Offentlig sektor: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
forvexling
m Fjernede Kategori:Danmarks politik; Tilføjede Kategori:Politik ved hjælp af Hotcat
Linje 56: Linje 56:
{{Reflist}}
{{Reflist}}


[[Kategori:Danmarks politik]]
[[Kategori:Politik]]
[[Kategori:Makroøkonomi]]
[[Kategori:Makroøkonomi]]
[[Kategori:Offentlig økonomi]]
[[Kategori:Offentlig økonomi]]

Versionen fra 19. maj 2015, 15:09

Ikke at forveksle med Offentlighed.

Offentlig sektor eller det offentlige, i det moderne kapitalistiske velfærdssamfund den del af samfundets økonomi, som under ledelse af politikerne beskæftiger sig med produktion af goder og serviceydelser til borgerne samt udøvelse af myndighed eller – i kritisk formulering – administration af det offentlige bureaukrati. I en ren planøkonomi er den offentlige sektor den eneste sektor, mens den offentlige sektor i en ren markedsøkonomi kun består af retsvæsen, politi og militær. Sidstnævnte er der ikke set historiske eksempler på. I en blandingsøkonomi er det karakteristisk, at den offentlige sektor suppleres af en privat sektor af betydelig størrelse.

Finansiering og opgaver

Den offentlige sektor finaniseres i overvejende grad gennem skatter og afgifter, mens en mindre del finansieres via brugerbetaling. De primære opgaver for den offentlige sektor er:

  • produktion af varer og levering af serviceydelser (overførselsindkomster, sundhedsvæsen, kollektiv trafik, uddannelse, ældrepleje, børnepasning)
  • drift af offentligt ejede virksomheder (vand, el, statsligt tv og radio, infrastruktur m.v.)
  • planlægning og regulering (infrastruktur, by og bolig, virksomheds- og konkurrenceforhold m.v.)
  • skatteopkrævning
  • retsvæsen (politi og domstole)
  • forsvar (militær)

Varetagelsen af disse opgaver kan enten ske ved, at det offentlige selv udfører opgaverne (f.eks. hospitaler, skoler og børnepasning), i samarbejde med et privat selskab (offentligt-privat partnerskab) eller via udlicitering, hvor et privat selskab udfører opgaven under det offentliges kontrol (bl.a. ældrepleje i visse kommuner).

I modsætning til den private sektor gælder den normale markedsmæssige udbud og efterspørgsels-logik ikke. Det er politikerne, som bestemmer hvordan udbuddet af offentlige ydelser skal være – ikke efterspørgslen fra borgerne. Dog har borgerne i demokratiske lande via valgene indflydelse på den offentlige sektor.

Den danske offentlige sektor

Danmark er i forhold til mange andre lande kendeteget ved at have en forholdsvis stor offentlig sektor. Den er inddelt i følgende niveauer:

De samlede offentlige udgifter var i 2003 på 667 mia. kr, hvilket ifølge OECD-opgørelser svarer til 56 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt i 2003. Af de offentlige udgifter blev lidt under 60 pct. anvendt til produktion af offentlige serviceydelser, mens lidt over en tredjedel blev brugt på overførselsindkomster (f.eks. dagpenge, pensioner og SU). Over halvdelen af de offentlige udgifter i Danmark anvendes i kommunerne, som bl.a. driver børnehaver, plejehjem og folkeskoler. Sammenlignet med andre lande udgør udgifter til offentlig service en ganske stor del af BNP – omkring 28 pct. Det er kun Sverige og Holland, som har offentlige udgifter, der udgør en større del af landets BNP.

Væksten i de offentlige serviceudgifter er også relativt høj i Danmark. I perioden 1992-2003 var der en gennemsnitlig årlig realvækst på knap 2,5 pct, hvilket kun overgås af Norge og Holland.

De offentlige ansatte udgjorde i 2003 omkring 30 pct. af de beskæftigede i Danmark, hvilket svarer til 685.000 ansatte. Det svarer til niveauet i Norge og Sverige. Staten beskæftiger 160.000 medarbejdere. Langt størstedelen af de offentligt ansatte arbejder i kommunerne og regionerne. Landets største kommune, Københavns Kommune, beskæftiger alene mere end 50.000 medarbejdere.

I 4. kvartal 2010 var antallet af offentligt ansatte steget til 774.300.[1]

Stigning i antal ansatte efter kommunalreformens indførelse

Ved kommunalreformen pr. 1.1.2007 sammensluttedes en række kommuner, sådan at antallet af kommuner formindskedes fra 271 til 98. Endvidere sammensluttedes en række amter, således at antallet formindskedes fra 13 til 5. Samtidigt ændrede amterne navn til regioner. Arbejdsfordelingen mellem stat, amter/regioner og kommuner blev tillige ændret ved kommunalreformen.

Kommunalreformen pr. 1.1. 2007 forventedes at være udgiftsneutral [2]. Der forventedes dog en sammenlægningsbesparelse som følge af formindskelsen af nærdemokratiet ved nedlæggelsen af de 173 ophørte folkevalgte kommunalbestyrelser. Sammenlægningsbesparelsen var værdiansat til årligt 0,365 milliard kr [3].

Efter kommunalreformen blev antallet af offentligt ansatte – der førhen havde været konstant gennem en længere årrække – forøget med 36.900 fra 737.400 i sidste kvartal 2006 til 774.300 i sidste kvartal 2010 [4], svarende til en årlig merudgift på 15 milliarder kroner (ved en gennemsnitsløn på 406 tusind kr. årligt). Den opståede årlige merudgift til personale svarede til f.eks. den årlige udgift til efterløn.

I 2011 faldt antallet af offentligt ansatte imidlertid, således at der ved udgangen af året var 756.400 ansat i denne sektor.[5] Af disse var 254.200 beskæftiget i den sociale sektor, 174.900 beskæftiget ved sundhedsvæsenet og 159.300 med undervisning.[5]

De årlige samlede offentlige procentvise udgiftsstigninger fra år til år er efter kommunalreformens indførelse forøget med gennemsnitlig 1,4% pr. år i perioden 2007-2009 ( i forhold til gennemsnittet i den foranliggende periode 2000 – 2006)[6].

Kilder og eksterne henvisninger

Referencer

  1. ^ Nyt fra Danmarks Statistik: Fortsat stigende offentlig beskæftigelse
  2. ^ Brochure fra Indenrigsministeriet: Kommunalreformen – Kort Fortalt, side 9
    Side 9 , 2 afsnit, 2.pkt.:
    »Ændringerne i opgavefordelingen gennemføres ud fra princippet om, at reformen skal være udgiftsneutral.«
    Kommunalreformen – Kort Fortalt
  3. ^ Brochure fra Indenrigsministeriet: Kommunalreformen – Kort Fortalt, side 10, boks 1.5.
    Side 10, boks 1.5
    »Konkret kan nævnes, at alene reduktionen i antallet af kommunalpolitikere vil
    medføre lavere udgifter til vederlag til kommunalpolitikere på ca. 365 mio.kr. årligt
    fra 2007. Alene den besparelse vil kunne finansiere renter og tilbagebetaling over
    fem år af lån på ca. 1,7 mia.kr. (forudsat rente på 3 pct.).«
  4. ^ Danmarks Statistik , Offentligt fuldtidsbeskæftigede efter antal og stigning, Statistikken OFFBESK
  5. ^ a b Nyt fra Danmarks Statistik 31. marts 2012
  6. ^ Danmarks Statistik, Klassifikation af offentlige udgifter 1999 – 2009, Statistikken OFF23