Rigsråd

Rigsrådet forsamlet som retterting under kong Christian IV's forsæde

Rigsråd har to betydninger: Rigsrådet var en forsamling af stormænd (se nedenfor), og samtidig var rigsråd en titel for et medlem af denne forsamling (som bestod af rigsråder).

Rigsrådet var fra slutningen af 1200-tallet et råd af rigets stormænd, både gejstlige og adelige. Det bestod frem til enevældens indførelse i 1660. Før reformationen var der op til 30 medlemmer, i 1600-tallet kun 23. Kongen indkaldte rådet og udnævnte rigsråderne for livstid.

Magtforholdet mellem kongen og rigsrådet skiftede, og det har haft indflydelse på offentlige anliggender som lovændringer og ansættelse og afskedigelse af embedsmænd og lensmænd. Det varetog også regeringen under tronskifte, indtil en ny konge valgtes.

Rigsrådet havde både lovgivende og administrative beføjelser og kan dermed sammenlignes med overhuset eller senatet i andre lande. Fra 1400-tallet fungerede stændermøderne som underhus.

I dansk sammenhæng har rigsråd også en anden og senere betydning: I 1855 blev der oprettet et Rigsråd, et fælles parlament for de danske og tyske dele af Det Danske Monarki. På grund af tysk modstand fik dette rigsråd ringe betydning, idet Holsten og Lauenburg i 1858 forlod rådet.

Med Novemberforfatningen i 1863 blev dette Rigsråd, der omfattede Hertugdømmet Slesvig og det egentlige Danmark, omdannet efter dansk parlamentarisk mønster: Rigsrådet fik både et Folketing og et Landsting, der ikke skal forveksles med Rigsdagens to ting af samme navn. Dette rigsråd blev afskaffet, efter at Slesvig var gået tabt (1864), i 1866.

Rigsrådet i Danmark

Fra gammel tid var det skik, at kongen rådslog med mænd, som han havde særlig tillid til, om rigets anliggender. Disse rådslagningers afholdelse var afhængig af kongens vilje, ligesom kongen også i det væsentlige bestemte, hvem der skulle deltage deri; sædvanlig var det de hofembedsmænd, som til stadighed var omkring kongen, i forening med de gejstlige og verdslige stormænd, der boede i nærheden af det sted, hvor kongen i øjeblikket opholdt sig. Dette råd havde altså oprindelig ikke nogen som helst fast begrænsning. Kongerne fandt det dog snart formålstjenligt at give det en sådan, for ikke ved forefaldende lejlighed at blive nødte til at kalde personer til rådslagningerne, som de ikke kunne stole på, men formedelst deres indflydelse ikke kunde undgå at tage med.

I slutningen af det 13. århundrede nævnes flere verdslige stormænd med titlen »kongens råder« (consiliarii regis), og i Christoffer II's håndfæstning 1320 forbydes det ham at optage nogen tysker i sit hemmelige og edsvorne råd. Rådet havde da, synes det, antaget en nogenlunde fast karakter med medlemmer, der var udnævnte af kongen og havde aflagt en rådsed til ham. I den følgende tid steg dette råds indflydelse hurtig. Rigets forfatningsmæssige repræsentation, danehofferne, blev sjældnere og sjældnere og afløstes først af de under friere former afholdte rigsmøder eller herredage. Disse var i reglen kun en slags udvidede rådsmøder, hvor det snævrere råds medlemmer spillede den vigtigste rolle, og sammenkaldtes ved vigtigere anledninger, hvor kongen mente ikke at kunne nøjes med at høre det mindre råd. I disse større forsamlinger havde vistnok enhver stormand ret til at møde. De kunne dog ifølge deres natur kun sjælden sammenkaldes, og det blev derfor det mindre råd, der kom til at udøve den største indflydelse på rigets styrelse, dels som kongens stadige rådgivere, dels (som rigsembedsmænd) som hans medhjælpere i den daglige administration.

Det stærke opsving i kongedømmets magt under Valdemar Atterdag og dronning Margrete bidrog også til at give stillingen som kongens råd en forøget anseelse og glans; denne udvikling kom dog under disse kraftfulde herskere kongemagten til gode, som hvis repræsentanter råderne stod. Den almindelige betegnelse for rådet blev under Valdemar Atterdag Rigets Råd, men dette betød vistnok ikke, at rådet nu i højere grad end før betragtedes som rigets repræsentation over for kongen, men var snarere et udtryk for den stærkere sammenslutning af riget, der fandt sted under ham. Først under Erik af Pommern og særlig i slutningen af hans regering træder rigsrådet stadig mere og mere i forgrunden som rigets repræsentation og som modvægt mod kongemagten og indskrænkende denne. Denne udvikling skyldtes dels kongens ringere herskerdygtighed, dels unionen med de to andre riger, særlig Sverige, hvor rigsrådets magt havde nået en langt større højde. Da Erik foreløbig forlod Danmark, var rigsrådets magt så stor, at det uden modsigelse på egen hånd kunne afsætte ham 1439.

Under hans efterfølger Christoffer af Bayern fortsattes udviklingen i samme retning, og i Christian I's håndfæstning træder rigsrådet frem som rigets fuldgyldige repræsentation over for kongemagten. Det bestemtes i den, at kongen intet mærkeligt ærinde måtte afgøre uden med største parten af rigsrådets samtykke. Denne almindelige sætning fandtes vel ikke i de følgende håndfæstninger, men den ansås dog vistnok som en selvfølge. En bestemt og udtømmende formulering af rigsrådets rettigheder nåede man i det hele ikke til; derimod fastslog man i de følgende håndfæstninger rigsrådets myndighed for de vigtigste enkelte tilfælde. Dets samtykke krævedes således til udstedelsen af ny love, skattepålæg, udstedelse og ophævelse af handelsforbud, udstedelse af privilegier for fremmede, udstedelse af krigserklæringer og optagelse i adelsstanden. Også havde rigsrådet faktisk en stor indflydelse på besættelsen af lensmandsposterne. Endvidere havde det i forening med kongen den øverste domsmyndighed på herredagene. Det delte således den øverste statsmyndighed med kongen og var endog på en vis måde stillet over ham. Det var den egentlig suveræne myndighed, som aldrig hørte op; når tronen var ledig, overtog rigsrådet regeringen, og til dets hånd skulde slottene holdes i tilfælde af kongens død. For det skulle kongen stå til rette i tvistigheder mellem ham og hans undersåtter, og det var dets pligt, når kongen forbrød sig mod nogen eller handlede mod sin håndfæstning, at undervise ham og, hvis han ikke ville rette sig herefter, pålægge alle rigets indbyggere at hjælpe til med at afværge de begåede misbrug og løse dem fra deres troskabsed til kongen. Endvidere valgte det kongen. Dette havde nu vel på grund af kongedømmets halvt arvelige karakter som regel ikke så meget at sige, men ved den derefter følgende fastsættelse af håndfæstningen havde det rig lejlighed til at gøre sin magt gældende.

Rigsrådets svaghed lå dels i, at der ikke var trukket bestemte juridiske grænser for dets og kongens magt over for hinanden, dels i, at det på grund af sine medlemmers forskellige opholdssted kun sjældent og vanskelig kunne samles og derfor aldrig kunne blive nogen udøvende myndighed eller føre nogen virksom kontrol med den daglige administration. Forholdet mellem kongens og rigsrådets magt kom derfor i høj grad til at bero på kongens person og de politiske forhold. Christian II's afsættelse og Frederik I's regering betegner højdepunktet af rigsrådets magt.

I tiden efter 1536 er kongen absolut den stærkeste part, indtil Christian IV's uheldige krige, der var førte mod rigsrådets råd, vendte forholdet om. På det ene punkt efter det andet måtte Christian IV i sine sidste år give efter for rigsrådet med stærk udnyttelse af den ved Christian IV's død 1648 uheldige situation for kongedømmet, idet der ikke var nogen tronfølger valgt, lykkedes det rigsrådet i Frederik III's håndfæstning at indskrænke kongemagten så stærkt som vistnok ingen sinde før. Denne store magtstilling viste sig dog snart ikke at have nogen solid grundvold. Rigsrådet, der jo skulle repræsentere hele riget, var i virkeligheden kun repræsentant for et fåtal af adelige slægter. Ikke alene de ufri stænder, men også en stor del af adelen så med uvilje og misundelse på rigsrådets store magt og var netop på grund af denne tilbøjelig til at lægge skylden for de følgende ulykker alene på rigsrådet. Splid og uenighed inden for selve rigsrådet bidrog også til at undergrave dets magt og anseelse. Hertil kom endvidere, at udviklingen i Europa på denne tid overalt gik i retning af enevælden. Med håndfæstningens kassation 17. oktober 1660 og arvehyldingen den næste dag var rigsrådets magt forbi.

Medlemskab

Rigsrådet bestod før 1536 dels af gejstlige, dels af verdslige medlemmer, efter 1536 kun af verdslige. De gejstlige, ærkebispen i Lund, der ansås for rigsrådets første medlem, og rigets øvrige biskopper, var i kraft af deres embede medlemmer af rådet. De verdslige var derimod valgte af kongen, hvilket vistnok også var tilfældet med de gejstlige medlemmer (nogle abbeder og (priorer), der foruden bisperne sad i rådet. Kongens valg var indtil 1645 frit; dog skulle de valgte være adelsmænd (fødte af riddere og svende) og hver landsdel have en passende repræsentation; endvidere måtte kongen ikke uden rigsrådets samtykke optage nogen udlænding i rådet. Valget forudsattes vistnok at gælde for livstid, såfremt vedkommende ikke selv ønskede at træde ud eller gjorde sig skyldig i forseelser, der kunne berettige til at afskedige ham; hertil udkrævedes dog sikkert rigsrådets samtykke. 1645 indskrænkedes kongens valgret, idet det bestemtes, at ved en rigsråds død skulle rigsråder og landkommissærer i den landsdel, hvortil den afdøde hørte, have ret til at foreslå 6 eller 8 til den ledige plads, af hvilke kongen så skulde vælge een. I Frederik III's håndfæstning overdroges forslagsretten til vedkommende landsdels rigsråder og adel, men det bestemtes tillige, at det samlede rigsråd af disse 6 eller 8 igen skulle udvælge 3, blandt hvilke så kongen kunne vælge.

Antallet af rigsrådets medlemmer var indtil 1648, da det fastsattes til 23, ubestemt. Før 1536 i reglen ca. 30; efter den tid sank antallet noget, som regel var det omkring 20. Undertiden gik det dog meget længere ned, 1586 var der således kun 12 medlemmer, 1623 kun 10 og 1625 endog kun 8. Rigsråderne oppebar ikke nogen bestemt løn, men havde ret til at blive forsørgede med rigets bedste len.

Rigsrådsmøderne sammenkaldtes af kongen; det betragtedes som regel, at rigsrådet trådte sammen en gang hvert år for i forening med kongen at sidde retterting og pådømme retssager, men for øvrigt kunde kongen sammenkalde det, når han fandt det nødvendigt. Forhandlingerne på møderne var hemmelige, og kongen deltog som regel ikke i dem. Gennem sin kansler fremsatte h n nm,:_µnkjjjjjjjjipkæææææææææokan sine forslag skriftlig for rigsrådet, der igen gav skriftligt svar. Ofte forhandlede kongen dog ikke med hele rådet, men særskilt med de enkelte landsdeles råder.

Rigsrådet i Norge

I Norge tilhører rigsrådets historie egentlig så godt som udelukkende unions- og forfaldstiden. Vistnok er der tidlig spor af, at landets højbårne høvdinger, især lendemændene såvel som enkelte højere hirdembedsmænd, såsom stalleren, har været ansete som kongernes selvskrevne rådgivere; men nogen herpå sigtende organisation fandtes ikke. Efter som kongen opholdt sig i denne eller hin landsdel, var det fortrinsvis dennes lendemænd, som omgav ham, og som han søgte råd hos. Men såvel i henseende til rådgivernes personer som til den udstrækning, hvori han valgte at følge deres råd, var han formelt ubunden. Dette udelukkede dog ikke, at kongen faktisk og politisk kunne føle sig tvungen til at rette sig efter den gennem sådanne råd tilsynekomne opinion. Et vigtigt eksempel herpå har man fra 1046, da lendemændene i anledning af det da indtrådte samkongedømme hindrede rigets opstykning mellem de to konger.

1164 sammentrådte i Bergen det første rigsmøde af gejstlige og verdslige høvdinger fra det hele land, og en her foretagen vigtig lovforandring forkyndte sig at være vedtaget med samtykke af de forstandigste mænd i landet. I 13. århundrede holdtes sådanne rigsmøder oftere; men lige over for kongedømmets stigende magtudfoldelse forblev deres statsretslige kompetence uudviklet og usikker. Derimod antager i det samme tidsrum det nu såkaldte »kongens råd« efterhånden fastere skikkelse. Det gør på een gang tjeneste som rådgivende og administrerende centralorgan. Det består dels af enkelte lendemænd, som efter indkaldelse for længere tid ad gangen eller til stadighed opholder sig i »kongens gård«, dels af de højeste hirdembedsmænd, blandt hvilke kongens kapellan i egenskab af »kansler« snart bliver den mest fremtrædende. Som rådgivende tiltrådtes »kongens råd« derhos ved vigtigere lejligheder af andre i formen tilkaldte, men faktisk selvskrevne gejstlige og verdslige værdighedsbærere (biskopper, lendemænd o.fl.), – »det større råd«.

Sin største magtfylde opnåede rådet under den svage og en tid lang mindreårige kong Erik Magnussøn (1280 – 99), dog særlig for dets verdslige bestanddeles vedkommende »samtykke af kongens højeste råd« og lign. blev nu stående påberåbelser i de kgl. udfærdigelser.

Efterfølgeren, den kraftige Haakon V, søgte atter at indskrænke rådets magtfuldkommenhed og gav det derfor en mere embedsmæssig administrativ karakter. I virkeligheden udrettede han dog herved kun at tildele det en fastere organisation, som navnlig kom til udtryk i bestemmelserne om formynderrådet (1302). Dette var et tolvmandsråd, hvoraf 4 udgør det »daglige råd«, og til disse 4 hører mærkesmanden og kansleren.

Efter Haakon V's død 1319 overtog dette råd som unions- og formynderregering snart selv, med drottseten (se drost) i spidsen, landsstyrelsen og blev på ny det naturlige organ for aristokratiets (nu »riddernes«, de store, men fåtallige jorddrotters og den høje gejstligheds) statsopfatning og interesser. Fra nu af benævnes det da også med det sydfra stammende ord »rigsråd«. Som sådant spiller det i resten af det urolige 14. århundede en fremtrædende rolle såvel i politik som i administration og opnåede især under Haakon VI og Olav V (1355-87) en regelmæssig og sikret andel i regeringen.

Efter den myndige og for Norges særinteresser nærmest fjendtlige dronning Margretes overtagelse af styret tilsidesattes derimod det norske rigsråd stadig mere (jfr. kansler). Indsættelsen af udenlandske mænd som biskopper gjorde dets gejstlige bestanddel delvis fremmed for landets krav, og det samme blev i 15. århundrede mere og mere tilfældet med dets verdslige medlemmer, idet det indfødte aristokrati stærkt opblandedes med i norge indgiftede, navnlig danske adelsmænd, som optoges i rigsrådet. Under Christoffer af Bayern fik det rigtignok igen for en kort tid en mere ordnet indflydelse på rigets anliggender. Men fra oldenborgernes tronbestigelse gik dets evne til at gøre sig gældende atter stærkt tilbage såvel i form som i realitet. Danske rigsråder begyndte at tage del i norske regeringssager, og det forbedrede heller ikke stillingen, at det norske rigsråd for det daglige styres vedk.

Efterhånden spaltedes rådet i to afdelinger, en sønden- og en norden- (og vesten-)fjældsk, den sidste med sit midtpunkt i ærkebiskoppen af Nidaros, som i denne periode havde afløst kansleren som den egentlig formand i det hele råd. Overhovedet fik Norges tiltagende vanmagt sit mest umiddelbart betegnende udtryk i dets rigsråd. Dettes endelige afskaffelse var en konsekvens af statskuppet 12. august 1536, hvorved det kat. Bispedømme blev afskaffet og dets gods inddraget under kronen. Dette skridt blev legaliseret ved recessen af 30. oktober 1536. I håndfæstningen af samme dag § 3 lover kongen Danmarks adel, at hvis det lykkes ham at bringe Norges rige under sit herredømme, da skal det inkorporeres i Danmarks rige »og under Danmarks krone til evig tid«. Dermed faldt behovet for et norsk rigsråd bort. Fra Christian III's tronbestigelse får det danske rigsråd regelmæssig at gøre også med visse norske anliggender.

Rigsrådet i Danmark (1855-1866)

Også i den nyere tid har Danmark haft et rigsråd. Samtidig med at Junigrundloven af 1849, der var beregnet på at omfatte hele Danmarks rige og alle dets anliggender, ved grundlovsbestemmelsen af 29. august 1855 indskrænkedes til kun at gælde for kongerigets særlige sager, oprettedes ved forfatningsloven for det danske monarkis fællesanliggender af 2. oktober 1855 for Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg et for visse almindelige rigsanliggender – kongehus i henhold til Tronfølgeloven af 31. juli 1853, diplomati, hær og flåde med det dertil svarende finansvæsen – fælles rigsråd, som havde haft en slags forløber i den ved anordningen af 26. juli 1854 af ministeriet Ørsted, uden rådførsel med den danske Rigsdag skabte, blot af 20 kongevalgte medlemmer bestående forsamling, hvis myndighed imidlertid havde været yderst begrænset. Oktoberforfatningens rigsråd, der vel var tilvejebragt under et svært tryk fra ministeriet under C.C. Halls ægide, men dog på lovlig måde, var bygget på etkammersystemet og talte 20 kongevalgte og 60 andre medlemmer, af hvilke de 30 udnævntes af de forskellige bestående repræsentationer for landsdelene, kongerigets Rigsdag og stænderforsamlingerne i hvert af de 3 hertugdømmer, de øvrige 30 ved umiddelbare skriftlige valg af befolkningen blandt dem, som svarede 400 kr. i skat eller havde en indtægt af mindst 2400 kr. årligt. Samtlige de valgte medlemmer valgtes ved anvendelse af den af C.C.G. Andræ, der i det hele var Oktoberforfatningens egentlige forfatter, opfundne sindrige forholdstalsvalgmåde. Af samtlige 80 repræsentanter gjaldt de 47 for kongeriget, 13 for Slesvig, 18 for Holsten og 2 for Lauenburg, idet hensynet til folkemængde og skatteydelse var taget til udgangspunkt. Forsamlingen, hvis formand og næstformand beskikkedes af kongen, havde ikke initiativ, og dens bevillingsmyndighed var indskrænket til de beløb, som behøvedes ud over det af kongen een gang for alle indtil videre bevilgede normalbudget. Ved forhandlingerne var der indrømmet det danske og det tyske sprog fuldkommen ligeberettigelse (se i øvrigt nærmere Oktoberforfatningen).

Efter at Holsten og Lauenburg ved patent af 6. november 1858, i henhold til Det tyske Forbunds beslutning af 11. februar samme år, var udtrådte af rigsrådsforbindelsen, bevarede denne en tid lang sin gyldighed for Danmark og Slesvig, og selve Rigsrådet blev ved forfatningen for kongeriget Danmarks og hertugdømmet Slesvigs fællesanliggender af 18. november 1863 omdannet til en mere liberale krav imødekommende repræsentation med 2 kamre, Folketing (med 130 medlemmer) og Landsting (med 83 medlemmer, heraf 18 kongevalgte), i formen svarende altså til kongerigets Rigsdag. Men da ikke blot de 2 tyske hertugdømmer, men også Slesvig ved Wienerfreden 30. oktober 1864 var gået tabt, ophørte dermed overhovedet også motivet til rigsrådsforfatningen, og ved forfatningsloven af 28. juli 1866 blev atter Rigsdagen – dog i en i flere henseender fra Junigrundloven, fornemmelig med hensyn til valgretten til Landstinget, afvigende skikkelse – den eneste folkerepræsentation for samtlige kongeriget Danmarks statsanliggender.

Rigsråd i andre lande

Også i adskillige andre lande end Danmark og Norge har vigtige forfatningsorganer båret navn af rigsråd. Således det svenske rigsråd, der i Unionstiden indtog en lignende magtstilling som dets danske navne i Danmark, og som først efter mange omskiftelser endeligt ophævedes som rådskammer 1772 af Gustav III og som højesteret af samme konge 1789. Endvidere det østrigske rigsråd, der fra først af blot rådgivende 1860 blev lovgivende, og som fra 1866 og indtil 1. verdenskrigs slutningen udgjorde det østrigske kejserriges lovgivende forsamling, bestående af Herrehuset og Deputeretkammeret. Fremdeles det russiske rigsråd, der fra 1802 til 1906 var rigets øverste rådgivende kollegium, men som fra 1906 og indtil revolutionen 1917 var et førstekammer med besluttende myndighed jævnsides Rigsdumaen.

Rigsrådet i Tyskland

Efter 1. verdenskrig så et nyt rigsråd dagens lys, nemlig i Weimarrepublikken, hvor den ny republikanske rigsforfatning af 1919 indførte et nyt øverste rigsorgan ved siden af Rigsdagen som erstatning for det ophævede Forbundsråd. Men medens det sidste repræsenterede de forbundne suveræne staters regeringer og derfor i virkeligheden var kejserrigets øverste organ, indtog det ny Rigsråd en beskeden stilling ved siden af Rigsdagen og Rigspræsidenten, der repræsenterede det ny tyske rige i dets enhed, og det blev derfor også i den ny forfatning først nævnt bagefter disse to rigsorganer. Det ny rigsråd bestod af repræsentanter for de enkelte tyske lande, således at hvert land havde mindst een stemme og intet land måtte være repræsenteret med mere end 2/5 af alle stemmerne. Repræsentanterne skulle være medlemmer af landenes regeringer – dog behøver for Preussens vedkommende kun halvdelen at være det. Forsædet i rådet og i alle dets udvalg førtes af et medlem af rigsregeringen – rådet kunne altså ikke selv vælge sin formand. Skønt det om loves vedtagelse i rigsforfatningens § 68 hed: »Rigslovene vedtages af Rigsdagen«, havde rigsrådet dog også en vis beslutningsret derved, omend kun et suspensivt veto – en indsigelsesret – , der dog regelmæssigt kunne nedslås ved gentagen vedtagelse med 2/3 flertal fra Rigsdagens side. Dog kunne rigspræsidenten bestemme, at uenighed mellem Rigsdagen og Rigsrådet skulle afgøres ved folkeafstemning, ligesom Rigsrådet ved forfatningsforandringer selv kunne forlange, at tvisten blev henskudt til folkets afgørelse. Også med hensyn til den årlige rigsfinanslov besad Rigsrådet den beføjelse, at Rigsdagen ikke uden Rigsrådets samtykke kunne forhøje udgifter eller indsætte ny på finanslovforslaget. Endelig udøvede Rigsrådet med hensyn til forvaltningen en særlig indflydelse derved, at anordninger vedrørende benyttelsen af post- og telegrafvæsenet, anlæg af og benyttelsen af jernbanerne og vandvejede kun kunne udstedes af rigsregeringen med Rigsrådets samtykke.

Se også

• Rigsråder fra Danmark
• Medlemmer af Rigsrådet (1855-1866)
• Rigsrådet (Sverige)
• Danehof
• Herredag
• Landsting

Kilder/henvisninger

• Håndbog for danske lokalhistorikere.
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, registerbind, bd. 16, København, 1991

Om det norske rigsråd:

• Yngve Nielsen, Det norske Rigsraad, Oslo: 1880.
• Taranger, Udsigt over den norske Rets Historie, II, 1, 1904, s. 256 ff.
• Norges Historie, III, 1 – 2 (1319-1536] [1915-17] passim.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.