Olav den Hellige: Forskelle mellem versioner

Olav den Hellige
Konge af Norge
Regerede	1015–1028
Regent	Olav den Hellige
Ægtefælle	Astrid Olofsdatter
Børn	Magnus den Gode; Ulvhild af Norge
Far	Harald Grenske
Mor	Åsta Gudbrandsdatter
Født	955; Ringrike
Død	29. juli 1030; Stiklestad
	v; d; r;

Gennemse historikken interaktivt

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 13. sep. 2015, 18:03

Olav II (Haraldsson) den Hellige (Oláfr hinn helgi) (995 – 29. juli 1030 i Slaget ved Stiklestad) var Norges konge fra 1015 til 1028. Han blev også i sin levetid kaldt Olav den Digre. Olav blev kåret som helgen 1031 og anerkendt af Den romersk-katolske kirke og Den ortodokse kirke. Hans dødsdag den 29. juli fejres stadig som folkefester i Norge og på Færøerne.

Begyndelsen

Han var født på Ringerike og var søn af Harald Grenske, og dermed tipoldebarn af Harald Hårfager. Hans mor var Åsta Gudbrandsdatter.

Harald Grenske døde da Åsta var gravid med Olav. Hun giftede sig senere med storbonden Sigurd Syr, som var en fredelig, klog og lovkyndig mand.

I 12 års alderen drog han ud på sit første vikingetogt til den østlige del af Østersøen. Med aner fra Hårfagre-ætten havde han både vildskab, grådighed, hævnlyst, grusomhed, men også evnen til at organisere, styre og samle. Senere tog han på togter til landene omkring Østersøen. Under et af togterne mødte han i Danmark jomsvikingen Torkjell Høge, som han allierede sig med. Derefter hærgede de sammen i England, hvor de bl.a. forgæves angreb London. I 1011 indtog de Canterbury.

Olav så det som et kald at samle Norge til et rige, lige som hans forfader Harald Hårfager gjorde. På vej hjem – efter et togt til det sydlige Spanien – overvintrede han hos hertug Richard 2. af Normandiet i det nordøstlige Frankrig. Denne region havde normannerne (norske og danske vikinger) erobret i 881, og de fik lov til at beholde området ved at forpligte sig til ikke at angribe resten af landet. De skulle også forsvare landet mod fremmede magter.

På vej hjem mod Norge tog han til England, hvor han i 1014 hjalp anglo-sakserkongen Adalred II med at at erobre London fra danerne og rev i den anledning London-broen ned. Den engelske børnesang "London Bridge is falling down" kan have sine rødder i denne hændelse. Olav blev så rigt belønnet af Adalred for hjælpen, at han i stedet for sit langskib købte et handelsskib, og i 1015 kom han tilbage til Norge sammen med fire engelske biskopper.

Tilbagekomsten

Olav kom tibage til et religiøst splittet Norge. Efter Olav Tryggvasons død ved Slaget ved Svold blev Norge delt mellem sejrherrerne: danskekongen, svenskekongen og ladejarlerne. I Norge tjente man først og fremmest familien, som blev styret af familiens mandlige overhoved. Blodhævn var almindelig. Det var svært at forene riget, og der var ingen grobund for indførelse af kristendommen. Imidlertid var ættesamfunnet i tilbagegang. Landet havde udviklet sig til at være et land med bygder og småriger, med høvdinge og småkonger. Herredsting og lagting var også etableret. Alligevel skulle det blive svært at kristne og forene landet, der blev regeret af jarler og høvdinger som Erling Skjalgsson, Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund, som først og fremmest tænkte på ættens fremgang.

Noget af det første, Olav gjorde, var at tage Erik Jarls (963 – 1024) søn, Håkon til fange og bortvise ham til England, hvor Eirik jarl boede.

Derefter begyndte han at udvide sin magt ved først at blive småkonge i sin hjemstavn Opplandene (distrikterne nord for Oslo Fjord). Kristningen ventede han med. Efter slaget mod Svend Jarl i Langesundfjorden blev han konge over Viken og Agder. Derefter tog han til Trøndelag, hvor han blev kronet til konge; (senere blev han også kronet i Inntrøndelag. På rejsen mod syd blev han også kronet i det ene ting efter det andet. Dermed var han snart konge over det sydlige Norge. Han sluttede fred med svenskekongen, og som en del af aftalen giftede han sig med hans datter. Men inden brylluppet fandt sted, havde svenskekongen giftet hende bort til fyrst Jaroslav i Novgorod. For at bøde på dette rejste den svenske konges anden datter til Norge og giftede sig med Olav. Efter brylluppet rejste Olav til Hålogaland (Nordnorge) og blev også kronet der og var dermed i princippet konge over hele Norge.

Landet styrede Olav fra Borg, (Sarpsborg), den by han selv grundlagde i 1016. Byen Borg blev Norges hovedstad, og kongen lod bygge vold rundt om hele byen. Dele af volden findes i dag.

Kristningen af Norge

Kristendommen var på denne tid begyndt at få fodfæste i Norge. Mange var kun kristne af navn, men fulgte ikke den kristne tro så nøje. Der var besluttet på lagtingene rundt om i Norge, at kristendommen skulle indføres. Nogle steder var det problematisk at kristne folket. Den islandske sagaskriver Snorri Sturluson beretter om folk, som blev dræbt eller lemlæstet, når de nægtede at skifte til den nye tro. Olav tog fire biskopper med fra England. Den vigtigste af disse var biskop Grimkjell. Han var Olavs nærmeste i kirkesager.

Litteratur

Lidén, Anne; Olav den Helige i Medeltida Bildkonst, Legendmotiv och attribut; Monographs. KVHAA. Stockholm 1999. Vitterhetsakademien. ISBN 91-7402-298-9. (Abstract and summary in English: Saint Olav in Medieval Pictorial Art. Narrative Motifs and Attributes.)
Passio Olavi – Lidingssoga og undergjerningane åt den Heilage Olav; Oslo 1970. ISBN 82-521-4397-0

Eksterne henvisninger

Foregående:	Norges regenter	Efterfølgende:
Erik Jarl og Svend Jarl (dansk/svensk styre) (1000–1015)	Norges regenter	Knud den Store (dansk styre) (1028–1030)

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 |børn         = [[Magnus den Gode]]<br />[[Ulvhild af Norge]]
 }}
-'''Olav II (Haraldsson) den Hellige''' (''Oláfr hinn helgi'') ([[995]] – [[29. juli]] [[1030]] i [[Slaget ved Stiklestad]]) var [[Norge]]s konge fra [[1015]] til [[1028]]. Han blev også i sin levetid kaldt Olav den Digre. Olav blev kåret som helgen 1031 og anerkendt af den [[Romerskkatolske kirke]] og [[Den ortodokse kirke]]. Hans dødsdag den 29. juli fejres stadig som folkefester i Norge og på [[Færøerne]].
+'''Olav II (Haraldsson) den Hellige''' (''Oláfr hinn helgi'') ([[995]] – [[29. juli]] [[1030]] i [[Slaget ved Stiklestad]]) var [[Norge]]s konge fra [[1015]] til [[1028]]. Han blev også i sin levetid kaldt Olav den Digre. Olav blev kåret som helgen 1031 og anerkendt af Den [[romersk-katolske kirke]] og [[Den ortodokse kirke]]. Hans dødsdag den 29. juli fejres stadig som folkefester i Norge og på [[Færøerne]].
 == Begyndelsen ==
 Han var født på [[Ringerike]] og var søn af Harald Grenske, og dermed tipoldebarn af [[Harald Hårfager]]. Hans mor var Åsta Gudbrandsdatter.
@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 [[Fil:Olav der Heilige06.jpg|thumb|200px|[[Slaget ved Stiklestad]]]]
-Olav så det som et kald at samle Norge til et rige, lige som hans forfader [[Harald Hårfager]] gjorde. På vej hjem – efter et togt til det sydlige [[Spanien]] – overvintrer han hos hertug [[Richard 2. af Normandiet]] i det nordøstlige [[Frankrig]]. Denne region havde normannerne (norske og danske vikinger) erobret i [[881]], og de fik lov til at beholde området ved at forpligte sig til ikke at angribe resten af landet. De skulle også forsvare landet mod fremmede magter.
+Olav så det som et kald at samle Norge til et rige, lige som hans forfader [[Harald Hårfager]] gjorde. På vej hjem – efter et togt til det sydlige [[Spanien]] – overvintrede han hos hertug [[Richard 2. af Normandiet]] i det nordøstlige [[Frankrig]]. Denne region havde normannerne (norske og danske vikinger) erobret i [[881]], og de fik lov til at beholde området ved at forpligte sig til ikke at angribe resten af landet. De skulle også forsvare landet mod fremmede magter.
-På vej hjem mod Norge tog han til England, hvor han i 1014 hjalp anglo-sakserkongen Adalred II med at at erobre London fra danerne, og rev i den anledning London-broen ned. Den engelske børnesang "London Bridge is falling down" kan have sine rødder i denne hændelse. Olav blev så rigt belønnet af Adalred for hjælpen, at han i stedet for sit langskib købte et handelsskib og i 1015 kom han tilbage til Norge sammen med fire engelske biskopper.
+På vej hjem mod Norge tog han til England, hvor han i 1014 hjalp anglo-sakserkongen Adalred II med at at erobre London fra danerne og rev i den anledning London-broen ned. Den engelske børnesang "London Bridge is falling down" kan have sine rødder i denne hændelse. Olav blev så rigt belønnet af Adalred for hjælpen, at han i stedet for sit langskib købte et handelsskib, og i 1015 kom han tilbage til Norge sammen med fire engelske biskopper.
 == Tilbagekomsten ==
-Olav kom tibage til et religiøst splittet Norge. Efter [[Olav Tryggvason]]s død ved [[Slaget ved Svold]] blev Norge delt mellem sejrherrerne: danskekongen, svenskekongen og ladejarlene. I Norge tjente man først og fremmest familien, som blev styret af familiens mandlige overhovede. Blodhævn var almindelig. Det var svært at forene riget, og der var ingen grobund for indførelse af kristendommen. Imidlertid var ætsamfunnet i tilbagegang. Landet havde udviklet sig hen til et land med [[bygd]]er og småriger, med høvdinge og småkonger. Herredsting og [[lagting]] var også etableret. Alligevel skulle det blive svært at kristne og forene landet, der blev regeret af jarler og høvdinger som Erling Skjalgsson, Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund som først og fremmest tænkte på ættens fremgang.
+Olav kom tibage til et religiøst splittet Norge. Efter [[Olav Tryggvason]]s død ved [[Slaget ved Svold]] blev Norge delt mellem sejrherrerne: danskekongen, svenskekongen og ladejarlerne. I Norge tjente man først og fremmest familien, som blev styret af familiens mandlige overhoved. Blodhævn var almindelig. Det var svært at forene riget, og der var ingen grobund for indførelse af kristendommen. Imidlertid var ættesamfunnet i tilbagegang. Landet havde udviklet sig til at være et land med [[bygd]]er og småriger, med høvdinge og småkonger. Herredsting og [[lagting]] var også etableret. Alligevel skulle det blive svært at kristne og forene landet, der blev regeret af jarler og høvdinger som Erling Skjalgsson, Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund, som først og fremmest tænkte på ættens fremgang.
 Noget af det første, Olav gjorde, var at tage [[Erik Jarl]]s (963 – 1024) søn, Håkon til fange og bortvise ham til England, hvor Eirik jarl boede.