Slaviske folkeslag

For alternative betydninger, se Slave (flertydig).

Kievrigets udbredelse omkring 1000 e.v.t.

     Vestslaviske lande      Østslaviske lande      Sydslaviske lande

Slaverne er en fælles betegnelse for folkeslagene i det østlige Europa, der har fælles afstamning og ligheder i sprog og kultur. Sammen med de germanske, romanske og keltiske sprog udgør de slaviske sprog en af hovedgrupperne i det indoeuropæiske sprog.

De slaviske sprog i Europa.

Der er ikke helt klarhed over slavernes oprindelse, idet slaverne først udvikler et eget skriftsprog i det 9. århundrede. Jordanes nævner i Getica tre stammer med samme ophav: venderne, anterne og slaverne. Venderne skulle have bosat sig ved Wisła, slaverne mellem Wisła og Donau og anterne mellem Dnestr og Don. Også Plinius den Ældre, Tacitus og Ptolemæus nævner i det 1. århundrede et folk, som er bosat øst for Wisła, og som adskiller sig fra de germanske vandaler, der ligeledes var bosat i området.

Navnet "slaverne" (Sklavenoi) optræder første gang i byzantiske kilder i det 6. århundrede. Under kejser Justinian 1. (527-565) dukker slaver og anter op hos byzantiske skribenter. De beretter om talrige slavere og antere, som har bosat sig i det østromerske rige kommende fra Karpaterne, nedre Donau og fra Sortehavet. Prokopios skrev, at anterne og slaverne lignede hinanden med samme skikke og samme sprog.

I det 19. og 20. århundrede har flere ud fra en nationalistisk tankegang forsøgt at udpege en oprindelig hjemstavn for det slaviske folk. De østromerske kilder nævner det slaviske folk som en historisk gruppe, men det er ikke klart, hvorvidt denne gruppe er bredt sammensat af flere tidligere befolkningsgrupper, eller reelt er ét folkeslag med samme udgangspunkt.

På grund af slavernes forskellige vandringer og bosættelser opdeles slaverne normalt i tre undergrupper:

• Vestslavere: Primært polakker, tjekker, slovakker, sorbere
• Østslavere: Primært russere, ukrainere, hviderussere
• Sydslavere: Primært bulgarere, makedonere, serbere, bosniaker, kroater, slovenere, montenegrinere

Omkring det 6. århundrede begynder vestslaverne at brede sig fra det pannoniske område til det nuværende Østrig (med undtagelse af Vorarlberg og det vestlige Tyrol, der bosattes af alemannere). Fra omkring år 600 og i løbet af det 7. århundrede strækker det slaviske bosættelsesområde sig til Elben og Saale, og videre sydligt til Mains flodområder (til Ochsenfurt) og Naab. Af det nuværende Polen var kun det yderste nordvestlige område ikke slavisk bosat.

Østslaverne breder sig på samme tid mod nord til det finsk-ugriske og baltiske område. Omkring slutningen af det 9. århundrede opstod det første østslaviske rige, Kievriget, i det nuværende Ukraine, Hviderusland og Vestrusland under indflydelse af vikingerne. I senmiddelalderen deler østslaverne sig i hviderussere, ukrainere og russere. Sidstnævnte breder sig i det sene 16. århundrede langs den nuværende Transsibiriske jernbane til Stillehavet.

Sydslaverne rykkede i det 6. århundrede over nedre Donau mod Thrakien, Makedonien og til Peloponnes. I det 7. århundrede skete den største bosætning af slavere på Balkan, men de levnede fortsat plads til den oprindelige befolkning.

Mod slutningen af det 7. århundrede afsluttedes de store sydlige og vestlige vandringer af slavere.

Eksterne henvisninger

• B. A. Malyarchuk and M. V. Derenko: "Mitochondrial DNA variability in Russians and Ukrainians: Implication to the origin of the Eastern Slavs" (Ann. Hum. Genet. (2001), 65; s. 63-78) (engelsk)
• B. A. Malyarchuk, T. Grzybowski, M. V. Derenko, J. Czarny, M. Woźniak and D. Miścicka-Śliwka: "Mitochondrial DNA variability in Poles and Russians" (Ann. Hum. Genet. (2002), 66, 261-283) (engelsk)
• Marta Mielnik-Sikorska, Patrycja Daca, Boris Malyarchuk, Miroslava Derenko, Katarzyna Skonieczna, Maria Perkova, Tadeusz Dobosz, Tomasz Grzybowski: "The history of Slavs inferred from complete mitochondrial genome sequences" (PLOS ONE; january 2013, volume 8, issue 1; e54360) (engelsk)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Slaviske folkeslag