Kemisk binding

Lewis prik-diagram er et eksempel på illustration af kemiske bindinger mellem kulstof (C), hydrogen (H) og oxygen (O).

En kemisk binding er det fænomen, der binder atomer sammen til molekyler eller salte.

Det er de elektriske kræfter mellem den positivt ladede atomkerne og de negativt ladede elektroner der holder atomerne sammen.

Typer af kemiske bindinger

1. Ionbinding er en binding, der opstår på grund af den elektriske tiltrækning mellem to modsat ladede ioner. Fx Na⁺ og Cl^-, som altså danner en ion-binding i mellem sig, og tilsammen altså danner det velkendte køkkensalt, NaCl. Ion-bindinger er samtidig relativt stærke bindinger, som nogle fysiske og kemiske bindinger ikke kan bryde.
2. Elektronparbinding, tidligere kaldet kovalent binding
   1. upolær elektronparbinding eller upolær kovalent binding, er en binding mellem to atomer hvor forskellen i elektronegativiteten (forkortet ΔEN), ikke overstiger 0,5.
   2. polær elektronpparbinding eller polær kovalent binding, er en binding mellem to atomer hvor forskellen i elektronegativiteten (forkortet ΔEN), ligger mellem 0,5 og 1,7.
3. Hydrogenbinding er en binding mellem et svagt elektropositivt hydrogenatom og et af de elektronegative atomer som ilt, kvælstof eller fluor.
4. Metalbinding en sky af elektroner holder positivt ladede metalatomer sammen, se metal.
5. Kompleksbinding er en bindingstype set i kompleksforbindelser.

Se også

• Fysiske bindinger
• Kemisk polaritet
• Ionbinding
• Kovalent binding
• Londonbinding

Ekstern henvisning

• Læs på dansk om kemiske bindinger, følg links på denne side fra EMU

Litteratur

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kemisk binding
• Erik Karlsen: Kemisk binding og spektroskopi, Nyt Teknisk Forlag, 2009

Spire Denne artikel om kemi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.