Spanske borgerkrig

Spanske borgerkrig
Dato 17. juli 1936 – 1. april 1939 Sted Spanien, Spansk Marokko, Spansk Sahara, De kanariske øer, Baleariske Øer, Spansk Guinea, Middelhavet Resultat Nationalist sejr.
Parter
Spanske Republik Sovjetunionen Internationale Brigader Anarko-syndikalister Partido Obrero de Unificación Unión General de Trabajadores Partido Comunista de España Mexico[a]	Fascistisk Spanien Nazityskland Kongeriget Italien Portugal Falangen
Ledere
Manuel Azaña Julián Besteiro Francisco Largo Caballero Juan Negrín Indalecio Prieto	Francisco Franco Gonzalo Queipo de Llano Emilio Mola José Sanjurjo Juan Yagüe
Styrke
450.000 350 fly (1938)	600.000 600 fly (1938)
Tab
~500.000
a. Kun økonomisk støtte

Den Spanske Borgerkrig blev udkæmpet fra 1936 til 1939 mellem Spaniens republikanske regering (støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister) og general Francisco Franco (støttet af konservative, fascister og i et vist omfang den katolske kirke). Borgerkrigen endte med nationalisterne sejrede. Efter at venstrekoalitionen Frente Popular kom til magten under ledelse af Manuel Azaña i 1936 blev en periode med stor ustabilitet og konflikt i Spanien indledt. Volden mellem militante grupper kom ud af kontrol efter drabet på den konservative parlamentariske leder José Calvo Sotelo. Samme år forsøgte en gruppe højere officerer at begå et statskup mod den nye regering. Oprøret blev efterhånden støttet af konservative spanske grupper, som Confederación Española de Derechas Autónomas, eller C.E.D.A), og den konservative katolske folkebevægelse Karlistene og den fascistiske Falange Falange|Falange Española de las J.O.N.S. Nationalisterne havde aktiv militær støtte og fik våben fra Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden at den lovlige regeringen ikke kunne købe våben. De sidste to år af krigen kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra.

Nationalisterne havde en overvejende konservativ, katolsk basis og blev støttet af adelen, hæren og den kastillanske kirke, der ønskede at genindføre monarkiet. Venstresiden, som først og fremmest omfattede socialister, anarkosyndikalister og socialliberale havde støtte fra de nationale eliter og kirken i Baskerlandet, Catalonien, fattige landarbejdere, og fra mere sekulære og urbane miljøer i hele landet. Nationalisterne, under ledelse af generalerne Francisco Franco, Emilio Mola og José Sanjurjo, indsatte størstedelen af hæren mod den venstreorienterede regering, men mødte stærkt modstand fra loyale hær- og marineafdelinger og fra civile som afvæbnede garnisoner og greb til våben. Mange soldater meldte sig også til folkefronten. Først efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti.

Krigen blev udkæmpet med omfattende terror og massakrer på begge sider, mod fanger, og mod faktiske og formodede modstandere. Krigen fik en bred international pressedækning, som formidlede terror og drab. Særlig tidlig i krigen var pressedækningen ofte baseret på rygter. Den katolske kirke gav støttede nationalisterne og opfattede krigen som et moderne korstog, som blev forstærket af massakrer på præster og nonner begået af venstresiden.

I efterkrigstiden blev den højre side under krigen glorificeret af den højreorienterede regering som havde magten i landet. Francos udpegede efterfølger Juan Carlos ændrede politikken 1970erne, der førte til at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati. Meningerne om borgerkrigen i Spanien er delte og borgerkrigen var længe anset som et tabuområde i alle de store retninger i spansk politik.

Baggrund

Borgerkrigen var et resultat af flere faktorer og århundredelange konflikter. Flere af disse var politiske konflikter i den anden spanske republik. I tillæg var det internationale politiske klima i 1930-erne præget af politisk ustabilitet, frygt for kommunistiske revolutioner, svage demokratier og at stadig flere lande i Europa fik autoritært styre.

I Spanien var det en gammel politisk konfliktlinje mellem regionalt selvstyre og det traditionelle centralistiske styre, som selv kaldte sig «bevare Spaniens enhed». Både kirken og militæret var traditionelt en integreret del af landets ledelse, og kongehuset havde en svag stilling. Da kong Alfons 13. af Spanien i 1923 anderkendte Miguel Primo de Riveras magtovertagelse og diktatur, åbnede det vejen for oprettelse af republikken i 1931, men både arbejdet med republikkens konstitution og det efterfølgende, nødvendige reformarbejde gjorde at de politiske spændinger kom til overfladen. Republikken var derfor præget af store konflikter, flere kupforsøg og voldelig uro. Udover foråret 1937, efter kampe internt i republikken, blandt andet i Barcelona, som blev kald borgerkrigen i borgerkrigen, tog de Moskva-tro kommunister, med støtte fra Komintern, magten i republikken, men uden at opnå samme absolutte magt som Franco opnåede.

Det militære oprør

Den republikanske regering sendte de officerer de ikke stolede på, som generalerne Manuel Goded Llopis, Emilio Mola og generalstabschef general Franco til poster langt fra Madrid. Mellem den 5. og 12. marts var der flere konspiratoriske møder i Madrid. I det planlagte oprør skulle general José Sanjurjo, som havde ledet et kupforsøg i 1932, være frontfigur. Selv om regeringen blev advaret mod planene, blev advarslerne overset.

Borgerkrigen blev udløst af dette militære oprør af en gruppe højere officerer. Starttidspunktet var den 17. juli kl. 05.00 for styrkerne i Afrika, og et døgn senere for styrkerne i selve Spanien. Kupmagerne sikrede sig først kontrollen i Afrika, således at den overvejende del af styrkerne kunne indsættes i Andalusien så snart det var mulig. Franco var på dette tidspunkt «forvist» til de Kanariske Øer, men rejste den 17. juli med postbåden fra Santa Cruz de Tenerife til Las Palmas, og derfra videre med et lejet fly til Spansk Marokko.>

Generalerne planlagde et statskup, og aktionerne i Nordafrika gik efter planen, således at elitestyrkerne her kunne indsættes i selve Spanien sammen med 75.000 «frivillige» marokkanere. Men andre steder i Spanien forløb kuppet ikke som planlagt og det lykkedes ikke kupmagerne at sikre sig kontrollen over flere af de store byer, herunder Madrid. Der blev de militære holdt indespærret i Montaña-lejren, og lejren faldt næste dag efter blodige kampe og en efterfølgende massakre. I Barcelona blev oprørerne nedkæmpet af bevæbnede anarkister og syndikalister. General Goded, som var blev indfløjet fra sit tjenestested på de Baleariske Øer, blev taget til fange i Barcelona og senere henrettet.

De Internationale Brigader

Etkar André bataljonen i De Internationale Brigader

.

De Internationale Brigaders flag

Mange ikke-spaniere så den spanske republik som fronten i krigen mod fascisme og sluttede sig til de Internationale Brigader. Brigaderne var det største udenlandske kontingent, der kæmpede for republikanerne. Omkring 40.000 udlænding var i brigaderne, men aldrig mere end 18.000 ad gangen. Brigaderne hævdede at repræsentere 53 stater.

Mange frivillige kom fra Frankrig (10.000), Tyskland og Østrig (5000) samt Italien (3.350). Mere end 1.000 kom fra Sovjetunionen, USA, Storbritannien, Polen, Jugoslavien Ungarn og Canada. Thälmann-bataljonen, en gruppe tyskere, som de fleste dansk frivillige var en del af, og Garibaldi-bataljonen, en gruppe af italienerne udmærkede sig ved belejringen af Madrid. Amerikanerne var i hovedsagen indrulleret i Abraham Lincoln-brigaden, mens canadierne deltog i Mackenzie-Papineau bataljonen.

Over fem hundrede rumænere kæmpede på republikansk side, herunder medlemmerne af det rumænske kommunistparti Petre Borilă og Valter Roman. Omkring 80 frivillige fra Irland dannede Connolly Column, som blev udødeliggjort af den irske folkemusiker Christy Moore med sangen 'Viva La Quince Brigada. Nogle kinesere sluttede sig til brigaderne, de fleste af dem vendte tilbage til Kina, mens andre blev fængslet, kom i franske flygtningelejre eller blev i Spanien.

Dansk deltagelse

Omkring 500 danskere deltog i brigaderne, ca. 50 % af dem døde, der i blandt Gustaf Munch-Petersen. Villy Fuglsang og Leo Kari skrev om deres deltagelse: "De som rejste til Spanien for at deltage i borgerkrigen, vidste, den danske regering ikke støttede dem. Overlevede de borgerkrigen og vendte hjem, vidste de at de ville blive arresteret, da de have forbrudt sig mod den internationale aftale, som var indgået i den Internationale Ikke-indblandingskomité og var grundlaget for den lov, som gjorde det ulovligt for danske statsborgere at deltage i den spanske borgerkrig. Loven blev vedtaget i februar 1937".

I en socialdemokratisk håndbog står der blandt andet:

Som et Led i de Kontrolforanstaltninger, som den Internationale Ikke-indblandingskomité iværksatte omkring Slutningen af Februar 1937, har en Række europæiske Stater gennemført Forbud mod Frivilliges Deltagelse i den spanske Borgerkrig. Forslag herom blev fremsat i Folketinget den 23. Februar og gennemført i Løbet af de to efterfølgende dage. - Forslaget vedtoges enstemmigt.

Forbudet omfatter Udrejse og Gennemrejse for saavel danske som fremmede Statsborgere til Deltagelse i Borgerkrigen i Spanien og spansk Marokko. Tilladelsen til at rejse til de spanske Besiddelser kan gives af Justitsministeren eller dennes Bemyndigede ved en særlig Paategning paa Passet. Saadan Tilladelse kan kun gives, saafremt det godtgøres, at Formaalet med Rejsen ikke er Deltagelse i Borgerkrigen. Udlændinge, som ikke er bosat her i Landet, kan kun faa Tilladelse til at rejse herfra til Spanien, saafremt de af Hjemlandets Myndigheder har faaet Tilladelse dertil. Rejsebureauer maa ikke sælge Billetter til Spanien til Personer, der ikke har Rejsetilladelse, ligesom Førerne af danske Skibe, ikke maa transportere eller landsætte saadanne Personer i Spanien. For Overtrædelse fastsættes Hæftestraf indtil 3 Maaneder, eventuelt Bøder. Loven bortfalder af sig selv med Borgerkrigens ophør. Dens Bortfald paa tidligere Tidspunkt kan bestemmes ved kgl. Anordning.

— Socialdemokratiet, Håndbog, Rigsdagssamlingen 1936-37 (s. 180-181), Fremad, 1937

Eksterne henvisninger

• Kay Lundgreen-Nielsen: "Den spanske borgerkrig 1936-1939. En oversigt over den nyere forskning" (Historisk Tidsskrift, 15. række, Bind 2; 1987)
• Olle Norman: "Det spanska inbördeskriget. Krigshändelserna juli 1936-november 1938" (Nordisk Familjeboks månadskrönika 1938, s. 820-827) (svensk)
• Essay af George Orwell: Looking Back On The Spanish War.
• "Inbördeskrig i Spanien" (Svenska Dagbladets Årsbok, Fjortonde årgången (händelserna 1936); s. 317-322)
• "Inbördeskriget i Spanien under 1937" (Svenska Dagbladets Årsbok, Femtonde årgången (händelserna 1937); s. 309-314)
• "Inbördeskriget i Spanien under 1938" (Svenska Dagbladets Årsbok, Sextonde årgången (händelserna 1938); s. 312-318)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Spanske borgerkrig

Spire Denne artikel om Spaniens historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.