Synkopetiden: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 27. maj 2014, 12:00

Synkopetiden – yngre urnordisk – sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.

Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt – urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. *haraƀanaz>hrafn (ravn)).

Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en omlyd i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige, hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barn – flere børn. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.

F.eks.: Land, flertal lönd (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med a som stammevokal^[1]), hjörtur (hjort, u-brydning), ejefald hjartar (a-brydning), dativ hirti (i-omlyd). Stammevokalen i hjörtur var faktisk e, skønt dette e ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.

Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal u ind, for at gøre udtalen nemmere^[2]. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk og færøsk blevet til Baldur. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd^[3]. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden. Urnordisk: *sunuR^[4], *fiskaR, *gastiR^[5]. Oldnordisk: sonr, fiskr, gestr. Nyislandsk: sonur, fiskur, gestur.

Foregående:	Det danske sprogs udvikling	Efterfølgende:
Urnordisk 200-500	Det danske sprogs udvikling	Norrønt 700-1350

Noter

^ På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.
^ Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.
^ U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn
^ Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.
^ Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.

[1] På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.

[2] Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.

[3] U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn

[4] Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.

[5] Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt – urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. '''*haraƀanaz'''>'''hrafn''' (''ravn'')).
-Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en [[omlyd]] i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: ''et barn'' – ''flere børn''. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.
+Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en [[omlyd]] i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige, hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: ''et barn'' – ''flere børn''. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.
-F.eks.: '''Land''', flertal '''lönd''' (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med '''a''' som stammevokal<ref>På urnordisk var entallet '''*landa''', og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var '''*landu''' og her havde '''u'''-et en omlyd til følge før det forsvandt.</ref>),
+F.eks.: '''Land''', flertal '''lönd''' (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med '''a''' som stammevokal<ref>På urnordisk var entallet '''*landa''', og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var '''*landu''' og her havde '''u'''-et en omlyd til følge før det forsvandt.</ref>), '''hjörtur''' (''hjort'', [[Brydning (lyd)|u-brydning]]), ejefald '''hjartar''' ([[Brydning (lyd)|a-brydning]]), dativ '''hirti''' ([[Omlyd|i-omlyd]]). Stammevokalen i '''hjörtur''' var faktisk '''e''', skønt dette '''e''' ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.
-'''hjörtur''' (''hjort'', [[Brydning (lyd)|u-brydning]]), ejefald '''hjartar''' ([[Brydning (lyd)|a-brydning]]), dativ '''hirti''' ([[Omlyd|i-omlyd]]). Stammevokalen i '''hjörtur''' var faktisk '''e''', skønt dette '''e''' ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.
 Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal '''u''' ind, for at gøre udtalen nemmere<ref>Dette '''u''' har til følge, at endelsen '''-ur''' er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et '''-ur''' på alle mulige og især umulige steder.</ref>. F.eks. er det [[oldislandsk]]e '''Baldr''' (guden [[Balder]]) på moderne islandsk og færøsk blevet til ''Baldur''. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd<ref>'''U'''-et udtales præcis som '''öh'''-et i tysk ''Föhn''</ref>. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden.