Dåb: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
rettet stave, og grammatisk fejl
Linje 17: Linje 17:


Voksendåb forekommer dog også i de traditionelle trossamfund, når folk, der ikke er døbt som børn, optages som medlemmer, og dermed får del i Kristi legeme. Folkekirken foretager også "voksendåb" når personer der ikke er barnedøbt, ønsker at konfirmeres.
Voksendåb forekommer dog også i de traditionelle trossamfund, når folk, der ikke er døbt som børn, optages som medlemmer, og dermed får del i Kristi legeme. Folkekirken foretager også "voksendåb" når personer der ikke er barnedøbt, ønsker at konfirmeres.
Men man ka´n ikke sutte hvis man er barn!


== Hjemmedåb ==
== Hjemmedåb ==

Versionen fra 5. sep. 2014, 09:18

Denne artikel beskriver dåben fra et primært kristent synspunkt for andre synsvinkler se Dåb (flertydig)
Johannes Døberen døber Jesus. Skitse "Dåben" af Adi Holzer, 1997

I kristendommen fungerer dåben som det ritual, hvormed en person indlemmes i den kristne menighed. Ved dåben "afvaskes" personens synder, og han eller hun bliver medlem af Kristi kirke. Det kristne dåbsritual har sit forbillede i Johannes Døberen, som ifølge Bibelen bl.a. døbte Jesus i Jordanfloden (se bl.a. Matt 3, 11-16). Jesus omtaler selv nødvendigheden af dåb for at komme ind i Guds rige i Joh 3, 5, hvorfor dåben også i stort set hele kristenheden regnes for essentiel for opnåelse af frelsen.

Ordet "dåb" kommer fra det norrøne doppja [1] og det oldsaksiske dopi, som igen er beslægtet med det tyske Taufe – grundbetydningen er ”neddykke”. Faktisk er det at neddryppe, eller dryppe vand på barnet ved dåben (dåben er ikke en navngivning; præsten spørger "hvad er barnets navn"), ikke et oprindeligt kristent ritual, men et nordisk førkristent ritual, som er forbundet med Odinskulten, hvor man ved dåben dryppede vand på barnet – dopi ausa vatn á ungan, som det hed på olddansk. De kristne praktiserede frem til reformationen primært fulddåb, altså fuldstændig neddykning i vand.

Andelen af nyfødte, der bliver døbt i Folkekirken, udgør 73 procent. [2]

Dåbsformlen

Bibelen beretter, at Jesus ved slutningen af sit virke på Jorden befalede apostlene at døbe "i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (i den såkaldte "missionsbefaling", Matt 28:19), hvilket derfor er den mest udbredte dåbsformel inden for kristenheden. Interessant er det imidlertid at bemærke, at apostlene i Apostlenes Gerninger alene ses døbe "i (Herren) Jesu navn" (ApG 2, 38; 8, 16; 10, 48 og 19, 5), hvilket får visse (primært amerikanske, karismatiske) trossamfund til at døbe med denne formel i stedet. I traditionel kristen teologi er den korrekte dåbsformel afgørende for, hvorvidt dåben er gyldig eller ej.

Måden at døbe på

Materielt set foretages dåb i Folkekirken ved, at præsten tre gange øser vand over personens hoved, medens han fremsiger dåbsformlen; men andre kristne trossamfund bruger i stedet at døbe ved at personen nedsænkes helt eller dyppes (heraf oprindeligt ordet "dåb") i vand, oftest i et dertil indrettet bassin i kirkebygningen, men til tider, hvis forholdene tillader det, i en flod eller lignende – som også Johannes Døberen gjorde det. I så fald er personen, der skal døbes, som regel klædt i en helt hvid dåbskjole, der symboliserer, at man ved dåben renses for enhver synd.

Barnedåb og voksendåb

Et andet relevant skel er, om dåben udføres på spædbørn eller voksne. I de traditionelle, liturgiske kirker som den katolske og den ortodokse, døber man børnene kort tid efter fødslen (hvorved dåben også har fået karakter af navngivningsritual, hvilket dog savner teologisk grundlag). I mange protestantiske trossamfund vægrer man sig imidlertid ved at døbe børn, da det understreges, at dåben i Bibelen er et bevidst valg, som en person foretager, når vedkommende vælger at omvende sig, hvorfor dåben forudsætter, at man er kommet til skelsalder. Fra samme side hævdes det, at Bibelen intetsteds omtaler (eller befaler) barnedåb, endsige anfører det som en betingelse for frelse, at man er døbt som barn. Hvorvidt barnedåb er gyldig, har siden 1500-tallet været et stridsspørgsmål i vestlig kirkehistorie, idet mange såkaldte anabaptister (græsk for "gendøbere") lærte, at barnedåben var ugyldig, og derfor gendøbte folk, der var blevet døbt som spæde, hvilket skabte stor vrede hos de traditionelle kirker. Dåben regnes nemlig for et ritual, der kun kan foretages én gang, og man er generelt meget påpasselig med ikke at døbe folk, der i forvejen er døbt, da dette regnes for at kaste vrag på Guds sakramenter.

Voksendåb forekommer dog også i de traditionelle trossamfund, når folk, der ikke er døbt som børn, optages som medlemmer, og dermed får del i Kristi legeme. Folkekirken foretager også "voksendåb" når personer der ikke er barnedøbt, ønsker at konfirmeres. Men man ka´n ikke sutte hvis man er barn!

Hjemmedåb

Hjemmedåb var tidligere meget almindeligt få dage efter fødslen. Grunden hertil skulle søges i den store barnedødelighed, udøbte børns manglende arveret, og at de ikke måtte begraves i indviet jord. Man har dog alligevel som noget særligt for Danmark langt tilbage i tiden begravet de udøbte børn i indviet jord, og det er i dag ligefrem lovpligtigt. Hvis barnet er hjemmedøbt, skal det senere fremstilles i kirken ved en højmesse – i kirkebøger tidligere ofte benævnt dåbens publikation eller dåbens konfirmation.

Hjemmedåb foretages i dag som oftest, hvor der er overhængende fare for det nyfødte barns liv, og forældrene ønsker barnet døbt. Det kaldes også nøddåb og kan udføres af enhver døbt. Er det ikke en præst, der udfører den, skal den efterfølgende anmeldes til sognepræsten for at blive indført i kirkebogen.


Dåben i Danmark historisk

Gennem tiderne har der i Danmark været forskellig praksis for, hvornår dåben skulle finde sted.

  • I 1539 blev det bestemt, at dåben skulle finde sted første eller anden søndag efter fødslen.
  • I 1643 blev det ved Christian 4. bestemt, at dåben skulle finde sted senest otte dage efter fødslen.
  • I 1771 frafaldt man kravet om hurtig dåb under hensyntagen til barnets liv og helbred i de uopvarmede kirker.
  • I 1828 blev det bestemt, at barnet skulles døbes senest otte uger efter fødslen, men så skulle dåben også ske i kirken (i modsætning til hjemmedåb).
  • Indtil Grundloven 1849 havde alle pligt til at lade deres børn døbe (med undtagelse af jøder).
  • Indtil 1854 var et barn først arveberettiget, når det var blevet døbt.

Se også

En katolsk præst under en dåb

Litteratur

  • Skaaning, Jytte & Bente Klercke Rasmussen, Find din slægt – og gør den levende, Forlaget Bonderosen 2003

Kilder

  1. ^ Vibeke Roggen m.fl.: Antikkens kultur (s. 227), forlaget Aschehoug, Oslo 2010, ISBN 978-82-03-33743-7
  2. ^ Ifølge undersøgelse af religionssociolog Peter Lüchau citeret den 19. sep 2009 kl. 23:10 i webudgaven af Politiken

Eksterne henvisninger


Skabelon:Link GA