Stenografi: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Bot: Migrerer 41 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:Q181066
m Typo fixing, typos fixed: Linie → Linje (2), o. s. v. → osv. ved brug af AWB
Linje 15: Linje 15:
»vokalskrivende« Systemer faar Vokalbetydning,
»vokalskrivende« Systemer faar Vokalbetydning,
ell. de simpleste geometriske Elementer,
ell. de simpleste geometriske Elementer,
Punktet, den lige Linie i forsk. Retning, Kredsen og
Punktet, den lige Linje i forsk. Retning, Kredsen og
Dele af denne, der da forbindes umiddelbart.
Dele af denne, der da forbindes umiddelbart.
Derefter skelner man mellem Skrift- eller
Derefter skelner man mellem Skrift- eller
Linje 22: Linje 22:
Maade paa Alfabetets Konsonanter og Vokaler,
Maade paa Alfabetets Konsonanter og Vokaler,
og der kan tillægges Tegnenes Stilling paa,
og der kan tillægges Tegnenes Stilling paa,
over ell. under Linien, deres Størrelse,
over ell. under Linjen, deres Størrelse,
Retning, Tryk o. s. v. forskellig Betydning.
Retning, Tryk osv. forskellig Betydning.
Saaledes er der opstaaet mange Hundrede
Saaledes er der opstaaet mange Hundrede
forskellige Stenografisystemer. De fleste af disse
forskellige Stenografisystemer. De fleste af disse

Versionen fra 9. jun. 2013, 21:54

Stenografi (af græsk στενός, snæver, sammentrængt, og γράφειν, skrive) er en kunstskrift, der er flere gange kortere end den almindelige skrift, og som ved anvendelse af tilstrækkelig mange dels vedtagne, dels frit valgte forkortelser og vilkårlige tegn kan skrives så hurtig, at den kan benyttes til ordret gengivelse af det mundtlige foredrag.

Den mindre forkortede Form af S. kaldes Korrespondance- ell. Kortskrift, den mere forkortede (til Gengivelse af Taler) Debat- ell. Ilskrift. Den nødvendige Korthed opnaas ved, at S. benytter de enklest mulige Skrifttegn, opstiller særlige Regler for disses Forbindelse til Ord, og i Reglen ogsaa anvender faststaaende Forkortelser for en Del Ord og Stavelser. Af det til Raadighed staaende Materiale kan der til Dannelse af stenografiske Tegn benyttes enten de simpleste Træk af den alm. Skrift, som da forbindes ved Hjælp af Bindestreger, der i de saakaldte »vokalskrivende« Systemer faar Vokalbetydning, ell. de simpleste geometriske Elementer, Punktet, den lige Linje i forsk. Retning, Kredsen og Dele af denne, der da forbindes umiddelbart. Derefter skelner man mellem Skrift- eller grafiske og geometriske Systemer. De nævnte Elementer kan fordeles paa forskellig Maade paa Alfabetets Konsonanter og Vokaler, og der kan tillægges Tegnenes Stilling paa, over ell. under Linjen, deres Størrelse, Retning, Tryk osv. forskellig Betydning. Saaledes er der opstaaet mange Hundrede forskellige Stenografisystemer. De fleste af disse er ganske vist atter opgivne eller glemte; men dog anvendes endnu en Snes forskellige Stenografisystemer, som har vist deres praktiske Brugbarhed og derfor har vundet en større eller mindre Udbredelse, og som hver for sig har deres Fortrin, men ganske vist ogsaa deres Mangler. Det almenanerkendte — end sige det ideelle — System er nemlig endnu ikke fremkommet og naas maaske aldrig.

Opr. anvendtes S. særlig til ordret Gengivelse af Taler, men dette Maal naaedes og naas kun af forholdsvis faa, Fagstenograferne, der maa have visse Anlæg i saa Henseende, navnlig hurtig og skarp Opfattelsesevne, stor manuel Færdighed cg alsidig Dannelse. Til dette Brug er Systemets Korthed det vigtigste, og selv Systemer, der ellers har væsentlige Mangler, har vist sig at kunne gøre god Fyldest paa dette Omraade. — I den nyere Tid er S. mere og mere gaaet over til at blive et alm. anvendt Skriftsystem til Lettelse af alle Slags skriftlige Arbejder i det daglige Liv, og efterhaanden som Trangen til en saadan praktisk alm. Nytteskrift er vokset, er der ogsaa stillet større og større Krav til S.’s Nøjagtighed, Letlæselighed, Konsekvens og Letfattelighed.

Det ældste Spor af S. findes i Grækenland. En 1883 fundet Marmorindskrift fra Midten af 4. Aarh. f. Kr. indeholder Regler for en S., som adskillige tilskriver Historikeren og Hærføreren Xenofon, andre Filosoffen Aristoteles ell. Statsmanden Archinos. Særlig fra det sidste Aarh. f. Kr. indtil 4. Aarh. e. Kr. blev S. under Navn af »Tachygrafi« (Hurtigskrift) anvendt i Grækenland, bl.a. i den gr. Kirkes Tjeneste og ved Konciler. Den var en Slags Stavelsesskrift, ɔ: hver Stavelse blev skrevet for sig, og Bogstaverne føjedes saaledes sammen, at hver Stavelse saa vidt muligt blev gengivet ved ét træk.

I det sidste Aarh. f. Kr. opstod hos Romerne uafhængig af den gr. Tachygrafi en S., som efter sin Opfinder, Cicero’s Frigivne, Marcus Tullius Tiro, kaldtes tironiske Noter (s. d.). Plutark meddeler, at de tironiske Noter blev anvendte første Gang offentlig til Gengivelse af en Tale, den yngre Cato holdt 5. Decbr 63 f. Kr. i Anledning af den catilinariske Sammensværgelse. I Tiden umiddelbart før og i de første Aarh. e. Kr. havde de tironiske Noter en Udbredelse og Anvendelse, der næppe staar tilbage for den praktiske Anvendelse af den moderne S. De benyttedes ofte til Mangfoldiggørelse af Bøger, ligesom berømte Forfatteres og Taleres Aandsprodukter stenograferedes; den ældre Plinius (23—79 e. Kr.) havde f. Eks. altid, ogsaa paa Rejser, en Stenograf hos sig. Ogsaa ved Retsforhandlinger og særlig i den ældre kristne Kirke fandt S. udstrakt Anvendelse. Paa det store Koncil i Karthago (411) blev Biskoppernes Taler optagne af et helt Stenografbureau, bestaaende af 8 Stenografer, der afløste hverandre. Fra 10. Aarh. ophører Brugen af de tironiske Noter.

I 12. Aarh. opstiller Munken John af Tilbury en S., bestaaende af lodrette Streger med Tværstreger i forsk. Stilling; men først 1588 udgiver Lægen Timothy Bright en praktisk nogenlunde brugbar S., med hvilken f. Eks. Shakespeare’s Dramaer efter en til Vished grænsende Sandsynlighed er optaget under Opførelserne, for derefter at udgives i de saakaldte Rovtryk. Den bestod af faststaaende Tegn for 556 Ord, hvis Antal yderligere kunde forøges efter visse Regler. 1602 udkommer John Willis’ S. paa geometrisk Grundlag. Denne oplever indtil 1647 14 Oplag. 1741 tager John Byrom Patent paa en S., baseret paa samme Principper som de moderne Systemer: saa vidt muligt Tegnlighed, hvor der er Lydlighed. Byrom oprettede den første stenografiske Forening 1726. Den simpleste og korteste S., der er opstillet, turde være Samuel Taylor’s, der udkom 1786 og er overført paa de fleste Kultursprog. Den benyttes endnu af Fagstenografer. Paa Grundlag af dette System udgav Isaac Pitman 1840 sin »Phonography«, der nu er det mest udbredte af alle eksisterende Stenografisystemer og med en Del Varianter — af hvilke Graham’s System er meget anvendt i Nordamerika — har været saa godt som eneraadende overalt paa Jordkloden, hvor det eng. Sprog tales, indtil det i den nyeste Tid er blevet stærkt trængt, maaske endog overfløjet, i Nordamerika af John R. Gregg’s 1888 udgivne Shorthand.

Ogsaa i Frankrig er de geometriske Systemer næsten eneherskende. — Det første System, som her fik praktisk Betydning, var Coulon Thévenot’s (1782 og 1786), som ved at skrive Vokalerne sammen med Konsonanterne blev Forbilledet for de senere fr. Systemer. Heldigere med sit Tegnvalg var dog Conen de Prépéan (1813), hvis System simplificeredes 1822 af Aimé Paris (1798-1866). 1884 føjede Senatsrevisor Prosper Guénin (1843—1908) en Forkortelseslære til Aimé Paris’ opr. uforkortede System. I denne Form repræsenteres Systemet af Société de sténographie Aimé Paris med Revue de st. som Organ. — Taylor’s System overførtes 1792 paa Fransk af Pierre Bertin (1751—1819). Dette System ændredes 1827 af Hippolyte Prévost (1808-73), mangeaarig Chef for det fr. Kammers Stenografbureau, hvis System yderligere forbedredes af Senatsrevisor Délaunay 1878 (1828—92). Prévost-Délaunay’s System benyttes af de fleste fr. Fagstenografer. Det har ikke forsk. Trin, men kun een Skriftform, degré rapide. Organer: Association sténographique unitaire og Tidsskriftet L’unité sténographique. — Duployé’s System (1867), der er yderst simpelt, er dog det mest udbredte, særlig i det daglige Liv og i Skolerne i Frankrig og i de fransktalende Lande. Organer: l’Institut Sténographique de France og Tidsskriftet Le Sténographe illustre.

I Italien anvendes geometriske Systemer paa Taylor’s Grundlag (Amanti 1809, Delpino 1819 med senere Forbedringer), Gabelsberger’s i Noë’s Overførelse (1863), Pitman’s i Francini’s Overførelse (1883), Meschini’s halvkursive Stenografia nazionale (1911) o. a. — I Spanien, Mellemamerika og det spansktalende Sydamerika er det Fr. Marti’s (1761—1827) vellykkede Bearbejdelse (1802) af Coulon Thévenot’s System og dette Systems Forbedringer, der har fundet den største Anvendelse.

I Tyskland udgav 1678 Ramsay et System, 1796 kom Mosengeil’s og 1797 Horstig’s — alle efter eng. Mønster. 1834 udkommer Gabelsberger’s S. Dette er det første Skriftsystem, der finder Indgang, og det grafiske Princip har derefter fuldstændig fortrængt de geometriske Systemer fra de tysktalende Lande og Skandinavien. Allerede 1839 oprettedes i Dresden et »kgl. stenografisk Institut« (nu »Stenographisches Landesamt«), som indtil 1925 har arbejdet for Gabelsberger’s S., men nu virker for den tyske Rigs-Einheitskurzschrift. 1854 indførtes Gabelsberger’s S. med Udelukkelse af alle andre Systemer som Undervisningsfag i Seminarierne og de højere Skoler i Bayern, 1870 i Østerrig og 1873 i Sachsen. I disse Lande blev dette System derfor saa godt som det eneste, der benyttedes. Gabelsberger’s System overførtes til de fleste europæiske Sprog og benyttes som Referentstenografi i mange Parlamenter, dels udelukkende, dels ved Siden af andre Systemer.

Det System, Gabelsberger udgav, var genialt; det indeholdt en Mangfoldighed af Maader at betegne Vokalerne paa, snart ved Forandring i Konsonanternes Form, snart ved Forskydning af deres Stilling til hinanden, snart i Forlyden, snart i Baglyden, undertiden paa et helt andet Sted, end hvor Vokalen lyder, ell. den udelades fuldstændig, ligesom adskillige Konsonanter udelades i nogle Ord, medens de skrives i andre. 1857 revideredes Gabelsberger’s S. første Gang (ved Dresden-Beslutningerne), 1895 ændredes den anden Gang (ved Wien-Beslutningerne). 1902 spaltedes den gabelsbergerske S. i to Systemer, idet et Flertal af Systemets Tilhængere i Berlin vedtog ny, gennemgribende Forandringer, medens et Mindretal — hvoriblandt særlig Østerrigerne — holdt paa den ældre Form. 1921 fandt dog atter en Sammensmeltning Sted.

1841 udgav Stolze en S., særlig med det Maal for Øje, at den skulde kunne blive alm. Brugsskrift. Dette System vandt stor Udbredelse, særlig i Nordtyskland, indtil det 1897 gik op i »Einigungssystem Stolze—Schrey« (se Stolze og Schrey). Det benyttedes dog længe i den preuss. Landdag og den tyske Rigsdag i en af Steinbrink ændret Form, samt i fl. a. Parlamenter. Af andre Systemer, der følger de af Gabelsberger og Stolze angivne Principper, maa nævnes Faulmann’s Phonographie (1875) i Østerrig, Lehmann’s Stenotachygraphie (1875), og frem for alt Schrey’s 1887. Sidstnævnte S.’s Tilhængere enedes 1897 med største Delen af Stolzeanerne om et Fællessystem, »Vereinfaehte deutsche Stenographie«, der nu er eneraadende i det tysktalende Schweiz og det mest udbredte i Nordtyskland; det er overført paa mange andre Sprog og anvendes dels udelukkende, dels ved Siden af andre Systemer i en Række parlamentariske Forsamlinger.

1850 udgav Arends en S., der gaar en ny Vej, idet han skriver Vokalerne udtrykkelig. Andre »vokalskrivende« Systemer er udg. bl. a. af Roller 1875, J. Brauns 1888, A. & F. Kunowski 1893, Scheithauer 1896. 1898 sluttede en Del af de vokalskrivende Systemer sig sammen om Kunowski’s »Nationalstenographie«, der er yderst simpel og let at lære; den har den Ejendommelighed, at Vokalerne betegnes ved Nedstreger, der alle ender lige, medens Konsonanterne betegnes ved Opstreger, der til Dels begynder med Buer, som da sammensmeltes med den forudgaaende Vokals Slutningstræk.

Fra 1906—24 har der været ført Forhandlinger mellem Repræsentanter for de forsk. (i alt 11) tyske Stenografiskoler, i de senere Aar under Forsæde af en Repræsentant for Rigsregeringen. 1918 enedes vedk. Udvalg om to Systemudkast, et Flertalsudkast med Stolze-Schreysk r og væsentlig Stolze-Schreysk Konsonantbetegnelse, og et Mindretalsudkast med Gabelsbergersk r og deraf flg. væsentlig Gabelbergersk Konsonantbetegnelse, begge Udkast dog med nærmest Stolze-Schreysk Vokalisation. Efter at disse Udkast 1922 var blevet yderligere gennemarbejdet, vedtog det tyske Rigsdagsflertal Maj 1925 — under Protest fra samtlige Stenografiskoler med Undtagelse af den Gabelsbergerske — at det sidstnævnte Udkast skal indføres som Enhedssystem i alle tyske Stater, og der maa derefter kun undervises i dette System i Skolerne. Gabelsbergerforbundet vedtog paa sin Kongres i München Aug. 1925 med overvældende Flertal herefter at arbejde for Udbredelsen af dette ny System. Samtlige øvrige Stenografiskoler med Stolze-Schrey’s og Nationalstenographie i Spidsen har derimod afvist Rigs-Enhedssystemet, der i St f. at burde betyde et Fremskridt staar langt tilbage for flere af de andre Systemer baade i Tydelighed og i Enkelhed.

I Holland bruges baade geometriske og Skriftsystemer. Sommerhausen-Steger’s geometriske System paa Aimé Paris’ Grundlag var fra 1852—1907 det eneste, der brugtes i det hollandske Parlaments Stenografbureau; de Haan’s Overførelse af Pitman (1886) o. a. geometriske Systemer fik kun ringe Udbredelse. — De nyere Skriftsystemer (Overførelser af Stolze’s S. ved Wéry 1889, af Scheithauer’s ved Riënts Balf 1897 og Pont 1904 samt særlig A. W. Groote’s originale System fra 1899) er nu de mest anvendte, og særlig da Groote’s, der benyttes af c. Halvdelen af Generalstaternes Stenografer.

I andre — her ikke nævnte — Lande uden for Skandinavien har der indtil den nyeste Tid ikke været noget udpræget stenografisk Liv. I de senere Aar er der dog ogsaa i de slaviske Lande fremvokset en levende Interesse for S. gennem forsk. der offentliggjorte Systemer. Den kraftigste Fremgang har Herout Mikulik’s tchekkoslovakiske Skriftsystem faaet, der 1921 blev prisbelønnet i en Konkurrence om det bedste S.-System, som Regeringen 1920 udskrev.

Sverige er det Land, i hvilket S. allerførst anvendtes til Rigsdagsprotokoller, idet J. Svan fra 1671—88 stenograferede Rigsraadsforhandlingerne. 1825 udkom Silfverstolpe’s og Hjerta’s S., 1847 Götrek’s; alle disse var geometriske ligesom Taube’s 1852. Senere overførtes Gabelsberger’s og 1880 Arends’ S. paa Svensk. 1889 fremkom W. Brauns med sit til J. Brauns’ tyske svarende System. 1892 udgav O. W. Melin en S., som simpelt hen sammenføjer Bogstaverne uden særlige Regler og saaledes er det letteste af de sv. Systemer. Det har meget hurtigt vundet stor Udbredelse der, og er navnlig Undervisningsfag i praktisk taget alle sv. Handelsskoler. I Rigsdagen er saavel Arends’, Gabelsberger’s som Melin’s System anvendt, desuden ogsaa Hugo Reuter’s højst originale, men kun lidet udbredte, vokalskrivende sv. System.

I Norge udarbejdede Paludan 1852 paa Grundlag af de i Sverige brugte Systemer et geometrisk System, afpasset efter det norske Sprog. Siden 1857 er der leveret stenografiske Referater af Stortingets Forhandlinger. De første Stortingsstenografer var uddannede af Paludan efter det af ham udarbejdede System. Men 1868 indførte Cappelen Gabelsberger’s System i en Form, der paa Grundlag af den af Dessau for Dansk foretagne Bearbejdelse var afpasset efter det norske Sprog, og som 1909 er forbedret af Paulsen. Andre Systemer spiller ingen nævneværdig Rolle i Norge, hvor S. endnu hovedsagelig kun benyttes som Referentskrift.

I Danmark offentliggjorde P. E. Rasmussen 1812 en »Dansk Kortskrivning«, der dog nok lige saa lidt som Sønderjyden P. Chr. Koch’s S. (1848) ell. A. Fich’s Overførelse af Bertin’s System (1850) fik praktisk Betydning. I den grundlovgivende Rigsforsamling fungerede den norske Stenograf Paludan og nogle af hans Elever, af hvilke enkelte var ansatte i Rigsdagen i en lang Aarrække. 1849 indførtes Gabelsberger’s S. i Danmark og i Rigsdagen af D. Dessau, og dette System var eneraadende indtil 1892—93, i hvilke Aar der udkom Overførelser af Arends’ S. (af Shårengrad) og Duployé’s S. (af Brandt), som dog ingen Udbredelse fandt, hvorimod A. Worms’ »Letfattelig dansk S.«, der blev udg. s. A. paa Grundlag af Schrey’s System (se ovf.) snart vandt mange Tilhængere.

1908 gennemførte »Det danske Gabelsberger-Stenograf-Selskab« under Ledelse af Chr. Christiansen og P. K. Stibolt en gennemgribende Ændring af Gabelsberger’s System, og denne reviderede Form er nu praktisk talt alle Vegne anerkendt, idet der kun faa Steder fremdeles undervises efter det (næsten) uforandrede Gabelsberger-Dessau’ske System. Gabelsberger’s og Worms’ Systemer tæller omtrent lige mange Dyrkere i Danmark; dog blev det først 1922 blevet tilladt at anvende sidstnævnte i Rigsdagen.

Kilder