Hellekiste: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
ny fra Salmonsen
 
Linje 9: Linje 9:


* {{runeberg.org|salmonsen|2|10|0077.html Gravkister}}, bind 10, side 67, skrevet af museumsinspektør [[Hans Kjær]])
* {{runeberg.org|salmonsen|2|10|0077.html Gravkister}}, bind 10, side 67, skrevet af museumsinspektør [[Hans Kjær]])

[[Kategori:Stenalderstensætninger i Danmark]]

Versionen fra 27. nov. 2014, 15:21

Hellekiste i Jens Langknivs Hule.

Gravkister eller hellekister fra den yngre stenalder i Danmark er en egen art af stenalderens større fællesgrave, bestemte for gentagne gravlægninger. De tilhører udelukkende stenalderens sidste afsnit og findes over de samme områder som de ældre, "megalitiske" grave, dysser og jættestuer, nemlig øerne (Skåne), de østlige og nordlige dele af Jylland, sjælden andetsteds. Bedst kendte er de på Sjælland. Det er her aflange stenkister, i reglen med længderetning øst—vest, sædvanlig 2 1/2—3 m lange, 2/3—3/4 m brede og af lignende højde. De er byggede af anselige sidesten, med flade stenheller til dække; mellemrum er ofte dækkede med klining af ler, og det hele skærmes af en jordhøj. De kan være anlagte på jordfladen eller lidt nedsænkede i undergrunden, i reglen som centralanlæg, sjældnere i ældre høje. Sædvanlig ses det, at østenden har været den lettest tilgængelige adgang, hvorigennem ny gravlægninger foregik. Der er fundet dele af indtil 15—16 individer i een gravkiste, oftest færre eller helt få. Kun det sidst nedlagte individs skelet ligger i orden; de tidligere er mere eller mindre forstyrrede ved de følgende, ofte voldelig skudte tilbage mod vest. De ledsagende oldsager er oftest fåtallige; der forekommer dolke og pilespidser af flint, samt simple lerkar, sjælden smykker: af skifer, hunde- eller svinetænder, perlemorsperler.

I Jylland (og Skåne) synes gravkister at spænde over længere tid. En ældre type er bredere, vender mest i nord—syd og har en gang eller et forrum af nær samme bredde som kamret, fra hvilket det skilles ved tærskel, lodrette sten eller lignende. En senere type ligner de sjællandske. Skønt skeletdelene næsten altid er helt opløste, tyder nogle af de jyske fund på lige så stærk benyttelse som de sjællandske. Samtidig med, at der byggedes gravkister, er man i mange tilfælde vedblevet med at benytte de ældre gravformer.

Litteratur

Hans Kjær, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1910