Fænomenologi: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m exit skabelon
m kildetilføjelse
Linje 2: Linje 2:


Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle [[leksikon|leksikalske]] betydning, er fænomenologien kort sagt læren om det, som viser sig for en [[bevidsthed]]. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis [[princip]]ielle mål er at studere menneskelige [[erfaring]]er fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur.
Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle [[leksikon|leksikalske]] betydning, er fænomenologien kort sagt læren om det, som viser sig for en [[bevidsthed]]. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis [[princip]]ielle mål er at studere menneskelige [[erfaring]]er fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur.
Denne udlægning trækker på den transcendentale fænomenologi efter Husserl, grundlæggeren af den moderne fænomenologi, idet netop førstepersons perspektivet (det transcendentale ego) og bevidstheden er centrale begreber i forhold til at forstå fænomenernes fremtrædelse. Heroverfor står [[eksistentiel fænomenologi]], som er et resultat af Heidegger og Merleau-Pontys arbejde. Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, ville Heidegger og Merleau-Ponty forstå mennesket som grundlæggende en væren-i-verden, en kropslig åbenhed for verdens fænomener i kraft af [[livsverden]]. Forskellen mellem Husserl, og Heidegger & Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien skyldes, at de tog et forskelligt udgangspunkt. Husserls udgangspunkt var [[Erkendelsesteori|epistemologisk]], imens Heidegger og Merleau-Pontys udgangspunkt var [[Ontologi (filosofi)|ontologisk]]. Husserl taler således om fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener (jf. et erkendelsesmæssigt projekt), mens Heidegger og Merleau-Ponty forsøger at forstå menneskets natur (jf. et ontologisk projekt) ved at tage udgangspunkt i den levede erfaring i form af hhv. Daseins åbenhed for verden, og kroppens umiddelbare sansning (perception).
Denne udlægning trækker på den transcendentale fænomenologi efter Husserl, grundlæggeren af den moderne fænomenologi, idet netop førstepersons perspektivet (det transcendentale ego) og bevidstheden er centrale begreber i forhold til at forstå fænomenernes fremtrædelse. Heroverfor står [[eksistentiel fænomenologi]], som er et resultat af Heidegger og Merleau-Pontys arbejde.<ref name="Fænomenologiens udvikling">[http://www.livsverden.dk/emnesider/introduktion-eksistentiel-faenomenologi/skriftserie-om-eksistentiel-faenomenologi/#1 Feilberg, C. (2012, s. 49f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), ''Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi'', s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag.]</ref> Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, ville Heidegger og Merleau-Ponty forstå mennesket som grundlæggende en væren-i-verden, en kropslig åbenhed for verdens fænomener i kraft af [[livsverden]]. Forskellen mellem Husserl, og Heidegger & Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien skyldes, at de tog et forskelligt udgangspunkt. Husserls udgangspunkt var [[Erkendelsesteori|epistemologisk]], imens Heidegger og Merleau-Pontys udgangspunkt var [[Ontologi (filosofi)|ontologisk]]. Husserl taler således om fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener (jf. et erkendelsesmæssigt projekt), mens Heidegger og Merleau-Ponty forsøger at forstå menneskets natur (jf. et ontologisk projekt) ved at tage udgangspunkt i den levede erfaring i form af hhv. Daseins åbenhed for verden, og kroppens umiddelbare sansning (perception).


== Fænomenologiens udbredelse ==
== Fænomenologiens udbredelse ==

Versionen fra 2. sep. 2013, 10:14

Fænomenologi betegner først og fremmest en filosofisk retning grundlagt af Edmund Husserl, videreudviklet af Max Scheler,Martin Heidegger, Hans Georg Gadamer, Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas, K.E. Løgstrup, m.fl.

Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle leksikalske betydning, er fænomenologien kort sagt læren om det, som viser sig for en bevidsthed. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis principielle mål er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur. Denne udlægning trækker på den transcendentale fænomenologi efter Husserl, grundlæggeren af den moderne fænomenologi, idet netop førstepersons perspektivet (det transcendentale ego) og bevidstheden er centrale begreber i forhold til at forstå fænomenernes fremtrædelse. Heroverfor står eksistentiel fænomenologi, som er et resultat af Heidegger og Merleau-Pontys arbejde.[1] Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, ville Heidegger og Merleau-Ponty forstå mennesket som grundlæggende en væren-i-verden, en kropslig åbenhed for verdens fænomener i kraft af livsverden. Forskellen mellem Husserl, og Heidegger & Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien skyldes, at de tog et forskelligt udgangspunkt. Husserls udgangspunkt var epistemologisk, imens Heidegger og Merleau-Pontys udgangspunkt var ontologisk. Husserl taler således om fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener (jf. et erkendelsesmæssigt projekt), mens Heidegger og Merleau-Ponty forsøger at forstå menneskets natur (jf. et ontologisk projekt) ved at tage udgangspunkt i den levede erfaring i form af hhv. Daseins åbenhed for verden, og kroppens umiddelbare sansning (perception).

Fænomenologiens udbredelse

Et andet vigtigt samlingspunkt er anerkendelsen af Edmund Husserl som fænomenologiens fader. Filosoffer indenfor den tidlige fænomenologi er bl.a. Edith Stein, Helmut Plessner, Hans Lipps, Max Scheler, Eugen Fink og Roman Ingarden. Fænomenologien gennemgik dog hurtigt en rivende udvikling [1] Et fællestræk for fænomenologien er at målet er at undersøge tingene som de viser sig for os i deres umiddelbarhed og fremstille dem gennem en beskrivelse fra en lige så umiddelbar position. Af fænomenologiske 'retninger' kan nævnes

Af nutidige fænomenologiske filosoffer kan nævnes Michel Henry, Bernhard Waldenfels (det fremmedes fænomenologi), Hermann Schmitz (kropsfænomenologi) og Gernot Böhme

Inden for filosofien retter fænomenologien sin brod mod Descartes klassiske rationalisme, men endnu mere markant mod empirismen og positivismen, der finder sit forbillede i naturvidenskaben. Hermed er det allerede mere end antydet at fænomenologien, når den er ude i videnskabeligt ærinde, er ude for at kritisere naturvidenskabens positivistiske måde at anskue verden på, navnlig når denne podes på videnskabelige discipliner som sociologi og psykologi og her får indflydelse som skole. Indenfor kunsten får den fænomenologiske kritik af positivismen en pendent i form af en kritik af naturalismen.

Således fremstår fænomenologien fra begyndelsen som en negation (en nægtelse som betegner det modsatte af noget), snarere end som en klart afgrænset position. Den må fra sin begyndelse søge at imødegå den eksisterende tænkning, som den ser som fremmedgørende og reduktionistisk i forhold til det enkelte menneskes konkrete livssituation. Som modspil indfører Husserl i sin senere tænkning begrebet livsverden for så at sige at tvinge tanken tilbage til et udgangspunkt i det naturligt indstillede menneskes umiddelbarhed. Positivt udlagt er fænomenologien et forsøg på at etablere en ny form for ontologisk tilhørsforhold og forståelse af verden, efter at videnskaben og filosofien op gennem historien har udskiftet den klassiske ontologiske verdensforståelse med en mekanistisk og deterministisk (se Determinisme) verdensforståelse baseret på erkendelsesteori og matematik.

Virkning udenfor filosofien

Fænomenologien har også vundet en udbredelse, der rækker langt ud over det filosofiske fagområde. Som filosofisk retning, men også bredere som metode, stil og tænkemåde breder fænomenologien sig ud i alle hjørner af samfundet og blander sig i næsten alle områder af det kulturelle, liv og betegnelsen fænomenologi bliver dermed mest af alt en fællesbetegnelse for et vidtstrakt kulturelt fænomen. Fænomenologien har således fundet vej til specifikke akademiske fagområder som

Fænomenologien har også påvirket kunsten. I billedkunsten folder fænomenologien sig f.eks. ud i impressionismen, navnlig hos Cézanne, og i filmkunstens verden finder vi filmkritikeren André Bazin, der bruger betegnelsen fænomenologi til at betegne en rød tråd inden for filmisk realisme. Iflg. Bazin bærer f.eks den italienske neorealisme, den franske nybølge og den engelske social realism således præg af den fænomenologiske anskuelsesform.

Fænomenologi i dansk kulturliv

Inden for dansk litteratur nåede fænomenologien udbredelse i 1990'erne, hvor det defineret som den måde, hvorpå man subjektivt oplever og sanser verden. I dette årti blev det gerne parret med eksistentialisme, og der var fokus på oplevelsen af hverdagen især. Dette ses i reality-tv som Big Brother, men en yngre generation af forfattere påvirkes også til at beskrive hverdagen igennem deres værker. Da erindringer og biografier også rummer fænomenologiens subjektive sansning af verden, kan disse to genre også inkluderes i den strømning.[2]

Fænomenologiens forfattere

Litteratur

Fodnoter

  1. ^ a b Feilberg, C. (2012, s. 49f). Eksistentiel fænomenologi - betegnelsen, stilen og begrebet. In: K. D. Keller (red.), Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi, s. 45-75. Aalborg Universitetsforlag. Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "Fænomenologiens udvikling" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  2. ^ Fibiger, Johannes; Lütken, Gerd. "Årtusindskiftet – netværk og verden", Litteraturens veje (2. udgave), Systime A/S 2004, s. 461-463. ISBN 978-87-616-0992-2.

Se også

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Fænomenologi&oldid=7271791"