -io, -ia, lande Aegyptus (Ægypten) og Italia (Italien), øer Sicilia (Sicilien) og Sardinia (Sardinien), planter og træer.

Neutrum ord er typisk upersonlige og konstruerede som et templum (tempel) og aedificium (bygning) og infitiv verbalformer esse (at være), sepelire (at begrave), men ellers er det vanskeligt at give nogle særlige regler herfor.

Commune er mange ord, der både kan beskrive en kvindlig og mandlig version. Dette gælder f.eks.: sacerdos (præst), civis (borger) og comes (kompagnon eller partner).

Disse regler er noget upræcise, da der hertil hører et utal af undtagelser.

De fem deklinationer

Uddybende artikel: De fem deklinationer

De fleste latinske substantiver bøjes forskelligt alt efter, hvilken deklination (bøjning) de tilhører. Deklinationerne er et system over bøjningen af en ordgruppe, der viser, hvad f.eks. et ord i første deklination hedder i de seks kasus i singularis og i de seks kasus i pluralis. Men ikke alle ordene i en deklination bøjes efter standardbøjningen; særligt tredje deklination indeholder en del sideordnede bøjninger, der bøjes delvist anderledes end hovedbøjningen, og derudover findes der uregelmæssige ord. Deklinationerne er delt i fem, og typisk kan det bøjningen udledes substantivets nominativ-endelse. Første deklinations substantiver plejer at ende på -a, anden deklination i -us (maskulinum) eller -um (neutrum), tredje deklination i -o, -s, -x, ns, -us eller konsonant, fjerde deklination i -us elle -u og femte deklination i -es. Heraf fremgår det, at særligt endelse -us deles mellem flere deklinationer, hvorfor deklination her ikke alene kan udledes på baggrund af endelsen.

De fem deklinationer kan bruges til de fleste substantiver, men nogle latinske substantiver er ubøjelige, ændrer således ikke form og hører ikke til nogen deklination. På klassisk latin er ubøjelige substantiver dårligt forekommende, men kirkelatin indeholder mange ubøjelige substantiver særligt i det gamle testamente, der ofte er hebraiske navne som Achaz.

Adjektiver

Uddybende artikel: Adjektivbøjninger (Latinsk grammatik)

På latin bøjes adjektiver også. Disse bøjes efter kasus og tal af det substantiv, de lægger sig op ad. Der skal være kongruens mellem de to, hvorfor det hedder atra avis (en sort fugl) i nominativ sing., atram avem i akkusativ sing og atrae aves (sorte fugle) i nominativ plur. Verber ater (sort) ændrer sig efter avis (fugl). Adjektiverne deles i to grupper: 1.-2. bøjning og 3. bøjning. Disse svarer til forveksling til substantivernes 1.-3. deklination. Adjektiverne i 1.-2. bøjning bøjes forskelligt efter substantivets køn, f.eks. hedder bonus (god) følgende i nominativ: bonus (m), bona (f) og bonum (n). Adjektiverne i tredje bøjning ændrer også form efter kønnet, men her hedder femininum og maskulinum det samme, mens netrum bøjes anderledes, f.eks. gravis (tung) i nominativ sing.: gravis (m. og f.) og grave (n). Andre ord hedder det samme i nominativ ligegyldigt køn, men bøjes anderledes i neutrum ved bl.a. at bevare nominativ i akkusativ sing. og have endelsen -a i nominativ og akkusativ plur. Adjektiver kan stå alene på latin og får hermed en substantiel betydning, f.eks. sapiens libellum conscripsit (en klog (mand) skrev en lille bog).

Adjektiver kan også bøjes i komparativ og superlativ. Komparativ i nominativ dannes ved at tage adjektivets stamme, og lægge -ior (m og f) eller -ius (n) til. Komparativ bøjes efter adjektivernes 3. bøjning. Superlativ dannes ligeledes ved stammen, hvortil der lægges endelsen -issimus eller -rimus alt efter hvilket ord. Superlativ bøjes efter adjektivernes 1.-2. bøjning.

Pronominer

Uddybende artikel: Pronominer (Latinsk grammatik)

Pronominer er på latin som på dansk ord, der står i stedet for et substantiv (traditionel forklaring) f.eks.; is (han) eller ipse (han selv). Den latinske brug af pronominer bøjes i stil med substantiverne i tal og kasus, men udelades ofte i nominativ. Dette skyldes, at latin med sit udvidede verbalsystem kan indikere aktøren udelukkende vha. verbet, der indikere om det er (jeg, du, han/hun/den, vi, I eller de), der gør eller udsættes for noget. Det hedder således bare scribo (jeg skriver), hvor ego (jeg) kan udelades, da der ikke kan være andre end mig, der skriver, når verbet hedder scribo (Se mere under #Verballed). Resten af reglerne pronominerne synes at minde om dansk, da latin f.eks. også bruger et refleksivt pronomen se (sig) til at pege tilbage på aktøren. Pronominerne bøjes efter nogenlunde samme bøjningen, der ligner adjektiverne og substantivernes 1.-2. bøjning.

Numeraler

Uddybende artikel: Numeraler (Latinsk grammatik)

Latin har som på dansk talrækken: unus, duo, tres, quattuor etc. (en, to, tre, fire osv.). Af disse er alle undtagen de første tre ubøjelige. Unus bøjes efter 1.-2. bøjning som et adjektiv efter substantivets køn, tal og kasus. Unus bruges på latin kun til at tælle og forklare antal, ikke på dansk som et artikel. Duo og tres bøjes efter 3. bøjning som adjektiver efter substantivets køn, tal og kasus.

Til numeralerne hører også ordenstallene: primus, secundus, tertius etc. (første, anden, tredje osv.), der bøjes som adjektiver i 1.-2. bøjning efter substantivet køn, tal og kasus. Ordenstallene dækker alle tal og kan alle bøjes - modsat talrækken.

Præpostioner

Uddybende artikel: Præpostioner (Latinsk grammatik)

Latin har en række præpositioner, der indikerer forholdet til noget: in (i, ind i, på etc.), cum (med), ex (ud af) og propter (på grund af) for at nævne et par stykker. Latin kender også ihvertfald en postposition, tenus (indtil). Postpositioner står typisk efter substantivet de omhandler modsat præpositioner, der typisk kommer før substantivet; hertil findes en masse undtagelser, da særligt de korte præpositioner har det med at komme efter til tider eller stå i midten af de ord de omhandler, f.eks. quam ab rem (ord-for-ord: hvilken af grund, dvs. af hvilken grund). Nogle præpositioner findes i to versioner, der to betyder det samme, men hvor versionen uden slut-konsonant plejer at komme før en konsonant, f.eks.: ab og a (af, fra m.v.) og ex og e (ud af).

Latinske præpositioner deles normalt efter, hvilke kasus de styrer. Ligesom som på f.eks. tysk og oldgræsk styrer præpositioner på latin kasus. På latin kan kasus styrer akkusativ, ablativ eller begge dele. Ved præpositioner, der styrer begge, vil kasus komme an på præpositionens betydning, hvor akkusativ vil indikere en bevægelse og ablativ stilstand. In betyder således ind i, når den styrer akkusativ, som i in templum (ind i templet); ved ablativ betyder in inde i eller i som in templo (i templet).

Syntaks

Verbaleformer

Diatese

• diatese (art): aktiv, passiv

  Aktiv kaldes også handleform og bruges om den eller det der udfører en handling (jeg kaster stenen)

  Passiv kaldes også lideform og bruges om den eller det der gøres noget ved (stenen kastes af mig)

Tempus og aspekt

Uddybende artikel: Tempus (Latinsk grammatik)

• tempus (tid): præsens, præteritum, futurum

  De tre tempus svarer til noget nutidigt, noget fortidigt og noget fremtidigt

• aspekt: infektiv, perfektiv

  Infektiv beskriver en uafsluttet handling, mens perfektiv vedrører afsluttede handlinger

  Ved at kombinere tempus og aspekt, får man de seks tidslige bøjninger:

  præsens (infektiv; svarer til det danske nutid; jeg køber huset)

  præteritum (infektiv; svarer til det danske datid; jeg købte huset)

  futurum (infektiv; svarer til fremtid på dansk; jeg vil købe huset)

  perfektum (underforstået præsens; svarer til dansk førnutid eller datid; jeg har købt huset)

  præteritum perfektum (kaldes undertiden også pluskvamperfektum; svarer til dansk førdatid; jeg havde købt huset)

  futurum perfektum (kaldes undertiden også futurum exactum; svarer til dansk førfremtid; jeg vil have købt huset)

Modus

Uddybende artikel: Modus (Latinsk grammatik)

• modus (måde): indikativ, konjunktiv, imperativ

  Indikativ bruges om konstateringer (det regner), konjunktiv om ønsker, muligheder, hypoteser og i forbindelse med visse ledsætninger (hvis det havde regnet, havde jeg taget paraplyen med), og imperativ bruges ved direkte ordrer (tag paraplyen med!)

Periphrastiske tider

Uddybende artikel: Periphrastiske tider (Latinsk grammatik)

Kasus

Uddybende artikel: Kasus (Latinsk grammatik)

• nominativ, subjekt og subjektsprædikat. Bruges i en aktiv sætning til at angive agens også kaldet aktøren. (Jeg henter vinen.)
• akkusativ, direkte objekt og objektsprædikat. Bruges om den eller det, som handlingen vedrører. (Jeg henter vinen.)
• genitiv. Bruges til at betegne et ejerforhold og svarer på "Hvis er det?". (Jensens kop, dronningens portæt)
• dativ, indirekte objekt. Bruges til at angive modtageren af en handing og svarer på "Til hvem er det?". Ofte i forbindelse med at give. (Jeg giver ham vinen.)
• ablativ, adverbielt led. Bruges til at angive 'med hvad?', 'hvordan?', 'hvor?', 'hvorfra?' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives som præpositionsled. (Jeg slog sømmet i med hammeren.)
• vokativ. Bruges i direkte tiltale (kom, slave!).

Ordstilling

Den latinske grammatik er ligesom en række andre gamle indoeuropæiske sprog i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes orden i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk hvor ordstillingen er afgørende for den grammatiske funktion. På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt verbum-paradigmet, selvom der, særligt i poesi, kan forekomme variationer.

Ordstillingen er således teorisk set fri og kan forstås, selv hvis to sammenhørende ord skilles af fem ord, til tider på tværs af hoved- og bisætninger, hvilket hænder hyppigst i poesi.

Litteratur

• Jo Hermann (2001, 2006). Latinsk grammatik på dansk. Akademisk forlag. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |year= (hjælp)
• Hyllested og Østergaard (1966). Latinsk grammatik. Gyldendal.

Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.