Albigensiske korstog

Det Albigensiske Korstog
Del af Korstogene
Politisk kort over Languedoc ved indledningen af det Albigensiske korstog
Dato 1209–1229 Sted Languedoc, Frankrig Resultat Sejr til Frankrig og korsfarerne
Parter
Korsfarerne Det franske kongedømme	katharerne Grevskabet Toulouse Kongeriget Aragon Huset Trencavel Grevskabet Comminges Vicomte Béarn Grevskabet Foix
Ledere
Simon af Montfort  † Amaury af Montfort Ludvig VIII af Frankrig	Raymond VI af Toulouse Raymond VI af Toulouse Peter II, den katolske  † Raymond-Roger af Trencavel Raymond-Roger af Foix

Det Albigensiske Korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år lang militær kampagne startet af den romersk-katolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af Katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase. Korstoget var historisk betydningsfuldt af flg. grunde:

• Dets brutalitet var ekstrem, selv efter middelalderlige normer.
• Kirken gav adelen fra Nordfrankrig og den franske konge, der i bund og grund fungerede som katolske lejetropper, ejendomsretten til jorden i et område af Frankrig, der var kulturelt og sprogligt tættere knyttet til Catalonien (se Occitanien).
• Det Albigensiske Korstog var medvirkende til oprettelsen af både Dominikanerordenen og den middelalderlige inkvisition.

Oprindelse

Den katolske kirke havde altid været hård ved de udløbere af kristendommen, som den opfattede som kætterske, men før det 12. århundrede havde disse grupper været små og bestået af f.eks. omrejsende gadeprædikanter og små lokale sekter. Katharerne i Languedoc, derimod, repræsenterede en alternativ og populær massebevægelse, et fænomen, som den katolske kirke ikke havde set i næsten 900 år siden den tidlige kristendoms arianisme og markionisme. I det 12. århundrede omvendte store dele af det nuværende Sydfrankrig sig til katharismen, og troen spredte sig til andre områder. Sammen med andre religiøse bevægelser på denne tid, som f.eks. valdenserne, dukkede katharismen op i de større byer. Selvom de kathariske ideer ikke var opstået i Languedoc, som var et af de mest befolkede områder i Europa på det tidspunkt, var det dér, at ideerne havde den største succes.

Dette maleri af Pedro Berruguete fra det 15. århundrede skildrer en historie hvor Saint Dominic og albigenserne hver kaster deres tekster på bålet, men kun albigensernes tekster brænder, mirakuløst overlever Saint Dominics flammerne.

Katharerne fandtes især i det, der nu er det sydvestlige Frankrig ved Middelhavet, der på det tidspunkt var en del af sammenslutningen af Catalonien og Aragonien, også kaldet det Aragonske Kongedømme. De blev også kaldt albigensere efter byen Albi; der er mindst to grunde til dette – for det første bevægelsens tilstedeværelse i og omkring Albi, og for det andet fordi der blev afholdt et kirkeråd i byen i 1176, som erklærede, at katharismen var kætteri. Den politiske kontrol i Languedoc var delt mellem mange lokale fyrster og byråd. Før korstoget havde der kun være lidt undertrykkelse i området, og det kulturelle niveau har højt.

Da Pave Innocens III kom til magten i 1198, var han fast besluttet på at undertrykke katharerne. Til at begynde med prøvede han med en fredelig omvendelse; men de præster, der blev sendt til området for at omvende katharerne, havde ingen held. Katharerne blev beskyttet af den lokale adel og også af biskopperne, som var imod paven. I 1204 ophævede paven biskoppernes myndighed i det sydlige Frankrig og udpegede pavelige legater. I 1206 søgte paven hjælp fra Languedocs adel. De adelsmænd, der beskyttede katharerne, blev ekskommunikerede.

Den magtfulde grev Raymond VI af Toulouse nægtede at hjælpe og blev ekskommunikeret i maj 1207. Paven bad den franske konge, Philippe II om hjælp mod de adelsmænd, som tillod katharismen, men Philippe nægtede. Grev Raymond mødtes med pavens udsending, Pierre de Castelnau i januar 1208, og dagen efter deres møde blev Pierre de Castelnau myrdet. Paven reagerede på mordet ved at udstede en bulle, der kaldte til korstog mod Languedoc, og som tilbød kætternes jord til alle, der ville kæmpe. Dette tilbud om jord fik det meste af adelen i Nordfrankrig til at gå i krig mod adelen i syd.

Korstog

Korstoget militære kampagne kan inddeles i et antal perioder. Den første fra 1209 til 1215 bestod af en række af successer for korsfarerne i Languedoc. Den erobrede jord blev dog stort set tabt igen mellem 1215 og 1225 under en række opstande og tilbageslag. Situationen vendte, efter at den franske konge, Louis VIII, intervenerede i 1226. Han døde i november samme år, men indsatsen fortsatte under Louis IX. Området var tilbageerobret i 1229, og der blev sluttet fred mellem deltagerne. Fra 1233 og frem spillede Inkvisitionen en stor rolle i undertrykkelsen af katharismen. Modstanden og oprørene fortsatte, indtil den militære kampagne sluttede i 1255, men katharismens dage var nu talte.

Succes 1209-1215

I midten af 1209 var omkring 10.000 korsfarere samlet i Lyon, og de begyndte at marchere mod syd. I juni lovede Raymond af Toulouse i lyset af den truende katastrofe, at han ville gøre noget ved katharerne, og hans ekskommunikation blev ophævet. Korsfarerne satte retningen mod Montpellier og Raymond-Roger de Trencavels områder og katharsamfundene ved Albi og Carcassonne. Som Raymond af Toulouse havde gjort, forsøgte Raymond-Roger at finde en ordning med korsfarerne, men de nægtede at mødes med ham, og han skyndte sig tilbage til Carcassonne for at forberede byens forsvar,

Katharerne blive bortvist fra Carcassonne i 1209.

I juli indtog korsfarerne den lille landsby Servian og fortsatte mod Béziers, hvor de ankom 22. juli. De omringede byen og forlangte at få katharerne udleveret; kravet blev afvist og byen faldt den efterfølgende dag. Selvom det menes, at der ikke var mere end 500 katharer i Béziers, blev alle byens indbyggere nedslagtet. Ifølge cisterciensermunken Caesar af Heisterbach, der var en af anførerne i korshæren, blev den pavelige udsending Arnaud-Amaury spurgt om, hvordan korsfarerne kunne skelne mellem deres fjender, katharerne, og de andre indbyggere. Arnaud-Amaury svarede: "Caedite eos. Novit enim Dominus qui sunt eius." ("Dræb dem alle. Herren genkender sine egne.") Samtidige kilder anslår, at dødstallet lå mellem 7.000 og 20.000 – det sidste er, hvad der står i Arnaud-Amaurys rapport til paven. Nyheden om rædslerne i Bézers spredtes hurtigt, og mange byer lod sig undertvinge.

Korstogets næste store mål var Carcassonne. Byen var godt befæstet men sårbar og overbefolket pga. de mange flygtninge. Korfarerne befandt sig uden for byen 1. august 1209, og belejringen varede ikke længe – 7. august havde korsfarerne afbrudt byens vandforsyning. Raymond-Roger forsøgte at forhandle men blev taget til fange under våbenhvilen, og byen overgav sig 15. august. Indbyggerne blev ikke massakreret men blev tvunget til at forlade byen. Simon de Montfort, der nu overtog ledelsen af korshæren, fik overdraget kontrollen med områderne omkring Carcassonne, Albi og Béziers. Efter Carcassonnes fald overgav de fleste andre byer sig uden kamp.

Den næste kamp centrerede sig omkring landbyen Lastours, ikke langt fra Carcassonne, og borgen Cabaret. Pierre-Roger de Cabaret modstod et angreb i december 1209, og kampene ophørte stort set vinteren over, men mange nye korsfarere stødte til hæren. I marts 1210 blev byen Bram indtaget efter en kort belejring. Landbyen Minerve faldt 22. juli, og indbyggerne overgav sig. Katharerne i landbyen fik muligheden for at omvende sig, og de 140, der nægtede, blev brændt på bålet. I august faldt landsbyen Termes, og det var den sidste kamphandling det år.

Da kampene blev genoptaget i 1211, havde Arnaud-Amaurys og Simon de Montforts handlinger skabt modvilje hos adskillige fyrster i løbet af vinteren, inkl. Raymond af Toulouse, som var blevet ekskommunikeret igen. Korsfarerne vendte talstærkt tilbage til Lastours i marts, og Pierre-Roger de Cabaret overgav sig snart. I maj blev Aimery de Montréals borg generobret, og adskillige hundrede katharer blev brændt på bålet. Byerne Cassès og Montferrand faldt i begyndelsen af juni, og korsfarerne satte kursen mod Toulouse. Byen blev belejret, men for en gang skyld manglede angriberne både forsyninger og mænd, og Simon de Montfort trak sig derfor tilbage i slutningen af måneden. Opmuntret angreb Raymond af Toulouse Simon de Montfort ved Castelnaudary i september. Byen faldt, og Raymonds styrker fortsatte med at befri over 30 byer, inden det hele gik i stå ved Lastours i efteråret. Det efterfølgende år blev en stor del af provinsen generobret.

I 1213 kom styrker anført af Kong Pedro II af Aragonien til Toulouses hjælp. Styrkerne belejrede Muret men et udbrudsforsøg fra borgen resulterede i kongens død, og hans hær flygtede. Det var et hårdt slag for modstandsbevægelsen, og i 1214 forværredes situationen: Raymond måtte flygte til England, og paven gav hans jorder til sejrherren, Philippe II, hvilket gjorde kongen interesseret i konflikten. I november indtog den altid aktive Simon de Montfort borgene i Domme og Montfort; han besatte også Castlenaud og ødelage befæstningerne i Beynac. I 1215 indtog korsfarerne Toulouse, som blev givet til Simon de Montfort. I 1216 overdrog han sine jorder til Philippe.

Den gule kors båret af omvendte katharer.

Opstand og tilbageslag 1216-1225

Imidlertid vendte Raymond sammen med sin søn tilbage til området i april 1216 og havde snart oprettet en større hær med folk fra de fjendtligt stemte byer. Byen Beaucaire blev belejret i maj og faldt efter 3 måneder; Simon de Montforts forsøg på at befri byen blev slået tilbage. Montfort var derefter nødt til at slå en opstand i Toulouse ned, inden han drog mod vest og indtog Bigorre-provinsen. Han blev slået tilbage ved Lourdes i december 1216. I 1217 indtog Raymond Toulouse, mens Montfort var beskæftiget i Faux-regionen. Montfort skyndte sig tilbage, men hans styrker var for små til at kunne gøre noget. Montfort genoptog belejringen i foråret 1218; han blev dræbt, mens kan kæmpede i et udfald.

Korstoget befandt sig i midlertidigt kaos. Ledelsen overgik til den mere forsigtige Philippe II, som var mere optaget af Toulouse end af kætteriet. Desuden var Pave Innocens III død i juli 1216. Korstoget gik ind i en lidt stille periode indtil 1219, selvom korsfarerne havde indtaget byen Belcaire og belejet Marmande i slutningen af 1218 under ledelse af Amaury de Montfort. Marmande faldt 3. juni 1219, men forsøgene på at generobre Toulouse mislykkedes, og en række Montfort-stillinger faldt. I 1220 mistede Montfort byen Castelnaudary, og fra juli 1220 modstod byen Amaury de Montforts belejring i 8 måneder. Raymond og hans søns succes fortsatte i 1221: Montréal og Fanjeaux blev erobret, og mange kalotikker flygtede. I 1222 døde Raymond og blev efterfulgt af sin søn, der også hed Raymond. I 1223 døde Philippe II og blev efterfulgt af Louis VIII. I 1224 flygtede Amaury de Montfort fra Carcassonne. Raymond-Roger de Trencavels søn vendte tilbage fra sit eksil for at generobre området. Amaury de Montfort tilbød de jorder, han havde overtaget i Languedoc, til Louis VIII, som accepterede.

Den franske konge intervenerer

I november 1225 blev Raymond ekskommunikeret som sin far. Louis VIII anførte de nye korstog i området i juni 1226, og byer og borge overgav sig uden modstand. Avignon, der nominelt hørte under den tyske kejser, gjorde dog modstand, og det tog 3 måneders belejring, inden byen overgav sig i september. Louis VIII døde i november og blev efterfulgt af barnekongen Louis IX. Men dronning Blanche af Castillien lod korstoget forsætte under ledelse af Humbert de Beaujeau. Labécède faldt i 1226 og Vareilles og Toulouse i 1228. Dronning Blacnhe tilbød imidlertid Raymond at anerkende ham som hersker over Toulouse, mod at han bekæmpede katharerne, tilbageleverede al kirkens ejendom, overdrog sine borge og ødelage Toulouses forsvarsværker. Raymond accepterede og undeskrev en traktat i Meaux i april 1229. Han blev derefter taget til fange, pisket og sat i fængsel en kort tid.

Inkvisitionen

Slottet Montségur blev jævnet med jorden efter 1244. Den nuværende fæstning er fransk fra 1600-tallet.

Languedoc var nu under kongen af Frankrigs faste hånd. Inkvisitionen blev oprettet i Toulouse i 1229 og begyndte nu at bekæmpe al kætteri og alle katherer i området. Under Pave Gregor 9. fik Inkvisitionen næsten ubegrænsede beføjelser til at undertrykke kætterne. Man indledte en brutal kampagne i 1233, hvor man brændte alle katharer, man fandt, på bålet, og man gravede endda lig af katharer op for at brænde dem. Der var naturligvis mange, der gjorde modstand, og som søgte tilflugt i nogle få fæstnuinger i Fenouillèdes og Montségur eller gjorde oprør. I 1235 blev Inkvisitionen tvunget ud af Albi, Narbonne og Toulouse. En militær opstand under Raymond-Roger de Trencavels ledelse blev blev slået ned i 1240, og Raymond-Roger overgav sig og fik frit lejde til at rejse i eksil i Aragonien. I 1242 forsøgte Raymond af Toulouse sig med en opstand, der skulle falde sammen med en engelsk invasion, men englænderne blev slået tilbage, og Raymonds støtte forsvandt derved. Han blev benådet af kongen.

Katharernes befæstninger faldt en efter en. Montségur holdt ud i 9 måneder men blev besejret i marts 1244. Den sidste fæstning, ved Quéribus, blev overset indtil august 1255, hvorefter den hurtigt faldt. Den sidste af Inkvisitionens henrettelser af katharer i Languedoc fandt sted i 1321.

Kilder

• VC: Sibly, W. A. and M. D., translators (1998). The history of the Albigensian Crusade: Peter of les Vaux-de-Cernay's Historia Albigensis. Woodbridge: Boydell. ISBN 0-85115-807-2Skabelon:Inconsistent citations {{cite book}}: |given= har et generisk navn (hjælp)CS1-vedligeholdelse: postscript (link)

• CCA: Martin-Chabot, Eugène, editor and translator (1931-1961). "La Chanson de la Croisade Albigeoise éditée et traduite". Paris: Les Belles LettresSkabelon:Inconsistent citations {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp); |given= har et generisk navn (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link) CS1-vedligeholdelse: postscript (link). His occitan text is in the Livre de Poche (Lettres Gothiques) edition, which uses the Gougaud 1984 translation for its better poetic style.

• PL: Duvernoy, Jean, editor (1976). Guillaume de Puylaurens, Chronique 1145-1275: Chronica magistri Guillelmi de Podio Laurentii. Paris: CNRS. ISBN 2-910352-06-4Skabelon:Inconsistent citations {{cite book}}: |given= har et generisk navn (hjælp)CS1-vedligeholdelse: postscript (link). Text and French translation. Reprinted: Toulouse: Le Pérégrinateur, 1996.

• Sibly, W.A. and Sibly, M.D., translators, The Chronicle of William of Puylaurens: The Albigensian Crusade and its Aftermath, Boydell & Brewer, Woodbridge, 2003, ISBN 0-85115-925-7

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Albigensiske korstog