Marsk: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 23. sep. 2014, 12:32

Denne artikel handler om biotopen marsk. For marsk som titel på hærfører, se rigsmarsk

En marsk er i økologien en biotop, der danner randzone mellem et fladvandet hav og fast land.

Ordet marsk hedder på gammeldansk mersk, vestjysk mærsk, oldnordfrisisk mersk og på mnty. mersch. ^[1]

Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med lerbund ved Vesterhavets kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare gest med jordbund af morænesand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser af de lavtliggende strækninger. Vandet medfører lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse (slik eller klæg), som bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre tykt lerlag. Dannelsen af lerstrand er ikke noget særegent for marsken, men foregår mange andre steder, men i mindre stil, fx i rolige vige og steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at hindre tæt plantevækst. Planterne bremser nemlig vandets afløb og skaber rolige forhold, hvilket fremmer bundfældningen. Ved Vesterhavets kyster sker en særligt effektiv dannelse af marsk. Årsagen er det stærke tidevand, hvor der sker en daglig tilførsel af sediment. Også i flodmundingerne finder der marskdannelse sted, så langt, som tidevandet når. Det ses eksempelvis langs Elben, Weser og Rhinen.

Udbredelse

Marsk findes udbredt i Danmark, Tyskland og Nederlandene, hvor de kaldes polder.

Marskdannelsen

Man skelner mellem saltvandsmarsk, brakvandsmarsk samt ferskvands- eller flodmarsk. Der er store forskelle mht. de plantearter, man finder i de forskellige marsktyper.

Saltvandsmarsk

Saltvandsmarsk findes i Danmark ved Nissum Bredning, på østkysten af Fanø og den over for liggende kyst af fastlandet. På steder, hvor der er stor forskel på ebbe og flod, ligger betydelige strækninger (vaderne) tørre ved ebbetid. Her findes en rig dyreverden, fx orme og krebsdyr, der hjælper til at sammenkitte slikken, ligesom dyrenes ekskrementer gør slikken frugtbar. Større rolle spiller dog planterne, der efter aftagende dybde ind mod land danner flere karakteristiske bælter. På dybest bund, der ved ebbetid kun delvis tørlægges, vokser foruden alger næsten kun hav-bændeltang (Zostera marina f. angustifolia). Tangskovene kan være så frodige, at de ved ebbe ligner grønne enge. Tangen virker stærkt sliksamlende og bidrager således til, at bunden med tiden bliver forhøjet, hvilket skaber betingelserne for, at det næste bælte kan opstå. I dette er kveller den fremherskende plante. Først findes den i spredte eksemplarer, derefter i tæt bevoksning. Mange steder har man for at forøge sliksamlingen ført tætliggende grøfter vinkelret ud fra kysten. I disse grøfter vokser kvelleren meget frodigt og samler store mængder af slik, der med mellemrum kastes op på ryggene mellem grøfterne. Kvellerbæltets inderste rand falder tæt uden for grænsen for normalt højvande. Når bunden er højnet så meget, at den ved flod kun dækkes af omkring 30 cm vand, er der grobund for tuer af andel-græs. Dette græs breder sig kraftigt med lange udløbere. Tuerne vokser sammen til et tæt tæppe, og kvelleren kvæles. Spredt i andelgræs-engen vokser også hindebæger, strand-asters, strand-trehage, sandkryb, hindeknæ (Spergularia maritima), strand-vejbred og andre tykbladede planter. Hvor landet indad bliver noget højere og mere tørt, afløses andelgræs-engen af harril-eng (sylteng, høj marsk), hvis vigtigste plante er harril-græs (Juncus gerardi). Denne eng har en lav vegetation med smalle, stive, græslignende blade. Foruden harril-græs findes flere arter fra forrige bælte og tillige flere nye, hvoriblandt engelskgræs (Armeria maritima), rød svingel og strand-bynke. Længere inde forsvinder harril-græsset, og engen dannes især af engelskgræs og svingel.

Brakvands- og ferskvandsmarsk

Der findes store områder med brakvands- og ferskvandsmarsk langs kysterne af Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Bedst er forholdene undersøgt ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod havet, vandet var mere salt vand, og der var tidevand. Senere er fjorden i større og større grad blevet afspærret, så fjorden ikke længere er tidevandspåvirket, ligesom saltholdigheden er faldet. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af 'affald' fra fjordens plankton. Bundfældninger af sediment er derfor nu langt svagere end tidligere. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af vandaks (Potamogeton pectinatus) og havgræs (Ruppia maritima). Når bunden med disse planters hjælp er højnet noget, indfinder sig tuer af andel-græs (kveller-bæltet mangler), som under stadig forøget sliksamling vokser sammen til små øer. Med tiden bliver øerne større og kan til sidst blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig fiorin-græs (Agrostis alba) og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstigt ved plantning af tagrør og strand-kogleaks og ved anlæg af diger lodret ud fra kysten. Omkring digerne opstår rolige vige, hvor slikken kan samle sig. Fra digernes rand kan planterne brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af Chara, Potamogeton og Myriophyllum, dernæst store bevoksninger af sumpstrå (Heleocharis palustris), kogleaks (flere arter), dunhammer, pindsvineknop og dynd-padderok, og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Marsken kan nu benyttes både som eng og agerland.

Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem sluser ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et stykke marsk, der er omgivet af et dige, kaldes en kog eller polder. Med brede grøfter er kogen opdelt i mindre stykker, fenner. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved Højer er de dominerende planter Poa pratensis, Lolium perenne og Trifolium repens, altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk.

Noter

^ Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992 ISSN 0108-8025

Litteratur

Almers: Marschenbuch (3. oplag, Oldenburg 1891);
Detleffsen: Geschichte der holsteinischen Elbmarschen; Glückstadt 1891;
Forchhammer: "Strandens Dannelse paa Vestsiden af den jyske Halvø" (i: Almenfattelige Afhandlinger og Foredrag, København 1869);
Børge Jakobsen: "Tidevandskysterne" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur. Bind 4: Kyst, Klit og Marsk; Politikens Forlag 1969; s. 86-115);
Rambusch et al.: Studier over Ringkøbing Fjord; København 1900;
Christen Raunkiær: "Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation" (i: Festskrift i Anledning af Borch’s Kollegiums 200-Aars Jubilæum, København 1889);
Eugen Warming: "Fra Vesterhavskystens Marskegne" (i: Videnskabelige Meddelelser fra naturhistorisk Forening, 1890];
Eugen Warming: "Ekskursionen til Fanø og Blaavand i Juli 1893" (i: Botanisk Tidsskrift, 1894];
Eugen Warming: Dansk Plantevækst, 1: "Strandvegetationen" (Gyldendal, København 1906).

Eksterne henvisninger

[1] Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992 ISSN 0108-8025

[1]

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 <ref>[http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/ordsag12.pdf Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992] ISSN 0108-8025</ref>
-Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med [[ler]]bund ved [[Vesterhavet]]s kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare [[gest]] med jordbund af [[moræne]]sand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser, som de lavtliggende strækninger er udsatte for, idet de af vandet medførte lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse ([[Slik (geologi)|slik]] eller klæg) bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre mægtigt lerlag. Denne dannelse af lerstrand er ingenlunde noget særegent for marsken men findes mangfoldige steder i mindre stil ved andre kyster, i rolige vige eller andre steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at skabe så urolige forhold, at en nogenlunde tæt plantevækst umuliggøres. Plantevæksten virker nemlig hindrende for vandets afløb, skaber rolige forhold og fremmer i høj grad bundfældningen. Hvad, der betinger den overordentlig stærke dannelse af marsk ved Vesterhavets kyster, er det stærke [[tidevand]], hvorved sediment daglig tilføres, og op i flodmundingerne så langt, tidevandet spores, finder derfor også marskdannelse sted (således langs [[Elben]], [[Weser]], [[Rhinen]] med flere).
+Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med [[ler]]bund ved [[Vesterhavet]]s kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare [[gest]] med jordbund af [[moræne]]sand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser af de lavtliggende strækninger. Vandet medfører lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse ([[Slik (geologi)|slik]] eller klæg), som bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre tykt lerlag. Dannelsen af lerstrand er ikke noget særegent for marsken, men foregår mange andre steder, men i mindre stil, fx i rolige vige og steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at hindre tæt plantevækst. Planterne bremser nemlig vandets afløb og skaber rolige forhold, hvilket fremmer bundfældningen. Ved Vesterhavets kyster sker en særligt effektiv dannelse af marsk. Årsagen er det stærke [[tidevand]], hvor der sker en daglig tilførsel af sediment. Også i flodmundingerne finder der marskdannelse sted, så langt, som tidevandet når. Det ses eksempelvis langs [[Elben]], [[Weser]] og [[Rhinen]].
 == Udbredelse ==
-[[Fil:SLH.landscapes.png|thumb|Marskens udbredelse i Slesvig og Holsten mod vest, [[Gest|gesten]] i midten, [[Moræne|morænelandskabet]] mod øst]]
+[[Fil:SLH.landscapes.png|thumb|Marskens udbredelse i Slesvig og Holsten mod vest, [[Gest|gesten]] i midten, [[Moræne|morænelandskabet]] mod øst.]]
-Marsk findes udbredt både i [[Danmark]], i [[Tyskland]] og i [[Nederlandene]], hvor de kaldes ''polder''.
+Marsk findes udbredt i [[Danmark]], [[Tyskland]] og [[Nederlandene]], hvor de kaldes ''polder''.
 == Marskdannelsen ==
-Man skelner mellem saltvandsmarsk, brakvandsmarsk og ferskvands- eller flodmarsk, der i henseende til plantevækst viser betydelige forskelligheder.
+Man skelner mellem saltvandsmarsk, brakvandsmarsk samt ferskvands- eller flodmarsk. Der er store forskelle mht. de plantearter, man finder i de forskellige marsktyper.
 === Saltvandsmarsk ===
@@ Linje 23: / Linje 23: @@
 [[Fil:Landgewinnung fg03.jpg|thumb|[[Landvinding]] ved [[Vesterhever]] på [[Ejdersted]]. {{byline|Fritz Geller-Grimm}} ]]
-Saltvandsmarsk findes i Danmark ved Nissum Bredning, på østkysten af Fanø og den over for liggende kyst af fastlandet. Sidstnævnte steder, hvor forskel på [[ebbe]] og [[flod]] er meget stor, ligger betydelige strækninger ([[vade]]rne) tørre ved ebbetid. På disse findes en rig dyreverden (orme, krebsdyr etcetera), der dels virker sammenkittende på slikken, dels ved sine ekskrementer frugtbargør denne. Større rolle spiller dog planterne, der efter aftagende dybde ind mod land danner flere karakteristiske bælter. På dybest bund, der ved ebbetid kun delvis tørlægges, vokser foruden alger næsten kun [[Bændeltang|hav-bændeltang]] (''Zostera marina f. angustifolia'') i så store bevoksninger, at de ved ebbe ligner grønne enge. Den virker stærkt sliksamlende og bidrager således til bundens højning, hvorved livsbetingelser skabes for det næste bælte. I dette er [[kveller]] den fremherskende plante. Først findes den i spredte eksemplarer, derefter i tæt bevoksning. For at forøge sliksamlingen føres i dette bælte en mængde tætliggende grøfter lodret ud fra kysten. I disse grøfter vokser kvelleren meget frodigt og samler store mængder af slik, der så tid efter anden kastes op på ryggene mellem grøfterne, i hvilke nu sliksamlingen gentager sig. Kvellerbæltets inderste rand falder tæt uden for grænsen for normalt højvande. Når bunden er højnet så meget, at den ved flod kun dækkes af omkring 30 cm vand, indfinder sig [[tue]]r af [[andel-græs]]. Ved sine lange udløbere breder dette græs sig stærkt, Tuerne vokser sammen til et tæt tæppe, og kvelleren kvæles. Indstrøet i andelgræs-engen findes [[Hindebæger|hindebæger]], [[Strand-Asters|strand-asters]], [[Strand-Trehage|strand-trehage]], [[Sandkryb|sandkryb]], [[Hindeknæ|hindeknæ]] (''Spergularia maritima''), [[Strand-Vejbred|strand-vejbred]] og andre tykbladede planter. Hvor landet indad bliver noget højere og tørrere, afløses andelgræs-engen af harril-eng ([[Sylteng|sylteng]], høj marsk), hvis vigtigste plante er [[Harril-Græs|harril-græs]] (''Juncus gerardi''). Denne eng har en lav vegetation med smalle, stive, græslignende blade. Foruden harril-græs findes flere arter fra forrige bælte og tillige flere nye, hvoriblandt [[engelskgræs]] (''Armeria maritima''), [[Rød Svingel|rød svingel]] og [[Strand-Bynke|strand-bynke]]. Længere inde forsvinder harril-græsset, og engen dannes især af engelskgræs og svingel.
+Saltvandsmarsk findes i Danmark ved Nissum Bredning, på østkysten af Fanø og den over for liggende kyst af fastlandet. På steder, hvor der er stor forskel på [[ebbe]] og [[flod]], ligger betydelige strækninger ([[vade]]rne) tørre ved ebbetid. Her findes en rig dyreverden, fx orme og krebsdyr, der hjælper til at sammenkitte slikken, ligesom dyrenes ekskrementer gør slikken frugtbar. Større rolle spiller dog planterne, der efter aftagende dybde ind mod land danner flere karakteristiske bælter. På dybest bund, der ved ebbetid kun delvis tørlægges, vokser foruden alger næsten kun [[Bændeltang|hav-bændeltang]] (''Zostera marina f. angustifolia''). Tangskovene kan være så frodige, at de ved ebbe ligner grønne enge. Tangen virker stærkt sliksamlende og bidrager således til, at bunden med tiden bliver forhøjet, hvilket skaber betingelserne for, at det næste bælte kan opstå. I dette er [[kveller]] den fremherskende plante. Først findes den i spredte eksemplarer, derefter i tæt bevoksning. Mange steder har man for at forøge sliksamlingen ført tætliggende grøfter vinkelret ud fra kysten. I disse grøfter vokser kvelleren meget frodigt og samler store mængder af slik, der med mellemrum kastes op på ryggene mellem grøfterne. Kvellerbæltets inderste rand falder tæt uden for grænsen for normalt højvande. Når bunden er højnet så meget, at den ved flod kun dækkes af omkring 30 cm vand, er der grobund for [[tue]]r af [[andel-græs]]. Dette græs breder sig kraftigt med lange udløbere. Tuerne vokser sammen til et tæt tæppe, og kvelleren kvæles. Spredt i andelgræs-engen vokser også [[Hindebæger|hindebæger]], [[Strand-Asters|strand-asters]], [[Strand-Trehage|strand-trehage]], [[Sandkryb|sandkryb]], [[Hindeknæ|hindeknæ]] (''Spergularia maritima''), [[Strand-Vejbred|strand-vejbred]] og andre tykbladede planter. Hvor landet indad bliver noget højere og mere tørt, afløses andelgræs-engen af harril-eng ([[Sylteng|sylteng]], høj marsk), hvis vigtigste plante er [[Harril-Græs|harril-græs]] (''Juncus gerardi''). Denne eng har en lav vegetation med smalle, stive, græslignende blade. Foruden harril-græs findes flere arter fra forrige bælte og tillige flere nye, hvoriblandt [[engelskgræs]] (''Armeria maritima''), [[Rød Svingel|rød svingel]] og [[Strand-Bynke|strand-bynke]]. Længere inde forsvinder harril-græsset, og engen dannes især af engelskgræs og svingel.
 === Brakvands- og ferskvandsmarsk ===
@@ Linje 29: / Linje 29: @@
 [[Fil:USGS image cropped.jpg|thumb|Brakvands- og ferskvandsmarsk (principtegning).]]
-Brakvands- og ferskvandsmarsk findes i betydelig udstrækning ved kysterne af [[Ringkøbing Fjord]] og [[Nissum Fjord]]. Bedst er forholdene undersøgte ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod havet, havde salt vand og tidevande. Senere afspærredes den mere og mere, tidevandet hørte op, og saltholdigheden formindskedes. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder af faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af affald fra fjordens [[plankton]]. Bundfældninger af sediment bliver af disse grunde nu langt svagere end forhen. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af [[Børstebladet Vandaks|vandaks]] (''Potamogeton pectinatus'') og [[Almindelig Havgræs|havgræs]] (''Ruppia maritima''). Når bunden ved dennes virksomhed er højnet noget, indfinder sig tuer af andel-græs (kveller-bæltet mangler); disse vokser under stadig forøget sliksamling sammen til små øer, disse igen til større, der til sidst kan blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig [[Fiorin-Græs|fiorin-græs]] (''Agrostis alba'') og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstig ved plantning af [[tagrør]] og [[Strand-Kogleaks|strand-kogleaks]] og ved anlæg af [[dige]]r lodret ud fra kysten. Ved disse frembringes rolige vige, i hvilke slikken kan samle sig, og hvor vegetationen fra digernes rand kan brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af ''Chara'', ''Potamogeton'' og ''Myriophyllum'', dernæst store bevoksninger af [[Almindelig Sumpstrå|sumpstrå]] (''Heleocharis palustris''), [[kogleaks]] (flere arter), [[dunhammer]], [[Pindsvineknop|pindsvineknop]], [[Dynd-Padderok|dynd-padderok]] med flere arter, og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Den kan nu benyttes både som eng og agerland.
+Der findes store områder med brakvands- og ferskvandsmarsk langs kysterne af [[Ringkøbing Fjord]] og [[Nissum Fjord]]. Bedst er forholdene undersøgt ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod havet, vandet var mere salt vand, og der var tidevand. Senere er fjorden i større og større grad blevet afspærret, så fjorden ikke længere er tidevandspåvirket, ligesom saltholdigheden er faldet. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af 'affald' fra fjordens [[plankton]]. Bundfældninger af sediment er derfor nu langt svagere end tidligere. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af [[Børstebladet Vandaks|vandaks]] (''Potamogeton pectinatus'') og [[Almindelig Havgræs|havgræs]] (''Ruppia maritima''). Når bunden med disse planters hjælp er højnet noget, indfinder sig tuer af andel-græs (kveller-bæltet mangler), som under stadig forøget sliksamling vokser sammen til små øer. Med tiden bliver øerne større og kan til sidst blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig [[Fiorin-Græs|fiorin-græs]] (''Agrostis alba'') og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstigt ved plantning af [[tagrør]] og [[Strand-Kogleaks|strand-kogleaks]] og ved anlæg af [[dige]]r lodret ud fra kysten. Omkring digerne opstår rolige vige, hvor slikken kan samle sig. Fra digernes rand kan planterne brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af ''Chara'', ''Potamogeton'' og ''Myriophyllum'', dernæst store bevoksninger af [[Almindelig Sumpstrå|sumpstrå]] (''Heleocharis palustris''), [[kogleaks]] (flere arter), [[dunhammer]], [[Pindsvineknop|pindsvineknop]] og [[Dynd-Padderok|dynd-padderok]], og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Marsken kan nu benyttes både som eng og agerland.
-Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem [[sluse]]r ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så at vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et med dige omgivet stykke marsk kaldes en [[kog]] eller ''polder''. Ved brede grøfter deles denne atter i mindre stykker, ''fenner''. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved [[Højer]] fandtes de dominerende planter at være ''Poa pratensis'', ''Lolium perenne'' og ''Trifolium repens'', altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk.
+Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem [[sluse]]r ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et stykke marsk, der er omgivet af et dige, kaldes en [[kog]] eller ''polder''. Med brede grøfter er kogen opdelt i mindre stykker, ''fenner''. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved [[Højer]] er de dominerende planter ''Poa pratensis'', ''Lolium perenne'' og ''Trifolium repens'', altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk.
 == Noter ==