Induktionsproblemet: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Tilføjede Kategori:Erkendelsesteori ved hjælp af Hotcat
m Fjernede Kategori:Filosofi ved hjælp af Hotcat
Linje 9: Linje 9:
[[Immanuel Kant]] mente at løse dette problem med sine [[syntetisk a priori]] domme.
[[Immanuel Kant]] mente at løse dette problem med sine [[syntetisk a priori]] domme.


[[Kategori:Filosofi]]
[[Kategori:Erkendelsesteori]]
[[Kategori:Erkendelsesteori]]

Versionen fra 16. nov. 2014, 05:07

Induktionsproblemet er det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt induktion fører til viden.

Induktionsproblemet blev fremsagt af empiristen David Hume i værket "A Treatise of Human Nature". Hume, der tog afstand fra en a priori erkendelsesform om verden, skrev om problemet med at basere fremtiden på fortidens erfaringer.

Hume mente, at der kunne fælles to slags domme: Analytiske domme og syntetiske domme. Dette kaldes Humes gaffel, da de analytiske domme via fornuften har muligheden for at fælde en nødvendig sand/falsk dom, men ikke kan gøre det om verden. Mens de syntetiske domme kan udtale sig om verden, men ikke med nødvendighed.

Da vores erkendelse af verden beror på vores sanser, kan vi altså ikke sige noget nødvendigt sandt om verden. Blot fordi vi alle dage i vores liv har set solen stå op, kan dette ikke gives som garanti for, at den også vil stå op den følgende dag. Hume ender på denne måde sit hovedværk i skepticisme.

Immanuel Kant mente at løse dette problem med sine syntetisk a priori domme.