Arbejdsdeling

Ved arbejdsdeling forstår man den form for arbejdets udførelse, hvor det til en vares fremstilling nødvendige arbejde fordeles mellem flere, således at hver især kun udfører en enkelt del af det hele. Med arbejdsdeling følger således nødvendigvis arbejdsspecialisering, hvor den enkeltes arbejde består i en fortløbende række af ensartede præstationer, og mangler dette, som f.eks. når de enkelte arbejdere inden for en samarbejdende gruppe alle er beskæftigede på samme vis, kan der ikke tales om arbejdsdeling.

Arbejdsdelingen er et af de mest karakteristiske træk ved det moderne samfunds fysiognomi. Arbejdet specialiserer sig mere og mere, og flere og flere kommer således gensidig til at arbejde for hinanden.

I arbejdsdelingen ligger en mægtig produktiv kraft, og det er navnlig herigennem i forbindelse med det tekniske fremskridt, at samfunddsproduktionen har kunnet øges så stærkt, som det er sket fra den industrielle revolution og frem. Der opnåes herunder en større øvelse og dygtighed, end hvis der skulle skiftes mellem mange forskellige beskæftigelser, og det bliver desuden muligt at anvende den enkeltes arbejdskraft på den måde, der passer bedst for hans eller hendes særlige evner. Det arbejds- og tidsspilde, som en stadig arbejdsveksling medfører, undgåes, og redskaber og maskiner m.v. kan udnyttes under hele arbejdstiden. Dertil kommer, at arbejdsdelingen fremmer anvendelsen af maskiner. Det, en maskine særligt evner at udføre, og det langt bedre, hurtigere og nøjagtigere end den menneskelige muskelkraft, er en stadig gentagelse af den samme simple bevægelse, og i sådanne ensartede greb lader et sammensat arbejde sig netop opløse gennem arbejdsdeling, hvorfor også dennes gennemførelse direkte vil befordre den tekniske udvikling, bidrage til opfindelsen af nye maskiner.

Arbejdsdeling optræder under forskellige former. Først er der erhvervsdelingen, under hvilken det økonomiske virksomhedsområde spalter sig i erhvervs- eller faggrupper (landbrug, industri, handel, liberale erhverv m.m.), fag (møllere, vævere, bogtrykkere, vekselerere, boghandlere m.m.) eller erhverv (læger, sagførere m.m.), en udvikling, der begynder med den gryende kultur, men dog navnlig tager fart i nyere tid, efterhånden som afsætningsmuligheden øges med befolkningstætheden, velstanden og den lettere transport. Grundlaget for den moderne erhvervsdeling må søges i den middelalderlige by, først og fremmest i gennemførelsen af arbejdsdelingen mellem by og land. Fra det 16. til det 19. århundrede fandt ingen synderlig udvikling sted, men fra 1800-tallet er erhvervsdelingen trængt igennem mere og mere, båret frem af kapitalismen. De private husholdninger måtte afgive mere og mere til selvstændige erhverv (bagning, brygning, syning m.m.), og efterhånden som der opstår nye behov, dukker der helt ny næringsveje op.

Næst efter erhvervsdelingen må nævnes den stedlige eller internationale arbejdsdeling. Gennem denne bliver beboerne i de forskellige egne delagtige i de enkelte strøgs fortrin, hvad enten disse består i mineralske rigdomme eller har deres udspring i klimaet eller i andre naturlige omstændigheder eller muligvis er erhvervede gennem en udvikling. Endelig viser arbejdsdelingen sig også inden for den enkelte bedrift, hvor, efterhånden som bedrifterne vokser i størrelse, delingen mellem det ledende og det underordnede, rent tekniske arbejde bliver stadig skarpere, samtidig med, at arbejdsprocessen i stigende grad opløses i en række arbejdsspecialiteter, således at den enkelte arbejder kun udfører en enkelt lille del (teknisk arbejdsdeling). Den tekniske arbejdsdeling er særlig gennemført inden for fabriksindustrien og har sammen med denne navnlig udviklet sig i det 19. århundrede. Det var fortrinsvis denne form for arbejdsdeling, der vakte Adam Smiths opmærksomhed, den forfatter, der, om end ikke tidligst, så dog stærkest har fremhævet de store økonomiske fordele, som arbejdsdeling rummer. Han viste bl.a. dette gennem et senere atter og atter benyttet eksempel fra knappenålsfabrikationen. En enkelt arbejder kunne, når han skulle være ene om arbejdet, højst lave 20 nåle om dagen, men ved arbejdsdelingen forøges den enkelte arbejders produktivitet umådeligt, fordi han opnår en stor færdighed i den lille del af arbejdet, som han udfører. Adam Smith nævner en nålefabrik med 10 arbejdere, der daglig kunne tilvirke 48.000 nåle eller 240 gange flere, end der kunne fremstilles uden arbejdsdeling.

Udviklingen fortsattes i nyere tid stedse hastigere, men på adskillige områder trængte arbejdsdelingen dog kun langsomt igennem. Dette var tilfældet overalt, hvor befolkningen boede spredt og kommunikationsmidlerne var lidet udviklede, altså i Europa navnlig i de østlige lande og som helhed særlig på landet, mens den i de store byer blev gennemført til det yderste i løbet af 1800-tallet. Desuden var en deling inden for det landbrugsmæssige arbejde også i sig selv vanskelig, alene fordi man naturligvis ikke kan pløje, så og høste på samme tid.

Arbejdsdeling er dog ikke uden ulemper. Det, der er det moderne samfunds styrke, er også dets svaghed. Den enkelte arbejder, som kun er opøvet i en enkelt speciel færdighed, vil stå langt mere hjælpeløs, når indtrædende forstyrrelser gør ham arbejdsløs. Under en vidt dreven erhvervsspecialisering trues den enkelte bedrift og undertiden det hele fag af en lignende fare. Dårlige konjunkturer vil naturligvis virke langt mere ødelæggende for en stærkt specialiseret bedrift end for en bedrift, der har flere strenge på sin bue. Også for et helt land er risikoen betydelig større, hvis dets erhvervsliv er blevet særlig ensidig udviklet. Desuden vil det ensformige arbejde kunne virke trættende og sløvende, hvilket dog til en hvis grad er blev afhjulpet ved en forkortelse i arbejdsdagens længde, hvorved der bliver lejlighed til anden sysselsættelse i fritiden.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.