Taliban: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:Flag of Taliban.svg|thumb|300px|Talibans flag]]
[[Fil:Flag of Taliban.svg|thumb|300px|Talibans flag]]
'''Taliban''' ([[pashto]]: طالبان; "Islamiske studerende"), også transskriberet '''Taleban''', er en [[islamisme|islamistisk]] bevægelse som kontrollerede store dele af [[Afghanistan]] fra [[1996]] til [[2001]]. Som legitim regering blev deres styre kun anerkendt af tre lande, de [[Forenede Arabiske Emirater]], [[Pakistan]] og [[Saudi Arabien]]. Et af de mest indflydelsesrige medlemmer af Taliban, er den nu af [[USA]] og USA's allierede eftersøgte [[mullah]] [[Muhammed Omar]]. Det er en terrorgruppe
'''Taliban''' ([[pashto]]: طالبان; "Islamiske studerende"), også transskriberet '''Taleban''', er en [[islamisme|islamistisk]] bevægelse som kontrollerede store dele af [[Afghanistan]] fra [[1996]] til [[2001]]. Som legitim regering blev deres styre kun anerkendt af tre lande, de [[Forenede Arabiske Emirater]], [[Pakistan]] og [[Saudi Arabien]]. Et af de mest indflydelsesrige medlemmer af Taliban, er den nu af [[USA]] og USA's allierede eftersøgte [[mullah]] [[Muhammed Omar]].


== Vejen til magten ==
== Vejen til magten ==

Versionen fra 4. okt. 2014, 11:46

Talibans flag

Taliban (pashto: طالبان; "Islamiske studerende"), også transskriberet Taleban, er en islamistisk bevægelse som kontrollerede store dele af Afghanistan fra 1996 til 2001. Som legitim regering blev deres styre kun anerkendt af tre lande, de Forenede Arabiske Emirater, Pakistan og Saudi Arabien. Et af de mest indflydelsesrige medlemmer af Taliban, er den nu af USA og USA's allierede eftersøgte mullah Muhammed Omar.

Vejen til magten

Da den sovjet-støttede "Afghanistans Demokratiske Republik" brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem en række konkurrerende krigsherrer. Taliban dukkede op som en magtfaktor, der var i stand til at skabe lov og orden i landet og fik betydelig støtte fra de etniske pashtunere og fra Pakistan. USA håbede at Taliban kunne presse krigsherrerne til at bilægge deres uoverensstemmelser og valgte derfor at lade tingene gå deres gang. Selv om den radikale ideologi, som Taliban repræsenterede, senere skræmte mange væk, vurderede mange observatører først bevægelsens opståen som en trods alt positiv begivenhed.

Ifølge Talibans egne forklaringer og påstande samlede den lokale mullah Mohammed Omar, der i øvrigt var en veteran fra Harakat-i Inqilab-i Islami-fraktionen, i foråret 1994 en styrke på 30 talibanere, efter at have hørt om en bortførelse og voldtægt af to kvinder ved en kontrolpost. Han reddede ifølge Taliban kvinderne og hængte kommandøren. Efter denne hændelse blev disse fromme religiøse krigere stærkt efterspurgt af landsbyboere, der var plaget af de uregerlige mujahedin soldater. Taliban bevægelsen var dermed opstået.

Efter denne første periode flyttede Omar sig til den pakistanske Baluchistan provins og vendte først tilbage til Afghanistan i efteråret 1994. Nogle kilder har hævdet, at han havde en godt udrustet og finansieret milits på omkring 1500 krigere med sig, som skulle stå for beskyttelsen af en pakistansk handelskonvoj, med varer til Turkmenistan. Andre kilder hævder imidlertid, at konvojen rent faktisk var fyldt med pakistanske krigere, som udgav sig for at være talibanere, og at Taliban havde fået betydelige mængder af våben, militærtræning og økonomisk hjælp fra pakistanerne. Nogen hævder desuden at Talibanerne også blev støttet af USA, som foretrak en pakistansk-støttet regering frem for den russisk støttede Nordalliance.

Efter at have overtaget magten i og omkring Kandahar gennem en kombination af militære og diplomatiske sejre, angreb Taliban Ismail Khans styrker i den vestlige del af landet, og erobrede byen Herat fra ham 5. september 1995. Efter erobringen af byen lykkedes det talibanerne at besejre ham fuldstændigt. Den efterfølgende vinter belejrede Taliban hovedstaden Kabul. De blokerede handelsvejene og bombarderede byen med raketter. I marts opgav den afghanske præsident Burhanuddin Rabbani og Gulbuddin Hekmatyar deres kamp mod hinanden og dannede i stedet en ny anti-Taliban alliance. Den 26. september 1996 opgav de deres kontrol med Kabul, og trak sig tilbage mod nord. De overlod dermed regeringsmagten til talibanerne, der kort efter gav de afghanske områder, som de kontrollerede, navnet Afghanistans Islamiske Emirat.

Den 20. maj 1997 gjorde generalene Abdul Malik Pehlawan og Mohammed Pehlawan oprør mod den usbekiske krigsherre Abdul Rashid Dostums ledelse og indgik en alliance med Taliban. Tre dage senere opgav Dostum kontrollen med store dele af sin hær og flygtede fra sin base i Mazar-e Sharif til Usbekistan. Den 25. maj overtog styrkerne fra Taliban sammen med mytteristerne, kontrollen over byen. Den samme dag som Talibanerne overtog kontrollen med byen, anerkendte Pakistan talibanernes styre, som den lovlige regering i Afghanistan. Saudi Arabien fulgte Pakistans eksempel, og anerkendte talibanregeringen dagen efter. Den 27. maj opstod der hårde gadekampe mellem Taliban og Maliks styrker. Talibans soldater var ikke vant til urban krigførelse og blev tilføjet et alvorligt nederlag. Tusindvis af soldater mistede livet som en følge af kampene og de efterfølgende henrettelser. Taliban generobrede imidlertid byen den 8. august 1998.

Den 29. august 1998 beordrede USA's præsident Bill Clinton den amerikanske flåde til at affyre krydsermissiler mod fire mål i Afghanistan, som USA hævdede var træningslejre for islamiske terrorister. En af lejrene blev drevet af Osama bin Laden, som USA beskyldte for at have stået bag bombeattatenterne den 7. august mod flere af de amerikanske ambassader i Østafrika. Tre landsbyer blev imidlertid også ramt, og USA's angreb blev derfor udsat for en del kritik.

Det styre som Taliban stod bag, blev kun anerkendt af Pakistan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Taliban kontrollerede hele Afghanistan, med undtagelse af nogle mindre områder i nordøst, der blev kontrolleret af Nordalliancen. Resten af verden, inklusive FN, anerkendte fortsat Rabbani som Afghanistans lovlige statsoverhoved, selv om man samtidig måtte erkende, at han ikke havde nogen reel politisk indflydelse i landet.

Taliban modtog støtte fra både Saudi-Arabien og Pakistans efterretningsorganisationer, og havde et relativt godt forhold til disse lande. Forholdet til den shia-muslimske iranske regering var imidlertid meget dårligt, da talibanerne aktivt modarbejdede shia-retningen indenfor den islamiske religion.

Kultur

På de sprog der bliver talt af flertallet af Afghanistans og Pakistans indbyggere (dari og pashto), betyder Taliban (eller Taleban) "de som studerer bogen" (hvilket i denne sammenhæng vil sige Koranen). Navnet kommer fra det arabiske ord for elev, talib. Talibanerne tilhører Deobandi-bevægelsen, der er en sunni-muslimsk bevægelse, der lægger særlig vægt på renhed, enkelhed og mandens familie-forpligtelser. Bevægelsen opstod i de etniske pashtuneres område i Afghanistan.

Dagligdag under Taliban-styret

Islamisk lov

Da Taliban overtog magten, indførte de straks islamisk lov i de områder som de kontrollerede. Talibans regering var styret af lærde indenfor Islam og islamisk lov. Straffene, der blev administreret af en religiøs politistyrke, inkluderede blandt andet amputation af en eller begge hænder for tyveri og stening for utroskab.

Opium

Taliban forbød dyrkningen af opiums-valmuer i juli i 2000, stoppede produktion af opium næsten fuldstændig i de områder der var under Talibans kontrol og heroinforsyningen faldt med 65% på verdensplan. Produktionen af opium blev genoptaget igen, efter Taliban-regeringens fald.[1]

Ifølge amerikanske kilder kommer 92% (2007) af verdens ulovlige opium fra Afghanistan. Størsteparten af den afghanske opium bliver solgt i Europa.

Kvindernes forhold

Talibans religionsminister, Al-Haj Maulwi Qalamuddin, udtalte til New York Times: "Ønsker verden at give en tændstik til et land i brand? Hvorfor er i så bekymrede for kvinderne? Brød koster for meget. Det findes ikke arbejdspladser. Selv drengene går ikke i skole. Og til trods for alle disse problemer er kvinderne det eneste jeg hører om. Hvor var verden da mændene i Afghanistan kunne krænke en hvilken som helst kvinde?"

Taliban hævdede at uddannelsen af kvinderne var blevet forbedret, men en UNESCO rapport fastslog at der var sket et "voldsomt 65% fald i det antal piger som går i skole. I de skoler som er drevet af uddannelsesministeriet er kun 1% af eleverne piger. Procenten af kvindelige lærere er også faldet fra 59,2% i 1990 til 13,5% i 1999."

Taliban indførte desuden et forbud mod at de afghanske kvinder viste sig offentligt, uden at være iklædt en burka.

Buddha-statuerne i Bamiyan

I marts 2001 besluttede Taliban, at to store Buddha statuer i Bamiyan provinsen skulle ødelægges. Taliban opfattede deres eksistens som et udtryk for afgudsdyrkeri, der ikke kunne tolereres indefor rammerne af en islamisk stat. Den ene statue var 38 meter høj og 1800 år gammel, den anden var 53 meter høj og 1500 år gammel. Talibans beslutning blev fordømt af blandt andet UNESCO og en lang række lande, deriblandt Iran. Omar (lederen af Taliban) som tog beslutningen, betegnede dem som "afgudsbilleder", og da vestlige firmaer var villige til at afgive enorme summer penge til renovering af de to statuer, bad Omar i vrede om ødelæggelsen af de to statuer idet at vesten var villig til at afgive enorme summer for de to statuer, men dog ikke til de millionvis af fattige mennesker i landet.

Den amerikanske invasion

En Anti-Taliban løbeseddel, hvor man kan modtage dusør på 1 mil. dollars, hvis man kan give spor, som kan føre til pågribelse af højtstående folk inden for Taliban.

Den 22. september 2001 trak De Forenede Arabiske Emirater og senere Saudi-Arabien deres anerkendelse af Taliban som den lovlige regering i Afghanistan tilbage, efter at USA havde beskyldt bin Laden og Taliban for stå bag terrorangrebet den 11. september 2001. Dermed havde Taliban regeringen kun forbindelser til Pakistan. Under trusler om gengældelsesangreb som straf for at skjule Osama bin Laden og hans al-Qaida organisation, tilbød Taliban regeringen at udlevere bin Laden til et neutralt land, men forslaget blev ignoreret af USA.

FN's sikkerhedsråd besluttede desuden enstemmigt at indføre en våbenembargo, samt at fastfryse bin Ladens, al-Qaidas og Talibans økonomiske midler.

Den 7. oktober 2001 indledte USA, støttet af Storbritannien og en koalition bestående af en række andre lande, de militære operationer mod Taliban. Målet med de militære operationer var at fjerne Taliban fra magten, angiveligt fordi Taliban ikke ville udlevere bin Laden til USA, samt at øve gengældelse for Talibans hjælp til bin Laden og hans al-Qaida organisation. Landkrigen blev hovedsagelig udkæmpet af styrker fra Nordalliancen.

Mazar-e Sharif faldt i hænderne på koalitionens styrker den 9. november, hvilket var en begivenhed som førte til at en række provinser senere faldt med minimal modstand, da mange lokalstyrker skiftede side fra Taliban til Nordalliancen. Natten til den 12. november trak Taliban sig ud af Kabul. Den 15. november befriede de allierede styrker otte vestlige hjælpearbejdere, der havde været holdt i fangeskab i 3 måneder på grund af anklager om kristen missionsvirksomhed.

Taliban trak sig senere ud af Kandahar og omgrupperede sig i grænseregionen mellem Afghanistan og Pakistan. De fleste soldater som Taliban nu råder over, er nye rekrutter fra Pakistans madrassaher (arabisk: skole). De mere traditionelle og konservative koranskoler anses for at være hovedkilden til Talibans rekrutteringer.

Noter

  1. ^ Graham Farrella, John Thorne: Where have all the flowers gone?: evaluation of the Taliban crackdown against opium poppy cultivation in Afghanistan International Journal of Drug Policy 16 (2005) 81–91

Eksterne henvisninger

Bøger

  • Griffin, Michael. (2003). Reaping the Whirlwind: Afghanistan, Al Q'aida and the Holy War. London: Pluto Press. ISBN 0-7453-1916-5
  • Jones, Owen Bennett (2002). Pakistan: Eye of the Storm, 2nd Ed.. New Haven: Yale University Press. ISBN 0-300-09760-3. Note pp. 9-11.
  • Rashid, Ahmed (2000) Taliban: Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia, ISBN 0-300-08902-3