K.O. Hilkier: Forskelle mellem versioner
Flere tilføjelser samt bedre orden |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
'''Knud Ove Hilkier''' ([[20. november]] [[1884]] i [[København]] – [[24. oktober]] [[1953]] |
'''Knud Ove Hilkier''' ([[20. november]] [[1884]] i [[København]] – [[24. oktober]] [[1953]] i København) var en [[Danmark|dansk]] [[maler]]. |
||
Hilkier var søn af professor Christian Hilkier og Thora f. Schinkel. Han voksede op som enebarn i indre København, men tilbragte ofte sommerperioden på landet med sin familie, hvor han som barn begyndte at male. Hans far, som underviste i naturvidenskab, blev senere opfinder og fik patent på en tidlig version af brandalarmen. |
|||
== Levned == |
|||
Hilkier var eneste barn af Christian Hilkier og Thora Schinkel. Hans far var akademiker og ernærede sig først som lærer i [[naturvidenskab]], siden som opfinder og fik i denne forbindelse [[patent]] på en tidlig version af [[brandalarm]]en. |
|||
Hilkier blev som 17-årig optaget på [[Kunstakademiet]] i København i [[1901]], bl.a. som elev af maler [[Viggo Johansen]], hvorfra han dimmiterede i i [[1907]]. Han debuterede allerede to år tidligere på [[Kunstnernes Efterårsudstilling]] med et kvindeportræt, hvis dystre farvetone var præget af akademiets undervisning. [[Sigurd Swane]] indtræden i dansk kunst omkring [[1915]] blev et vendepunkt for Hilkier og hans generation, som lod sig inspirere af Swanes moderne maleri med rødder i [[Frankrig|fransk]] [[impressionisme]] og [[Fauvisme|fauvisme]]. |
|||
Hilkier blev som 17-årig optaget på [[Det Kongelige Danske Kunstakademi|Kunstakademiet]] i [[1901]], hvorfra han tog sin afgangseksamen i [[1907]]. Han debuterede dog allerede to år tidligere på [[Kunstnernes Efterårsudstilling]]. Til omkring [[1915]] arbejdede han under indflydelse af akademiundervisningen, men den fransk inspirerede fornyelse i dansk kunst gennem unge malere som [[Sigurd Swane]] blev afgørende for hans videre udvikling. Han vendte sig mod en lysere kolorit og fik større frihed i det maleriske sprog. Hilkiers motivvalg var alsidigt: Interiører, blomster, figurfremstillinger, landskaber, bymiljøer og havnepartier i en [[Impressionisme|impressionistisk]] inspireret form, hvor hans kompositionsevne og sikre blik for en billedafskæringen er tydelig. Et af Hilkiers foretrukne motiver, som skaffede ham særlig berømmelse, var modeller i det fri, hvor betoningen blev lagt på samspillet mellem den nøgne, gyldne kvindeskikkelse og den blå, violette og grønne vegetation. Hilkier malede desuden et stort antal portrætter, deriblandt et dobbeltportræt af prinsesserne [[Margrethe 2.|Margrethe]] og [[Prinsesse Benedikte|Benedikte]]. |
|||
Hilkier vendte sig de følgende år mod en lysere kolorit, modarbejdede akademiets indlærte strenghed og fik en større frihed i det maleriske sprog. Hans beskæftigede sig stort set med alle slags motiver med undtagelse af bølgemotivet. Hans foretrukne og mest kendte motiv var imidlertid den nøgne model i det fri, som vakte mindelser om [[Paul Cézanne|Paul Cézannes]] ''Badende Kvinder''. Hilkier malede desuden malede desuden et stort antal portrætter, deriblandt et dobbeltportræt af prinsesserne [[Dronning Margrethe|Margrethe]] og [[Prinsesse Benedikte|Benedikte]]. |
|||
Hilkier spillede envidere en vigtig organisatorisk rolle inden for kunsten. Som medlem af Charlottenborgs Udstillingskomite og [[Akademirådet]] forsøgte han særligt at yde de unge kunstere støtte. Modsat hans egne unge år i kunstverdenen, hvor man i højere grad hyldede de gamle og etablerede kunstnere, opstår i løbet af 1900-tallet en stor interesse de unge. Hilkier beundrede især det moderne maleris eksperimenterende farvesyn og frie, maleriske sprog, eksempelvis som udtrykt hos [[Paul Høm]]. |
|||
| ⚫ | |||
I det hele taget var Hilkier en engageret og virksom mand, hvis idéer sommetider antog fantastiske størrelser. Bl.a. udarbejde han i [[1940'erne]] en plan for et Dansk Patheon, som skulle hædre Danmarks berømte mænd og kvinder. Bygningen skulle derudover give anledning til et storslået arbejde for danske malere og billedhuggere. Han allierede sig med en arkitekt, som efter anvisning tegnede en bygning, der udover en mindehal også rummede en koncertsal og et stemme- og filmarkiv efter [[Anker Kirkeby|Anker Kirkebys]] forbillede. Hilkier ønskede indtrængende, at alle store malere skulle filmes ved deres arbejde og arrangerede derfor, at et filmhold besøgte maler [[Johannes Larsen]] i hans hjem [[Kerteminde]]. |
|||
[[KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg]], [[ARoS Aarhus Kunstmuseum]] og [[Nasjonalgalleriet]] i [[Oslo]] har flere af Hilkiers værker i deres faste samlinger. |
|||
I sit ydre var Hilkier imidlertid en beskeden mand. Ligesom flere af tidens øvrige kunstnere, som i begyndelsen af 1900-tallet gjorde op med boheme-idealet, var han sirligt klædt som en jurist, behersket i sin optræden og præcis i sin tale. På samme måde var Hilkiers maleri præget af en afmålthed, et forsøg på at undgå enhver form for overdreven sentimentalitet, hvilket altid medførte en fare for et teknisk veludført men tomt billede. Hilkier malede ud fra denne vished, i hans gentagelser af samme motiv og samme farveholdning, i hans hurtige, sikre håndelag, søgte han hele tiden tomhedens grænsepunkt. |
|||
== Hæder og tillidshverv == |
|||
Han modtog støtte fra [[Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse]] [[1913]], [[Den Raben-Levetzauske Fond]] [[1914]] og [[1919]], vandt den lille guldmedalje 1915, modtog legat fra [[Glashandler Johan Franz Ronges Fond]] 1915 og Akademiets stipendium [[1916]]. |
|||
| ⚫ | |||
Han var [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]], bar to udenlandske ordener, var medlem af [[Akademiraadet]] [[1937]]-[[1949|49]] og af Udstillingskomitéen på [[Charlottenborg]] [[1935]]-[[1947|47]], medlem af Censurkomitéen på Charlottenborg [[1931]]-[[1932|32]] og fra [[1933]], medlem af Akademiets jury, medlem af komitéen for den spanske kunstudstilling på Charlottenborg i [[1929]] og 1932 og æresmedlem af den dansk-hollandske udstillingskomité på Charlottenborg [[1946]]. |
|||
== |
== Kilder == |
||
* [[Christian Rimestad (forfatter)|Christian Rimestad]]: ''K. O. Hilkier: (Charlottenborg)/et udvalg af Billeder med indledende Tekst'', København 1936. |
* [[Christian Rimestad (forfatter)|Christian Rimestad]]: ''K. O. Hilkier: (Charlottenborg)/et udvalg af Billeder med indledende Tekst'', København 1936. |
||
* ''[[Ekstrabladet]], 17. oktober 1934'' |
|||
* ''[[Politiken]], 12. november 1944'' |
|||
* ''[[Politiken]], 25. oktober 1953'' |
|||
== Eksterne henvisninger == |
== Eksterne henvisninger == |
||
Versionen fra 28. nov. 2014, 03:38
Knud Ove Hilkier (20. november 1884 i København – 24. oktober 1953 i København) var en dansk maler.
Hilkier var søn af professor Christian Hilkier og Thora f. Schinkel. Han voksede op som enebarn i indre København, men tilbragte ofte sommerperioden på landet med sin familie, hvor han som barn begyndte at male. Hans far, som underviste i naturvidenskab, blev senere opfinder og fik patent på en tidlig version af brandalarmen.
Hilkier blev som 17-årig optaget på Kunstakademiet i København i 1901, bl.a. som elev af maler Viggo Johansen, hvorfra han dimmiterede i i 1907. Han debuterede allerede to år tidligere på Kunstnernes Efterårsudstilling med et kvindeportræt, hvis dystre farvetone var præget af akademiets undervisning. Sigurd Swane indtræden i dansk kunst omkring 1915 blev et vendepunkt for Hilkier og hans generation, som lod sig inspirere af Swanes moderne maleri med rødder i fransk impressionisme og fauvisme. Hilkier vendte sig de følgende år mod en lysere kolorit, modarbejdede akademiets indlærte strenghed og fik en større frihed i det maleriske sprog. Hans beskæftigede sig stort set med alle slags motiver med undtagelse af bølgemotivet. Hans foretrukne og mest kendte motiv var imidlertid den nøgne model i det fri, som vakte mindelser om Paul Cézannes Badende Kvinder. Hilkier malede desuden malede desuden et stort antal portrætter, deriblandt et dobbeltportræt af prinsesserne Margrethe og Benedikte.
Hilkier spillede envidere en vigtig organisatorisk rolle inden for kunsten. Som medlem af Charlottenborgs Udstillingskomite og Akademirådet forsøgte han særligt at yde de unge kunstere støtte. Modsat hans egne unge år i kunstverdenen, hvor man i højere grad hyldede de gamle og etablerede kunstnere, opstår i løbet af 1900-tallet en stor interesse de unge. Hilkier beundrede især det moderne maleris eksperimenterende farvesyn og frie, maleriske sprog, eksempelvis som udtrykt hos Paul Høm.
I det hele taget var Hilkier en engageret og virksom mand, hvis idéer sommetider antog fantastiske størrelser. Bl.a. udarbejde han i 1940'erne en plan for et Dansk Patheon, som skulle hædre Danmarks berømte mænd og kvinder. Bygningen skulle derudover give anledning til et storslået arbejde for danske malere og billedhuggere. Han allierede sig med en arkitekt, som efter anvisning tegnede en bygning, der udover en mindehal også rummede en koncertsal og et stemme- og filmarkiv efter Anker Kirkebys forbillede. Hilkier ønskede indtrængende, at alle store malere skulle filmes ved deres arbejde og arrangerede derfor, at et filmhold besøgte maler Johannes Larsen i hans hjem Kerteminde.
I sit ydre var Hilkier imidlertid en beskeden mand. Ligesom flere af tidens øvrige kunstnere, som i begyndelsen af 1900-tallet gjorde op med boheme-idealet, var han sirligt klædt som en jurist, behersket i sin optræden og præcis i sin tale. På samme måde var Hilkiers maleri præget af en afmålthed, et forsøg på at undgå enhver form for overdreven sentimentalitet, hvilket altid medførte en fare for et teknisk veludført men tomt billede. Hilkier malede ud fra denne vished, i hans gentagelser af samme motiv og samme farveholdning, i hans hurtige, sikre håndelag, søgte han hele tiden tomhedens grænsepunkt.
Hilkier giftede sig i 1911 med maler Ulla Duvier, datter af glasmosaikfabrikant August Duvier. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke og ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Kilder
- Christian Rimestad: K. O. Hilkier: (Charlottenborg)/et udvalg af Billeder med indledende Tekst, København 1936.
- Ekstrabladet, 17. oktober 1934
- Politiken, 12. november 1944
- Politiken, 25. oktober 1953