Valdhorn

Det tyske snoede valdhorn er et messingblæseinstrument og regnes for at være det første musikhorn. Hornet stammer fra midten af 1500-tallet.

I symfoniorkestret anvendes en nyere type horn: Ventilhornet.

Historie

Navnet horn er opstået fordi de første horn der blev spillet på faktisk var horn (altså kohorn o.a.).

Da man fremstillede horn af messing, havde man endnu ikke opfundet ventilerne. Det betød, at man kun var i stand til at spille de toner, der naturligt kan fremkaldes på et horn.

For at spille de tonearter komponisten havde valgt, måtte man have horn i forskellige grundstemninger. Musikerne måtte derfor ofte skifte midt i en symfoni, når de enkelte satser var skrevet i forskellige tonearter. For at dække alle tonearter skulle man være i besiddelse af 7 forskellige horn. Senere opfandt man et horn, hvor man kunne nøjes med at udskifte en bøjle hver gang man skulle spille en ny toneart.

Naturtoner ligger med stor afstand i det dybe leje For at være i stand til at spille melodier med mindre intervaller, måtte man udvikle en teknik, som gjorde det muligt at spille i højden, hvor naturtonerne ligger tættere.

Efterhånden udviklede man en såkaldt "stopteknik", som er en metode til at ændre naturtonerne. Med højre hånd i klangstykket kan man fordybe tonerne ved at lukke mere eller mindre for klangstykket, med det formål at intonere tonerne mere eller mindre dybt i forhold til den oprindelige naturtone.

Da ventilerne blev opfundet, blev det muligt at spille alle tonearter kromatisk i hele hornets register (uden stopteknik).

Naturhornet bruges også i nutiden, f.eks. af musikere som gerne vil opføre værkerne på originalinstrumenter. Den tyske hornist Hermann Baumann har ofte spillet Mozarts hornkoncerter på naturhorn.

De horn der bruges til jagtsignaler er horn uden ventiler. De små "Fürst Pless-horn", stemt i B (ligner et Posthorn, stemt i Es) der spiller i samme leje som trompeten, og de store Parforce-horn, også stemt i B, der spiller i samme leje som basunen.