Sukhoj Su-17: Forskelle mellem versioner
Pugilist (diskussion | bidrag) Opretter |
Pugilist (diskussion | bidrag) m →Udvilking: wikilink |
||
| Linje 40: | Linje 40: | ||
Som følge af ønsker om at forbedre specifikationerne for jagerbomberen [[Sukhoj Su-7|Su-7B]] ved lave hastigheder og start/landing, designede Sukhoj i 1963 en prototype med [[variabel vinge]] baseret på en Su-7BM. Flyet fik betegnelsen Su-7IG<ref name="green"> Green and Swanborough 2001.</ref><ref name="sukhoi">[http://sukhoi.org/planes/museum/su17/ "Sukhoi Su-17."] ''Sukhoi Company Museum.'' Besøgt: 15. april 2007.</ref> Su-7IG fløj første gang den 2. august 1966 med V. S. Ilyushin i cockpittet. Flyet var det første sovjettiske fly med variabel vinge.<ref name="sukhoi"/> Testen viste, at hastigheden ved start og landing var blevet reduceret med 50–60 km/t sammenlignet med den konventionelle Su-7.<ref name="sukhoi"/> |
Som følge af ønsker om at forbedre specifikationerne for jagerbomberen [[Sukhoj Su-7|Su-7B]] ved lave hastigheder og start/landing, designede Sukhoj i 1963 en prototype med [[variabel vinge]] baseret på en Su-7BM. Flyet fik betegnelsen Su-7IG<ref name="green"> Green and Swanborough 2001.</ref><ref name="sukhoi">[http://sukhoi.org/planes/museum/su17/ "Sukhoi Su-17."] ''Sukhoi Company Museum.'' Besøgt: 15. april 2007.</ref> Su-7IG fløj første gang den 2. august 1966 med V. S. Ilyushin i cockpittet. Flyet var det første sovjettiske fly med variabel vinge.<ref name="sukhoi"/> Testen viste, at hastigheden ved start og landing var blevet reduceret med 50–60 km/t sammenlignet med den konventionelle Su-7.<ref name="sukhoi"/> |
||
Flyet, der blev sat i produktion fik navnet '''Su-17''' (NATO designation "Fitter-C", fabriksbetegnelse '''S-32''') og fik det uofficielle navn ''Strizh'' (Стриж, [[ |
Flyet, der blev sat i produktion fik navnet '''Su-17''' (NATO designation "Fitter-C", fabriksbetegnelse '''S-32''') og fik det uofficielle navn ''Strizh'' (Стриж, [[svale]]n) i tjenesten. Udover den nye vinge adskilte flyet sig fra sin forgænger Su-7 ved at have et nyt canopy og et ombygget skrog med mulighed for ekstra brændstof og forbedrede flyveegenskaber. Den færdige Su-17 fløj første gang den 1. juli 1969 med E. K. Kukushev i cockpittet.<ref name="sukhoi"/> |
||
Der er produceret i alt 2.867 Su-17'ere og dens varianter (Su-20 og Su-22), hvoraf 1.165 blev eksporteret til i alt 15 nationer.<ref name="sukhoi"/> |
Der er produceret i alt 2.867 Su-17'ere og dens varianter (Su-20 og Su-22), hvoraf 1.165 blev eksporteret til i alt 15 nationer.<ref name="sukhoi"/> |
||
Versionen fra 26. maj 2014, 12:46
| Sukhoj S-17/-20/-22 | |
|---|---|
 En Su-17/22 fra det polske luftvåben | |
| Beskrivelse | |
| Type | JagerBomber |
| Besætning | 1 |
| Jomfruflyvning | 2. august 1966 |
| I aktiv tjeneste | 1970- |
| Udgaver | Su-17, Su-20, Su-22 |
| Fabrikant |
Sukhoj (design) Komsomolsk (fabrikation) |
| Brugere |
      |
| Dimensioner | |
| Længde | 19,02 m |
| Spændvidde |
13,68 m (vinge ude) 10,02 m (vinge inde) |
| Højde | 5,12 meter |
| Vingeareal |
38,5 m² (vinge ude) 34,5 m² (vinge inde) m² |
| Tomvægt | 12.160 kg |
| Maksimal startvægt | 19.430 kg |
| Motor | En Lyulka AL-21 F-3 |
| Motorydelse | 76,4 kN (109,8 kN med afterburner) |
| Tophastighed | I højden 1.860 km/t (Mach 1,7) ved havniveau 1.400 km/t |
| Ydeevne | |
| Rækkevidde |
1.150 km med bevæbning 2.000 kg og angreb høj-lav-høj 2.300 km ved flyvning uden bevæbning |
| Tophøjde | 14.200 meter |
| Stigeevne | 230 m/s |
| Bevæbning | |
| Skyts | 2 x 30 mm Nudelman-Rikhter NR-30 kanon |
| Bomber | Op til 4.000 kg på ti fæstningspunkter (tre under hver del af den faste vinge, fire på skroget), til brug for styrede og ustyrede bomber, raketbatterier, klyngebomber, SPPU-22-01 kanoner, elektroniske forsvarsmekanismer, napalmtanke og atomvåben. |
| Missiler | To ramper under vingen for affyring af R-60 (AA-8 'Aphid') eller K-13 (AA-2 'Atoll') air-to-air missiler |
Sukhoi Su-17 (NATO-rapporteringsnavn: Fitter) er en jagerbomber udviklet af flydesign-virksomheden Sukhoj i det daværende Sovjetunionen. Flyet er udviklet på grundlag af jagerbomberen Sukhoi Su-7. Su-17 blev taget i aktiv tjeneste i Sovjetunionen i 1970 og blev i varianterne Su-20 og Su-22 efterfølgende eksporteret til en lang række lande i Østeuropa og i Mellemøsten. Flyet gør fortsat tjeneste i Rusland, Angola, Syrien, Vietnam, Yemen og i NATO-landet Polen.
Udvilking
Som følge af ønsker om at forbedre specifikationerne for jagerbomberen Su-7B ved lave hastigheder og start/landing, designede Sukhoj i 1963 en prototype med variabel vinge baseret på en Su-7BM. Flyet fik betegnelsen Su-7IG[1][2] Su-7IG fløj første gang den 2. august 1966 med V. S. Ilyushin i cockpittet. Flyet var det første sovjettiske fly med variabel vinge.[2] Testen viste, at hastigheden ved start og landing var blevet reduceret med 50–60 km/t sammenlignet med den konventionelle Su-7.[2]
Flyet, der blev sat i produktion fik navnet Su-17 (NATO designation "Fitter-C", fabriksbetegnelse S-32) og fik det uofficielle navn Strizh (Стриж, svalen) i tjenesten. Udover den nye vinge adskilte flyet sig fra sin forgænger Su-7 ved at have et nyt canopy og et ombygget skrog med mulighed for ekstra brændstof og forbedrede flyveegenskaber. Den færdige Su-17 fløj første gang den 1. juli 1969 med E. K. Kukushev i cockpittet.[2]
Der er produceret i alt 2.867 Su-17'ere og dens varianter (Su-20 og Su-22), hvoraf 1.165 blev eksporteret til i alt 15 nationer.[2]
Operatører
Angolas luftvåben anvender otte Su-22.
Polens luftvåben anvender 26 Su-22M4 og 6 Su-22UM3. Polen har oprindeligt erhvervet 110 Su-22.
50 Su-22 indgik i Syriens luftvåben før borgerkrigen i Syrien.
Vietnam benytter 38 Su-22M4.[3]
Yemen har oprindelig anskaffet sig 50 Su-22, hvoraf en del fortsat er aktive.
Sammenlignelige fly
Noter
- ^ Green and Swanborough 2001.
- ^ a b c d e "Sukhoi Su-17." Sukhoi Company Museum. Besøgt: 15. april 2007.
- ^ http://www.flightglobal.com/airspace/media/reports_pdf/world-air-forces-2014-108161.aspx
Litteratur
- Cooper, Tom and Farzad Bishop. Iranian F-14 Tomcat Units in Combat. Oxford, UK: Osprey Publishing, 2004. ISBN 1-84176-787-5.
- Green, William and F. Gordon Swanborough. The Great book of Fighters. St. Paul, Minnesota: MBI Publishing, 2001. ISBN 0-7603-1194-3.
- Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. ISBN 1-875671-50-1.
Eksterne links
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |