Vendeltiden

Pragthjelm i jern med bronzebeslag, som blev fundet i en bådgrav i nærheden af Vendels kyrka.

Vendeltiden er den mellemste periode i yngre jernalder i Sveriges forhistorie, navngivet efter de rige arkæologiske bådgravsfund nær Vendels kyrka nord for Uppsala.

Perioden omfatter tiden mellem folkevandringstiden og vikingetiden, fra ca år 550 til år 800 e.Kr., og indbefatter blandt andet gravfelter og bådgrave fra Vendel og Valsgärde nord for Gamla Uppsala, og gravfeltet ved Ultuna ved Fyrisåen, en halv mil syd for Uppsala.

I 1881 fandt man bådgrave i Vendel i forbindelse med en udvidelse af kirkegården, og elleve bådgrave, hvoraf nogle var blevet plyndrede, blev der efter udgravede af Hjalmar Stolpe. I 1893 udgravedes yderligere tre grave. Gravene var i datiden de rigeste, som var fundet i Sverige. I Bådgrav XII havde den døde i båden fået to tveæggede og et enægget sværd, to skjolde, en hjelm, et spyd samt pile til en bue med sig i graven, der ud over glasbægre, spillebrikker, hestebidsel og redskaber samt uden for båden ofrede heste og hunde.

Gravfundene afspejler, at under vendeltiden opbyggedes anseelige rigdomme i området omkring Gamla Uppsala formodentlig fra bjergværksvirksomhed og handel. Skibene blev stadig vigtigere, og hestene fra vendeltidens Sverige er omtalte som særligt gode. 16-tegnsfutharken, som de fleste runesten er blevet skrevne med, erstatter den tidligere 24-tegns futhark i hele Skandinavien, hvilket antyder, at stærke herskere med nære indbyrdes kontakter regerede.

Under den tidlige vendeltid regerede, ifølge sagaerne, de sidste konger af den gamle Ynglingeæt. En magtkoncentration kan formodes at afspejle sig i de store kongehøje og de senere talrige bådgrave i Svealand. Vedrørende Ynglingeættens to sidste kongers, Bröt-Anunds og Ingjald Illrådes, formodede gravhøje, Anundshøjen i Västmanlands og tillige Sveriges største kongshøj og Uppsa kulle, Södermanlands største kongshøj er dog ingen nærmere arkæologiske undersøgelser eller dateringer været foretaget.

Efterhånden blev højene betydeligt mindre, og i vikingetiden er de blot nogle få meter i diameter, dog gerne placerede i nærheden af de gamle høje i Gamla Uppsala. En anden gravskik, som kom frem under vendeltid, var bådgravene. Disse findes flere steder i Svealand, men de mest kendte turde være dem i Valsgärde nogle kilometer nord for Gamla Uppsala og dem i Vendel, som har givet epoken dens navn. Bådgravene viser lige som bronzealderens skibssætninger, at søvejene var vigtige. Bådgravene fra vendeltid er rige på gravfund, og at kontakterne med udlandet var vigtige viser sig blandt andet ved, at man i bådgraven i Sutton Hoo i England har gjort fund, som udviser et nært slægtskab med fx dem, man har gjort i Valsgärde.

Sagaerne, som dog formodes at være prægede af digtning, beretter tillige om hvorledes, Ivar Vidfamne noget senere, som den første konge efter Ynglingeætten, skaber et rige eller en union, som skulle have bestået af såvel dele af England, Skandinavien og provinser på den anden side af Østersøen. Dette rige skulle siden være blevet opløst som følge af det i flere kilder omtalte Bråvallaslag mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring.

I 700-tallet, ikke mindst efter at Birka var blevet anlagt som erstatning for Helgö, intensifieredes handelen successivt og da især den mod øst. Det er derfor ikke muligt at angive noget nøjagtigt år for hvornår, Sverige gik ind i vikingetiden på samme måde som for de vestlige vikingefærder, hvor vikingernes opdukken ved Lindisfarne i 793 regnes som det traditionelle starttidspunkt.

Galleri med arkæologiske fund fra vendeltiden

• 
  Bronzeplade fra vendeltiden med ophøjede billeder for presning af tyndt bronzeblik, fundet på Björnhovda i Torslunda socken, Öland i en gravhøj. Figuren til venstre forestiller muligvis Odin og figuren til højre en bersærk eller ulvhedin.
• 
  Del af hjelm, tynd, presset bronzeplade. Fundet i Vendel. Figuren forestiller muligvis Odin og hans to ravne Hugin og Munin.
• 
  Del af hjelm, tynd, presset bronzeplade. Fundet i Vendel.

Eksterne henvisninger

• Ture J. Arne: "Gravar från "Vendeltid" vid Lagerlunda i Kärna socken, Östergötland" (Fornvännen 14, 1919, s. 1-20)
• Ture J. Arne: "Vendel före vendeltiden" (Fornvännen 27, 1932, s. 1-22)
• Allan Fridell: "Den första båtgraven vid Valsgärde i Gamla Uppsala socken" (Fornvännen 25, 1930, s. 217-237)
• Wilhelm Holmqvist: "Diskussion kring Valsgärde 7" (Fornvännen 73, 1978, s. 180-193)
• Jan Peder Lamm: "Oscar Almgren och vendeltiden - en kronologihistorisk notis" (Fornvännen 96, 2001; s. 39-40)
• Sune Lindqvist: "Båtgravarna vid Valsgärde" (Fornvännen 26, 1931, s. 372-377)
• Sune Lindqvist: "Uppsala högars datering" (Fornvännen, 1949, s. 33-48)
• John Ljungkvist: "Uppsala högars datering: och några konsekvenser av en omdatering till tidiga vendeltiden" (Fornvännen 100:4, 2005, s. 245-259)
• Birger Nerman: "En svensk invandring i Tröndelagen under vendeltid?" (Fornvännen 26, 1931, s. 242-244)
• Birger Nerman: "Arkeologisk datering av vendeltidens nordiska runinskrifter" (Fornvännen 1947, s. 109-141)
• Birger Nerman: "Ostbaltiskt från yngre vendeltid bland fynden från Helgö, Ekerö" (Fornvännen 1956, s. 148-152)
• Birger Nerman: "Spatlar från Gotlands vendeltid" (Fornvännen 1964, s. 293-297)
• Birger Nerman: "Den mellersta och yngre Vendeltidens gotländska keramik" (Fornvännen 1967, s. 93-99)
• Birger Nerman: "De gotländska Vendeltidsbrakteaternas ursprung" (Fornvännen 1968, s. 55-60)
• Birger Nerman: "En gotländsk grupp av kedjeplattor ifrån Vendel- och vikingatid" (Fornvännen 1969, s. 90-98)
• Pär Olsén: "Om "vendeltidens" ålder och ursprung" (Fornvännen 76, 1981, s. 8-15)
• Bengt Schönbäck: "De vikingatida båtgravarna vid Valsgärde: relativ kronologi" (Fornvännen 97:1, 2002, s. 1-8)
• Nils Åberg: "Uppsala högars datering" (Fornvännen 42; 1947; s. 257-289)
• Nils Åberg: "Germanerna i brytningstiden mellan senantik och medeltid" (Fornvännen 43; 1948; s. 34-40)
• Nils Åberg: "Vendeltida förbindelser med fastlandsgermanska och insulära kretsar" (Fornvännen 43; 1948; s. 111-122)
• Nils Åberg: "Vendelgravarna och Uppsala högar i deras historiska miljö" (Fornvännen 44; 1949; s. 193-204)