Skåne

Skåne
Data
Landsdel:	Götaland
Län:	Skåne län
Areal:	11.368 km²
Indbyggere:	1 263 088 (pr. 31. december 2012)
Befolkningstæthed:	111 indbyggere pr. km²
Højeste punkt:	Søderåsen
Største sø:	Ivösjön

Skånes regionale flag er rødt med gult kors

Skåne er det sydligste landskab i Sverige og ligger på den sydligste spids af den Skandinaviske halvø. Skåne udgør (sammen med ca. 400 indbyggere i Östra Karups forsamling i Halland) ét svensk län med 1 264 978 indbyggere i marts 2013 og indgår i Øresundsregionen. Skåne er Sveriges vigtigste landbrugsområde og en af landets tættest befolkede regioner. De største byer er Malmø, Lund og Helsingborg.

Skåne var indtil 1997 delt i Malmöhus län og Kristianstads län, men styres siden 1997 af Region Skåne, mens Skåne län varetager statens regionale opgaver. Skåne var dansk (tillige med Blekinge) indtil 1658.

Det skånske flag

Landskab

Kulturgeografisk inddeling. Nåleskov med mørkegrøn, løvskov med lysegrøn, agerland med bleggult, byområder med rødt.

Sognene i Skåne med herreds- og lensgrænser 1865.

Landskapsvy från Skåne. Maleri af Peter Adolf Persson. Malet i 1889.

Store dele af Skåne består af agerland. Billedet viser et rapsdyrket område ved Svedala.

Skånsk slette med pilehegn en diset dag i april. Ingelstorps enge, i baggrunden Hammars backar nær Kåseberga i det sydøstlige Skåne.

Kopparhatten, en del af Söderåsen.

Skåne har mange lange sandstrande, her ses Sandhammaren.

Skåne udgør det sydligste landskab på den skandinaviske halvø og udgøres i hovedsagen af en halvø beliggende mellem 55° 20′ n. br. og 56° 32′ n. br. samt mellem 12° 26′ og 14° 35′ ø. l. f. Greenwich. Det grænser mod vest til Kattegat og Øresund, mod syd til Østersøen, mod øst til Østersøen og Blekinge og mod nord til Småland og Halland. Arealet er 11.303 km², hvoraf 326 km² er vand.

Længst mod nordvest på grænsen til Halland beskyller Kattegat Bjäre-halvøen, der opfyldes af Hallandsåsen og finder sin afslutning i den lille ø Hallands Väderø. Mellem denne halvø og Kullens halvø ligger Skelderviken med en længde af 24 km og en bredde i mundingen af 16 km. Syd for Kullen mangler alle dybere indskæringer, og der findes kun et par flade bugter som Lundåkra-bugten syd for i Landskrona, Lomma-bugten nord for Malmø samt Höllvigen, der ligger nord for Falsterbo-halvøen. Denne 10 km lange, fremspringende landtunge fortsættes syd på i det 8 km lange Falsterbo rev. Til Skåne hører den i Øresund beliggende 7,5 km² store ø Hven (Ven). Ved Falsterbo bøjer kysten mod øst og danner Kämpinge- og Ystad-bugterne. Den nordlige del af Skånes østkyst beskylles af den såkaldte Hanö-bugt mellem Skåne og Blekinge og har ved halvøen Lister-landet en dybere indskæring, Saxa-viken. Øst for Åhus ledsages kysten af talrige småholme. Kysten er med undtagelse af sydsiderne af Laholms-bugten og Skelderviken, strækningen Helsingborg—Landskrona og Linderödsåsens bratte klint ved Stenshufvud samt kysten rundt Hven, en flad lavlandskyst med Landskrona som eneste naturlige havn. Flyvesandsområder og klitter findes ved Falsterbo og Sandhammeren, Skånes sydøstlige odde, samt ved Hanöbugten.

I henseende til terræn er Skåne et bølget sletteland, der stemmer overens med de danske øer. Den nordøstlige del hører dog til det smålandske højland. Det skånske sletteland afbrydes af en række højdedrag, som er orienterede nordvest—sydøst, og som alle er begrænsede af brudlinier. De er horste, partier af grundfjeldet, som er skudt op mellem brudlinierne. I nordvest ligger Hallandsåsen, der danner grænsen mellem Halland og Skåne. Den deles af to tværdale i tre dele, af hvilke den østlige har Skånes højeste punkt, 206 m. Mellem Skelderviken og Øresund ligger den 16 km lange og 1—1,5 km brede Kullen eller Kullaberg, 188 m høj. Samme højde har Söderåsen lidt længere mod sydøst. I det østlige Skåne på grænsen mellem Kristianstads og Malmöhus Län hæver sig den 15—30 km brede Linderödsås, som ender i Østersøen ved Stenshufvud nord for Simrishamn. Dens højde er omkring 150—180 m, men et enkelt punkt når i Svensköps Sogn 196 m. Mellem Ringsjön og Våmbsjön danner den en 100—120 km bred højslette. I det sydlige Skåne hæver sig endelig den 17 km lange og 3—4 km brede Romeleås (Romeleklint), som i nord er 175 m høj. Det skånske sletteland skæres således i flere stykker. Nordøst for Linderödsåsen ligger Kristianstads-bækkenet med Ifösjön og Hammarsjön. Mellem Linderödsåsen og Romeleåsen breder sig Österslätt som i syd går over i den bakkede og meget frugtbare Söderslätt omkring Ystad, Sveriges frugtbareste egn. Endelig strækker den vestskånske slette sig vest om Romeleåsen op til Skelderviken.

Skånes vandløb er gennemgående små. Længst mod nordøst danner Skräboån afløb for den 58 km² store Ifösjö, der indeholder Ifö (30 km²) og nord fra modtager Holjeån. Størst er Helgeån (193 km), der kommer fra Småland og i syd optager Finjasjöns afløb Almaån. Ved Åhus udmunder den i Østersøen gennem to arme. Yderligere nævnes Löddeån eller Kjeflingeån, der gennemstrømmer Våmbsjön og udmunder i Lomma-bugten, Vegeholmsån, der falder i Skelderviken, samt Rönneån, der gennemstrømmer den 43 km² store Ringsjö og ligeledes udmunder i Skelderviken.

Geologi

Skånes geologi kan opvise en rigere formationsrække end noget andet sted i Skandinavien. I modsætning til den øvrige skandinaviske halvø har Skåne i det lange tidsrum fra kambrium til kvartærtiden gentagne gange været dækket af havet. De talrige forskydninger og den hyppige forekomst af eruptive dannelser som diabas og basalt vidner om en urolig tilvævelse. Jævnsides og i samme niveau forekommer der lag af uens alder. Brudlinierne går som regel fra nordvest til sydøst, men det nøjere studium af de geologiske forhold hemmes ikke lidt ved det mægtige dække af moræneler, der under istiden er udbredt over næsten hele Skåne.

Underlaget er mod nordøst alle vegne grundfjeld og særlig gnejs. Grænsen for grundfjeldet danner en linje fra Skelderviken til egnen nord for Simrishamn indesluttende Söderåsen og Linderödsåsen, men desuden kommer det frem i Romeleåsen samt i Kullen. Kambrisk-siluriske dannelser som kvartsitsandsten (hardebergasandsten), alunskifer, ortoceratitkalk og graptolitskifer forekommer i et par store bælter, der fra egnen mellem Simrishamn og Sandhammeren og fra egnen ved Ystad strækker sig mod nordvest gennem det sydøstlige og mellemste Skåne samt i et mindre parti på sydsiden af Kullen. Triasdannelser (Keuper) som forskelligfarvede lerarter, sandsten og skifer danner undergrunden i egnen mellem Söderåsen og Landskrona, i et bælte syd for Kullen fra Höganäs til Skelderviken samt omkring Löddeåen ved Hoby nord for Lund. Ved boringer er tillige påvist, at triaslagene ligger under de kulførende juralag i det nordvestlige Skåne, det såkaldte rhæt-lias-system. Dette forekommer på 4 steder med et areal på ca. 800 km². Størst udbredelse har det i Helsingborgområdet fra Helsingborg til Skelderviken og Hallandsåsen, og dernæst findes det i Stabbarpområdet ved byen Eslöf samt i Kurremöllaområdet et langt, smalt bælte langs silursystemets grænse fra Våmbsjön til egnen nord for Ystad og endelig i Höörområdet ved landsbyen Höör nord for Ringsjön, hvor den såkaldte höörsandsten findes.

I hele den sydvestlige del af Skåne samt i egnen om Kristianstad hviler moræneleret på kridtdannelser. Skrivekridt er overvejende, men Saltholmskalk og Faksekalk forekommer også; af andre dannelser fra samme periode nævnes sandstenen (Köpinge-sandstenen) fra Ystad og skalgruskalken (Ignabergakalken) og Hannaskogskalken fra Kristianstads-egnen.

Tertiærsystemet er ubetydeligt i Skåne. Ved kysterne findes blokke af tertiær samt rav og forkislede træstykker fra ravpindelagene, men det ligger alt sammen på sekundært leje i morænedannelserne. Derimod findes i et stort tertiært sænkningsfelt omkring Ringsjön vulkanske dannelser, bestående af ca. 70 lave høje og rygge (40—50 m). De består af prismatiske basaltsøjler. Desuden findes vulkanske bomber, lapilli og aske (tuf på Lilleö i Ringsjön). Tæt ved Klagshamn har man fundet en ringe forekomst af paleocænt grønsandsmergel, det eneste eksempel på faststående tertiære sedimenter på den skandinaviske halvø.

Klima

I modsætning til nordligere egne, men i lighed med Danmark, har Skåne et øklima med forholdsvis varm vinter og ret kølig sommer. Middeltemperaturen for juli ligger i Skåne omkring 16-17 °C, for januar omkring 0 °C ved kysten og -1 °C i indlandet. (Dog lidt koldere endnu i den aller nordøstlige hjørne). For hele året varierer middeltemperaturen fra straks under 7 °C til lidt over 8 °C. Øresundskysten er varmest og det er koldest i nordøst. Den årlige regnmængde, der er størst mod nordvest på grænsen til Halland og mindst ved Falsterbo, ligger mellem 40 og 63 cm.

Middeltemperaturer for hver måned og årligt, på 8 steder i Skåne (SMHI-stationer)

st.no	stationsnavn	Jan	Feb	Mar	Apr	Maj	Jun	Jul	Aug	Sep	Okt	Nov	Dec	Årlig
5223	Falsterbo	0.3	0.0	1.7	5.1	10.1	14.7	16.4	16.4	13.7	10.0	5.7	2.3	8.0
5337	Malmö 2	0.1	0.0	2.2	6.4	11.6	15.8	17.1	16.8	13.6	9.8	5.3	1.9	8.4
5251	Örja	0.0	0.0	2.2	6.1	11.5	15.3	16.5	16.7	13.5	9.4	5.2	2.2	8.2
6203	Helsingborg	0.6	-0.1	2.0	6.0	11.2	15.3	16.7	16.6	13.6	9.9	5.2	1.8	8.3
5343	Lund	-0.6	-0.5	2.0	6.0	11.5	15.4	16.8	16.5	13.1	9.1	4.5	1.1	7.9
5353	Hörby	-1.6	-1.5	1.0	5.4	10.4	14.4	15.5	15.3	11.9	8.0	3.6	0.1	6.9
5455	Kristianstad	-1.0	-1.0	1.4	5.2	10.3	14.7	16.1	15.7	12.3	8.5	4.0	0.6	7.2
6322	Osby	-2.2	-2.1	0.6	5.0	10.5	14.4	15.5	14.9	11.3	7.4	2.8	-0.7,	6.5

Falsterbo ligger lige i sydvest, Örja lidt øst for Landskrona, Osby i det "kolde hjørn i nordøst" og Hörby lige midt i Skåne. Malmö2 er den mest centrale af tre stationer omkring byen.

Plantevækst

Skånes plantevækst ligner Danmarks meget. Løvskov er fremherskende, og hele Skåne ligger inden for egens og bøgens område. Egen forekommer hyppig som enligt træ og i lunde, men egeskove er sjældne. Derimod er bøgen hyppig skovdannende, og mellem bøgeskovene breder sig frodige agre, der ved diger og pilehegn er delte i lodder. Som et typisk eksempel på den tidligere natur i det vestlige og sydlige Skåne kan nævnes den mærkelige Dalbyhage, en lille fredskov 10 km sydøst for Lund.

Befolkning

Det er blevet beregnet, at omkring 1570 havde Skåne henved 110.000 indbyggere, men forud for den Sorte død i midten af 14. århundrede kan befolkningen i områderne øst for Øresund (Skåne, Bornholm, Blekinge og Halland) have været over 250.000.

Befolkningsudviklingen fra 1620 til 2010 er beregnet/opgjort således:

År	Indbyggere	År	Indbyggere	År	Indbyggere
1620	126.000	1820	312.000	1930	757.000
1699	142.000	1830	350.000	1940	778.000
1718	152.000	1840	388.000	1950	843.000
1735	180.000	1850	443.000	1960	882.000
1750	197.000	1860	494.000	1970	983.000
1760	202.000	1870	538.000	1980	1.023.000
1772	216.000	1880	580.000	1990	1.068.000
1780	231.000	1890	591.000	2000	1.129.000
1795	250.000	1900	628.000	2010	1.228.000
1800	259.000	1910	685.000
1810	275.000	1920	728.000

Folkemængden udgjorde i 1925 743.791 eller 66 indbyggere pr km².

Bebyggelse

Bebyggelsen er for en stor del samlet i landsbyer med velbyggede huse og gårde, men Skåne er også herregårdenes land, og, hvor frugtbar jord veksler med skov og sø, ligger slot ved slot.

Malmö er Sveriges tredje, og Skånes største, by med omkring 300.000 indbyggere i kommunen. Udsigt over det centrale Malmö fra højhuset Kronprinsen (cirka 80 meters højde).

Øresundsbroen, som blev indviet år 2000, forbinder Skåne med Amager. Her passerer både biler og tog hver dag.

Motorvejen gennem det tædtbebyggede vestre Skåne mangler andet navn end "E6". Den er Skånes arterie og trænger til fler filer, hvilket svenske Trafikverket og Stockholm ikke vil bekoste. Her ved Glumslöv bruges roadsiden i stedet. På billeden ser man også jernbanen Västkustbanan og den lokale station i Glumslöv. Efter Helsingborg mangler dobbeltspor.

I 2010 byggedes Citytunneln, som forbinder og kompletterer Øresundsforbindelsen, ikke kun med en tunnel under Malmö, men tillige en ny stor glashal med underjordiske perroner, hvis byggeri ses på billedet.

Købstæder

Ved overgangen til Sverige 1658 fandtes i landskabet følgende købstæder: Falsterbo, Helsingborg, Landskrona, Kristianstad, Lund, Malmö, Simrishamn, Skanör, Ystad og Ängelholm. Yderligere nogle havde eksisteret men havde på ny mistet deres privilegier.

Falsterbo og Skanör forenedes i 1754 under en fælles borgmester til Skanör med Falsterbo stad. Da kommunalforordningen af 1862 trådte i kraft, indrettedes de da ti stæder som stadskommuner. I 1868 blev municipalköpingen Trelleborg atter ophøjet til stad (privilegierne var blevet tabt i 1619). I 1900-tallet blev tre fremvoksende samfund ophøjede til stæder, nemlig Eslöv (1911), Hässleholm (1914) og Höganäs (1936), dog uden at få egen jurisdiktion. De egne rådhusrettigheder afvikledes i Simrishamn 1944, Skanør med Falsterbo og Ängelholm 1948, Ystad 1961, Trelleborg 1964 og Landskrona 1967, mens de blev bevarede i de større stæder frem til tingsrättsrefomen 1971. I forbindelse med kommunalreformen i 1971 indførtes en fælles kommunetype, og stæderne mistede deres kommunale særstillnig. I dag er de gamle stæder i form af tätorter centralorter i kommunerne med samme navn. En undtagelse er Skanör med Falsterbo, som er en tätort i Vellinge kommun.

Større bebyggelser

Følgende bebyggelser har mere end 10.000 indbyggere ifølge tätortsavgränsningen 2010:

1. Malmö, 280 415
2. Helsingborg, 97 457
3. Lund, 82 800
4. Kristianstad, 35 711
5. Landskrona, 30 499
6. Trelleborg, 28 290
7. Ängelholm, 23 240
8. Hässleholm, 18 500
9. Ystad, 18 350
10. Eslöv, 17 748
11. Staffanstorp, 14 808
12. Höganäs, 14 107
13. Kävlinge med Furulund, 13 200 (heraf 9 049 i Kävlinge)^*
14. Oxie, 11 493 (Malmö stad)
15. Lomma, 10 837
16. Svedala, 10 627
17. Höllviken, 10 607 (Vellinge kommun)
18. Bunkeflostrand, 10 386 (Malmö stad)

^*Det svenske statistiske indstitut, SCB, synes disse to byer er adskilde fra hindanden. Men den eneste grænse er Kävlingeån. Se fx Google maps.

Andre kommunala centralorter med undtagelse af Burlöv (hvis hoveddel indgår i Malmös tätort) med indbyggertal 2010:

1. Åstorp, 9 488
2. Kävlinge, 9 049
3. Klippan, 8 116
4. Höör, 7 865
5. Bromölla, 7 595
6. Skurup, 7 565
7. Osby, 7 157
8. Hörby, 7 085
9. Bjuv, 6 832
10. Sjöbo, 6 724
11. Simrishamn, 6 527
12. Tomelilla, 6 444
13. Vellinge, 6 304 (ej största ort i Vellinge kommun)
14. Perstorp, 5 665
15. Båstad, 4 961
16. Örkelljunga, 4 818
17. Svalöv, 3 633
18. Broby, 2 920 (centralort i Östra Göinge kommun)
19. Skanør og Falsterbo

Landsdele

• Bjære (eller Bjärehalvön)
• Kullen (eller Kullabygden)
• Gønge (Göinge)
• Østerlen (Österlen)
• Søndersletten (Söderslätt)

Historie

Uddybende artikel: Skånes historie

Navnet Skåne kan sandsynligvis føres tilbage til urgermansk *skaðin-awjo ("skade-ø", "farlig kyst", vel om de farlige farvande ved Falsterbo eller Kullen), som blev overtaget af romerne som Scadinauia, senere Scandinauia. Skandinavien blev senere en betegnelse for hele området nord for Germanien. Skåne, samt Hallands og Blekinges kystlandskaber udgjorde oprindeligt i geografisk henseende en naturlig enhed sammen med de danske øer og Jylland, idet have og sunde var lige så meget forbindende alfarveje. Fra Sverige var Skåne derimod adskilt ved store, ufarbare skove i Småland og Mellemsverige, der først sent koloniseredes. Fra begyndelsen er Skånes befolkning og sprog derfor også dansk.

Middelalder

Historisk set er Skåne det største landskab i Skånelandene og et tidligere dansk kerneland. Omkring 980 tilkæmpede Harald Blåtand sig magten i øresundsområdet og Skånes sydkyst blandt andet via bygning af trelleborge. Svend Tveskæg stadfæstede denne magt blandt andet i slaget ved Svold ca. 1000, hvor han reelt tilkæmpede sig magten i hele Norden.

Adam af Bremen beskrev i 1068 Skåne som Danmarks rigeste, skønneste og vigtigste del med den talrigeste befolkning og som et stort handelsmidtpunkt. Malmø var i flere hundrede år Danmarks næststørste by. Fra 1104 til 1536 var Lund Danmarks ærkebispesæde, og en tid endog hele Nordens, og her opbevaredes det danske rigsbanner, Dannebrog.

Ærkebispesædet i Lund rådede over et område, som strakte sig fra den nordtyske kyst til Nordkalotten, og havde en central rolle for hele Norden. Allerede i 1000-tallet havde Skåne ifølge Adam af Bremen 300 kirker, flere end hele det øvrige Danmark. Kirken i Dalby bygget under Svend Estridsen i 1060 var en af Danmarks første stenkirke. Samtidig var Skåne hjemsted for mange af de rigeste og mægtigste danske adelsslægter som f.eks. Thott og Trolle.

Efter den danske borgerkrigs kulmination i slaget ved Fodevig 1134. etablerede sejrherren Erik Emune sig i Lund og gjorde det til landets vigtigste by. I 14. og 15. århundrede stod Skåne i livlig handelsforbindelse med Hansestæderne, der udnyttede det rige sildefiskeri ved kysterne på Skånemarkedet , og fra 1370 til 1385 besad Hanseforbundet som pant Skanør, Falsterbo, Malmö og Helsingborg med underliggende herreder. I 1429 lykkedes det Erik af Pommern at indføre Øresundstolden i kraft af, at han var herre over kysterne på begge sider af Øresund.

I den sidste danske tid var Skåne inddelt i fire len: Helsingborg Len, Malmøhus Len, Christiansstad Len og Ysted Len.

Dansk-svenske krige

Ved freden i Roskilde i 1658 blev Skåne afstået til Sverige, hvilket stormagterne godkendte i Haag-artiklerne fra 1659. I Skånske krig (1675-79) og ved en invasion i 1709-1710 under Store Nordiske Krig forsøgte Danmark at genvinde provinsen, men det mislykkedes, dels fordi den danske hær tabte de to afgørende slag ved Lund 1676 og Helsingborg 1710, og dels fordi de europæiske stormagter Frankrig, England og Nederlandene ikke ønskede, at samme stat besad begge sider af Øresund.

Forsvenskning

Fra 1658 til 1720 var Skåne ikke inkorporeret i det egentlige Sverige, men var en slags koloni, såkaldt "inrikes, utländskt land". Området blev styret af en generalguvernør under den svenske konge.

Flere skånske oprør mod den svenske centralmagt blev slået ned med stor brutalitet. Guerillakrigere, de af svenskerne nedlådende såkaldte snaphaner, blev tortureret til døde, og i områder, hvor der var mange snaphaner, blev civilbefolkningen udsat for overgreb. Selv kaldte disse guerillagrigere Friskydter. I et tilfælde blev våbenføre mænd forsøgt henrettet.^{[kilde mangler]}

De første halvtreds år efter freden i Roskilde blev de vigtige administrative forandringer foretaget i den proces, der kaldes Skånes försvenskning. Også i Sverige indførtes enevælde og også en hårdere styring af Skåne. Universitetet i Lund blev oprettet i 1666 bl.a. for at forsyne landsdelen med embedsmænd. Under Johan Gyllenstierna og senere Rutger von Aschenberg blev danske adelsmænd i nøglepositioner erstattet af svenske. De fleste danske adelsmænd blev optaget i den svenske adel, hvilket krævede at de svor troskab mod den svenske konge

I de første år forblev de danske præster i deres sogne, og kirkegangen foregik med dansk sprog og skik. I 1686 indførtes svensk kirkeordning og herefter også svensk katekismus og salmebog. De svenske salmer havde oftest samme melodi som de danske; i andre tilfælde blev de danske salmer oversat til svensk, hvilket var et meget vigtigt element i udbredelsen af svensk i almuen. Også den danske præstedragt blev byttet ud med den svenske.

Blodbadet i Klågerup 1811

Det sidst beskrivne blodbad skedde i Klågerup den 15.juni 1811. Omkring 1500 bønder protesterede mod den ny svenske kronprins, den fhv franske marskalk Jean Babtiste Bernadotte, og dennes tvangsrekrutering af soldater i Skåne. Generalmajor Hampus Mörner kommenderede den svenske hær, at angribe de protesterende bønder. Hvor mange af disse bønder som dræbtes er ukendt, da mange af de dødes anhørige hade hentet ligen af sine døde, alrede før svenskerne begynnede tælle antallet døde. Oficielt registreredes 36 døde, men det korrekte tal er sandsynligvis over 100. Af de overlevende, på Stortorget i Malmø, den 4.november samme år, dømdes 20 til døden gennem halshuggelse. 43 idømdes piskning og 6 år i fængsel. 31 personer idømdes kun piskning og resten af de 135 tiltalede blev frikendte eller fik kun et kortere fængselstraf

Forsvenskningen foregik ikke ikke kun i Skåne, men den gik hårdest ud over Skåne. Forsvenskningen gik også ud over de tabte norske landsdele (Bohuslän, Jämtland og Härjedalen) og de andre tabte danske landsdele med dansk identitet (Halland og Blekinge). Især i de tidligere norske landsdele Härjedalen og Jämtland er der også blevet kæmpet som i Skåne i sin tid. ^{[kilde mangler]}

Genforeningen med Danmark

I 2000 blev Skåne genforenet med Danmark i form af den faste forbindelse Øresundsbroen mellem København og Malmø. I forbindelse hermed blev der oprettet en jernbaneforbindelse, og samme tog betjener nu den sjællandske øresundskyst mellem Helsingør og København og det skånske banenet. Det er således blevet muligt uden omstigning at rejse mellem stationerne på Kystbanen og stationer i Skåne, Halland og Blekinge. En vis daglig pendling over grænsen sker hver dag, og ligeledes rejser mange mellem Sjælland og Skåne for at handle eller som turister.

Skånsk identitet

Forsvenskningspolitikken betød, at indflydelsen fra det danske sprog og den danske identitet blev undertrykt. Der var dog stadig tale om en særlig skånsk identitet, der i nogen grad vender sig mere mod den nærliggende storby København end mod det fjernere Stockholm. Især med tilflytningen af mange danskere til Skåne, og med de mange skåninge, der ved hjælp af Øresundsbroen kan pendle til job i hovedstaden, er der en stigende tendens i denne udvikling.

Symboler

En uofficiel, men almindelig anerkendt Skånehymne er Nils Hanssons Sang til Skåne fra omkring år 1900. Også Zacharias Topelius' Lund-sletten fra 1868, K. G. Ossianilssons Skånesang fra 1905, Nils Hildestrands "Här är den bygden som fäderna röjde" og Oskar Patrik Sturzenbeckers Det är ett "yndigt" land fra omkring 1850 er nævneværdige. Sidstnævnte har samme versemål og begyndelsesord som Oehlenschlägers Der er et yndigt land, fordi forfatteren ønskede, at man skulle bruge samme melodi på begge sider af Sundet.^{[kilde mangler]}

Meningsmålinger om tilhørsforhold

Nylige meningsmålinger foretaget af aviser har vist en overraskende stærk orientering mod Danmark. Der er flertal for en skånsk genforening med Danmark. En af aviserne var den skånske avis Helsingborg Dagblad, hvis hjemmeside den 24. december 2007 anførte svarene på spørgsmålet: ”Vilket land skulle du helst vilja tillhöra?”. Et flertal på 52,2% svarede Danmark, 35,4% svarede Sverige, mens de sidste sagde ”Inget av dem”: 10,7% og ”Vet inte”: 1,7%.

I den landsdækkende svenske avis Aftonbladet (fra Stockholm) blev de svenske internetlæsere den 26. december 2007 spurgt: ”Tycker du att vi ska ge bort Skåne till Danmark?”, et flertal på 50,8 % svarede ja. Det stemmer overens med læserne af Kvällsposten (fra Malmø) hvor 54,5% også svarede til fordel for en genforening.

Politiken spurgte den 26. december 2007 danskerne, om de ville have Skåne tilbage. De svarede følgende: ja: 63%, nej: 32% og ved ikke: 6%.

Meningsmålingerne har skabt fornyet debat i svenske og danske medier på trods af avisafstemningers repræsentative mangler. I Aftonbladets meningsmåling deltog over 183000 personer. Repræsentative meningsmålinger udspørger normalt kun 1000-1200, men de udvælges til gengæld sådan at de afspejler befolkningen.

Målingerne blev foretaget uden forudgående politisk debat i medierne.^{[kilde mangler]}

Seværdigheder i Skåne

• Andrerums alunværk
• Glimmingehus
• Lund Domkirke
• Dalby kirke
• Kärnan
• Malmøhus slot
• Landskrona citadel
• Kivik-graven
• Ales stenar
• Kullen
• Hovs haller
• Turning Torso
• Ven
• Aqvakul
• Ålegilde
• Skäralid

Se også

• Skåneland
• Skånske herreder
• Berømte skåninger

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 14 (1890); sp. 1373-1379; opslag: Skåne
• Nordisk Familjebok, Uggle-upplagan, bind 25 (1917); sp. 1297-1322; opslag: Skåne
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXI, s. 480-482; opslag Skåne
• C. G. Feilberg: "Studier i Københavns Toldregnskab for Året 1615" (Geografisk Tidsskrift, Bind 60 (1961); s. 1-15)
• Karl-Erik Frandsen & Jens Chr.V. Johansen (red.): Da Østdanmark blev Sydsverige. Otte studier i dansk-svenske relationer i 1600-tallet; Skippershoved, Skriftserie utgiven av Vetenskaps-Societeten i Lund nr. 19; ISBN 87-89224-74-4 (dansk og svensk)
• Helga Leide: "Ödeläggelse och uppodling efter skånska kriget" (Scandia, bind 37 (1971), nr 2; s. 398-461)
• Nils Lewan: "Landscape and landed estates east and west of the Sound" (Geografisk Tidsskrift, Bind si01 (1999); s. 119-123)
• Helge Nelson: "Skåne, övergångsområdet. Gränszoner och regioner" (Geografisk Tidsskrift, Bind 52 (1952); s. 201-221)
• Jerker Rosén: "Sjättepenningen och den svenska godspolitiken i Skåne på 1600-talet" (Scandia, bind 15 (1943), nr 1; s. 41-85)
• Per Edvin Sköld: "Om den lokala folkomflyttningen i sydvestra Skåne under 1800-talets förra del" (Scandia, bind 26 (1960, nr 1; s. 155-166)
• Margaretha Swensson: "Bondehamnar i nordvästra Skåne och Blekinge under 1600-talet" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 4 (1969); s. 45-95
• Michael Venge: "Bondefred og grænsefred" (Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 1 (1980); s. 40-63)
• Skanelandsframtid
• Skånelands historia hentet fra Internet archive
• Dansk-Skaansk Forening
• Länstyrelsen
• Region Skåne

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Skånske kirker