Mensjevik

Lederne af mensjevik partiet fotograferet på Norra Bantorget i Stockholm i Sverige i forbindelse med et overnationalt socialdemokratisk møde i maj 1917. Pavel Axelrod, Julius Martov og Alexander Martinov

Mensjevik (af russisk: меньшинство "men'shinstvo" eller "minoritet") kaldtes de russiske socialdemokrater og marxistisk orienterede socialister, som af forskellige mere eller mindre tilfældige grunde udgjore et stort mindretal ved en afstemning under det alrussiske socialdemokratiske arbejderpartis anden kongres i Brussel i Belgien i juli og august 1903.

Eliteparti eller masseparti

Afstemningen handlede om partiets struktur og organisering. Et snævert flertal, fra da af kaldt bolsjevikkerne (af "bol'shinstvo" eller "majoritet"), fulgte Vladimir Lenins ønske om at omdanne partiet til en elitær organistion med en stram centralistisk stuktur ledet af en lille gruppe dedikerede revolutionære. Mindretallet derimod fulgte Julius Martovs ønsker om skabelse af et demokratisk marxistisk funderet masseparti efter tysk forbillede. Ingen af de to grupper udgjorde nogen konsistent majoritet eller minoritet under afstemningerne på denne kongres, faktisk opnåede Lenin et flertal væsentligst fordi den jødisk-nationale fraktion (kaldet "Bund", jiddisch og tysk for "forbund") og enkelte andre udvandrede fra kongressen i protest, men fra da af forblev det russiske socialdemokrati delt i væsentligst disse to af hinanden uafhængige grupper.

Forlig i 1904

På det formelle plan forligedes de to store fraktioner ved det al-russiske socialdemokratiske arbejderparties fjerde kongres i 1904, hvor mensjevikkerne opretholdt et gennemgående flertal i alle afstemninger (omend Martovs definition på et "partimedlem" erstattede af Lenins), men de to store fraktioner fortsatte dog deres arbejde uafhængigt af hinanden. Forskellen var at mensjevikkerne var ubetinget tilhængere af demokrati og samarbejde med andre russiske partier om indførelse af samme i Rusland hvor bolsjevikfraktionen prioriterede radikal samfundsomvæltning over demokrati. Begge grupperinger var dedikerede marxister. Forskellenh var at mensjevikkerne var af den opfattelse at Rusland var for underudviklet og tilbagestående til at et ægte socialistisk demokrati kunne opnås med industriarbejderklasse som rygrad og at målet derfor burde være at omstyrte det zariske enevælde og indføre alment demokrati og politisk pluralisme. Lenin, derimod, havde udviklet en teori om at Rusland, netop grundet på sin tilbageståenhed, udgjorde kapitalismens svageste led. En socialistisk magtovertagelse I Rusland, med eller uden klassisk demokratisk flertal som fundament, ville derfor kunne udgøre den faktor der skulle til for at påbegynde de samfundsændringer i socialistisk retning som Marx klassisk så som en mulighed kun for højtudviklede industrilande. Bolsjevikkerne havde opnåede i perioden op til oktober tiltagende støtte hos også andre fraktioner af det russiske socialdemokrati for det synspunkt at Rusland udgjorde det svageste led i kapitalismen der hvis det bragtes til bristepunktet ville kunne fremme den socialistiske revolution i Tyskland, Frankrig og England. Men Lenins ideer om et eliteparti der styredes af en lille gruppe dedikerede revolutionære, ofte betegnet som "arbejderklassens spydspids" var omgæret med stor skepsis i de øvrige dele af partiet. Flere mente at en sådan tankegang var i risiko for kun at føre til et stærkt udemokratisk og despotisk samfund samfund som ville ende med at undertrykke også arbejderklassen selv.

Februar og oktober 1917

Begge fraktioner støttede oprettelsen af en provisorisk liberal regering i februar 1917 og både før og efter oktoberrevolutionen i 1917 kæmpede mensjevikkerne vedblivende for oprettelsen af en demokratisk socialistisk stat, med pluralisme, pressefrihed og fri meningsdannelse. I modsætning til bolsjevikkerne, var mensjevikkerne dedikerede demokrater. Den socialistiske samfund var kun en mulighed for højtudviklede industrisamfund, den skulle funderes i en magtovertagelse af et flertal i arbejderklassen og efter en overgang sigte mod et samfund der i en eller anden form byggede på pluralisme og demokratiske principper. Begge fraktioner var dog enige om at Rusland var tilbagestående og endnu ikke modent til socialisme.

De to fraktioner i det russiske socialdemokrati var endnu engang blevet officielt genforenet på en kongres i 1912. Men i realiteten fortsatte fraktionerne uafhængigt af hinanden. Men efter oktoberrevolutionen i 1917 og under borgerkrigen kæmpede de fleste mensjevikker på den røde side mod de hvide styrker. Men bolsjevikkerne havde da længe fungeret som et selvstændigt parti og formaliserede dette med oprettelsen i 1918 af 'Det russiske kommunistparti (bolsjevikkerne)', i 1922 omdøbt til Sovjetunionens kommunistiske parti, eller bare SUKP.

Mensjevikpartiet, derimod, blev sammen med alle andre partier forbudt efter nedkæmpelsen af Kronstadt-opstanden i marts 1921. Kommunistpartiet havde fra da af oprettet en ét-parti stat i proletariatets navn og mensjevikkerne stod overfor valget mellem at konvertere til kommunistpartiet, at gå i landflygtighed, eller risikere arrestation, fængsel med mulig henrettelse eller deportionen til arbejdslejre. Adskillige mensjevikker meldte sig af forskellige grunde ind i kommunistpartiet, men de fleste ledende mensjevikker, herunder også venstresocialdemokraten og marxisten [[Julius Martov] valgte landflygtigheden.

Ideologiske forskelle mellem de bolsjevikkiske og mensjevikkiske marxister

Ventresocialister og maxistisk funderede mensjevikkere var, som professor Vladimir N. Brovkin beskriver det, af den opfattelse at det bolsjevikkerne etablerede ikke havde det mindste at gøre med det Marx og Engels beskrev som 'proletariatets diktatur'. De henviste typisk til Engels efterskrift til til Marx 'Borgerkrigen i Frankrig' hvor han beskriver 'proletariatets diktatur' som slet og ret arbejderklassens anvendelse af flertalsdiktatur i en overgangsperiode. Marx beskriver således 'pariserkommunen' som et flertalsdiktatur hvorunder der er 'almindelig valgret' og hvor de 'ansvarlige' repræsentater for arbejderklassen var 'til enhver tid afsættelige'.

Mensjevik lederen Julius Martov var som marxist tilhænger af teorien om behovet for et proletariatets diktatur (flertals diktatur) i den overgangsperiode der skulle bane vejen for et nyt samfund. Det var ikke det der skilte ham fra hans mangeårige ven og samarbejdspartner Vladimir Lenin. Det der skilte var Lenins og senere Trotskijs revision af begrebet i retning af afvisning af demokrati og hvad han og andre marxister så som en omskriving betydningen i retning af antidemokratisk og elitært 'mindretals diktatur'. Martovs udlægning var netop ovenstående hentet fra Marx og Enhgels selv. Det var 'proletariatets store flertals som i en periode herskede uden at tage hensyn til interesserne hos et lille isoleret borgerligt kapitalistisk mindretal. Ideen om et enkelt revolutionært partis diktatur på proletariatets vegne. Et diktatur over såvel proletaratet som alle andre partier og strømninger afviste Martov som en ide der ville føre til despoti . Dette i øvrigt helt i lighed med Rosa Luxemburg i hendes kritik af Lenin og Trotskij i 1918 hvor hun bl.a. skrev anklagede dem for at indføre 'et diktatur ledet af en håndfuld politikere....et diktatorship i den borgerlige forstand et Jacobinsk styre'. Et mindretals diktatur var nemlig i peroden før oktober revolutionen altid i teorietiske marxistisk forstand af forstå som lig med definitionen på et borgerligt diktatur.

Mensjevikkerne afviste bolsjevikkernes påstande om, at de med oktober revolutionen havde skabt et 'proletariatets diktatur' i Marx ånd. Martov og mange andre marxister var at bolsjevikkerne istedet for et 'proletariatets diktatur' havde skabt en ny form for borgerligt (=mindretals) diktatur. Et elitært ét-parti diktatur som sigtede imod den totale destruktion af ethvert politisk alternativ, borgerligt såvel som venstreorienteret og socialistisk. Et diktatur også over arbejderklassen, signaleret ikke mindst med undertrykkelsen af 'Kronstad-opstanden', de samtidige nedkæmpelse af strejker og frie fagforninger, og dermed undertrykkelsen af enhver form for arbejderklasse modstand og enhver mulighed for arbejderklassen i retning af venstreorienterede og socialistiske alternativer til bolsjevik-partiets diktatur.

Som Martovs biografør Israel Getzler formulerede det, så burde formålet med 'partiet' i mensjevikkernes øjne være den at fungere som et 'klasse parti' hvis opgave det 'er at inddrage og repræsentere de arbejdende masser og ikke bare udnytte samme for det formål at lave revolution' styret af og i længden kun til fordel for en 'elite'.

Litteratur

• Ascher, Abraham (ed.): The Mensheviks in the Russian Revolution (Documents of revolution), Ithaca, NY: Cornell University Press, 1976.
• Basil, John D., The Mensheviks in the Revolution of 1917. Columbus, OH: Slavica Publishers, 1983.
• Bourguina, A.M.: Russian Social Democracy: The Menshevik Movement: A Bibliography. Stanford, CA: Hoover Institution on War, Revolution and Peace, 1968.
• Broido, Vera: Lenin and the Mensheviks: The Persecution of Socialists Under Bolshevism. Boulder, CO: Westview Press, 1987.
• Brovkin, Vladimir N.:"The Mensheviks' Political Comeback: The Elections to the Provincial City Soviets in Spring 1918," Russian Review, vol. 42, no. 1 (Jan. 1983), pp. 1-50. In JSTOR.
• Brovkin, Vladimir N.: The Mensheviks After October: Socialist Opposition and the Rise of the Bolshevik Dictatorship. Ithaca, NY: Cornell University Press, 1987.
• Galili, Ziva: The Menshevik Leaders in the Russian Revolution: Social Realities and Political Strategies. Princeton, NJ: Princeton University Press, 1989.
• Getzler, Israel: Martov: A Political Biography of a Russian Social Democrat, Melbourne 1967, 246 pages illustrated.
• Haimson, Leopold H. (ed.): The Mensheviks: From the Revolution of 1917 to the Second World War. Chicago: University of Chicago Press, 1974.
• Haimson, Leopold H.: The Making of Three Russian Revolutionaries: Voices from the Menshevik Past. Cambridge, England: Cambridge University Press, 1988.
• Liebich, André: From the Other Shore: Russian Social Democracy after 1921. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1997.

Tråde

Martov om 'Staten og den Socialistiske Revolution' [1]

Se også

• Bolsjevik
• Socialdemokratisme
• reformisme
• Marxisme